Over hele verden identificerer et voksende lag af arbejdere og unge sig med kommunisme. Det er især tydeligt i Storbritannien, hvor Socialist Appeal, den britiske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), har lanceret kampagnen ‘Are you a communist? Then get organised’ netop for at organisere de mange unge, der søger revolutionære ideer og vil kæmpe for en kommunistisk fremtid.
Kapitalismen befinder sig i sin dybeste krise i historien. Klassemodsætningerne i samfundet skærpes og øget ustabilitet, krig, revolution og kontrarevolution karakteriserer i stigende grad verden omkring os. Alt det har en indvirkning på bevidstheden hos arbejdere og unge. I hele verden drager arbejdere og unge revolutionære konklusioner og et voksende lag søger deciderede kommunistiske idéer.
I Storbritannien er regimet vaklet fra den ene krise til den anden. Inflationen er fortsat høj og har været mere vedholdende end i andre avancerede kapitalistiske lande. For at forsøge at bremse inflationen har Storbritanniens centralbank hævet renten til 5,25%, som er det højeste niveau i 15 år. Det er derfor blevet dyrere at låne penge, hvilket presser både virksomheder og almindelige husholdninger. Konkurser og massiv arbejdsløshed lurer forude.
Derudover står landet på randen af recession, med en svag BNP-vækst på 0,2% og en national gæld der, for første gang i 60 år, er større end 100% af landets BNP. I år planlægger staten at afdrage 10% af gælden, svarende til 110 milliarder pund, i et forsøg på at stabilisere økonomien. Det vil betyde flere besparelser, det vil sige angreb på arbejdere og unge, som i forvejen er presset til bristepunktet.
Krisen skubber til bevidstheden
Med fortsat høj inflation og truslen om recession står de britiske øer over for den dybeste krise i årtier. Det skal ses i lyset af den forrige periode, hvor arbejderklassen betalte dyrt for finanskrisen i 2008, corona-pandemien, galopperende el- og gaspriser og inflation.
Britiske arbejdere og unge mærker krisen meget direkte på egen krop. Officielt lever 20% af briterne nu i fattigdom, svarende til over 14 millioner mennesker. I januar rapporterede én ud af fem husstande, at de sprang måltider over, gik sultne i seng eller gik hele dage uden at spise – en fordobling på blot ét år! Stigende leveomkostninger har forsaget det største fald i levestandarden i Storbritannien, der nogensinde er målt. I vinters, da energipriserne eksploderede, stod millioner af arbejdere og unge i det umulige dilemma; ”heat or eat?”.
Det har bl.a. udtrykt sig i form af større tilslutning til fagforeningerne og en historisk stor strejkebevægelse, som har været i gang siden marts i år. “Vi har set en udvikling i industrielle kampe, som vi ikke har set siden 1970’erne,” siger Nelson, der arbejder for Socialist Appeal. “Der har været en stor tilslutning til fagforeningerne blandt unge, tidligere uorganiserede arbejdere, der melder sig ind i fagforeningerne, og bruger dem til at udtrykke deres vrede og til at kæmpe for deres interesser.”
Strejkebevægelsen har også hevet et nyt lag af arbejdere ind i klassekampen, f.eks. sygeplejersker, lægestuderende og advokater, der traditionelt er blevet anset for konservative og aldrig har været i strejke før, men som i flere tilfælde i den sidste periode har vist sig at være de mest militante. Dette markerer et nyt skridt i klassekampen, men også et skift i bevidstheden.
Mens arbejderklassen har taget store skridt fremad, har fagtoppen forsøgt at holde bevægelsen tilbage. “Fagforeningslederne har hele tiden forsøgt at lede kampen igennem ‘sikre kanaler’. Der har været en militant stemning blandt arbejderne,” siger Nelson, “hvorimod ledelsen i de store fagforeninger har tøvet og udvist frygt for at eskalere kampen. Lederne har flere gange anbefalet en dårlig overenskomstaftale, for at afslutte strejkerne hurtigst muligt”.
Arbejdere og unge leder efter løsninger på problemerne, men reformisterne på venstrefløjen er ikke i stand til at tilbyde et alternativ til kapitalismens krise. De seneste år har arbejderklassen bittert erfaret reformismens blindgyde.
Op til parlamentsvalget i 2017 skabte Jeremy Corbyn og venstrefløjen i Labour-partiet, med løfter om progressive, om end beskedne, reformer en følelse af håb hos mange arbejdere og unge. Men Corbyns forsonenende tilgang til Labours højrefløj og hans reformistiske udsyn endte med at spænde ben for bevægelsen. Valget blev tabt og højrefløjen lancerede en ensidig borgerkrig mod den kapitulerende venstrefløj. Har Corbyn-bevægelsen vist håbefulde unge og arbejdere noget, er det at reformistiske ledere, selv under dække af relativt radikale paroler og programer, er dømt til at forråde, og ikke kan levere reultater under et kriseramt kapitalistisk system.
Nu forbereder Labour under partiets nye formand Sir Keir Starmer, sig på at danne en regering efter næste valg; en regering som loyalt vil administrere krisen i britisk kapitalisme for den herskende klasse.
Fagbossernes nølen og venstrefløjens manglende løsninger har ikke gjort unge og arbejdere passive. Tværtimod. Det har været med til at skubbe bevidstheden fremad.
Et voksende lag af arbejdere og især unge har draget radikale konklusioner i den seneste periode. “De har ikke illusioner til ‘socialisme’ eller ‘socialdemokratisme’, som de forbinder med reformisme,” forklarer Nelson. “De identificerer sig i stigende grad med kommunisme”.
Millioner af unge serpositivt på kommunisme
I marts 2023 publicerede det højreorienterede Fraser Institute en undersøgelse, der viste at 29% af britiske unge ser positivt på kommunisme. Lignende tal så man også i USA og Canada.
Ifølge Nelson vidner det om et stort skift i bevidstheden, som Socialist Appeal ikke kunne ignorere. “Næsten en tredjedel af de unge briter ser positivt på kommunisme. Det vil sige, at der er millioner af unge, som er ude på skolerne, universiteterne og på gaden, som leder efter kommunistiske idéer. Det var åbenlyst, at vi som kommunister måtte gøre noget for at nå ud til dette lag. Dét var drivkraften til at starte ‘Are you a communist?’-kampagnen.”
Socialist Appeal lancerede ‘Are you a communist?’-kampagnen i marts 2023 og har fra starten oplevet fænomenal respons. “På kort tid havde flere end tusinde skrevet sig op, og vi rekrutterede flere, end vi nogensinde havde gjort før,” forklarer Nelson.
De kommunistiske arbejdere og unge er et produkt af kapitalismens krise. De har lært af deres erfaringer og er blevet radikaliseret gennem de store begivenheder, der har rystet samfundet gennem hele deres liv.
Dette har været tydeligt hos de nye medlemmer i Socialist Appeal. “I flere byer har vi haft flere unge arbejdere, som har oplevet undertrykkelse, dårlige arbejdsforhold eller fyringer, som har drevet dem til marxistiske idéer, til kommunistiske idéer. De har ikke læst Marx før, men er bare blevet radikaliseret af oplevelser i hverdagen.”
Dette skift i bevidstheden har skabt et potentiale, som er nødvendigt at gribe, for at opbygge en stærk revolutionær organisation, der kan sikre en fremtidig socialistisk revolution.
“Vi er nødt til at vende os mod ungdommen. Det er dem, der vil lede klassekampen i fremtiden. Vi skal nå ud til disse lag,” siger Nelson, “for at leve op til vores historiske opgave som marxister, om at bygge den revolutionære ledelse, som er nødvendig for at forandre samfundet.”
Det lag af radikaliserede arbejdere og unge, som tydeligt kan ses i Storbritannien, eksisterer i alle lande. IMT, som RS er den danske sektion af, har derfor sat sig som sit mål, at vinde dem til sit banner, uddanne dem i de marxistiske idéer og gøre dem til revolutionære klassekæmpere.
Et stort skridt for IMT
På IMT’s verdenskongres i august annoncerede Socialist Appeal, at de ikke er langt fra at være 1000 medlemmer, hvilket vil være kæmpe milepæl, ikke bare for Socialist Appeal.
Erfaringerne fra ‘Are you a communist?’-kampagnen i Storbritannien viser de enorme muligheder, der eksisterer, for at bygge en revolutionær ledelse i den kommende periode. Selvom vi i IMT ikke er i tvivl om målet, er det dog vigtigt, at vi også har en sans for proportioner og forstår vores nuværende opgaver.
“Vi er ikke en organisation – endnu – som er i stand til at lede arbejderklassen til sejr i en revolution,” forklarer Nelson. “Vores opgave lige nu er at rekruttere de tusinder, hvis ikke de hundredetusinder, der leder efter vores idéer.”
De har brug for os og vi har brug for dem. Det er derfor vores påkrævede opgave at finde dem, så hurtigt som muligt, og vinde dem til de kommunistiske idéer. Kun derved kan deres og vores revolutionære håb for fremtiden blive til virkelighed.