Det faktum, at de vigtigste venezuelanske oppositionspartier har valgt at boykotte lokalvalgene den 10. december, har givet plads til kandidater der repræsenterer den revolutionære del af den bolivariske bevægelse imod de officielle håndplukkede kandidater fra regeringspartiet PSUV. Bureaukratiet og staten har svaret igen ved at benytte sig af forskellige tricks for at forhindre dem i at stille op. Eduardo Samáns kampagne i Caracas og Angel Prados kampagne i Simón Planas, har tydeliggjort de voksende interne modsætninger i chavismen.
I øjeblikket står den venezuelanske proimperialistiske højrefløjsopposition i en meget vanskelig situation. Valget til den grundlovgivende forsamling den 30. juli, som de var ude af stand til at sætte en stopper for og som havde stor valgdeltagelse, markerede enden på deres fire måneder lange forsøg på at vælte Maduro-regeringen med magt. Regionalvalget den 15. oktober øgede de interne splittelser i oppositionen, med nogle partier der deltog, mens andre boykottede. PSUVs sejr i 18 ud af 25 regioner skabte ravage i oppositionen, hvor nogle partier reagerede ved at erklære valgfusk, mens andre indtog de poster de var blevet valgt til.
Men i stedet for en stigende støtte til regeringens politik, har vi i stedet set demoralisering i oppositionens rækker, samt et sundt klasseinstinkt hos de arbejdende og fattige masser, der var fast besluttede på at sætte en stopper for oppositionen ved stemmeurnerne. Den økonomiske situation er stadig alvorlig, og regeringen og den grundlovgivende forsamling får stor kritik for ikke at have nogen klar eller effektiv strategi til at håndtere problemet. Hyperinflation tærer fortsat på lønningerne, valutaen falder i værdi med hastige skridt, og regeringen er blevet nødsaget til at forhandle med obligationsejere om at restrukturere og refinansiere statsgælden og det statsejede oliefirma PDVSAs gæld. Dette bliver alt sammen forstærket af Trumps finansielle sanktioner der skal forsøge at kvæle den venezuelanske økonomi, ved at nægte den adgang til internationale midler.
Det er i denne kontekst, at lokalvalget har genåbnet debatter indenfor den bolivariske bevægelse der i høj grad tidligere blev holdt nede på grund af nødvendigheden af at stå sammen imod oppositionens ekstremt ondartede og voldelige angreb.
skarp artikel beskriver tidligere minister for græsrodskommuner Reinaldo Iturriza betydningen af disse valgmæssige udfordringer.
Spændingerne mellem den menige, revolutionære venstrefløj i chavismen, og den bureaukratiske og reformistiske fløj der dominerer PSUV og statsapparatet, er for alvor kommet frem i lyset. I flere kommuner, for det meste på landet, stiller alternative bolivariske kandidater op imod PSUV. Dette er tilfældet med Angel Prado i El Maizal kommune (Simón Planas, Lara), Augusto Espinoza i Cajigal kommune (Cajigal, Sucre), Jesus Silva i Alexis Vive (Moran, Lara) og Jose Maria ‘’Chema’’ Romer fra ZRBC, der tog del i at bygge Simón Bolívar by-kommune (Paez, Apure). Nogle af disse kandidater repræsenterer Venezuelas Kommunistiske Parti eller Tupamaros, men alle har de til fælles, at de repræsenterer områder hvor den kommunale græsrodbevægelse har slået rod og udvikler sig. I disse områder tog kampen mod de reaktionære angreb tidligere på året en revolutionær drejning, i form af organiseringen af selvforsvarskomiteer og besættelsen af land tilhørende godsejere der havde forbindelse til finansiering og organisering af reaktionen etc. Nogle af disse græsrodskommuner omfatter også besatte fabrikker for det meste forbundet til landbrugsproduktion. Disse græsrodskommuner har måtte kæmpe mod kapitalisterne og godsejernes magt, samt sabotage fra bureaukraterne i lokaladministrationen, de regionale guvernører og forskellige regeringinstitutioner og ministerier. I en meget[citat fra videoen] ‘’Selvom det ikke kan betegnes som et massivt fænomen, er det utvivlsom en afgørende begivenhed af flere grunde. Der har altid været et anstrengt forhold mellem græsrodskommunerne og borgmesterinstitutionen. Med få undtagelser, som for eksempel lokaladministrationen i Torres i Lara (først med Julio Chavez og nu med Edgar Carrasco), er der tendens til at de der får en position på lokaladministrationsniveau ser med mistænksomhed på områder med folkelig selvorganisering, selv hvis det bare er et beskedent kommunalråd. Dette er ikke de sædvanlige spændinger: sammenstødet mellem repræsentativ og participatorisk politisk logik, er ikke kommet så tydeligt til udtryk på noget andet niveau. Man kan sige, at det politiske jordskælv som udgør den bolivariske revolution, har sit epicenter der: disse politiske logier er tektoniske brudflader i konstant bevægelse’’
Bureaukratiet har svaret igen med raseri. Angel Prado-sagen er måske den mest skandaløse. Efter at have benyttet sig af massemobilisering for at overkomme alle forhindringerne på hans vej for at forhindre ham i at registrere sig som kandidat, erklærede valgkommissionen at han skulle have tilladelse fra den grundlovgivende forsamling, som han selv er medlem af, for at få lov til at stille op. Men flere andre medlemmer af den grundlovgivende forsamling stiller op til valget, men ingen af dem blev der spændt ben for, da de alle var blevet officielt udvalgt af PSUVs ledelse. Den 28. november traf den grundlovgivende forsamling den vanvittige beslutning, at nægte Prado tilladelse til at stille op. Dette blev besluttet udelukkende af den grund, at han ville have vundet hvis han havde haft mulighed for at stille op. Hans kandidatur fik opbakning af 9.000 stemmer i kommunen, og han blev valgt til den grundlovgivende forsamling med 13.000 stemmer af de 17.000 der blev afgivet i hans valgkreds. Bureaukratiet er rædselsslagent for at blive udfordret af en kandidat der repræsenterer de menige medlemmer i bevægelsen, som står for revolutionært demokrati og ikke går på kompromis med kapitalistklassen.
Eduardo Samans kandidatur i Caracas
Den nok mest højprofilerede sag er den der handler om Eduardo Samán, på grund af den position han stiller op til, som borgmester af Libertador byråd, der dækker over det meste af hovedstaden Caracas. Samán er ikke den eneste alternative kandidat til den officielle PSUV-kandidat Erika Farias. Egentlig havde Oswaldo Rivero annonceret sin intention om at stille op, og havde den fulde opbakning fra den revolutionære bevægelse Tupamaros. Rivero er den populære vært på programmet Zurda Konducta, hvor han har givet stemme til den kompromisløse revolutionære modstand mod den borgerlige opposition fra de menige græsrødder. Han var en del af protesterne der krævede en radikal drejning i den bolivariske bevægelse efter nederlaget ved valget til nationalforsamlingen i december 2015. Få dage efter han erklærede sit kandidatur, trak Tupamaros sin støtte tilbage og forhindrede derved Rivero i at stille op. De var tydeligvis kommet under stort pres fra bureaukratiet.
#Ahora | En las afueras del Ministerio del Poder Popular para la Comunicación y la Información pic.twitter.com/AVoKMAqrSA
— Eduardo Samán (@SamanEdu) 29. november 2017
Det efterlod så Eduardo Samán, som havde fået opbakning fra kommunistpartiet (PCV), PPT og MEP. MEP trak senere sin støtte tilbage, men kommunistpartiet og PPT stod fast. Den Nationale Valgkommission forsøgte at forhindre Samán i at registrere sig som kandidat, men efter massivt pres fra offentligheden blev hans kandidatur tilladt. Så i stedet forsøgte Valgkommission sig med et andet trick. Da både PPT og kommunistpartiet havde registreret deres kandidater i forvejen, argumenterede valgkommissionen for, at der ikke kunne tilføjes nye navne på disse partiers valglister. Derfor ville Samáns navn slet ikke komme på stemmesedlen. Folk der vil stemme på Samán må derfor stemme på de nu tilbagetrukne kandidater for PPT og kommunistpartiet der står på stemmesedlen, og så vil disse stemmer gå til Samán. Dette er en komplet skandale, da det vil skabe unødvendig forvirring og der er ingen teknisk grund til, at Samáns navn ikke kan stå under PPT og PCV’s logoer.
Oven i alt dette, bliver Samáns kandidatur boykottet i statsmedierne. Kilder i statsmedierne har udtalt, at der er klare ordrer om ikke at nævne hverken Samán eller partierne der støtter ham. Den 30. november blev dette sat på prøve, da Samán blev inviteret ind til et interview på den statsejede kanal ViveTV. Vive har altid været mere uafhængig af regeringen og har givet taletid til arbejderbesatte fabrikker, lokale græsrodskommuner, menige revolutionære initiativer osv. Samán blev interviewet i en halv time på et morgentalkshow. Skandalen kom senere da Samán offentligt fordømte, at kanalens direktør, pressechef og koordinator alle var blevet fyret på grund af hans interview. Kanalens direktør modsagde senere Samáns udtalelse og påstod, at grunden til hans fratrædelse var, at hans stilling skulle stilles til rådighed for den nye minister, som er praksis ved politiske udnævnelser. Andre journalister stod dog frem og bekræftede Samáns udtalelser.
Eduardo Samán er en velkendt figur indenfor den chavistiske venstrefløj. Igennem tiden har han siddet på forskellige regeringsposter og var kortvarigt handelsminister. På disse poster blev han kendt for at bekæmpe korruption, støtte arbejderbesatte fabrikker og gribe ind mod spekulation og det sorte marked. I 2010 erklærede Samán behovet for “en radikal strømning“ i PSUV, hvilket gav genlyd i hele bevægelsen. Under pres fra bureaukratiet droppede han i sidste ende idéen.
Det står klart, at bureaukratiet i PSUV er gået i panik over Samáns kandidatur. Som han selv har forklaret, er der ingen fare for, at en kandidat fra den borgerlige opposition vinder valget. Han tilføjer, at hvis der var, så ville han træde tilbage, til fordel for en fælles bolivarisk kandidat. Fra bureaukratiets synspunkt er faren ikke at oppositionen vinder, men at Samán kan slå den officielle PSUV kandidat Erika Farías.
For de nederste lag i den bolivariske bevægelse repræsenterer Samán kampen mod det sorte marked, spekulanter, kapitalister og multinationale virksomheder, kampen for ansvarlighed indenfor bevægelsen, revolutionært demokrati og arbejderkontrol. Lucha de Clases tendensen i Venezuela (den venezuelanske sektion af IMT i Venezuela) har givet sin fulde støtte til Saman og deltager aktivt i hans kampagne.
Kammeraterne argumenterer korrekt for, at dette ikke kun skal ses som den eneste måde revolutionens landvindinger kan forsvares mod den reaktionær opposition, men også viser en regering hvis eneste strategi er at give indrømmelser til kapitalisterne og som klynger sig til magten for dens egen skyld.
Den Internationale Marxistisk Tendens støtter derfor Eduardo Samán, argumenterer for et revolutionært socialistisk program og behovet for at organisere den revolutionære avantgarde på nationalt niveau under og efter lokalvalgene den 10. december.
Denne artikel blev oprindeligt bragt på marxist.com den 4. december 2017.