Efter at borgerskabets forskellige kupforsøg 2 gange er blevet slået tilbage af massernes revolutionære mobilisering, ser det nu ud som om at de reaktionære kræfter i Venezuela forsøger at samle kræfter til endnu et fornyet forsøg på at vælte den demokratisk valgte præsident Hugo Chavez.
I slutningen af november 2003 organiserede oppositionen en 4 dages kampagne for indsamling af underskrifter for et nyt præsidentvalg. Allerede dengang var der udbredte anklager om snyd og bedrag. Mange arbejdere i den private industri blev mødt med trusler om at miste deres job hvis ikke de skrev under. Oppositionen brød alle de regler der findes for indsamling af underskrifter for et nyt præsidentvalg i Venezuela. Normal skal der både være internationale observatører og præsident-tilhængere tilstede, hvilket ikke fandt sted. Derudover blev patienter på landets hospitaler tvunget til at skrive under før de kunne få deres medicin. Disse eksempler forklarer præcis hvor ”demokratiske” det venezuelanske oligarki er indstillet.
Selvom oppositionen har slået på stortromme for denne kampagne lykkedes det dem ikke at mobilisere middelklassen i et væsentligt antal. Småborgerskabet i Caracas som førhen har fungeret som oppositionens kanonføde i tidligere forsøg på at vælte Chavez, havde fået nok af oppositionslederne og er nu splittede.
Ud af Venezuelas 24 mio. indbyggere skulle oppositionen minimum indsamle 2,4 mio. underskrifter for at sikre et nyt præsidentvalg. Efter 4-dages kampagnen hævdede de at have indsamlet 3,8 mio., men dette tal blev dog hurtigt korrigeret til 2,8 mio. af en hovedoppositionsleder. På trods af den tilsyneladende enorme sejr for oppositionen var der ingen glæde eller nydelse af spore i oppositionsledernes ansigter da de offentliggjorde resultaterne. Måske skyldtes det, at det er svært at lyve om noget så alvorligt direkte på direkte Tv. Efter offentliggørelsen tog det det dem næsten 20 dage at levere underskrifterne til den nationale valg kommission (CNE) så de kunne tjekke stemmerne efter.
Da CNE endelig fik leveret stemmerne ”var” der officielt kun 3,4 mio. stemmer, hvilket betyder at næsten en halv million var ”forsvundet”. Derudover kan det nævnes at et bånd med en telefonsamtale mellem en prominent oppositionsleder og hans søn i Paris blev offentliggjort. I denne samtale indrømmer de åbent kun at have indsamlet 1,9 mio. underskrifter. De har nu indrømmet ægtheden af dette bånd, men slæber alligevel en journalist i retten for at have bragt detaljer om samtalen i hans avis og Tv-program. Den involverede oppositionsleder blev set, under kuppet d. 11. april 2002, direkte på Tv kræve at man arresterede guvernøren i Tachira og er aldrig nogensinde blevet retsforfulgt. Journalisten der nu skal for retten har i modsætning til ham, kun gentaget information der har været tilgængelig flere uger på den revolutionære hjemmeside Aporrea.org.
På trods af at der har været rejst tvivl om næsten hver anden underskrift der har været indsamlet, fortsætter oppositionen stadig med at sætte CNE under pres gennem medierne og internationale forbindelser for at anerkende et nyt præsidentvalg. Denne kampagne toppede februar d. 14. februar hvor oppositionen indkaldte til demonstration ude foran CNE’s bygninger. I dagene op til demonstrationen blev der spredt rygter om kupforsøg, mordforsøg på Chavez osv.
Det endte dog med at oppositionens demonstration var et stort flop, da det kun lykkedes dem at samle et par få tusinde (20.000 ifølge de internationale medier, se selv billeder her). Uanset hvad var det ikke nær de hundrede af tusinder de kunne samle for blot et år siden under lockouten i december og sabotagen af olieindustrien.
Kun få uger inden oppositionens demonstration havde de revolutionære samlet mellem en halv og en hel million på gaden for at mindes d. 23. januar 1958 hvor man væltede diktaturet og den 2. februar 1999 da Chavez blev valgt som præsident.
Dette viser de nuværende styrkeforhold mellem klasserne. De massive sociale reformer som regeringen har gennemført har styrket deres støtte blandt masserne. Næsten en million analfabeter har lært at læse og skrive og 2 mio. hektar land er blevet distribueret blandt de jordløse bønder.
Dette ændrer dog ikke på at den økonomiske situation stadig er enorm hård. Økonomien i 2003 var enormt ringe, hvilket hovedsagligt skyldes oppositionens oliesabotage og deres lockout i december 2002/januar 2003. Det er sandt at man forventer økonomien vokser i år pga. stigende oliepriser. Men uanset hvad fortsætter den økonomiske sabotage stadig af bankerne og de private virksomheder. Der er en fare for at man føler sig for sikker på bonde og arbejderbevægelsen, for at man tror at fordi de reaktionære er svage og er blevet slået af masserne flere gange, så er alt løst. For på den anden side har kapitalisterne og imperialismen endnu en gang vist, at de mener alvorligt at de vil vælte Chavez regering og gøre en ende på den revolutionære bevægelse.
Den massive opbakning til den revolutionære proces og oppositionens svaghed burde bruges til at gå videre med den sociale transformation. Hvis bankerne og kapitalisterne saboterer økonomien og finansierer udemokratiske forsøg på at vælte den demokratisk valgte præsident, må de nationaliseres og sættes under arbejderkontrol. Allerede under sabotagen af olieindustrien viste oliearbejderne en vej fremad ved at besætte og demokratisk kontrollere PDVSA, som er Venezuelas største virksomhed. For at besejre reaktionen er det nødvendigt at erstatte den stående hær med en folkemilits og erstatte det administrative statsapparat (der er fuld af reaktionære som saboterer folkets demokratiske vilje) med et ægte arbejderdemokrati. Dette er den eneste måde at smadre reaktionen én gang for alle. En succesfuld revolution i Venezuela ville have en massiv indflydelse på hele Latinamerika og videre ud i verden.
