Måske har du lagt mærke til det i gadebilledet: i de velkendte kommunale reklamestandere, der normalt er reserveret til farverige beskeder fra marketingafdelingen i et multinationalt konglomerat, er der dukket en ny besked op: “FRI PRESSE – beskyt det, der betyder noget”. Andre versioner blæser til forsvar for “YTRINGSFRIHED” og “FRI FORSKNING”. Afsenderen? Selveste Europa-kommissionen.

Den store kontrast mellem denne charmeoffensiv og indskrænkningen af ytringsfriheden i Europa kunne umiddelbart få én til at tro, at der var tale om en joke, men der er ingen selvironi at spore i reklamerne.

“FRI PRESSE”

Et af de seneste tilfælde af Europa-kommisionens angreb på pressefriheden er sanktioneringen af den tyske statsborger og journalist Hüseyin Doğru. Sanktioneringen af ham har efterladt ham uden adgang til sin bankkonto og frarøvet ham bevægelsesfrihed, hvilket effektivt set har placeret ham i husarrest. Alt dette, uden hverken rettergang eller beviser, fordi sanktionerne vedtages af EU-kommisionen, uden om domstolene.

Hans forbrydelse? At rapportere sandfærdigt om Israels folkemord i Gaza og de tyske myndigheders undertrykkelse af solidaritetsbevægelsen i Tyskland.

Officielt set er Hüseyin Doğru sanktioneret på baggrund af den lovgivning, som EU har vedtaget for at forbyde russiske medier i Europa, men eftersom anklagerne refererer direkte til hans dækning af den pro-palæstinensiske studenterbesættelse i Berlin, er det tydeligt, at det bare er en måde at angribe ham inden for rammen af de allerede eksisterende sanktioner mod russiske medier.

Angrebet på Doğru er ikke kun et angreb på pressefriheden – det er et angreb på retssikkerheden, eftersom han aldrig har fået nogen rettergang. Og det er ikke bare Doğru: i løbet af de seneste år er sanktionerne, EU iværksatte på baggrund af Ukraine-krigen, eksploderet. I skrivende stund har EU gang i 33 sanktionspakker, der rammer 6.000 individer og organisationer. 

I sig selv er EU’s tætte samarbejde med Israel nok til at lægge myten om EU som en forkæmper for pressefrihed i graven. Hvor EU nærmest konstant kritiserer Rusland for at undertrykke og true pressen til stilhed, har de ikke løftet en finger over for deres israelske allerede, der har slået flere journalister ihjel i Gaza, end der tilsammen døde i 1. og 2. verdenskrig og de efterfølgende krige i Korea, Vietnam, Jugoslavien og Irak. 

Det skyldes, at de europæiske kapitalister har klare diplomatiske og økonomiske interesser i at forblive på god fod med den israelske regering, uanset hvor umenneskelige forbrydelser sidstnævnte begår. Pressefriheden i EU gælder derfor kun, så længe man ikke bruger den til at udstille Israels forbrydelser mod det palæstinensiske folk og de europæiske lederes medansvar. Som folkemordet har udstillet, har kapitalisterne ikke brug for en sandfærdig, objektiv dækning af begivenhederne, men den version af begivenhederne, som giver dem de bedst mulige betingelser for at pleje deres interesser.

“YTRINGSFRIHED” 

Spørgsmålet om solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk er samtidig et af de klareste eksempler på EU’s hykleriske tilgang til ytringsfrihed. Tyskland har forbudt et utal af  Palæstina-demonstrationer, ligesom kampråbet “from the river to the sea” er blevet gjort ulovligt, og sociale medier er fyldt med videoer af tysk politi, der tæsker Palæstinaaktivister.

I Danmark, i maj 2026, så vi, hvordan politiet brutalt angreb aktivister, der protesterede fredeligt imod Mærsks deltagelse i folkemordet, hvilket blot er den seneste udvikling i undertrykkelsen af solidaritetsbevægelsen. I 2025 blev den såkaldte ‘antisemitismeaftale’ vedtaget, der forsøger at skabe en forbindelse mellem kritik af staten Israel og antisemitisme for at intimidere solidaritetsbevægelsen med Palæstina fra at kritisere Israel.

Forsøgene på at undertrykke kritik af Israels åbenlyst forbryderiske handlinger er endda gået så vidt, at Folketinget til sidste års folkeskolevalg forbød folkeskoleelever at diskutere Palæstina: en fin introduktion til det borgerlige “demokrati”. 

Men ikke nok med at magthaverne i Europa indskrænker arbejderes og unges ytringsfrihed, så støtter de selvsamme europæiske ledere undertrykkende regimer uden for unionens grænser. EU har betalt Egypten og Tunesiens diktatorer milliarder af euro for at agere brutale grænsevagter for Europa; Regimer hvis fængsler er fulde af politiske modstandere og journalister, som den danske journalist Jakob Plaschke, der blev arresteret i Tunesien i 2024.

EU’s partnerskab med disse regimer gennemhuller fuldstændigt forestillingen om, at EU skulle være en forkæmper for ytrings- og pressefrihed (og demokrati, for den sags skyld). 

Truslen kommer oppefra

Som ovenstående eksempler illustrerer, så er den største trussel mod arbejderes og unges demokratiske rettigheder i Europa den herskende klasse og dens institutioner – herunder EU.

EU’s selvpromoverende kampagne om sig selv som “beskytter af demokrati og frihed” er et temmelig ynkeligt forsøg på at forbedre sit blakkede image oven på en bølge af undertrykkelse af politisk opposition og medier. 

EU har ikke til formål at beskytte presse- og ytringsfrihed i det abstrakte, men at få deres egne budskaber igennem, uimodsagt. Disse kan koges ned til det, der tjener europæisk kapitalismes interesser, såsom at skabe opbakning til den israelske stat eller til at forlænge deres proxykrig i Ukraine.

For faktisk at forsvare og udvide den europæiske arbejderklasses hårdt tilkæmpede demokratiske rettigheder, er det nødvendigt at erstatte europæisk kapitalisme, der ikke bare undertrykker arbejdere og unge i Europa, men støtter de mest brutale regimer verden over, med international arbejdermagt.