Efter offentliggørelsen af valgresultatet, beskrev en talsmand for det siddende højreorienterede parti PP Spanien som “uregerligt”. Dette er et passende billede på situationen i landet efter valget.
Valgresultatet har produceret et yderst fragmenteret parlament, der, som vi forklarede for nylig, afspejler den klassepolarisering og radikalisering, der har fundet sted i det spanske samfund de seneste år. Det mest tydelige symptom på disse processer er det venstreorienterede parti PODEMOS’ indtræden på scenen, der har opfyldt sine løfter om remontada (et comeback) og som fik 20,66% af stemmerne, bare 1,35% mindre end det traditionelle socialdemokratiske parti PSOE, et kæmpe chok for spansk politik. Som Pablo Iglesias udtalte, “Spanien har stemt for en forandring af systemet”.
Resultatet
PP (højrefløj): 28.72%, 123 sæder
PSOE (centrum-venstre): 22.01%, 90 sæder
PODEMOS (venstrefløj): 20.66%, 69 sæder
Ciudadanos (højrefløjspopulister): 13.93%, 40 sæder
Izquierda Unida-Unidad Popular (venstrefløj): 3.67%, 2 sæder
ERC (Catalanske venstrefløjsnationalister): 2.39%, 9 sæder
DiL-CDC (Catalanske højrefløjsnationalister): 2.25%, 8 sæder
PNV (Baskiske højrefløjsnationalister): 1.2%, 6 sæder
CC (Kanariske regionalister): 1 sæde
Det første, der skal bemærkes, er, at det to-parti system, der var omdrejningspunktet for det borgerlige regime, der blev etableret efter Francos død, hvor PP og PSOE skiftedes til at have magten, og hvor PSOE fungerede som en sikkerhedsventil for folkelig vrede mod højrefløjen, nu er ovre. Fremkomsten af PODEMOS, drevet frem af en historisk radikaliseringsbølge, har sprængt alle det spanske borgerlige demokratis sikkerhedsventiler.
PP mistede 15.92 procentpoint i forhold til 2011 – næsten 4 millioner stemmer. Ciudadanos, som var blevet kunstigt oppustet af medierne og af de kapitalister, der har pumpet penge ind i partiet i flere måneder, klarede sig uventet dårligt. I de sidste stadier af valgkampen begyndte mange korrekt at se dem som et højreorienteret, reaktionært parti, skabt som en potentiel afløser for det ramponerede borgerlige parti PP. Men PSOE formåede heller ikke at vinde nogen af disse stemmer, og tabte 6,7 procentpoint siden 2011, mere end 1,5 millioner stemmer.
Det er vigtigt at understrege PSOE’s erosion, en udvikling, som i Spanien ofte omtales som pasokización af partiet, med henvisning til det tidligere magtfulde og nu ikke-eksisterende græske socialdemokratiske parti PASOK. I modsætning til PASOK har PSOE ikke indgået i koalitioner med højrefløjen – endnu. Partiets periode ved magten, hvor det gennemførte åbenlyse nedskæringer, varede kun halvandet år, fra det tidspunkt hvor den første nedskæringsrunde blev annonceret af Zapatero i maj 2010 til november 2011; meget mindre end PASOK. Denne hurtige erosion af PSOE, mens de har været i opposition vidner om den spanske befolknings hurtige radikalisering i disse år med massemobiliseringer og klassekamp. Fornyelsen af partiledelsen efter Europaparlamentsvalget i maj 2014, hvor den gamle ukarismatiske leder Pérez Rubalcaba blev erstattet af den ungdommelige Pedro Sánchez, har ikke formået at bremse PSOE’s nedgang. Den vanskelige situation, det nu befinder sig i, afspejler ikke blot, at folk ønsker et opgør med et parti, der gennemførte nedskæringer og som har været involveret i en lang række korruptionsskandaler, men også forståelsen hos en stor del af befolkningen af, at problemerne i det spanske samfund ikke kan løses gennem PSOE’s “moderate” politik, der ikke foreslår andet end en mildere form for nedskæringer; hvad der kræves, er en grundlæggende forandring af samfundet.
PODEMOS er utvivlsomt det parti, der ses som vejen til radikale politiske forandringer. Partiet blev oprettet i februar 2014 og er siden vokset i halsbrækkende fart, og blev tredjestørst ved dette valg. På trods af at det har gennemgået flere måneders stagnation, og det blev forudsagt, at det ville ende på fjerdepladsen efter Ciudadanos med ca. 10-15%, fik PODEMOS vendt udviklingen med en slagkraftig kampagne, der anvendte en klassebaseret, venstreorienteret retorik og appellerede til at huske de sidste års kampe. På Pablo Iglesias’ sidste massemøde under valget i Valencia, som samlede omkring 12.000 mennesker, henviste han til kampene i 1930’erne og 1970’erne, og slog fast at sproget måske nok kan have ændret sig siden, men idealerne forbliver de samme, og han erklærede, at Franco-regimet blev væltet af arbejderbevægelsen. Den meget fremtrædende tilstedeværelse af Barcelonas borgmester og anti-udsættelsesaktivist Ada Colau i hele Podemos kampagnen var en grafisk indikation på dette skift. Det var på baggrund af denne kampagne, at PODEMOS var i stand til at genvinde sit oprindelige drive. Selv om det ikke formåede at overhale PSOE, er resultatet imponerende: 20.66%, 5.159.078 stemmer.
Til PODEMOS’ resultat må vi tilføje Izquierda Unidas (IU) hæderlige 3,68%, næsten en million stemmer – og vi må huske, at dets stemmer i Catalonien og Galicien, hvor partiet indgik i bredere koalitioner med PODEMOS og andre kræfter, ikke tælles med i dette tal. Kampagnen, der var centreret omkring den karismatiske leder Alberto Garzón, appellerede til en klar venstre- og klassestemme, var også i stand til at samle tusindvis af mennesker. Resultatet er dog det dårligste for IU koalitionen og er den pris, partiet betaler for mange års fejl og dele af dets ledelses bureaukratiske blindhed.
Tilsammen fik PODEMOS og Izquierda Unida 576,073 flere stemmer end PSOE. Det understreger endnu engang betydningen af venstrefløjens enhed, som blev ødelagt af begge partiapparaters snævre interesser. Det er vigtigt at lære denne lektion for fremtiden.
Hvem stemte på PODEMOS?
Fordelingen af stemmerne giver os et stillbillede på den politiske situation i landet. Men vi er nødt til at grave lidt dybere, for at se den reelle dynamik der er på spil i det spanske samfund. Sandheden er, at som en ny kraft, der svømmer med tidens strøm, klarede PODEMOS sig bedst blandt arbejderklassen i de store byer og selv om det er nødvendigt med en mere detaljeret analyse af resultaterne, er det forventeligt, at PODEMOS blev det største parti blandt de unge, som meningsmålingerne forudsagde. PP og PSOE holdt fast i deres ældre støttebase i de små byer og landområder. Det er vigtigt at huske, at mange, især blandt de ældre og de mindre politiserede lag af befolkningen, fortsætter med at se PSOE som et venstreorienteret, progressivt parti. Kombinationen af stemmerne fra PSOE, PODEMOS, Izquierda Unida og andre mindre kræfter som ERC eller Bildu markerer en skarp venstredrejning i samfundet.
PODEMOS og dets allierede koalitioner har overhalet PSOE i de fleste større byer: Madrid, Barcelona, Valencia, Alicante, Zaragoza, Bilbao, Oviedo, Coruña, Palma de Mallorca, Vigo, Vitoria, Donosti-San Sebastian, Tarragona, Santa Cruz de Tenerife, osv. De eneste større undtagelser var Sevilla og Málaga, i Andalusien, hvor PSOE er historisk stærk.
Et nærmere kig på resultatet viser arbejdersammensætningen af PODEMOS’ stemmer. PODEMOS kom først i den industrielle udkant af de store byer, de såkaldte “røde bælter”, hvor den spanske arbejderklasses tunge bataljoner er koncentreret: i områder som Rivas, Coslada og Parla i Madrid; Hospitalet del Llobregat, Santa Coloma del Gramenet og Terrassa i Barcelona; Pasaia i Donostia-San Sebastián; Paiporta og Paterna i Valencia og Barakaldo i Bilbao. Mange af disse steder vandt PODEMOS over 30%. I andre vigtige venstreorienterede valgkredse, såsom Cádiz og Coruña, hvor fælleslister med PODEMOS vandt lokalvalgene i maj, fik PODEMOS også imponerende resultater.
Disse kolde tal giver dog ikke et fuldstændigt billede af, hvordan styrkeforholdet mellem klasserne har foldet sig ud. Valgdeltagelsen var 3% højere end i det seneste valg i 2011, men denne stigning var meget ujævn. De ti kommuner med en befolkning på over 100.000, hvor valgdeltagelsen steg mest, var: Santa Coloma de Gramenet, Cádiz, Barakaldo, Donostia-San Sebastián, Getafe, Vitoria-Gasteiz, Vigo, Coruña, Terrassa Hospitalet de Llobregat. Som det kan ses er alle disse arbejderområder, der stemte massivt på PODEMOS.
Omvendt var de ti kommuner med en befolkning på over 100.000, hvor valgdeltagelsen faldt mest i forhold til 2011: Granada, Gijón, Mataró, Alicante, Huelva, Cordoba, Murcia, Badajoz, Jaén, Cartagena. Disse er alle små provinsbyer, baseret på turisme og landbrug, og er traditionelle bastioner for PP.
Disse tal bakkes op af øjenvidneberetninger om fyldte afstemningssteder i arbejderkvarterer såsom Nou Barris i Barcelona, hvor folk var fyldt med entusiasme, og halv-tomme afstemningssteder med nervøse, ældre højreorienterede vælgere i områder såsom San Juan i Alicante. Valgdeltagelsen faldt mest markant Andalusien med mange små byer, en bastion for PSOE.
Hvad alt dette afspejler, er en urban arbejderklasse i offensiven, mens småborgerskab og befolkningen i landdistrikterne er forvirrede og demoraliserede. Den store andel af sofavælgere i provinsielle PSOE-bastioner tyder på, at mange vælgere var usikre på, om de skulle stemme på PSOE eller PODEMOS, og at de kan vindes over af sidstnævnte i den nærmeste fremtid. Med andre ord lever PSOE på lånt tid.
Det er vigtigt at bemærke, at den spanske valglov ikke tager hensyn til, hvor mange der afstår fra at stemme – hver provins har et bestemt antal pladser i parlamentet, uanset valgdeltagelsen. Dette gavnede PSOE højborgene i landdistrikterne, hvor sofavælgerne var mange, mens de store byer, hvor PODEMOS klarede sig godt, ikke blev belønnet for at have en høj valgdeltagelse. Dette er med til at forklare, hvorfor der er en så skandaløs forskel på 21 pladser i parlamentet mellem de to partier, som fik næsten det samme antal stemmer.
Det måske mest bemærkelsesværdige aspekt af resultaterne var i Catalonien, hvor En Comu Podem, en koalition, der bl.a. inkluderer Podemos, IU og Guanyem Barcelona, vandt det højeste antal stemmer. Koalitionen blev størst i provinserne Barcelona og Tarragona, og gjorde det særligt godt i byen Barcelona, hvor den opnåede endnu flere stemmer end Ada Colaus BEC koalition fik ved de regionale valg i maj, hvor den erobrede rådhuset.
Som vi har forklaret nylig, stillede PODEMOS op som en del af en bred valgfront med andre venstreorienterede partier og anti-nedskæringsbevægelser, En Comu Podem, under karismatisk ledelse af Ada Colau, borgmester i Barcelona og anti-udsættelsesaktivist, der står til venstre for PODEMOS’ nationale ledelse. Valgfrontens kampagne var faktisk mere radikal og klasse-baseret end PODEMOS’ nationalt. Dets retorik på det nationale spørgsmål har været et entydigt, energisk forsvar af retten til selvbestemmelse i Catalonien, og har gjort kravet om en bindende folkeafstemning om uafhængighed til en forudsætning for enhver regeringsaftale.
Det er vigtigt at understrege, at Dil-CDC, det borgerlige nationalistiske parti ledet af Artur Mas, der har været i spidsen for bevægelsen for uafhængighed, klarede sig dårligt i dette valg. Partiet faldt fra over en million stemmer i 2011 til næsten halvdelen, og blev kun fjerdestørste parti i Catalonien med 15% af stemmerne. Centrum-venstre nationalisterne i ERC vandt vigtige fremskridt med en fordobling af deres stemmer til 600.000.
Alt dette peger på et stort skift til venstre i det catalanske samfund. Som vi tidligere har forklaret, blev der ophobet stærke klassemodsætninger under overfladen af den nationale polarisering, der kendetegnede de regionale valg i september. Mange arbejdere og unge så en stemme på de nationalistiske partier som en stemme der udfordrede den højreorienterede regering i Madrid og hele etablissementet, og stemte på dem for at lufte deres klassehad, snarere end i forsvar for en catalansk national identitet.
Nogle af de mere konservative lag af arbejderklassen stemte også på Ciudadanos i september, bange for at blive afskåret fra Spanien, og også ud af afsky over den borgerlige demagog Artur Mas.
I det nylige valg, var En Comu Podem med en klassebaseret retorik, og med et program for radikal forandring af samfundet, i stand til at vinde en stor del af de progressive nationalistiske stemmer og også støtte fra tidligere PSOE og Ciudadanos vælgere. I Catalonien blev det spanske regeringspartiet PP nummer seks med bare 11% af stemmerne.
PODEMOS klarede sig også særdeles godt i Baskerlandet, hvor det blev det største parti overordnet set og i Araba og Gipuzkoa (en traditionel højborg for den nationalistiske venstrefløj), og de klarede sig også godt i Bizkaia, hvor de var bare et par tusinde stemmer fra at blive størst. Resultaterne i Galicien har også været gode. Her stillede PODEMOS også op som del af en bred front, En Marea, som omfattede de venstreorienterede nationalister i Xosé Manuel Beiras. En Marea blev anden størst i Galicien med 25%, større end PSOE og vandt i den største og mest industrielle by Vigo med 34%.
Dette viser, hvordan der i de forskellige nationaliteter også er en stærk strømning på udkig efter allierede i resten af Spanien for den sammenkædede kamp for nationale rettigheder og imod nedskæringer.
Skrøbelige koalitioner
En Pandoras æske er blevet åbnet. Der åbner sig en yderst interessant periode i Spanien. Overskriften i Financial Times efter resultaterne blev kendt var “Spanien på vej ind i turbulens “. Ustabilitet og klassekamp vil utvivlsomt være normen i den kommende periode. Den spanske børs reagerede på resultaterne med tab, et pålideligt mål på stemningen i borgerskabet. Det vil være yderst vanskeligt at sammensætte en regering nu. Ciudadanos’ fiasko har knust håbet om, at en PP-Ciudadanos koalition kunne flertal sammen. Men den herskende klasse har brug for “stabilitet”, dvs. en stærk regering, der kan fortsætte PP regeringens nedskæringer og angreb.
Der er nu tre primære muligheder. Den første er en national enhedskoalition mellem PP og PSOE. Dette ville være den eneste stabile styreform, da det ville indebære kun to kræfter, der har arbejdet sammen i fortiden (for eksempel i den baskiske regionale regering), og som på trods af deres verbale fjendskab, historisk set har været borgerskabets pålidelige partier. De ville have et flot flertal på 213 pladser i et kammer på 350. Men en sådan alliance ville politisk ødelægge PSOE, og lede det sikker af samme vej som det græske PASOK. En sådan vej er meget risikabel, fordi det vil efterlade det borgerlige regime ubeskyttet på sin venstre flanke. Det er dog ikke utænkeligt, at kapitalisterne vil forsøge at presse på for en sådan aftale, og forsøge at holde Ciudadanos ude og beholde dem som et aktiv for fremtiden. Allerede før valget diskuterede den borgerlige presse, i samklang med interne kilder fra PP, seriøst muligheden for at erstatte den nuværende PSOE leder Pedro Sánchez’ med formanden i Andalusien, Susana Díaz, som repræsenterer højrefløjen i partiet, og derefter presse på for en pagt med PP.
Den anden mulighed er en aftale mellem PSOE og PODEMOS, som kun ville have 159 sæder, 16 under et flertal, og derfor ville skulle omfatte minimum Izquierda Unida, ERC, Bildu, CC og eventuelt PNV. Ciudadanos har allerede gjort det klart, at de ikke vil støtte en regering med PODEMOS i (så meget for deres “centrisme”). Det ville være en meget ustabil regering, der ville være nødt til at foretage komplekse beregninger hver gang de skal have vedtaget en lov. Der er også vigtige anstødssten i dannelsen af en sådan regering. En bindende folkeafstemning for Catalonien, som PODEMOS, som nævnt ovenfor, har gjort til en forudsætning for enhver aftale efter valget. Det ville være en bitter pille at sluge for PSOE, der systematisk har stået for Spaniens enhed.
Tilstedeværelsen af En Comu Podem og behovet for at bringe ERC ind i en sådan pagt betyder, at dette punkt ikke er til forhandling. Der er også en reform af valgloven, som sandsynligvis vil komme op som et centralt krav, og som PSOE modsætter sig, eftersom det nuværende system favoriserer det betydeligt. Mere generelt har PSOE og PODEMOS næsten den samme procentdel af stemmerne. Dette ville ikke være en aftale med mindre partier som i Portugal, hvor den radikale venstrefløj i Bloco og PCP stadig udgør en lille minoritet, men en alliance med en stærk og voksende kraft, der ville være i stand til at vriste mange indrømmelser fra PSOE. Den herskende klasse vil mobilisere imod enhver potentiel aftale, der involverer PODEMOS, og PSOE vil komme under et stort pres for at afvise dette. Alt i alt virker denne mulighed meget usandsynlig, selvom det selvfølgelig endnu ikke er afgjort.
Endelig er den tredje mulighed at vende tilbage til stemmeurnerne om et par måneder. Kun få ønsker dette, især blandt borgerskabets seriøse strateger, da det næppe vil løse det nuværende dødvande, og faktisk kan gøre det værre. Dette åbner op for et græsk scenarie af ekstrem ustabilitet. PSOE især føler, at det er ved at miste vind i sejlene og vil sandsynligvis ønske at undgå at vende tilbage til stemmeurnerne. Men om et par måneder føler PP sig måske stærke nok til at udskrive valg og præsentere sig som den eneste garant for stabilitet, i håb om at genvinde de vælgere, som de tabte til Ciudadanos og andre kræfter.
For den herskende klasse er alle mulighederne dårlige. Dette parlamentariske dødvande afspejler i sidste ende klassekampens intensitet i Spanien, og det faktum at arbejderklassen har presset borgerskabet i defensiven.
Hvilken vej frem for PODEMOS?
PODEMOS bør nu gå i offensiven og presse PSOE til det yderste. Det bør insistere på at omstøde PP’s nedskæringer og reaktionære love og gøre dette til en forudsætning for nogen som helst forhandlinger om en koalition. Hvis PSOE nægter, så vil det blive yderligere afsløret som et nedskæringsparti. Forsvaret af retten til national selvbestemmelse bør være et andet centralt element i PODEMOS’ parlamentariske aktivitet. Det må forsøge at sætte PSOE under pres på grundlag af disse krav, for at vise masserne, at det ikke er meget bedre end PP.
Det mest sandsynlige scenarie er, at PODEMOS bliver det største oppositionsparti i de kommende måneder. Et par ting vil være vigtige i den situation. Sammen med Izquierda Unida kunne PODEMOS have overhalet PSOE. Det var i de regioner, hvor PODEMOS stillede op som del af brede fronter, at det klarede sig bedst. Venstrefløjens enhed må ikke sættes på spil igen. Et andet vigtigt element er, at i det sidste halvandet år, hvor spanierne har skullet stemme til flere valg, har massernes opmærksomhed været rettet mod den valgmæssige front. Men perspektivet om en ny borgerlig regering ved magten i den kommende periode, kunne igen presse folk ud på gaderne, og vi kunne se nye runder af protester som i 2011-2014. PODEMOS bør stille sig i spidsen for disse bevægelser og bruge sin enorme mobiliserende styrke på gaderne.
Der er dog en mere generel lektie, der kan drages af de sidste par uger. Under valgkampen var Pablo Iglesias i stand til at overvinde den stagnation PODEMOS havde oplevet, takket være en radikal, klassebaseret retorik. Han begyndte igen at tale om arbejderklassen, socialisme og det spanske folks revolutionære traditioner. Et skub til venstre fra Ada Colau og En Comu Podem var også vigtigt. Dette var også tilfældet i de lokale valg i maj 2015, hvor PODEMOS gik til venstre. På massemødet efter valgresultatet blev offentliggjort i går aftes, sagde Iglesias: “I dag har vi endnu en gang hørt arbejderklassen, som erobrede sine rettigheder gennem strejker … Vi har hørt stemmerne fra Republikken, Largo Caballero, Company, Durruti, Andreu Nin og Salvador Allende … Lad os udvide demokratiet til økonomien … historien er vores, og det er folket, der laver historie”.
Hvis Pablo Iglesias havde brugt denne retorik konsekvent, ikke kun i de sidste uger op til valget, ville han være blevet uhyre populær. Det er udtalelser som disse, der har vundet ham masseopbakning, ikke keynesianske forslag om at øge den samlede efterspørgsel eller forslag om kvantitative lempelser, eller løftet om at forblive i NATO. Han har ret i at påpege, at den spanske arbejderklasse er tilbage, og at resultaterne viser et skarpt skift til venstre i samfundet. Hvis PODEMOS’ ledelse begyndte nu tålmodigt at forklare et overgangsprogram til socialismen, baseret på erfaringen fra SYRIZA i Grækenland – før Tsipras bukkede under for trojkaen – ville de vinde gehør hos millioner af mennesker i Spanien og udlandet, og kunne bane vejen for en ny spansk revolution i den nærmeste fremtid.