For Socialistisk Standpunkt var dette års 1. maj i Fælledparken ikke som den plejer. Dels har vi en Socialdemokratisk ledet regering og dels havde vi ingen officiel solidaritetsbod i år, som det ellers har været traditionen i mange år. Årsagen til dette ligger i LO-Storkøbenhavns beslutning om at fordoble prisen samtidig med at det blev gjort forbudt at sælge politiske materialer fra boderne. Vi har opfordret dem til at ændre deres beslutning, men endnu uden held.
Derfor tog vi også anderledes tiltag end vi har gjort tidligere. I år startede 1. maj for os flere dage tidligere med lanceringen af en ungdomskampagne ”Forsvar retten til en fremtid” der sætter fokus på stigende ungdomsarbejdsløshed og de stadig ringere fremtidsudsigter for unge i Danmark, som er de første generationer der kan se frem til lavere levestandard en forældregenerationen. Sympatisører af avisen var derfor ude og klistrer omkring 200 plakater op rundt om og i Fælledparken allerede om aftenen dagen før. Denne plakat var også at finde på forsiden af avisen, som det viste sig, fangede mange unge menneskers opmærksomhed, som ovenpå de mange nedskæringer leder efter svar til hvorledes de kan forbedre deres forhold.
Arbejderklassen søger en ledelse der tør kæmpe for deres forhold
Solen stod højt fra en skyfri himmel og omkring 50.000 havde fundet vej til Fælledparken. Alligevel var stemningen til årets 1. maj arrangement i fælledparken præget af en absolut mangel på entusiasme i forhold til lederne af dansk arbejderbevægelse og særligt regeringspartierne Socialdemokraterne og SF. Dette blev tilkendegivet ved de meget sparsomme bifald til de forskellige talere på den store scene i fælledparken. Både statsministeren Helle Thorning og Villy Søvndal, formanden for SF, samt Bente Sorgenfrey fra FTF lagde op til at arbejderne og de studerende bør berede sig på yderligere nedskæringer.
Mange arbejdere, lærlinge og studerende har i løbet af de sidste par år, ved bitre erfaringer, indset at deres forhold og interesser ikke er det bærende fokus hos toppen i fagbevægelsen og arbejderpartierne, da de kontinuerligt har været ofre for et større arbejdspres til en ringere løn samt massefyringer og massive nedskæringer på uddannelserne.
Stemningen understøttes yderligere af de nyeste meningsmålinger hvor både SF og Socialdemokraterne er gået tilbage med henholdsvis 1,5 og 4,7 procentpoint siden valget.
Dog formåede den politiske ordfører for enhedslisten, Johanne Schmidt Nielsen, at høste massiv opbakning fra de tilstedeværende ved at sætte fokus på den stigende arbejdsløshed og de forværrede forhold for studerende og arbejdere.
”Mens i får besked i har fået besked på at spænde livremmen ind, er den rigeste del af befolkningen blevet endnu rigere. Bankerne hiver igen milliardoverskud ind. Og de bankdirektører, der har kørt bankerne i sænk, får stadig millionstore gyldne håndtryk. Forude venter trepartsforhandlingerne. Budskabet fra regeringen er, at arbejdstiden skal sættes op. Igen er det jer, der skal betale regningen. Det er ikke rimeligt.”
Arbejdere og unge har kampgejst, men mangler konkrete svar
Johanne Schmidt Nielsen rettede skarpe kommentarer til den nye regering om at få flere i arbejde og at regningen for krisens bør sendes til de ansvarlige, til toppen i finansverdenen. Denne radikale retorik, som ordføreren lagde for dagen, var afspejlet hos majoriteten af deltagerne til dette års arrangement, som viste deres tavse utilfredshed overfor de øvrige talere. Den store utilfredshed med den fortsatte borgerlige økonomiske politik indikerede at folk er ved at miste tiltroen til koalitionsregeringen og at viljen og gejsten til at ændre samfundet til det bedre ligger og ulmer under overfladen. Utilfredsheden med den nuværende regering er også at mærke i enhedslistens seneste fremgang. Trods den store utilfredshed, som var at finde hos den politiske ordfører fra enhedslisten, bød talen dog ikke på nogle konkrete svar på hvorledes der kan tages et opgør med nedskæringerne og de forværrede forhold for arbejderklassen. En ting er at tale imod den borgerlige politik fra S og SF, noget andet er det når det kommer til handling. Her er det værd at bemærke at trods enhedslistens skarpe retorik, har de, når det er kommet til stykket, givet deres støtte til først Libyenkrigen og senere stemt for den nye finanslov indeholdende borgerlig nedskæringspolitik.
En vej frem
Tendensen til at store dele af arbejderklassen og ungdommen ikke længere føler sig repræsenteret af de eksisterende arbejderpartier tydeliggør nødvendigheden af en ledelse som kan komme med konkrete svar på kapitalismens krise og vise en tydelig vej frem. Forsiden på avisen blev derfor taget godt i mod, da den opfordrer ungdommen og arbejderklassen til at stå sammen for bedre vilkår og giver nogle konkrete krav som mange kan identificere sig med. Tallene er ikke endeligt gjort op, men salget af avisen var højere end sidste år med over 400 stk.
Den nuværende koalitionsregering har bedyret at de har i sinde at forsætte med at føre en borgerlig arbejdsgivervenlig politik, men den danske arbejderklasses og ungdoms tålmodighed er ikke ubegrænset. Som stemningen til årets 1. maj var en klar indikator for, så er utilfredsheden på landets arbejdspladser og skoler, i fagbevægelsen og i arbejderpartierne stigende. Vi har i Socialistisk Standpunkt ikke tænkt os at se passivt til mens arbejderklassens og ungdommens vilkår forringes, som dagens intervention er et tydeligt bevis på. Vi opfordrer alle unge og arbejdere til at organisere sig for socialisme, for kampen for et lige, solidarisk og retfærdigt samfund baseret på befolkningens behov og ikke minoritetens jagt på profitter!
Billeder af Karen Larsen