Venezuela: Arbejdere og bønder kræver radikalisering af revolutionen


Patrick Larsen



13 minutter

Valget den 26. september gav en marginal sejr til revolutionens kræfter. I januar vil det nye parlament have et flertal på 98 til 67 til revolutionen.

Den venezuelanske opposition formåede at vinde terræn i den totale andel af stemmer. Dette skyldtes, at en million Chávez-tilhængere undlod at stemme. Det var en tydelig advarsel til revolutionen, og det afspejler, at det er umuligt at fastholde revolutionen som en halvfærdig størrelse.

Polariseringen klasserne imellem er dybere end nogensinde tidligere, og de modsætninger, der hober sig op i samfundet begynder at få nye udtryk. Debatterne i socialistpartiet PSUV, den megen snak om radikalisering, de nye ekspropriationer, demonstrationer med arbejdere og bønder og så videre; alt dette beviser, at den venezuelanske revolution befinder sig ved en korsvej.

Økonomien er fortsat i dårlig form
Venezuelas BNP faldt med 2,4 procent fra januar til september i år. Venezuelas centralbank har fremlagt dette som et godt tal, fordi faldet er mindre end det foregående år! Men for arbejderne og de fattige ser situationen aldeles mørk ud. Kendsgerningen er, at Venezuelas økonomi har været i recession i de sidste 18 måneder.

De nyeste tal viser, at der var en nedgang i byggeriet på 7,9 procent i tredje kvartal af 2010. Handelen faldt med 4,4 procent. Produktionen af el og vand faldt med 7,8 procent. Der var en marginal vækst i produktionen på 0,1 procent. Dette er langt fra de syv til ti procents vækst, som den venezuelanske økonomi oplevede mellem 2004 og 2007.

Recessionen har – sammen med en skarpt stigende inflation – allerede påvirket forbruget stærkt. Forbruget forventes at falde med 10 procent i juleferien. Priserne på fødevarer er steget med 30 procent i seks af de største byer. Inflationen i 2010 er ifølge Venezuelas centralbank på 23 procent.

Det var meningen, at devalueringen af Venezuelas valuta – bolivaren – skulle hjælpe eksporten. Men virkeligheden er, at den samlede eksport undtagen olie faldt med 1,2 procent i sammenligning med den samme periode sidste år. Hvis man sammenligner med den samme periode i 2005 (da økonomien var på sit højeste), er der sket et fald på 56 procent. Det viser tydeligt, at den førte politik med devaluering og lån til private virksomheder, som blev taget op i januar 2010, ikke fungerer.

Ikke desto mindre kræver erhvervslivets topfolk flere penge fra regeringen. Carlos Larrazábal, der er formand for industriens arbejdsgiveres organisation Conindustria, krævede for nyligt, at regeringen ”investerer i det private initiativ og respekterer den socioøkonomiske model, som er nedfældet i forfatningen, og sætter en stopper for politikken med ekspropriationer, som bruges til at straffe private arbejdsgivere.”

empresa_invepal

Det, som Larrazábal bekvemt ser bort fra, er, at den gryppe, han repræsenterer – Venezuelas industri-kapitalister – ikke investerer i økonomien. De udfører reelt en kapitalstrejke, hvilket forværrer krisens virkninger. De tiltag, der blev indført i januar 2010, har ikke hjulpet. I virkeligheden er de seneste ekspropriationer et resultat af denne situation: regeringen nationaliserer blot de firmaer, der står stille, for at beskytte arbejderne og forhindre massefyringer.

Fra statens synspunkt er situationen ligeledes slem. Det nationale olieselskab PDVSA, der skaber størstedelen af landets velstand, står over for en vanskelig situation. Selv om prisen på olie på verdensmarkedet har stabiliseret sig, er firmaet nødt til at foretage enorme investeringer til reparation og renovering af raffinaderierne i Puerto la Cruz i de næste få år. Desuden har dagbladet El Universal for nylig afsløret, at PDVSA stadig mangler at betale store dele af virksomhedens gæld fra 2009 til dets underleverandører.

Kamp om parlamentet
Efter valget den 26. september rettede opmærksomheden sig omgående mod parlamentet. Højrefløjen indledte en offensiv i medierne, hvor de hævdede, at det ville være ”amoralsk” og ”respektløst”, hvis regeringen gjorde brug af det gamle parlament i de følgende tre måneder (hvor den har to tredjedeles flertal) til at vedtage større lovændringer. Repræsentanter for arbejdsgiver-organisationerne Conindustria og Fedecamaras talte om ”forsoning”, ”dialog”, ”forahndlinger” og ”pluralisme”.

På den anden side krævede både arbejderbevægelsen såvel som aktivisterne i den bolivariske bevægelse, at regeringen burde gøre netop dette: gøre brug af sin dominerende position i parlamentet førend højrefløjen bliver i stand til at blokere for store lovændringer (såkaldte ”organiske love”) fra januar 2011. Visse folk krævede endda, at det nuværende parlament vedtog en bemyndigelseslov, så Chávez – uagtet den nye sammensætning af parlamentet fra 2011 til 2017 – kan gennemføre revolutionære love pr. dekret.

Uden tvivl vil visse såkaldte venstreorienterede råbe op om ”respekt for demokratiet”, ”autoritære styreformer” og så videre, ligesom de gjorde, da den forrige bemyndigelseslov blev vedtaget. Men sådanne folk forstår ikke, at demokrati ikke kan tages ud af dets kontekst. En bemyndigelseslov ville være et ekstremt progressivt tiltag i den nuværende situation. Den ville rive tæppet væk under enhver af reformisternes legalistiske undskyldninger for ikke at gennemføre den socialistiske revolution. Det er netop af denne grund, at det er arbejderne og de fattige, der rejser dette krav.

Pres fra neden
Den vigtigste årsag til, at denne kamp finder sted, er at den afspejler det øgede pres fra de forskellige klasser. Arbejdere, bønder og fattige i byerne kræver, at revolutionen radikaliseres. Imens taler højrefløjen med hule ord om ”mådehold”, ”national forsoning” og så videre.

Presset fra neden blev tydeligt afsløret, da fagforeningernes paraplyorganisation UNT den 9. november organiserede en national arbejderdemonstration. Demonstrationen blev indkaldt for at kræve, at der bliver vedtaget en ny arbejdslov, der formelt anerkende arbejder- og fabriksråd. UNT kræver, at denne lov bliver vedtaget inden det nye parlament træder sammen i januar, så man kan gøre brug af det nuværende flertal på to tredjedele til at vedtage større lovændringer. Det er en ren skandale, at loven ikke er blevet vedtaget i den parlamentariske forsamling, der står over for sit ophør.

Demonstrationen var meget vellykket og samlede omkring 10.000 arbejdere fra hele landet. Det var en mobilisering, der fandt sted uden for de officielle myndigheders strukturer og uden statslig støtte såsom busser og opreklamering i medierne. Arbejdere fra mange fabrikker sendte delegationer for at repræsentere hele fabrikken, og de gik med deres egne bannere og krav.

Revolutionære bønder i demonstration den 25. november

Det samme fænomen med uafhængig, klassebaseret aktion kunne ses den 25. november, da omkring 7.000 revolutionære bønder gik på gaden i Caracas under hovedparolen ”folket rejser sig sammen med Chávez – for demokratisk radikalisering af revolutionen”. Demonstrationens bannere havde meget offensive paroler: ”Korruption saboterer revolutionen”, ”Imod bureaukrati, korruption og imperialisme”, ”Bureaukrati slår revolutionen ihjel” og ”Bureaukrati saboterer socialismen”.

De protesterende bønder var indkaldt af Frente National Campesino Ezequiel Zamora, og de krævede, at der skal sættes skub i jordreformen for at smadre godsejernes magt på landet. De fremhævede, at det vil være en praktisk vej til at radikalisere revolutionen, sådan som Chávez for nylig har foreslået.

Sidst, men ikke mindst, har vi set en demonstration med industriarbejdere i Guayana, hvor hundredvis af arbejdere krævede et stop for fabrikslederne og de reformistiske faglige lederes sabotage. Det er folk, det gør alt i deres magt for at hindre gennemførslen af arbejderkontrol på Alcasa, Sidor og andre fabrikker.

Debat i PSUV og den ”radikale tendens”
Presset kan også ses i PSUV. Allerede inden valget i september var der en tiltagende utilfredshed over det, som mange aktivister opfatter som bureaukratiske ledere, borgmestre og guvernører. Der var også en udbredt vrede over valgene af kandidater. Denne valgproces fandt sted i maj, og den var præget af uregelmæssigheder, fordele til visse kandidater og endda beskyldninger om svindel i visse distrikter.

Imidlertid nåede denne stemning et nyt og kvalitativt højere niveau efter resultatet af valget den 26. september. De fleste aktivister troede ikke på de triumferende taler fra visse af partiets ledere, og de forbandt korrekt det valgmæssige tilbageskridt i det totale antal stemmer til manglen på afgørende tiltag til at føre revolutionen fremad. Der var desuden en følelse af oprigtig bekymring blandt mange græsrodsaktivister, der frygtede, at revolutionen er i alvorlig fare og kan kastes tilbage, hvis ikke kursen bliver rettet.

Det var i denne kontekst, at Eduardo Samán, tidligere handelsminister, indledte en debat om, hvilke konklusioner, man kan drage af valgresultatet. I et interview med Lucha de Clases understregede han behovet for en grundlæggende ændring i PSUV og behovet for en ”radikal tendens” for at opnå dette.

Dette satte gang i en enorm diskussion blandt partiets medlemmer. I hvert hjørne af landet bliver denne idé diskuteret. Titusinder har læst de forskellige interviews med Samán, og han besluttede sig efterfølgende for at rejse rundt i landet for at tale om sit forslag. Der har allerede været store møder i Barquisimeto, Valencia, Maracay, Caracas og Táchira.

Eduardo Samán

I den sidstnævnte delstat afholdt han et pressemøde om forslaget om en radikal tendens sammen med Iris Valera, der er for nylig blev genvalgt til parlamentet for PSUV. Det fik omtale i mange af de store medier, som for eksempel Últimas Noticias, det største dagblad i Venezuela. Enkelte steder, såsom Lara og Mérida, har større grupper af PSUV-medlemmer (Palavecino Revolutionær Strømning og andre) åbent erklæret sig som tilhængere af en sådan radikal tendens. I visse fattige områder af Caracas som Catia og 23 de Enero bliver ideen diskuteret i PSUV-afdelingerne.

Samtidig med, at denne udvikling tydeligt viser, at der er en enorm modsætning mellem top og bund i PSUV, er det også nødvendigt at pege på, at tanken om en ny, radikal tendens har tiltrukket forskellige og uensartede lag. De fleste af de, der er tiltrukket af idéen, er tiltrukket af Samans klare udtalelser om behovet for at sætte skub i processen, gribe til handling imod kapitalisterne og presse på for det, han kalder ”socialistiske definitioner”.

Men der er også andre, der ønsker at bruge den nye radikale tendens som en platform for abstrakte akademiske diskussioner og venstre-reformistisk politik. En sådan person er Victor Álvarez, tidligere minister for industri og minedrift, der har erklæret sin støtte til en radikal tendens. Men samtidig er han fortaler for en blandingsøkonomi og for større ”folkelig” deltagelse i økonomien (altså ideen om udvikling af et stort småborgerskab som middel til at bekæmpe monopolisering).

De samme argumenter er blevet fremført af Javier Biardeu, en fremtrædende sociolog og medlem af PSUV. Ligesom Álvarez arbejder han tæt sammen med Centro Internacional Miranda. I et interview til avisen Ultimas Noticias for nylig erklærer han sig som tilhænger af den radikale tendens på trods af, at resten af interviewet er fyldt med moderate og rent reformistiske ideer. Han taler imod ”leninisme” og det, han kalder for ”den gamle socialisme [fra det 20. århundrede]”, som tilsyneladende lægger for megen vægt på nationaliseringer og planlagt økonomi til hans smag.

Lad os stille disse kammerater et spørgsmål: Hvad ”radikalt” (og nyt) er der ved en blandingsøkonomi? Det er ikke en ny tanke, men en meget gammel idé, der går tilbage fra de utopiske socialister, der – ligesom Biardeu og Álvarez – troede, at man kunne overbevise kapitalisterne (og godsejerne) lidt efter lidt om socialismens velsignelser ved at oprette enheder af ”social produktion” (hvad det end skal betyde), som vil være et eksempel til efterfølgelse. Historien har vist, at det ikke blot er en utopisk, men tillige en farlig politik. I Nicaragua var fastholdelsen af en ”blandingsøkonomi” en afgørende faktor i nederlaget til den sandinistiske revolution i 1980’erne.

De kommende måneder vil vise, hvordan den radikale tendens udvikler sig. Marxisterne vil kæmpe imod den forvirrede og utopiske idé om en ”landingsøkonomi” og for et handlingsprogram imod kapitalisterne, godsejerne og bankerne. Vi mener, at der ikke kan være en tredje vej mellem kapitalisme og socialisme. Den radikale tendens må grundlægges på et sammenhængende og klart ideologisk fundament, ikke på et udvandet kompromis.

Chávez og radikalisering af revolutionen

Debatten om den radikale tendens har også nået Chávez, der har taget en afventende holdning. På den ene side har han for nylig understreget, at tendenser er velkomne i partiet, så længe de ikke er splittende. På den anden side har han gentaget opfordringer til radikalisering af revolutionen, og han har afvist enhver mulighed af en overenskomst med borgerskabet.

Han har også gjort nogle tiltag i denne retning. Der er sket nye nationaliseringer. Agroisleña, et forsyningsselskab til landbruget, der benyttes af 70 procent af Venezuelas producenter, og ejes af det multinationale firma Vestey, er blevet eksproprieret. Af andre nye nationaliseringer kan nævnes Sidetur, der producerer stål til byggeri. Denne fabrik, der ligger i udkanten af Ciudad Guayana, er en stor industrivirksomhed i det østlige Venezuela med mere en 300 arbejdere, der længe har ligget i faglig konflikt med den multinationale ejer. Dertil kommer ekspropriationen af det amerikanske glasfirma Owens-Illinois Affiliates, hvilket har gjort 60 procent af Venezuelas produktion af glasflasker til offentlig ejendom.

Chávez forsøger på sin egen måde at radikalisere revolutionen. Det ser ud til, at han forstår, at det er umuligt at fastholde den nuværende situation. Valget den 26. september var en smertelig advarsel, der tvang ham og alle andre aktive i den venezuelanske revolution til at tænke alt om på ny. De nye nationaliseringer er et stort skridt fremad, og de må aktivt bakkes op, men de ændrer fortsat intet ved det grundlæggende styrkeforhold i økonomien. Modsætningen blev meget klart beskrevet i en ny artikel af Alan Woods, hvori han behandler spørgsmålet om privat ejendom:

Staten kan kun planlægge den del af økonomien, der er nationaliseret. Siden mange af de virksomheder, der blev overtaget, på forhånd er fallerede, uprofitable og dårligt drevne, kræves der store investeringer for at gøre dem levedygtige. Det lægger en stor byrde på staten og de offentlige finanser samtidig med, at de mest profitable sektorer vedbliver på private hænder. Det nationaliserer tabene og privatiserer profitten. Det er ikke bæredygtigt.


Den manglende nationalisering af økonomiens afgørende sektorer skaber modsætninger på alle niveauer, hvilket i sidste ende vil ende i en kaotisk situation. Det vil kombinere alle de værste aspekter af kapitalistisk anarki (faldende investeringer, kapitalflugt, fabrikslukninger, inflation og arbejdsløshed) med alle de mest negative aspekter af bureaukrati (spild, dårlig ledelse, korruption og manglende effektivitet). Venezuelas store rigdom på olie kan tolerere dette i en tid, men ikke for evigt.

De nye nationaliseringer er naturligvis blevet mødt med en kold og foragtelig holdning fra den herskende klasse. De har indledt en hysterisk kampagne i de private medier til forsvar for ”privat ejendom”. En del af denne antikommunistiske kampagne har været henvisninger til den ”udenlandske ekstremistiske rådgiver” Alan Woods (en af lederne for den Internationale Marxistiske Tendens), der i mange højreorienterede medier (Globovisión, El Universal, El Nacional, El Mundo og Tal Cual, for blot at nævne nogle få) er blevet beskrevet som Hugo Chávez’ ”chefideolog”.

Borgerskabet forstår, at dets position er meget ustabil og usikker. Situationen er ved at komme ud af kontrol, og det er tydeligt, at deres kampagne er et forsøg på at slå til mod det, de opfatter som den bolivariske bevægelses mest radikale og offensive fløj. I tæt samarbejde med bevægelsens reformister forsøger de at lægge maksimalt pres på Chávez for, at han skal lægge afstand til denne fløj og antage en mere moderat indstilling. Indtil videre har de ikke haft held med deres forehavende, og Chávez taler for radikalisering, ikke mådehold.

Præsidentvalget i 2012 er allerede i syne. Oppositionen samler sine kræfter, og dens strategi ser ud til at være et langsomt, smerteligt fremstød ved at drage fordel af regeringens fejltagelser og de dagligdags problemer, som findes i Venezuela: inflation, den udbredte kriminalitet, manglen på boliger og nu også massive regnskyl, der har kostet hundredvis af familier deres hjem.

Samtidig fortsætter diskussionerne i PSUV med at skærpes. Chávez har indkaldt til et møde for partiet den 11. og 12. december for at ”optegne en kritisk og konstruktiv status over valget” og lave en plan for de næste to år. Dette kan blive et nyt fokuspunkt for kampen mellem revolution og reformisme i den venezuelanske revolution.