I alle vintres hjerter bor der et forår, der banker på, og efter hver nat kommer et smilende daggry.
– Khalil Gibran

Find arbejderen på fabrikken,
Find den der vander jorden,
Find og forklar det til moderen,
Find den blinde i gaden,
Sig til dem, at kampen vil blive lang,
og at vi er nød til at lette byrden.

Find nabokvarterets præst,

led ikke efter ærkebiskoppen,
sig til ham, at kampen vil blive lang,
at vi er nød til at lette byrden.
Sig til ham, at befrielsen opnår vi igennem revolution,
Sig til ham, at gud ikke bliver vred,
At gud vil være tilfreds med revolution.
– Alí Primera

Efter arbejdsgiverlockoutens nederlag begyndte en fase i den bolivariske revolution, hvor regeringen forsøgte at konsolidere nye projekter, der skulle gavne den fattige befolkning og således øge regeringens opbakning, for at værne imod nye kupforsøg og konspirationer fra oppositionens side. På dette tidspunkt opstod de såkaldte missiones, som gav de økonomisk udstødte lag af befolkningen mulighed for at lære at læse og skrive, tage folkeskoleeksamen og studentereksamen.

Chávez havde fra 2003 et større økonomisk råderum, i og med at prisen på olie lå relativt højt på verdensmarkedet. Således blev 2003 brugt på at igangsætte lignende initiativer, som skulle tackle fattigdom i slumkvartererne. Det var i denne kontekst, at den ene af Caracas daværende borgmestre, Freddy Bernal, igangsatte programmet ”Barrio Adentro” (ind i kvarteret), som gav millioner adgang til sundhedspleje (mere end en million i Caracas alene), med hjælp fra 3.500 cubanske læger, der gik ind i de fattigste kvarterer i hovedstaden og over hele landet, hvor læger aldrig havde været før. Programmet opnåede høj popularitet og blev lanceret af Chávez på landsplan.

I løbet af 2003 og 2004 implementerede regeringen en række sociale reformer, der udvidede massernes støtte til fordel for revolutionen. 1,2 millioner hektar land blev omfordelt, især til bonde-kooperativer. De andre vigtige reformer var hovedsageligt indenfor undervisning og sundhed. Mission Robinson, Mission Rivas og Mission Sucre beregnet på at udrydde analfabetisme, give folk grundskole, mellemskole, gymnasieuddannelse samt adgang til universiteterne var alt sammen store succeser. Mere end tre millioner mennesker (ud af en befolkning på 27 millioner) var igennem en af disse planer. Mere end en million mennesker blev i denne periode løftet ud af analfabetismen.

Denne periode bød dog alligevel på nye desperate forsøg fra oppositionen på at fjerne Chávez med vold. Det var den 27. februar 2004, at de såkaldte ”guarimba” (uroligheder) brød ud, som bestod i en kontinuerlig kampagne med voldelige fremstød imod regeringen. I forskellige byer og distrikter rundt omkring i Venezuela, begyndte små men meget stålsatte og fanatiske grupper at udføre angreb på støtter af den revolutionære proces. (Se f.eks.: Grupos vandálicos aupados por Primero Justicia y Acción Democrática atacan a transeúntes en el municipio Carrizal)

Stillet over for arbejderes og unges modangreb begyndte disse bander at affyre skud imod civile. (Varios heridos de bala en Altamira) Ved Venezuelas Centrale Universitet (UCV) forsøgte en lille gruppe ”oppositionsfolk” at opsætte barrikader, men de blev fejet bort af en spontan mobilisering af arbejdere og studerende. Lignende provokationer fandt sted andre steder.

I El Valle, en forstad til Caracas, forsøgte en gruppe på 100 provokatører, støttet af en bevæbnet gruppe, at tage kontrol over gaderne, men senere blev de splittet af lokalbefolkningen. De første provokationer begyndte langs grænsen mellem Colombia og Venezuela, hvilket kulminerede med arrestationen den 9. maj af 71 paramilitære colombianske tropper, som modtog militær træning og planlagde krig imod regeringen 10 km uden for hovedstaden Caracas på den ledende oppositionspolitiker Robert Alonsos gård (Venezuela Captures Paramilitary Group Seeking to Overthrow Chavez). Men ”La Guarimba” gik hurtigt i sig selv, da det stod klart, at det store flertal af befolkningen støttede revolutionen og aktivt handlede for at sætte en kæp i hjulet på de reaktionære optøjer. (Se for eksempel En Coche los revolucionarios barrieron a los fascistas que instalaron barricadas)

Tilbagekaldelsesafstemningen i 2004
Den 19. august 2003 havde Chávez siddet ved magten i halvdelen af den seksårige præsidentperiode. Således havde oppositionen i overensstemmelse med den nye forfatning mulighed for at indsamle 20 procent af de stemmeberettigedes underskrifter og således kræve en afstemning om et mistillidsvotum til præsidenten. Indsamlingen af underskrifter foregik fra den 28. november 2003. Imidlertid hævdede pro-bolivariske fagforeninger med tilknytning til UNT, at arbejdere på mange virksomheder blev truet af deres arbejdsgivere til at skrive under.

Den 14. januar 2004 overrakte oppositionen det, de hævdede, var 2,6 millioner underskrifter til CNE (den nationale valgkommission). CNE undersøgte underskrifterne og forklarede på en pressekonference den 2. marts, at over 800.000 underskrifter var forfalskninger, bl.a. var de samme underskrifter anvendt flere gange, og afdøde menneskers CPR-numre og underskrifter var anvendt. Oppositionen anerkendte ikke denne afgørelse og ankede sagen til højesteret, som validerede de omstridte underskrifter og derved underkendte CNE’s afgørelse.

Regeringen var således under hårdt pres for at udskrive tilbagekaldelsesafstemningen, som blev fastsat til den 15. august 2004. Op til denne afstemning ser vi en sand eksplosion i græsrodsaktivitet indenfor den bolivariske bevægelse. Chávez døber afstemningen, ”Slaget om Santa Inés”, med reference til en af Simón Bolívars vigtigste slag imod det spanske imperium. Præsidenten opfordrer sine tilhængere til at oprette de såkaldte UBE’er (Unidades por la Batalla Electoral, enheder til valgslaget), demokratiske komitéer som organiserer aktivisterne til valgkampen.

Denne enorme mobilisering afgjorde resultatet den 15. august 2004: Der var 4.991.483 ”nej”-stemmer, svarende til 58,95 procent af de afgivne stemmer, mod 3.576.517 ”ja”-stemmer, svarende til 41,74 procent. Valgdeltagelsen var rekordhøj, omkring 90 procent. Oppositionen havde således lidt endnu et nederlag og denne gang med en betydeligt større margen end ved Chávez’ første valgsejr i 1998. Stemmeoptællingen og valgets legitimitet blev anerkendt af repræsentanterne for OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), hvis delegation var anført af ingen mindre end Jimmy Carter, den tidligere amerikanske præsident.

Oppositionens nedtur blev cementeret ved valgene til borgmester- og guvernørposter i november. Regeringsvenlige kandidater vandt magten i langt de fleste delstater, med undtagelse af to, Zulia og Nueva Esparta. Højrefløjens bagland var således splittet – nogle dele ønskede en hård, konfrontatorisk og voldelig linje, mens andre dele indså, at man havde været ude af stand til at give håb og tiltro til egen styrke til de sociale lag, der støttede dem.

2005: Debat om socialisme, cogestión og parlamentsvalg
Året 2005 startede med flere overraskelser. Den 17. januar blev papirmøllen VENEPAL nationaliseret – den første fabrik, som opnåede nationalisering efter en arbejderbesættelse. Mindre end en måned efter udnævnte Chávez den tidligere guerilla-leder Carlos Lánz til direktør for aluminiumsfabrikken ALCASA, for at eksperimentere med cogestión (arbejder-medstyre) på denne virksomhed. Disse to begivenheder åbnede sluseportene for en vidt udstrakt debat i hele landet.

Dette kunne særligt mærkes på det latinamerikanske træf for besatte fabrikker, som afholdtes i Caracas i oktober 2005, hvor 400 delegerede fra 235 besatte fabrikker på hele kontinentet mødtes for at diskutere erfaringer om arbejderkontrol og forene deres bevægelse. Både præsident Chávez og arbejdsminister Maria Christina Iglesias deltog i træffets åbningsmøde og brugte deres taler på at meddele arbejderne, at to nye fabrikker, nemlig Sideroca og Central Acucerera Cumanacoa, skulle eksproprieres. (J. Martin: First Latin American gathering of worker-recovered factories – Chavez announces further expropriations)

Dertil kom selvfølgelig Chávez’ taler om socialisme, som var begyndt på et træf for kunstnere og intellektuelle i Caracas i december 2004, men som først for alvor kom ud i den offentlige debat efter hans tale på Verdens Sociale Forum i Porto Allegro i Brasilien den 30. januar 2005. (Venezuela’s Chavez Closes World Social Forum with Call to Transcend Capitalism)

Socialisme blev herefter omdrejningspunkt for så godt som alle diskussioner i det venezuelanske samfund og præger stadig debatten i dag. Organisationer som f.eks. Frente Francisco Miranda begyndte at erklære sig socialistiske. Til gengæld var der stor forvirring om hvilken slags socialisme, det egentlig var – og er – som Chávez er fortaler for. Chávez selv kaldte hans socialisme for ”det 21. århundredes socialisme”, hvilket var temmelig diffust og i praksis fungerede som en tom flaske, hvis indhold afhang af de fortolkninger, som forskellige fløje indenfor det vidtfavnende bolivariske politiske spektrum gav den.

Den moderate, reformistiske fløj havde fra starten forsøgt at lægge låg på udviklingen og gjorde sig omhyggelig for, at revolutionen ”ikke skulle gå for langt”. De var aldrig interesserede i, at revolutionen skulle tage en socialistisk drejning, så Chávez’ erklæringer kom meget bag på dem, og i huj og hast blev de nød til at finde på et teoretisk cover for at kunne være med i debatten. Det var på den baggrund, at vi dels så referencer til ”Zapateros socialisme” [Spaniens socialdemokratiske premierminister] og til idéer om ”solidarisk og ligeværdig byttehandel”, hvis mest fremtrædende eksponent var Heinz Dietrich, hvis ideer jeg vil behandle i detaljer i kapitel 9.

Debatten om socialisme blev ikke mindst taget op på den store verdensungdomsfestival, der løb af stablen i den anden uge af august 2005. Over 20.000 unge fra hele verden besøgte Caracas på en festival organiseret af en organisation med oprindelse i den internationale kommunistiske ungdomsbevægelse.

2005 sluttede med parlamentsvalget den 5. december. Oppositionen var ekstremt splittet og miskrediteret og var ude af stand til at samle et reelt alternativ til Chávez’ bevægelse. I deres desperation valgte de få dage inden valget at trække sine kandidater ud og opfordre til boykot af valget. Årsagen skal sandsynligvis findes i det faktum, at flere meningsmålinger viste, at de kun ville få omkring 20 mandater i parlamentet, sammenlignet med de 76 mandater de havde haft indtil da. Deres boykot resulterede i, at de efter valget stod tilbage uden nogen parlamentarisk repræsentation overhovedet. (Det var først i 2007 at de fik enkelte pladser i parlamentet, eftersom at partiet PODEMOS gik ud af regeringssamarbejdet og proklamerede sin støtte til oppositionen.)

Til gengæld foregik parlamentsvalget med en meget lav valgdeltagelse, hvilket aldrig rigtig blev analyseret af de regeringsloyale analytikere. Blot 25 procent stemte, hvilket var en markant nedgang i deltagelsen. Forklaringen skal ikke findes i, at folket fulgte oppositionens demagogiske taler om boykot, men derimod i at mange chavistiske kernevælgere blev hjemme på sofaen. Dels fordi de allerede anså sejren for at være i hus, og dels fordi de ikke anså valget for at være særlig vigtigt (der er en historisk tendens til at nedvurdere parlamentsvalg blandt vælgerne i Venezuela). Samtidig er det dog vigtigt at understrege, at den lave valgdeltagelse også var et mistillidsvotum til en del af politikerne i nationalforsamlingen, som mange mennesker følte ikke havde gjort et tilfredsstillende arbejde de sidste par år. Som vi så blot et år efter, gik de chavistiske kernevælgere til stemmemaskinerne, da det gjaldt om at beholde Chávez ved præsidentembedet, men det var langt fra det samme som at godkende mange af de politikere, der havde lukreret på at stille op under revolutionens faner.

Den lave valgdeltagelse var det første signal, som burde have fået alarmklokkerne til at ringe i Chávez’ bagland. Der var en udbredt træthed med den langsomme udvikling og med bureaukrati og magtmisbrug indenfor egne rækker. Et tema der igen og igen er poppet op, og som stadig er på dagsordenen i dag.

2006: Krise i fagbevægelsen og præsidentvalg
Det nye år startede med hårde sammenstød imellem Chávez og den amerikanske regering. Allerede i august 2005 havde en fanatisk amerikansk stifter af en indflydelsesrig religiøs sekt, Pat Robertson, erklæret på direkte TV, at han mente, at USA burde snigmyrde Hugo Chávez. Den 26. januar 2006 anklagede den venezuelanske regering en ansat på den amerikanske ambassade, John Correa, for spionage, hvilket førte til hans udvisning fra landet. Til gengæld udviste USA en rådgiver på den venezuelanske ambassade i Washington, nemlig Jeny Figueredo Frías. Det var på den baggrund, at Chávez skruede op for den anti-imperialistiske retorik i hans tale den 27. januar til omkring 20.000 deltagere på Verdens Sociale Forum i Caracas.

2006 var dels præget af perspektivet om præsidentvalg i december og af begivenheder i Venezuelas fagbevægelse, som udfoldede sig i månederne op til det, der skulle blive UNT-forbundets anden kongres. Der var fra starten mange modsætninger imellem de forskellige fløje inde i UNT. Vigtigst af disse spændinger var nok uenighederne imellem Marcela Másperos CTR (kollektivet af arbejdere i revolution) og Orlando Chirinos C-CURA (den klassistiske tendens). I en kamp for poster inden for UNT insisterede sidstnævnte på øjeblikkelig afholdelse af ledelsesvalg i fagforbundet, hvorimod førstnævnte ønskede valget udsat til efter præsidentvalget, for bedre at kunne støtte Chávez’ valgkamp. Ingen af de to fløje havde imidlertid beskæftiget sig synderligt med de akutte problemer på fabrikkerne, f.eks. diskussionen om arbejderkontrol, og det var meget begrænset, hvor meget de havde hjulpet til ved de forskellige fabriksbesættelser. Da Chávez i juli 2005 havde fremlagt en liste med 1.149 fabrikker, der stod ubenyttede hen, og havde opfordret fagforeningerne og arbejderne til at overtage og genstarte dem, havde de ikke rørt en finger. (Se transkription af Chávez’ tale i denne udgave af Aló Presidente)

Helt op til kongressen var der uenighed, om hvornår og hvordan den skulle holdes. C-CURA holdt deres eget faglige træf to måneder inden, som viste, at de havde en betydelig opbakning i flere industrielle centre, som f.eks. Aragua og Carabobo. (P. Larsen: Nearly one thousand Venezuelan trade unionists meet: Towards the second national congress of the UNT)

Selve kongressen blev holdt i Caracas den 26. og 27. maj 2006. På den ene side viste den, den enorme revolutionære energi hos Venezuelas arbejdere, 3.000 arbejdere var mødt op som delegerede, og stemningen var høj på kongressens første dag. Men spørgsmålet om valg nu eller udsættelse til efter præsidentvalget optog lederne, som bogstaveligt røg i totterne på hinanden den næste dag i en slåskamp, der udviklede sig imellem de to fraktioners tilhængere. En stor portion af deltagerne gik hjem, imens to konkurrerende kongresser kørte videre, den ene med Chirinos tilhængere og den anden med Másperos’. (J. McIlroy og C.Wynter: VENEZUELA: UNT divisions cause congress suspension)

Splittelsen af UNT betød, at den venezuelanske arbejderklasse var paralyseret i den følgende periode. Ikke forstået sådan, at der ikke fortsat fandt faglige kampe og sågar fabriksbesættelser sted. Men forstået på den måde, at det var umuligt for arbejderklassen at agere som en uafhængig kraft i revolutionen og gøre en samlet indsats for at radikalisere processen.

Resten af 2006 stod i præsidentvalgets tegn, der skulle finde sted i december måned. Oppositionen fremsatte en fælles kandidat, i form af Manuel Rosales, daværende guvernør for delstaten Zulia. Rosales havde i Zulia udmærket ved at forsøge at kopiere regeringens sociale programmer, men efter en model hvor alt det revolutionære indhold (massernes deltagelse, arbejderstyre, osv.) bevidst var pillet ud. Således forsøgte han at fremstå som en opposition med et ”socialt ansigt”. Til gengæld var han ikke en dygtig taler eller agitator, og tilhængerne af Chávez kunne fryde sig over de utallige tanketorsk, som gik igen og igen i hans taler.

Chávez’ valgkamp startede til gengæld utrolig kedeligt ud. Han holdt masser af taler om ”kærlighed” og ”medfølelse”, men ikke meget om den socialisme, som han havde taget til sig over et år forinden. Lørdag den 25. november, ugen inden valget, formåede oppositionen at mobilisere til en demonstration af en vis størrelse for første gang i lang tid. Det er svært at beregne det præcise deltagerantal, men det tyder på, at der deltog flere hundredetusinder i deres demonstration. Dette var formentligt en faktor, der fik mange af Chavez’ ”sofavælgere”, og folk der havde taget sejren for givet til at gå med i den revolutionære demonstration dagen efter. Denne demonstration var efter alt at dømme den største demonstration under hele den 7-årige revolutionære proces med mere end 2 millioner mennesker, som fyldte så godt som hele indre Caracas. De tre hovedavenuer, Avd. Bolivar, Avd. México og Avd. Lecuna var propfyldte med rødklædte demonstranter med militante og anti-imperialistiske slogans malet på tusindvis af bannere. (Se et fotogalleri fra denne demonstration på nyhedsportalen Aporrea)

Den 3. december oprandt, og overalt i landet var valgstederne fyldt med millioner af mennesker i lange køer fra morgenstunden. Den første rapport fra CNE indikerer, at stemmedeltagelsen lå så højt som 75 procent. Denne høje valgdeltagelse gjorde det umådeligt svært for oppositionen at så tvivl om den folkelige opbakning bag den revolutionære proces. I samtlige regioner vandt Chavez, selv i regionen Zulia, som var Rosales’ højborg, godt nok med en lille margen, men stadig en imponerende bedrift. I alt fik Chávez 62,84 procent af stemmerne, den største sejr til dato. Rosales formåede kun at skrabe 36,90 procent sammen. (CNEs officielle resultater) Som i alle andre valg under Chávez blev valget godkendt af FN’s internationale valgobservatører og også af Organisationen af Amerikanske Stater.

Det var dog ikke kun ved stemmeurnerne, at revolutionen markerede sig som den absolut afgørende faktor. Hver gang oppositionstilhængere forsøgte at skabe ravage, f.eks. i Los Teques og i San Antonio, ved valgstederne eller ved den panamerikanske motorvej i Miranda syd for Caracas, omringedes de af revolutionære og/eller soldater fra de væbnede styrker, som standsede deres fremtog og fik dem til at opløse deres små protester. Det samme scenario udspillede sig i den østligt beliggende Plaza Altamira i Caracas, som traditionelt er højborg for det rige borgerskab. Her lykkedes det chavistaer at omdanne et sabotageforsøg fra oppositionen til en bolivarisk demonstration med flere hundrede demonstranter syngende ”El Pueblo Unido, Jamás será vencido”.

Den sidste vigtige begivenhed i 2006 sker den 19. december, hvor præsident Chávez i en tale foreslår, at de fire daværende pro-regeringspartier PPT, MVR, PODEMOS og kommunistpartiet PVC slås sammen til et nyt parti, som han døber PSUV – Venezuelas forenede socialistparti. Et emne som jeg har valgt at dedikere et særligt kapitel til (kapitel 7).

2007: Uro, fødevaremangel, RCTV og konstitutionsreformen som led nederlag
Stemningen i det venezuelanske samfund præges straks efter nytår af revolutionær optimisme og begejstring. Chávez laver en ny ministerrokade, hvor han for første gang tager en kommunist ind som planlægningsminister (David Velásquez) og en selv-erklæret trotskist (José Ramón Rivero, som dog skal vise sig at være alt andet end trotskist). Han vælger også at starte året med at indføre den såkaldte bemyndigelseslov, der giver fri mulighed for at dekretere ekspropriationer. Det er på dette tidspunkt, at flere store strategiske virksomheder nationaliseres, f.eks. elforsyningen i Caracas og CANTV, det landsdækkende telefonselskab.

Regeringen løber dog hurtigt ind i nye problemer. På den ene side er der mangel på mange basale fødevarer, som simpelthen ikke er at finde på supermarkedernes hylder. I nogle tilfælde er det sukker, kaffe, bønner og i andre er det mælk, normale ris eller andre vigtige produkter. Omvendt vokser der et sort marked frem sideløbende med de normale supermarkeder. Det er kapitalisterne i fødevaresektoren, der bevidst forsøger at fremprovokere mangel og give ekstra grobund for spekulation og fremvæksten af et sort marked. Flere analytikere sammenligner situationen med sabotagen imod Allendes Chile. (E. Demeester: Venezuela: The economic tug of war between revolution and counter-revolution)

En anden strid, der opstår, er polemikken omkring den kontroversielle TV-station RCTV. RCTV er en tv-kanal, som ejes af den ekstremt rige Granier-familie, og som fra starten har anset regeringen som sin ærkefjende. Under kuppet i 2002 vælger direktøren for RCTV at censurere al information fra den legitime regering og give fuld opbakning til kupmagerne. Da folkeoprøret vælter Carmona den 13. april, vælger RCTV at sende tegnefilm i stedet for at dække kup-regeringens fald. I de fem år mellem april 2002 og 2007 bringer kanalen gang på gang opfordringer til vold imod regeringen og lignende spydige indslag. Chávez vælger på den baggrund at fratage dem licens til at bruge statens sendefrekvens, hvilket i de internationale medier bliver udlagt som, at han ”lukker kanalen”. Dette er ikke tilfældet – RCTV sender fortsat på kabel-, internet- og satellitsignal.

Studerende fra de rige elite-prægede universiteter bruger lukningen af RCTV som påskud for voldelige protester og gadekampe. F.eks. besætter de det centrale universitet UCV, hvor de truer chavistaer og brænder bygninger af. (Opposition violence at Venezuelan university – What really happened at the UCV)

Protesterne ebber dog ud, da de ikke finder nogen støtte fra den bredere befolkning, der anser det for en retfærdig afgørelse, at RCTV har fået frataget sin sendefrekvens. Dog skal det understreges, at RCTV mobiliseringerne giver oppositionen en vis mulighed for at mobilisere i egne rækker, og deres tilhængere får blod på tanden.

I juli 2007 ser vi nye modsætninger i regeringen og dette på et så intimt område som landets væbnede styrker. En offentlig polemik, som også er omtalt ovenfor, udspiller sig i et interview i avisen Ultimas Noticias imellem Chávez og Alberto Müller Rojas (en tidligere højtstående officer som var blevet udnævnt til medlem af opstartskomitéen i PSUV, det forenede socialistparti), hvor sidstnævnte bl.a. hævdede, at der eksisterede uenigheder inde i hæren, og at de revolutionære soldater burde have lov til at organisere sig i PSUV, på trods af at Venezuelas forfatning siger, at militærfolk ikke må være medlemmer af et parti. (En engelsk oversættelse af dette interview findes her)

Müller Rojas angreb også stærkt den daværende forsvarsminister, Raúl Baduel, som af mange militærfolk var kendt for blot at være en medløber uden revolutionær integritet.

Chávez fordømte på dette tidspunkt Müller Rojas, men blot fire måneder efter måtte han som sagt tilkendegive, at den tidligere officer havde haft helt ret i sin kritik. Baduel valgte nemlig at gå af som minister, og i november sluttede han sig til oppositionen og førte kampagne imod konstitutionsreformen. Hans loyalitet overfor revolutionen og socialismen viste sig med andre ord, at være temmelig begrænset. Chávez måtte derfor offentligt erkende, at Müller Rojas havde ret og at han fortrød, at han ikke havde lyttet til ham i første omgang.

Den anden halvdel af 2007 var også præget af et nyt fænomen, nemlig den tiltagende sabotage i føde- og forbrugsvaresektoren, som skabte mangel på basale varer. En undersøgelse fra Datanalisis (det venezuelanske statistikcenter) afslørede, at knapheden og manglen på basale madvarer var ved at blive uudholdelig. Denne undersøgelse fastslog at mælk, bøf og sukker var blevet meget svære at opstøve. Andre produkter, såsom kylling, køkkenolie, ost, sardiner og sorte bønder var også yderst sjældne.

Analytikerne, som udarbejdede rapporten, interviewede 800 mennesker i 60 forskellige butikker, supermarkeder og markeder, både i den private sektor og i det offentlige distributionsnetværk, Mercal. 73,3 procent af de besøgte steder havde ingen mælkepulver til salg. 51,7 procent havde ikke længere noget raffineret sukker, 40 procent havde ingen køkkenolie og 26,7 procent ingen sorte bønner, en basal råvare i Venezuela. (Citeret i E. Demeester: Venezuela: The economic tug of war between revolution and counter-revolution)

To tredjedele af kunderne erklærede, at de havde oplevet en knaphed hvad angår mad, i mindst én af de butikker, hvor de normalt køber ind. Timelange køer, nogle gange op til fire timer, for at købe mælk, var ikke længere undtagelsen. Årsagen til denne mangel skal først og fremmest findes i den systematiske sabotage fra kapitalister i fødevarekæderne, som dels ville give anledning til uro og dels pumpe liv i det sorte marked og spekulationen. Flere analytikere fremførte, at tingenes tilstand på mange måder lignede situationen i Chile, hvor omfattende økonomisk sabotage blev brugt imod den venstreorienterede Folkefrontsregering i 1970erne.

Disse begivenheder fandt sted i månederne op til et nyt vigtigt slag, folkeafstemningen om konstitutionsreformen, som var blevet fastsat til den 2. december 2007. Konstitutionsreformen, som Chávez forsøgte at få gennemført, indeholdt en række forslag, som gik i den rigtige retning set fra et socialistisk synspunkt. Bl.a. var der tale om mere kommunalmagt, bedre muligheder for at gennemføre nationaliseringer, m.v. Det, der blev mest fremhævet, var imidlertid, at den begrænsning på, at præsidenten kun kunne sidde i to –perioder, som var fastsat i den gældende grundlov, ville blive ophævet, hvilket ville tillade Chávez at stille op til fremtidige præsidentvalg. Resultatet af afstemningen blev en spinkel sejr for ”NEJ”-siden, som vandt med 4.504.354 stemmer (50,7 procent) imod 4.379.392 (49,29 procent) ja-stemmer. Chávez stod med andre ord overfor et af de største nederlag i sin tid ved magten.

Der var flere faktorer, som bidrog til det snævre nederlag på blot halvandet procentpoint, for Chávez i denne afstemning. Først og fremmest er det en kendsgerning, at oppositionen ikke formåede at samle betydeligt flere stemmer ind for et ”NEJ” til reformen end det antal, de havde opnået et år forinden for Rosales’ kandidatur til præsidentposten. De kun 100.000 ekstra stemmer ville ikke have haft nogen betydning, hvis ikke det havde været for en enormt lav stemmedeltagelse i Chávez’ eget bagland. Imens lidt over 7 millioner stemte for Chávez til præsidentvalget i december 2006, gik kun 4,3 millioner til stemmemaskinerne for at stemme ”JA” til konstitutionsreformen. 2,8 millioner af Chávez’ kernevælgere var altså blevet hjemme på sofaen.

Det er klart, at oppositionens skræmmekampagne, der var fyldt med anti-kommunistisk propaganda, havde en effekt når det gjaldt om at mobilisere den anti-chavistiske del af middelklassen, og dette skete især, fordi valgkampen for et ”JA” var umådeligt tynd. Den katolske kirke, ledt af den reaktionære Episkopal konference, prædikede fra prædikestolene imod Chávez og ”gudløs kommunisme”. Der var en to-siders betalt annonce i Ultimas Noticias, en af de mest læste aviser i Venezuela, som bl.a. påstod, at staten ville tage dine børn fra dig, og at de dermed ville tilhøre staten samt at religionsfriheden ville blive afskaffet. I Carabobo udgav den regionale avis Notitarde en meningsmåling på forsiden med følgende overskrift, ”I dag bestemmer du, og det vil være en beslutning for evigt”. Lige herunder havde de optrykt et billede af en tom slagterforretning med et cubansk flag og et billede af Castro med overskriften ”dette er hvordan, Cuba ser ud i dag”.

Selvom denne propaganda utvivlsomt havde en vis effekt, var det vigtigste, at revolutionen ikke formåede at mobilisere sine tropper. Den samme træthed, som havde ladet sig mærke ved parlamentsvalget i 2005, kom op til overfladen. Mange folk var trætte af de gentagne afstemninger, parader og taler om socialisme, mens at regeringen ikke tog nogle forholdsregler for at opbygge socialismen i praksis, til fordel for de fattige, som jo var Chávez’ kernevælgere. At regeringen var ude af stand til at løse problemerne med fødevaremangel, gav et indtryk af en paralyseret og lettere uduelig magtudøver, som ikke kunne vise en vej frem. Det var disse faktorer, der er de afgørende for at forstå nederlaget den 2. december 2007.

2008: Refleksion, partistiftelse, arbejderkampe og regionalvalg
Selvom nederlaget i konstitutionsafstemningen var et vigtigt tilbageslag for Chávez, var alt langt fra tabt. Tilbageskridtet kan langt fra sammenlignes med de perioder med reaktion, som andre revolutioner har oplevet igennem årene. Vi må huske, at repressionen i kølvandet på de tragiske ”juli-dage” i Rusland i 1917 var så voldsom, at selv Lenin for en stund troede, at hele revolutionen var tabt. Det samme var tilfældet for de spanske revolutionære under ”bienio negro” (”de to sorte år”) fra 1934-36. Nederlaget i Venezuela var langt fra så brutalt, men alligevel kunne det ikke undgå at bringe oppositionen og de moderate elementer i Chávez’ bevægelse midlertidigt i offensiven.

Det var tydeligt, at det var de moderate, der havde haft indflydelse på præsidentens første taler til nationen i det nye år. I én af dem præsenterede han en ny politik, med lanceringen af hvad han døbte ”De tre R’er”. Der var tale om en forkortelse for ”Reflexión, Rectificación y Reimpulso” (”Refleksion, rettelse og genoplivning”), en ny indfaldsvinkel, som ifølge Chávez, skulle rette op på en del af de fejl, der var blevet begået i opløbet til nederlaget ved konstitutionsafstemningen. I flere af hans første taler lagde han vægt på, at revolutionen måtte ”gå ned i tempo” og igangsætte en dialog med oppositionen, m.v.

Det skal dog bemærkes, at talerne om ”de tre R’er” fik en noget anderledes fortolkning blandt de chavistiske græsrødder. Dette var ikke mindst tilfældet på PSUV’s stiftende kongres, som gik i gang den 11. januar. Igennem hele 2007 havde man forberedt stiftelsen af det nye parti, bl.a. ved en 7-ugers indskrivningsperiode i april-maj, hvor hele 5,6 millioner havde meldt sig ind. Kongressen var oprindeligt blevet fastlagt til oktober måned, men var til de fleste menige medlemmers skuffelse blevet udsat til efter afstemningen om forfatningsreformen. Fra dag ét skulle PSUV-kongressen, som udfoldede sig over en tre måneders periode, vise sig at blive en lang kamp imellem højre- og venstrefløj (en nøjere beskrivelse af denne findes i kapitel 7).

Sideløbende med PSUV-kongressen blev en benhård faglig strid i delstaten Bolívar, på det 15.000-mand store stålværk SIDOR, til en kamp om privat- eller statseje. Pga. fabrikkens størrelse og omfanget af den indflydelse, som kampens udfald potentielt havde for tusinder af arbejderfamilier, blev det, der startede som en uenighed om overenskomsten, til et landsdækkende debatemne i medierne. Efter en bitter kamp med flere 42-timers arbejdsnedlæggelser, demonstrationer med voldeligt udfald og arrestationer af flere fagforeningsledere, måtte Chávez selv intervenere, og han erklærede SIDOR for eksproprieret i nattetimerne den 9. april. Dette var ikke kun et slag for de multinationale argentinske ejere, som blev tvunget til at sælge aktiemajoriteten i virksomheden til den venezuelanske stat, men også til arbejdsministeren José Ramón Rivero, som fra første færd havde taget arbejdsgivernes parti.

En anden vigtig begivenhed, som også gav revolutionen mere vind i sejlene, var den anti-imperialistiske stemning, der spredte sig i kølvandet på Columbias overtrædelse af Ecuadors territorium den 1. marts 2008. USA’s tætte allierede, den colombianske præsident Álvaro Uribe, fik den colombianske hær til at angribe en gruppe guerilla-soldater fra FARC, som opholdt sig omkring tre kilometer fra den colombianske grænse, på Ecuador-siden. De dræbte den næstkommanderende i FARC, Raul Reyes, og 16 andre og spolerede derved ikke blot de fredsforhandlinger, som især Chávez havde promoveret, men underkendte således også Ecuadors suverænitet og selvbestemmelse over eget territorium.

Både Rafael Correa (Ecuadors præsident) og Chávez gik ud og kaldte Uribe for en slyngel, indkaldte til alarmredskab i begge lande og mobiliserede tropper til grænserne. ”Hvis de krænker vor suverænitet, kan det blive krig”, erklærede Chávez. Der skulle gå flere måneder med meget kold luft imellem Columbia og Venezuela før relationerne – for en stund – blev nogenlunde normaliseret i juli 2008.

Den næste store begivenhed i Venezuela var borgmester- og guvernørvalget den 23. november 2008. Ved det foregående valg 4 år forinden havde oppositionen blot vundet magten i to delstater, nemlig Zulia og Nueva Esparta. Til gengæld var der flere borgmestre og endda guvernører, der i 2004 var blevet valgt på en chavistisk valgliste, men som havde skiftet hest i de forgangne år. Dette gjaldt ikke bare overløberne fra partiet PODEMOS, som f.eks. Didalco Bolívar i Aragua-delstaten, men også den korrupte guvernør Acosta Carles i Carabobo. Det samme var tilfældet i delstaterne Sucre og Guarico. Således sad oppositionen i realiteten på 6 delstater inden valget i 2008.

Selve valget blev til en klar sejr for Chávez og PSUV, som vandt 80 procent af alle borgmesterposter og 17 af 22 guvernørposter. I og med at 5,5 millioner (58 pct.) satte deres kryds ved de revolutionære kandidater, stod det klart, at Chávez havde formået at genvinde lidt over én million af sine vælgere i forhold til det katastrofale resultat ved konstitutionsafstemningen et år forinden. Oppositionen var skrumpet ind til fire millioner stemmer (41 pct.).

Til gengæld var der nogle klare ridser i lakken: regeringen tabte kontrollen med Táchira, Miranda og vigtigst af alt med den ene af de to guvernørdistrikter i hovedstaden Caracas. På trods af at der var en generelt høj valgdeltagelse for et regionalvalg at være – 65 procent – var der en markant lav valgdeltagelse i flere af chavismens højborge. Dette skete f.eks. i flere af de vigtigste chavista slumkvarterer, såsom Petare i Caracas, hvor Chávez i 2006 havde høstet 112.000 stemmer med en valgdeltagelse på 73 procent, mens at PSUV’s kandidat Aristúbulo Isturiz kun formåede at vinde 77.000 stemmer i 2008, med en valgdeltagelse på blot 60 procent. (J. Martin, m.fl: Venezuelan elections: a victory for the PSUV, but a warning for the revolution, http://www.marxist.com/victory-psuv-but-warning-for-revolution.htm)

Det samme billede gik igen i hele landet. Alarmklokkerne begyndte at ringe i regeringen. Ganske vist havde man vundet endnu en imponerende sejr, som udgjorde et klart come-back i forhold til det ydmygende nederlag et år forinden. Men dette kunne selvfølgelig ikke veje helt op for tabet af fem delstater, deriblandt en del af hovedstaden. Chávez indså til gengæld, at hans sejr betød, at han stadig havde et markant flertal på landsplan. Det var derfor, at han i december, kort efter valgsejren, valgte at opfordre til indsamlingen af det nødvendige antal stemmer, for at få gennemtrumfet ”La enmienda constitucional” (”Forfatningsændringsforslaget”). Han forklarede til en massedemonstration, at han så det sådan, at hvis folket ønskede det, burde han kunne genopstille til præsidentvalget i 2013. Den nye folkeafstemning for at kunne implementere denne forfatningsændring blev fastsat til den 15. februar 2009.

2009: En ny sejr, men en lurende krise
Resultatet af afstemningen om forfatningsændringen den 15. februar blev en kæmpe sejr for den venezuelanske revolution og på samme tid et hårdt slag imod den kontrarevolutionære højreorienterede opposition. Forfatningsændringen blev vedtaget med rungende 54,36 procent (6.003.594 stemmer) for og 45,64 procent (5.040.082) imod. Derudover var der en massiv valgdeltagelse, hvor næsten 67 procent af vælgerne stemte.

Med en forskel på næsten en halv million og en margen på 10 procent var sejren større, end de fleste havde forventet. Bortset fra den overvældende sejr i præsidentvalget i 2006, hvor Chavez vandt 7 millioner stemmer, var dette det største antal stemmer for revolutionen i de sidste 10 år. Selv i en region, hvor oppositionen formåede at vinde i november, Carabobo, vandt ”JA” siden med 52,06 procent mod 47,94 procent. Også i Distrito Capital (Caracas regionen), hvor de kontrarevolutionære formåede at vinde et overordnet flertal i november, blev forfatningsændringen godkendt med 51,87 procent for og 48,13 procent imod.

I chavista højborgene var sejren selvfølgelig meget større: Amazonas – 71,51 procent vs. 28,48 procent; Delta Amacuro – 71,39 procent vs. 28,61 procent; Cojedes – 68,17 procent vs. 31,83 procent; Monagas – 63,50 procent vs. 36,5 procent og så videre. Det viser niveauet af mobilisering fra den bolivariske bevægelses menige medlemmer. Vi får et lignende billede, hvis vi ser på oppositionens traditionelle højborge. I Nueva Esparta (Isla Magarita) formåede ”NEJ” siden kun at vinde med en minimal difference: 49,26 procent stemte “JA” og 50,74 procent “NEJ”.

Hvis vi sammenligner det samlede antal ”JA” stemmer med tidligere stemmer for Chavez og PSUV, kan vi se en klar stigning i støtten. I de regionale valg i november 2008 fik PSUV og andre bolivariske kandidater 5,5 millioner stemmer, sammenlignet med 6 millioner ”JA” stemmer i folkeafstemning den 15. februar 2009. Men oppositionen vandt også flere stemmer, de nåede 5 millioner ”NEJ” stemmer, sammenlignet med 4 millioner i november 2008. Dette viste en ekstrem polarisering i det venezuelanske samfund. Dog skal det også tages med i overvejelserne, at vælgerbasen var vokset over de seneste år, fra omkring 13 millioner i 2004 til omkring 17 millioner i dag.

Hovedgrunden til, at afstemningen denne gang blev vundet i modsætning til i 2007, var mobiliseringen af masserne. Masserne så denne afstemning i klare klassetermer. Trods store problemer og mangler i det venezuelanske samfund udgjorde den ubestrideligt store mængde social velfærd, som revolutionen har bragt med sig, stadig en magtfuld tiltrækningskraft. Vi kan ikke undervurdere effekten af fremskridt såsom Barrio Adentro og CDI (gratis basale sundhedscentre i de fattige boligkvarterer), missiones (gratis uddannelse og andre sociale service programmer), det Bolivariske universitet, (der giver adgang til tusinder studerende fra hovedsageligt fattige i byerne og arbejderklasseunge, der tidligere var udelukket), osv.

For masserne var disse konkrete sejre produktet af ti års revolutionær kamp. Det lå hele tiden i kortene, at de ikke ville se dem ødelagt af højrefløjen uden en kamp. Dette sås også i praksis i november 2008. Lige efter at Radonski, en semi-fascist fra højrefløjen, havde vundet i de regionale valg i delstaten Miranda, begyndte han at angribe missiones og Barrio Adentro. I en artikel, skrevet af Jorge Martin på daværende tidspunkt, skitseredes nogle af oppositionens trusler og angreb:

Rent faktisk berettede Chavez i sin tale om en lang liste af angreb imod sundhedsklinikker og uddannelsesprogrammer. Her er nogle af dem:
En Barrio Adentro I, sundhedsklinik, blev brændt ned i Los Taladors, Valencia, Carabobo.
I Independencia og Cordoba byråd i Tachira har de studerende fra missiones fået besked på at forlade deres klasseværelser.
I Miranda var der angreb og trusler imod UNEFA universitetsområdet under ledelse af delstaten, (der nu er i oppositionens hænder).
I Los Teques, Miranda var der trusler imod Radio La Voz de Guaicaipuro. I Miranda blev Centro Integral de Diagnóstica-klinikken også truet og måtte beskyttes af politiet.
I Puerto Cabello, Carabobo, truede støtter af den nyvalgte guvernør, Salas Feo, cubanske læger og Barrio Adentro klinikker.
I Guaicaipuro byråd, Miranda blev en gruppe på 10 cubanske Barrio Adentro læger tvunget ud af de huse de boede i.
(J. Martin: Venezuela: three trade union leaders killed, wave of counter-revolutionary threats and intimidation, min oversættelse AB)

Massernes svar kom prompte. I Miranda gik titusinder på gaden, og lignende demonstrationer fandt sted over hele landet. Dette understreger endnu engang et generelt træk i den venezuelanske revolution: hver gang kontrarevolutionens pisk er gået i aktion, har masserne bevæget sig for at forsvare og uddybe revolutionen. Det forklarer også den overvældende sejr den 15. februar 2009. Masserne forstod, at denne afstemning ville være en afgørende faktor i at bestemme revolutionens skæbne. Hvis kontrarevolutionen skulle få fingrene i præsidentposten, ville de ødelægge alle revolutionens sejre.

Som det endelige resultat viste, var magtbalancen stadig yderst favorabel for revolutionen. Men tallene viste ikke det virkelige magtforhold i det venezuelanske samfund. Mobiliseringen blandt de menige revolutionære var enorm. Hundreder af bataljoner af frivillige blev organiseret i kampagnen. I alle de store byer blev der organiseret ”puntos rojos” (røde pladser), hvor der blev opsat permanente boder for at diskutere med folk og uddele agitatoriske løbesedler. De mest militante dele af arbejderklassen organiserede sig selv i ”arbejderfronter for ’JA’”, der organiserede enorme demonstrationer og massemøder over hele landet. Denne mobilisering så vi også, da en million demonstrerede til fordel for en ”JA” stemme torsdag d. 12. februar.

Blandt ungdommen var situationen også krystalklar. Mens en lille gruppe af kontrarevolutionære studerende (hovedsageligt sønner og døtre af småborgerskabet) forsøgte at promovere vold, demonstrerede 100.000 bolivariske unge for ”JA”: Mens oppositionens ungdomsorganisationer hovedsageligt er tomme, har PSUV ungdom omkring 140.000 medlemmer. På valgnatten var gaderne i Caracas fuldstændig kontrolleret af de revolutionære. Hundreder af motorcyklister med røde flag kørte rundt i centrum. Stemningen var euforisk, mens folk ventede på resultaterne. Hundreder af tusinder ventede nervøst omkring Miraflores Paladset for at høre de endelige resultater og jublede og råbte militante slogans, da sejren blev annonceret.

Endnu engang så man oppositionens fuldstændig udemokratiske opførsel. I valgkampagnen brugte de både legale og voldelige midler. Der var et udbrud af voldelige sammenstød mellem småborgerlige studenter og politiet. I Cagua, i delstaten Aragua, angreb tolv studerende politiet med molotovcocktails under en demonstration imod forfatningsændringen. Lignende begivenheder udfoldede sig i Cumana (Sucre), Mérida og Maturín (Monagas). Det værste tilfælde var i delstaten Táchira, hvor fascistiske bander udgød vold i gaderne i to uger. Den 17. januar 2009 blev seks colombianske paramilitære tilbageholdt i Maracay, Aragua med våben, granater og to kilo sprængstof. 27. januar blev yderligere 31 colombianere arresteret, anklaget for at være tilknyttet en paramilitær gruppe. Et lignende tilfælde så vi i El Vigia, i delstaten Mérida, da fire medlemmer af den colombianske fascistiske paramilitære gruppe ”blokken af sorte ørne” blev fanget med en stor mængde våben, sprængstof, granater og kort med detaljerede planer for terroristiske aktioner.

Men der var også andre farer indbygget i situationen. Afstemningsresultatet viste et stort flertal for revolutionen, men vi så også en mobilisering fra kontrarevolutionen. De 5 millioner stemmer, som ”NEJ” siden vandt, betød rent faktisk, at oppositionens stemmer voksede med 700.000 sammenlignet med valgene i november. Proportionelt har oppositionen vundet noget terræn. Mens forskellen mellem revolution og kontrarevolution i november var 58 procent til 41 procent var den ved dette valg 54 procent til 45 procent. Dette var altså en hel klar advarsel: Årsagen til, at nogle lag af masserne ikke stemte eller stemte ”NEJ”, var, at de var trætte af revolutionens langsomme tempo. De var trætte af taler om socialismen, mens deres fundamentale problemer forblev uløste.

2009 skulle også blive året, hvor kapitalismens verdensomspændende økonomiske krise for alvor begyndte at påvirke Venezuela. Det skal vi behandle i detaljer i et kommende kapitel, som vil give en indsigt i Venezuelas økonomi, både før og efter 2009.