Når regeringen er svag og masserne oprørske, kom­mer der et tidspunkt, hvor hver eneste handling fra myndighederne harmer masserne, og hvert eneste af­slag på handling vækker deres foragt…

Forslaget om at opgive Petrograd rejste en orkan, Kerenskijs offentlige dementi af sådanne regeringshen­sigter blev mødt med piben og spottegloser.
”Revolutionen har klemt de provisoriske burgøjse­res regering op mod muren (dundrede Arbejclernes Vej), nu forsøger den på at gøre sig fri ved at udsprede løgnagtige forsikringer om, at den aldrig har tænkt på at flygte fra Petrograd, og at den ikke agter at opgive hovedstaden…”

I Harkov organiserede 30.000 kulminearbejdere sig og vedtog som indledning til deres love den gamle I, W. W. (Industrial Workers of the World, amerikansk fagforening), formulering: ”Arbejderklassen og udbytter­klassen har intet til fælles.” De blev overfaldet og spredt af kosakker, nogle lockoutet af mine-ejerne, resten er­klærede generalstrejke. Minister for handel og industri Konovalov gav sin medhjælper Orlov fuldmagt til at ordne urolighederne. Orlov var forhadt af minearbej­derne. TsIK (den opportunistiske landsledelse for so­vjetterne) ikke alene støttede hans udnævnelse, men afslog at forlange kosakkerne trukket tilbage fra Do­netsbekkenet…

Derpå fulgte overfaldet på sovjetten i Kaluga. Der havde bolsjevikkerne vundet flertallet i sovjetten og løslod nogle politiske fanger. Med regeringskommissærens billigelse tilkaldte by-dumaen tropper fra Minsk og bombarderede sovjetkontorerne med artilleri. Bolsje­vikkerne indstillede kampen, men da de forlod byg­ningen, angreb kosakkerne dem med råbene: ”Sådan vil vi gøre med alle andre bolsjeviksovjetter, ogsa i Moskva og Petrograd!”. Denne tildragelse vakte en stormflod of vildt raseri over hele Rusland .. .

I Petrograd var en sovjetkongres for nordområdet ved at slutte, dens dirigent var bolsjevikken Krylenko. Med vældigt flertal besluttede den, at al magten skulle over­tages af en landskongres for sovjetterne, og den slutte­de med at sende en hilsen til de fængslede bolsjevikker, med opfordring til at holde humøret højt, for deres be­frielses time var ved at slå. På samme måde erk1ærede den første landskonference af bedriftsrådl sig udtrykke­ligt som tilhængere af sovjetterne og fortsatte meget sigende:
Efter at arbejderklassen har frigjort sig politisk fra tsardømmet, ønsker den at se et demokratisk styre triumfere på produktionsområdet. Dette får sit bedste udtryk i arbejderkontrol med industriproduktionen, noget der naturligt meldte sig i en atmosfærre af økono­misk opløsning, som de herskende klassers forbryderi­ske politik skabte … «
Jernbanepersonalets fagforbund forlangte, at Libe­rovskij, trafikministeren, skulle gå af…

På TsIKs vegne fastholdt Skobelev, at hans nakaz (instruks) skulle forelægges for den allierede konferen­ce, og protesterede imod, at udenrigsminister Terestjen­ko blev sendt til Paris. Denne tilbød at træde tilbage…

General Verhovskij formåede ikke at fuldføre sin re­organisering af hæren og kom kun med lange afbrydel­ser til ministermøderne .. .
Den 3. november kom Burtsevs blad Fælles Sag med store overskrifter:

»Borgere! Red fædrelandet!
Jeg har netop erfaret, at på forsvarskommissionens møde i går foreslog krigsminister general Verhovskij – Verhovskij er en af de hovedansvarlige for Kornilovs fald – at der skulle sluttes en separatfred, uafhængigt af de allierede. Dette er forræderi mod Rusland!
Terestjenko erklærede, at den provisoriske regering ikke engang havde villet drøfte Verhovskijs forslag. ,,Man skulle tro,, sagde Trestjenko, at man var i et galehus!»

Medlemmerne var forbavset over generalens ord.
General Aleksejev græd.
“Nej! Det er ikke galskab! Det er værre. Det er direkte for­ræderi mod Rusland! Kerenskij, Terestjenko og Nekrasov må øjeblikkelig give os besked angående Verhovskijs ord. Borgere, rejs jer! Rusland er ved at blive solgt! ”Red vort land”

Hvad Verhovskij virkelig havde sagt, var, at de allie­rede måtte presses til at tilbyde fred, fordi den russiske hær ikke kunne kæmpe længere…

Både i Rusland og i udlandet var sensationen uhyre. Verhovskij fik »sygeorlov« på ubestemt tid og forlod regeringen. Fælles Sag blev forbudt…
Søndag den 4. november var fastsat som Petrograd­sovjettens dag, med store folkemøder planlagt over hele byen, officielt for at skaffe penge til organisationen og til pressen, i virkeligheden for at arrangere en demon­stration af styrke. Pludselig blev det meddelt, at ko­sakkerne samme dag ville afholde en Krestnyj Hod, en procession med kors, til ære for Ikonen af 1612, hvis mirakuløse indvirkning havde fordrevet Napoleon fra Moskva. Atmosfæren var ladet med spænding, en gnist kunne fa borgerkrigen til at flamme. Petrogradsovjetten udsendte et manifest med titlen, Brødre, Kosakker!

”I kosakker bliver hidset op imod os arbejdere og soldater. Denne Kainsplan bliver iværksat af vore fælles fjender, un­dertrykkerne, de privilegerede Masser generaler, bank­mænd, godsejere, tidligere tsarembedsmænd og tsar-lakajer … De, der hader os, er spekulanter, rigmænd, fyrster, adelige, generaler, inklusive jeres kosakgeneraler. De er rede tit når som helst at knuse Petrogradsovjetten og revolutionen…
Den 4. november agter visse folk at organisere en i kosakprocession. Det er et spørgsmål den enkelte frit, med sin samvittighed, om han vil deltage i processionen. Vi vil ikke blande os i sagen eller lægge hindringer i vejen for nogen… Vi advarer jer imidlertid, kosakker! Pas på og sørg for, at jeres kalediner ikke under dække af en Krestnyj Hod hidser jer op imod arbejderne, imod soldaterne..

Processionen blev i en fart afblæst.. .
I kasernerne og arbejderkvartererne var bolsjevikker­ne ved at slå parolen Al Magt til Sovjetterne! fast, mens de dunkle kræfters agenter forsøgte at få folk til at rejse sig og slagte jøder, handlende, socialistiske ledere .. .

På den ene side den monarkistiske presse med sin op­hidselse til blodig undertrykkelse, – på den anden side Lenins kraftige stemme: Opstand … Vi kan ikke vente!
Selv den borgerlige presse var urolig2. Børstidende kaldte den bolsjevikiske propaganda for et anslag mod Samfundets mest elementære principper – den per­sonlige sikkerhed og respekten for privat ejendom.«
Men det var de »moderate« socialistiske blade, der var mest fjendtlige’. »Bolsjevikkerne er revolutionens farligste fjender,” erklærede Folkets Sag. Det mensjevikiske blad Dagen skrev: »Regeringen bør forsvare sig og os« . Plekhanovs blad Enhed4 gjorde regeringen op­mærksom på, at Petrograd-arbejderne var ved at blive bevæbnede, og forlangte strenge forholdsregler mod
bolsjevikkerne.

Regeringen syntes dag for dag at blive mere hjælpe­nde. Morgenbladenes spalter var fyldt med notitser om de frækkeste røverier og mord, og forbryderne blev aldrig taget.
På den anden side patruljerede væbnede arbejdere på gaderne om natten, nedkæmpede maro-dører og re­kvirerede våben, hvor de fandt dem.
Den 1. november udstedte oberst Polkovnikov, Petrograds militærkommandant, en proklamation:

”På tråds af de vanskelige dage, landet oplever, spredes der stadig uansvarlige appeller om væbnede demonstrationer og massakrer i Petrograd, og fra dag til dag øges røverierne og uordenen.
Denne tilstand desorganiserer borgernes tilværelse og hindrer regeringens og de kommunale institutioners systemati­ske arbejde. I fuld bevidsthed om min pligt over for mit land befaler jeg:

I. Ethvert militærenhed skal, i overensstemmelse med sær­lige instrukser og inden for garnisonens område, yde kommunen, kommissærerne og militsen al mulig hjælp til bevogtning af regeringsinstitutionerne.
Dér organiseres patruljer i samarbejde lied distriktskom­mandanten og bymilitsen, og tages skridt til at arresters for­brydere og desertører.
Dér foretages anholdelse af alle personer, der betræder kaserner og ophidser til væbnede demonstrationer og mas­sakrer, og de anholdte indbringes til Anden Bykommandants kontor.
Enhver væbnet demonstration eller udskejelse undertryk­kes fra begyndelsen, med alle forhåndenværende væbnede styrker.
Der ydes bistand til kommissærer, som vil forhindre ulov­lige husundersøgelser og ulovlige arrestationer.
Der aflægges ufortøvet rapport om alle begivenheder i Petrograds militsdistrikt.

Jeg opfordrer alle hærkomiteer og organisationer til at bi­stå kommandanterne med opfyldelsen af de pligter, der på­hviler dem.
I Republikkens Råd udtalte Kerenskij, at regeringen var ganske klar over bolsjevikkernes forberedelser og havde styrker nok til at holde enhver demonstration i ave5. Han beskyldte Det nye Rus og Arbejderens Vej for begge at gøre samme undergravende arbejde. »Men den absolutte pressefrihed” bevirker, tilføjede han, »at regeringen er ude af stand til at bekæmpe trykte løgne… Efter en bemærkning om, at de to blade var to sider af den samme propaganda, som havde kontra­revolutionært formål og fremmede de dunkle kræfters ldnligste ønsker, fortsatte han:
‘,Jeg er en dømt mand, det spiller ingen rolle, hvad der sker med mig, og jeg har den dristighed at sige, at den anden tvetydige rolle spilles af usandsynlige pro­vokationer, bolsjevikkerne skaber i byen!
Den 2. november var der kun kommet 15 delegerede til sovjetkongressen. Næste dag var der henved hundre­de, og morgenen efter 175, af hvilke 103 var bolsjevikker … 400 simile der ware for at udgøre en beslutningsdygtig forsamling, og der var kun tre dage til kongres­sen…

Jeg tilbragte megen tid i Smolnyj. Det var ikke læn­gere let at komme ind. Dobbelte rækker af vagter stod ved de ydre porte, og så snart man var inden for ho­veddøren fandt man en lang række mennesker der i hold pa fire ventede pa at blive sluppet ind og udspurgt om deres identitet og ærinde. Der blev udstedt passer­sedler, og systemet blev ændret med få timers mellem­rum, da spioner stadigvæk sneg sig igennem .. .
En dag jeg kom frem til den ydre port, så jeg Trotskij og hans kone lige foran mig. De blev standset af en sol­dat. Trotskij rodede i sine lommer, men fandt ingen pas­serseddel.

»Nå ja,« sagde han endelig, »du kender mig. Mit navn er Trotskij.«
»Du har ikke nogen passerseddel,« svarede soldaten stædigt. »Du kan ikke komme ind. Navne betyder ikke noget her.«
»Men jeg er formand for Petrogradsovjetten.«
»Er du det,« sagcle soldaten, » hvis du er så stor en mand, må du vel have bare eet Lille papir på dig.«
Trotskij var meget tålmodig. “Lad mig komme til at tale med kommandanten,” sagde han. Soldaten tøvede lidt og mumlede noget om, at han nødig ville forstyrre kommandanten, hver gang en eller anden djævel kom anstigende. Han vinkede endelig til den soldat, der kom­manderede vagten. Trotskij forklarede sagen for ham. »Mit navn er Trotskij,« gentog han.
»Trotskij?« Den anden soldat kløede sig i hovedet. Jeg har hørt det navn et sted,« sagde han langsomt. »Jeg tror, det er i orden. Du kan godt gå ind, kammerat.«

I korridoren mødte jeg Karahan, medlem af bolsjevik­kernes centralkomite, som forklarede mig, hvordan den nye regering skulle se ud.
En løs organisation, påvirkelig af folkeviljen som den udtrykkes gennem sovjetterne, med fuldt spillerum
for de lokale kræfter. For tiden saboterer den proviso­riske regering alt hvad det lokale demokrati ønsker, ak­kurat som tsarens regering gjorde. Det nye samfunds initiativer skal komme nedefra… Regeringens form vil blive modelleret over socialdemokratiets statutter. Den nye TsIK skal være ansvarlig over for hyppige møder af sovjetternes landskongres og udgøre parlamentet, de forskellige ministerier vil blive ledet af kollegia – ko­miteer – i stedet for ministre og vil blive direkte an­svarlige over for ministrene …«

Den 30. oktober havde jeg efter aftale en samtale med Trotskij; den foregik i et Lille nøgent rum i Smolnyjs tag-etage. I midten af rummet sad han på en hård træ­stol ved et bart bord. Jeg behøvede ikke at stille mange spørgsmål, han talte hurtigt og jævnt i over en time. Indholdet af hans bemærkninger gengives her med hans egne ord.

“Den provisoriske regering er absolut magtesløs. Bourgeoisiet har kontrollen med regeringen, men denne kontrol er maskeret ved en foregiven koalition med oborontsy’ernes, mensjevikkernes, de socialrevolutionæ­res og andre krigsfortsætteres partier. Nu, under revolutionen, ser man bønderne revoltere, fordi de er trætte af at vente på den jord, man har lovet dem, og over hele landet er samme mishag øjensynligt blandt alle arbej­dende klasser. Bourgeoisiet kan kun fortsætte sit over­herredømme ved hjælp af borgerkrig. Kornilovs metode er den eneste måde, hvorpå bourgeoisiet kan holde sig ovenpå. Men det er kraft, bourgeoisiet mangler … Hæ­ren er med os. Forsonerne og pacifisterne, de socialrevo­lutionære og mensjevikkerne har mistet al autoritet fordi kampen mellem bønderne og godsejerne, mellem arbejderne og arbejdsgiverne, mellem soldaterne og de­res officerer er blevet mere bitter, mere uforsonlig end nogen sinde. Kun ved koordineret aktion fra folkemas­serne, kun ved det proletariske diktaturs sejr kan revo­lutionen fuldføres og folket reddes …«

Sovjetterne er de mest fuldkomne repræesentanter for folket, fuldkomne i deres revolutionære erfa­ring, i deres ideer og formål. Eftersom de er baseret di­rekte på hæren i skyttegravene, arbejderne i fabrikker­ne og bønderne på markerne er de revolutionens rygrad. Der har været gjort fors¢g pa at skabe en magt uden sovjetterne – og den rene magtesløshed blev re­sultatet. Kontrarevolutionære planer af mange slags udklækkes nu i korridorerne i Republikkens Råd. Ka­detpartiet repræsenterer den kamplystne kontrarevolu­tion. På den anden side repræsenterer sovjetterne folkets sag. Mellem de to lejre er der ingen virkelig be­tydende gruppe… Det drejer sig om slutkampen. Den borgerlige kontrarevolution organiserer alle sine styr­ker og afventer et øjeblik, hvor den kan angribe os. Vort svar vil blive afgørende. Vi vil fuldf¢re det arbejde, der i marts kun blev påbegyndt, og som under Kornilovs kupforsøg blev ført et stykke længere …«

Han talte om den nye regerings udenrigspolitik:

“Vor første handling vil være at opfordre til øjeblik­kelig våbenstilstand på alle fronter og en konference af nationerne til at diskutere demokratiske fredsbetingel­ser. Det kvantum demokrati, vi får ind i fredsbetingel­serne, afhænger af det kvantum revolutionært ekko, der bliver i Europa. Hvis vi her skaber en sovjetrege­ring, vil det være en kraftig stimulans til øjeblikkelig fred i Europa, for denne regering vil hen over regerin­gerne henvende sig direkte og øjeblikkelig til folkene og foreslå en våbenstilstand. Når der sluttes fred, vil den russiske revolution presse i retning af “ingen an­neksioner, ingen erstatningsbetalinger, folkenes selvbestemmelsesret” og en Forbundsrepublik Europa. Slutningen af denne krig ser jeg som en genfødelse af Europa, ikke ved diplomaternes, men ved proletaria­tets hjælp. Forbundsrepublik Europa, Europas Forene­de Stater, det er, hvad der må komme. National autono­mi er ikke længere nok. Den økonomiske udvikling kræver afskaffelse af nationale grænser. Hvis Europa stadig skal være opdelt i nationale grupper, vil imperia­lismen på ny kunne begynde sit værk. Kun Forbunds­republikken Europa kan give verden fred.«

Han smilede, det fine, ironiske smil, der var karakteristisk for ham. »Men uden de europæiske massers aktion kan dis­se formål ikke realiseres nu …«

Mens nu alle gik og ventede på, at bolsjevikkerne en skønne morgen skulle komme ud på gaderne og begyn­de at skyde folk med hvid flip, forløb den virkelige opstand ganske naturligt og åbent.
Den provisoriske regering planlagde at sende Petrograds garnison til fronten.

Garnisonen talte ca. 60.000 mand, som havde taget fremtrædende del i revolutionen. Det var dem, der hav­de været udslaggivende i de store martsdage, skabt soldaterrepræsentanternes sovjetter og drevet Kornilov tilbage fra Petrograds porte.

Nu var en stor del af dem blevet bolsjevikker. Da den provisoriske regering talte om at evakuere byen, var det Petrograds garnison, der svarede: »Hvis I ikke formår – at forsvare hovedstaden, så slut fred, og hvis I ikke formår at slutte fred, så gå og gør plads for en folkeregering, der kan gøre begge dele …«

Det var øjensynligt, at ethvert forsøg på opstand af­hang af Petrograd-garnisonens holdning. Regeringens plan var at erstatte de garnisonerede regimenter med »pålidelige« tropper – kosakker og dødsbataljoner. Hærkomiteerne, de »moderate« socialister og TsIK støt­tede regeringen. En vidtspredt agitation blev drevet ved fronten og i Petrograd, med betoning af det faktum, at i otte måneder havde Petrograds garnison fort et beha­geligt liv i hovedstadens kaserner, mens deres udmatte­de kammerater i skyttegravene sultede og døde.

Naturligvis var der nogen sandhed i den beskyldning, at garnisonens regimenter ikke var ivrige efter at bytte deres relative komfort med et vinterfelttogs strabadser. Men der var andre grunde til, at de ikke veg bort.

Petrogradsovjetten var bange for, hvad regeringen hav­de i sinde, og fra fronten kom hundreder af delegerede, valgt af de menige, med den besked: Vi behøver gan­ske vist forstærkninger, men det vigtigste er, at vi må være sikre på, at Petrograd og revolutionen er godt be­skyttede … Hold I baglandet, kammerater, så skal vi holde fronten!

Den 25. oktober diskuterede Petrogradsovjettens le­delse dannelsen af en speciel militærkomite til at af­gøre hele spørgsmålet. Næste dag valgte et møde i so­vjettens soldatersektion en komite, som øjeblikkeligt er­klærede boykot af borgerlige blade og fordømte TsIK for dens opposition mod en sovjetkongres. Den 29. foreslog Trotskij i et åbent møde i Petrograds sovjet, at den skulle give den militære revolutionskomite sin godken­delse. »Vi bør skabe vor særlige organisation til at mar­chere i kamp og om fornødent i døden …« sagde han. Det besluttedes at sende to delegationer til fronten, en fra sovjetten og en fra garnisonen, for at konferere med soldaterkomiteerne og generalstaben.

I Pskov blev sovjettens delegerede mødt at general Tjeremisov, der kommanderede nordfronten, og han er­klærede kort og godt, at han havde beordret Petrograds garnison ud i skyttegravene og dermed basta. Garnisonskomiteen fik ikke lov at forlade Petrograd.

En delegation fra soldatersektionen ved Petrograds sovjet bad om, at en repræsentant måtte få sædde i Pe­trograddistriktets militære stab. Afslået. Petrograd­sovjetten forlangte, at ingen ordre måtte udstedes uden soldatersektionens billigelse. Afslået. De delegerede fik en barsk meddelelse: » Vi anerkender kun TsIK. Vi anerkender ikke jer, og hvis I bryder nogen lov, bliver I arresteret.«

Den 30. vedtog en forsamling, hvor alle Petrograds regimenter var repræsenteret, en resolution: »Petrograds garnison anerkender ikke længere den provisori­ske regering. Petrograds sovjet er vor regering. Vi ad­lyder kun dennes ordrer, udstedt gennem den militære
revolutionskomite.“ De lokale militærenheder fik be­faling til at afvente instrukser fra soldatersektionen ved Petrogradsovjetten.
Næste dag indkaldte TsIK sit eget møde, der hoved­sagelig bestod af officerer, oprettede en komite til sam­arbejde med staben og udpegede kommissærer i alle bydele.

Et stort soldatermøde den 3. i Smolnyj besluttede der­imod:
»Petrogradgarnisonen hilser oprettelsen af den millitære
revolutionskomite og tilsiger den al støtte i alle dens handlinger, endvidere at slutte fronton og baglan­det endnu nærmere sammen for at tjene revolutionen. Garnisonen erklærer endelig, at den sammen med det revolutionære proletariat vil garantere opretholdelsen af den revolutionære orden i Petrograd. Ethvert forsøg på provokation fra Kornilovs tilhængere eller bourgeoi­siet vil blive mødt med nådeløs indsats.«

Den militære revolutionskomite var sig nu sin magt bevidst og opfordrede bydende staben i Petrograd til lydighed. Alle trykkerier fik ordre til ikke at trykke nogen appel eller proklamation uden komiteens autori­sation. Væbnede kommissærer inspicerede Kronverk­arsenalet og beslaglagde store mængder våben og ammu­nition, samtidig med at standse en forsendelse af titusind bajonetter til Kaledins hovedkvarter i Novotjerkask …

Regeringen var pludselig blevet klar over farens stør­relse og tilbød komiteens medlemmer immunitet, hvis de ville opløse komiteen. Det var for sent. Ved midnat den 5. november sendte Kerenskij selv Malevskij til Petrogradsovjetten for at tilbyde den en repræsenta­tion i staben. Den militære revolutionskomite accepte­rede. En time senere annulleredes ordren af general Manikovskij, fungerende krigsminister .. .
Tirsdag morgen den 6. november blev der stor op­standelse i byen over en ny plakat med underskriften »Den militære revolutionskomite ved Petrograds so­vjet af arbejder- og soldaterrepræsentanter«:

“Til Petrograds befolkning. Borgere!
Kontrarevolutionen har rejst sit forbryderhoved. Korni­lov’erne er ved at mobilisere deres styrker for at knuse so­vjetternes landskongres og forpurre den konstituerende for­samling. Det er desuden muligt, at pogrom-anstiftere vil forsøge på at forlede Petrograds befolkning til uroligheder og blodsudgydelse. Petrograds sovjet af arbejder- og soldater repræsentanter påtager sig at beskytte den revolutionære orden, i byen mod kontrarevolutionære anslag og pogromer.
Petrogradgarnisonen vil ikke tillade voldshandlinger eller udskejelser. Befolkningen opfordres til at arrestere bøller og reaktionære agitatorer og bringe dem til sovjetkommissærer­ne i de nærmeste kaserner. Ved de dunkle kræfters første forsøg på at anstifte uroligheder i Petrograds gader, hvad enten det er røveri eller slagsmål, må forbryderne fejes bort fra jordens overflade!
Borgere! Vi opfordrer jer til at bevare ro og selvbeherskel­se. Ordenens og revolutionens sag er i stærke hænder.
Fortegnelse over regimenter, hvor den militære revolutions­komite har kommissærer .. .”

Den 3. holdt bolsjevikkernes ledere et nyt historisk mode bag lukkede døre. Jeg havde fået besked gennem Zalkind og ventede i korridoren uden for døren; da Volo­darskij kom ud, fortalte han mig, hvad der foregik.
Lenin talte: »Den 6. november vil det være for tidligt. Vi må have en landsomfattende basis for opstanden, og den 6. er endnu ikke alle delegerede til kongressen kom­met . . . På den anden side vil den 8. november være for sent. Til den tid vil kongressen være konstitueret, og det er vanskeligt for en stor, organiseret forsamling at fore­tage en hurtig, afgørende aktion. Vi må handle den 7., den dag kongressen træder sammen, således at vi kan sige til den: ‘Her er magten! Hvad har I i sinde at gøre med den?’«

I et værelse ovenover sad en smalansigtet, langhåret mand, en fhv. officer i tsarens hær, derpå revolutionær og landflygtig, en vis Avsejenko, kaldet Antonov, mate­matiker og skakspiller; han var ved at opstille omhygge lige planer for hovedstadens erobring.
Regeringen traf også sine forberedelser. I al stilfærdighed blev nogle af de mest loyale regimenter fra vidt forskellige divisioner beordret til Petrograd. Officerselever­nes artilleri blev trukket til Vinterpaladset.

Patruljer af kosakker gjorde deres entre i gaderne, for første gang si­den julidagene. Polkovnikov udstedte ordre efter ordre og truede med at undertrykke al opsætsighed med den »yderste energi«. Kisjkin, undervisningsministeren, det rest hadede medlem af regeringen, blev udnævnt til særlig kommissær for at holde orden i Petrograd, han udnævnte som medhjælpere to lige så upopulære mænd, Rutenberg og Paltjinskij. Petrograd, Kronstadt og Finland blev erklæret i belejringstilstand — hvortil det bor­gerlige blad Nye Tider ironisk bemærkede:

Hvorfor belejringstilstand? Regeringen er ikke læn­gere en magt. Den har ingen moralsk autoritet og be­sidder ikke det nødvendige apparat til at anvende magt … I gunstigste fald kan den kun forhandle med en part­ner, der samtykker i en samtale. Dens autoritet rykker ikke længere…
Mandag morgen den 5. kiggede jeg ind i Mariinskij­pakeet for at se, hvad der foregik i den Russiske Repu­bliks Red. En bitter debat om Terestjenkos udenrigs­politik var i gang. Der lød et ekko af Burtsev-Verhov­skij-affæren. Alle diplomater var til stede med und­tagelse af den italienske ambassadør, som man sagde var umulig efter Carso-katastrofen .. .

Da jeg kom ind, var den venstre-socialrevolutionære Karelin i færd med at oplæse en leder fra London Times, som sagde: »Medicinen mod bolsjevisme er kugler!« Vendt mod de liberal-konservative kadetter råbte han: Det er også det, I mener!
Røster fra højre: Ja! Ja!
»Ja, jeg ved, at I tænker sådan,« svarede Karelin irri­teret. ”Men I har ikke mod til at forsøge det!”

Skobelev, der så ud som en balløve med sit bide blonde skæg og lyse bølgede hår, begyndte noget mat at forsvare sovjettens nakaz (instruks). Terestjenko tog ordet bagefter, fra venstre lød der tilråb: »Afgang, af­gang!« Han fastholdt, at regeringens og TsIKs delegerede til Paris skulle have et fælles synspunkt – hans eget. Nogle fa ord om genoprettelse af disciplinen i hæ­ren, om krig lige til sejren … Tumult, og på trods af det desperate venstres stridige opposition gik Republikkens Rad over til – næste sag på dagsordenen .. .

Stolerækkerne med bolsjevikkernes plads stod tomme, som de havde gjort, siden bolsjevikkerne udvandrede og tog alt liv med sig. Da jeg gik ned ad trappen, forekom det mig, at uanset det bitre skænderi kunne ingen virke­lig røst fra den barske verden udenfor trænge gennem denne høje, kolde sal, og at den provisoriske regering var strandet – på den samme klippe, krig og fred, der havde forårsaget ministeriet Miljukovs stranding . .
Garderobemanden mumlede, mens han hjalp mig overfrakken på: »Jeg ved ikke, hvad der skal oplive af stak­kels Rusland.. Alle disse mensjevikker og bolsjevikker og trudovikker … Dette Ukraine og dette Finland og de tyske imperialister og de engelske imperialister. Jeg er 45 ar gammel, og i hele mit liv har jeg aldrig hørt så mange ord som på dette sted.. . «

I korridoren mødte jeg professor Sjatskij, et individ med rotteansigt, klædt i en smart diplomatfrakke, meget indflydelsesrig i kadetpartiet. Jeg spurgte ham, hvad han mente om den meget omtallte bolsjevikiske aktion. Han trak på skuldrene og snærrede:

»De er noget rak, de tør ikke, og tør de, bliver de om­gående sendt ad helvede til. Fra vort synspunkt vil det ikke være dårligt, for i så fald vil de ødelægge sig selv og ingen magt få i den konstituerende forsamling , . . Men kære herre, lad mig skitsere min plan for en rege­ringsform, der skal forelægges den konstituerende for­samling. Ser De, jeg er formand for en kommission, som denne herværende forsamling i forståelse med den pro­visoriske regering har dannet til udarbejdelse af et for­fatningsforslag … Vi skal have en lovgivende forsam­ling med to kamre, sådan som I har i USA. I det nedre kammer vil der være territoriale repræsentanter, i det øvre derimod repræsentanter for de frie erhverv, selverhvervene, kooperative selskaber – og fagforeningerne.«

Udenfor kom der en råkold blæst fra vest, og det is­nende mudder på gaden trængte gennem mine sko. To kompagnier officerselever svingede taktfast op ad Mor­skaja, marcherende stift i deres lange frakker og syn­gende en gammeldags sang fra tsarens tid . . . Ved den første tværgade bemærkede jeg, at bymilitsen var til hest og bevæbnet med revolvere i splinternye hylstre; en lille gruppe mennesker stod og stirrede tavse pa dem. På hjørnet af Nevskij købte jeg en pjece af Lenin: »Vil Bolsjevikkerne Kunne Beholde Statsmagten?« og betalte den med et af de frimærker, der gjorde det ud for skille­mønt. De sædvanlige sporvogne kravlede forbi med sol­dater og borgere hængende alle vegne udenpå, enhver trafikborgmester ville blive grøn af misundelse ved at se det … Langs fortovene solgte en række desertører i uniform cigaretter og solsikkekærner .. .

Op ad Nevskijboulevarden sloges skarer af menne­sker i det sure tusmørke for at få de sidste aviser, og små klynger søgte at finde ud af de talrige proklamationer og appeller, der var klæbet op på flade ste­der; fra TsIK, bondesovjetterne, de ”moderate” sociali­stiske partier, hærkomiteerne med trusler, forban­delser, bønfaldelser til arbejderne og soldaterne om at blive hjemme og støtte regeringen…

En pansret bil kørte langsomt frem og tilbage med idelig brug af hornet. På hvert hjørne, på hver plads stod der tætte grupper af diskuterende soldater og stu­denter. Aftenen faldt hurtigt på, gadelygternes lys flak­kede op med store afstande, menneskemassernes bølger bevægedes frem og tilbage . . . Sådan er billedet af Pe­trograd altid før alvorlige begivenheder .. .

Byen var nerv¢s, den ligesom for op ved enhver skæ­rende lyd. Men der kom stadig ikke noget tegn fra bol­sjevikkerne, soldaterne blev i kasernerne, arbejderne i fabrikkerne … Vi gik til en film, nær Kazankatedra­len, en blodig italiensk film om lidenskab og intriger. Nogle af tilskuerne var soldater fra fronten, stirrende i barnlig forundring på skærmen, aldeles ude af stand til at fatte, hvorfor der behøvedes så megen voldsom ren­den rundt og så mange drab på mennesker .. .

Derfra skyndte jeg mig til Sinolnyj. I værelse 10 på øverste etage holdt den militære revolutionskomite uaf­brudt møde under forsæde af en hørhåret attenars yng­ling ved navn Lazimir. Han stoppede et øjeblik for at stikke mig på maven, yderst genert.

»Peter-Pauls-fæstningen er lige kommet over til os,« sagde han med et fornøjet smil. ‘For et øjeblik siden fik vi besked fra et regiment, som regeringen havde beor­dret til Petrograd. Mændene var mistænksomme, og derfor standsede de toget ved Gatjina og sendte en dele­gation til os. ‘Hvad er der 1øs?’ spurgte de. ‘Hvad har I at sige til os? Vi har lige vedtaget en resolution: Al magt til sovjetterne!’ Den militaire revolutionskomite gav dem besked med tilbage: ‘Brødre! Vi hilser jer i revolu­tionens navn. Bliv, hvor I er, indtil der kommer nye in­strukser!’«
Alle telefoner var afskåret, sagde han, men forbindel­sen med fabrikkerne og kasernerne blev opretholdt med militært telefonmateriel .. .
En stadig strøm af kurerer og kommissærer kom og gik. Udenfor ventede en halv snes frivillige, rede til at gå med bud til den fjerneste ende af byen. En af dem, en sigøjneragtigt udseende mand i 1øjtnantsuniform, sagde på fransk: Alt er rede til at gå i gang, blot der gives et signal.

Der kom Podvojskij forbi, den tynde skæggede civi­list, hvis hjerne udarbejdede rejsningens strategi; Anto­nov, ubarberet, med snavset flip og øjne, der var over­anstrengt af mangel på søvn; Krylenko, den brede soldat med det store ansigt, altid smilende, med voldsomme gestus og fremvaltende tale, og Dybenko, den skæggede sømand med det venlige ansigt. De var dagens mænd – og de kommende dages.
Nedenunder i bedriftsrådenes kontor sad Seratov og undertegnede ordrer til regeringsarsenalet: 150 rifler til
hver fabrik … Delegerede ventede på række, fyrre i tal.

I hallen traf jeg nogle af de mindre ledere blandt bol­sjevikkerne. En viste mig en revolver. »Spillet er ved at begynde,« sagde han, og hans ansigt var blegt. »Hvad enten vi begynder eller ej, ved den anden part, at de må udslette os eller blive udslettet …«

Petrogradsovjetten holdt møde dag og nat. Da jeg kom ind i den store sal, var Trotskij lige ved at slutte.
»Man spørger os, sagde han, »om vi agter at begynde en aktion. Det kan jeg give et klart svar på. Petrograd­sovjetten mener, at det øjeblik endelig er kommet, hvor magten må ligges i sovjetternes hænder. Denne over­flytning af regeringsmagten vil blive fuldført af sovjet­ternes landskongres. Om en væbnet opstand bliver nød­vendig, vil afhænge af … dem, der ønsker at forstyrre landskongressen . . . Vi mener, at den nuværende rege­ring, det provisoriske ministerium, er en ynkelig og hjælpeløs regering, som kun sidder og venter på histo­riens fejekost og en anden, en virkelig folkeregerings komme. Men vi prøver at undgå en konflikt, selv nu, i dag. Vi håber, at landskongressen vil overtage, den magt og myndighed, som hviler på folkets organiserede frihed. Hvis regeringen imidlertid agter at udnytte den korte periode, den formentlig har tilbage, 24, 48 eller 72 timer, tit at angribe os, så vil vi svare med modangreb, slag for slag, med stål på jern!< Da jeg forlod Smolnyj, kl. 3 om natten, lagde jeg mærke til, at to hurtigtskydende kanoner var blevet kart op på hver side af hoveddøren, og at stærke patruljer af soldater bevogtede portene og de nærmeste gadekryds. Bill Shatov, som var velkendt i den amerikanske arbejderbevægelse, kom farende op ad trappen. »Så!, råbte han. »Det er begyndt! Kerenskij sendte officerelever hen til vore blade, Soldat og Arbejderens Vej, for at standse dem. Men vore tropper kom bagefter og brød regeringens segl, og nu er det os, der sender styrker ud for at besætte de borgerlige blades kontorer!

Begejstret slog han mig på skulderen og 1øb frem ..
Om morgenen den 6. havde jeg et ærinde hos censor, hvis kontor var i udenrigsministeriet. Alle vegne på murene var der hysteriske appeller til folket om at be­vare »roen«. Polkovnikov udstedte ordre på ordre:
»Jeg beordrer alle militære enheder og grupper til at blive i deres kaserner, indtil der kommer ordre fra mi­litærdistriktets stab … Alle officerer, der handler uden ordre fra deres foresatte, vil blive stillet for en krigsret for mytteri. Jeg forbyder absolut, at soldater på nogen måde udfører ordrer fra andre organisationer …

Morgenbladene meddelte, at regeringen havde for­budt aviserne Det Nye Rus, Levende Ord, Arbejderens Vej og Soldat og beordret anholdelse af Petrograd­sovjettens ledere og den militære revolutionskomites medlemmer .. .
Da jeg krydsede Paladspladsen, kom adskillige batte­rier af officerselevernes artilleri raslende gennem den »Røde Bue« og kørte op foran paladset. Generalstabens store ride bygning var usædvanlig fuld af liv, adskillige pansrede automobiler stod foran døren, og vogne med officerer kom og kørte igen … Censor var meget op­hidset, ligesom en Lille dreng i cirkus. Kerenskij var netop taget til Republikkens Råd for at tilbyde at gå af, sagde han. Jeg skyndte mig ned til Mariinskij-paladset og nåede frem, da Kerenskij var ved at slutte sin liden­skabelige og næsten usammenhængende tale, der var fuld af selvforsvar og anklager mod hans fjender:

Jeg vil her citere det finest karakteristiske sted i en hel række artikler, som Arbejderens Vej har offentlig­gjort, skrevet af Uljanov-Lenin, en statsforbryder, som lever skjult, og som vi søger at finde … Denne statsfor­bryder har opfordret proletariatet og Petrograds garni­son til at gentage eksperimentet fra den 16.-18. juli og slår på, at en væbnet rejsning er nødvendig .. .

Desuden har andre bolsjevikiske ledere talt på en række møder og opfordret til ufortøvet opstand. Især skal man lægge mærke til, hvad den nuværende for­mand for Petrograd-sovjetten, Bronstein-Trotskij, fore­tager sig… Jeg bør gøre opmærksom på… at udtryk og stil i en række artikler i Arbejderens Vej og Soldat er aldeles som i Det Nye Rus … Vi oplever ikke slet og ret et bestemt partis man vier, men udnyttelsen af en vis befolkningsdels politiske uvidenhed og kriminelle instinkter, en slags organisation, hvis formål er for en­hver pris at skabe en samvittighedsløs bevægelse med ødelæggelse og plyndringer; for sådan som massernes sindsstemning er, vil enhver bevægelse i Petrograd blive efterfulgt af frygtelige massakrer, som vil tildægge det frie Ruslands navn med evig skændsel… Uljanov-Lenin har selv indrømmet, at det yderste venstre blandt social­demokraterne i Rusland er i en særdeles gunstig situa­tion.«
(Her læste Kerenskin følgende citat fra Lenins artikel:)

Tænk blot! … De tyske kammerater har kun en Lieb­knecht, uden blade, uden forsamlingsfrihed, uden en sovjet De star overfor alle samfundsklassers utrolige fjendtlighed – og alligevel fosøger de tyske kammerater at handle; og vi, med et dusin blade, forsamlingsfrihed, flertal i sovjetterne, vi, . de bedst placerede proletarer i hele verden, kan vi afslå at støtte de tyske revolutionære og opstandsorganisationerne
Kerenskij fortsatte så:

»Oprørets organisatorer indrømmer således indirekte, at der nu findes de mest fuldkomne betingelser for et politisk partis ubundne aktion, her i Rusland, der admi­nistreres af en provisorisk regering, hvis leder i dette partis øjne er en kuppolitiker og korrupt bourgeoisi­agent, ministerpræsident Kerenskij …«

Oprørets organisatorer kommer ikke til at hjælpe det tyske proletariat, de kommer til at hjælpe den tyske re­gering, og de åbner den russiske front for kejser Vil­helms og hans venners jernnæve … Det interesserer ikke den provisoriske regering, hvilke motiver disse folk har, om de handler bevidst eller ubevidst, men fra denne tribune vil jeg i hvert fald, i fuld bevidsthed om mit an­svar, stemple sådanne handlinger fra et russisk politisk parts side som forræderi mod Rusland! Jeg stiller mig på højres standpunkt og foreslår, at der øjeblikkelig foretages en undersøgelse og skrides til de nødvendige arrestationer.« (Voldsom protest fra venstre). »Hør mig! råbte Kerenskij med kraftig stemme. »I et øjeblik, hvor staten er i fare, på grund af bevidst eller ubevidst forræderi, foretrækker den provisoriske regering og deriblandt jeg at blive dræbt hellere end at forråde Rus­lands ære og uafhængighed …«

I dette øjeblik blev der rakt et stykke papir hen til Kerenskij :
»Jeg har netop modtaget den proklamation, som nu uddeles til regimenterne. Her er dens ordlyd:
Petrograds toy jet af arbejder- og soldaterreprcesen­tanter er i fare. Vi giver regimenterne ordre til straks at mobilisere på krigsfod og at afvente nærmere ordre. Enhver forhaling eller ulydighed mod denne ordre vil blive behandlet som forræderi mod revolutionen. Den militære revolutionskomite. For formanden, Podvojskij. Sekretcer, Antonov.
Faktisk er dette et forsøg på at rejse pøbelen mod den eksisterende orden, at bryde forfatningen og at alene fronten for kejser Wilhelms
regimenter .. .

Jeg siger med forsømt pøbel, fordi det ansvarsbevidste demokrati og dets TsIK, alle hærorganisationer, alt det, som det frie Rusland hædrer, den sunde fornuft, det store russiske demokratis ære og samvittighed, protesterer imod disse ting . Jeg kommer ikke her med en bøn, men for at udtale min faste overbevisning, at den provisoriske regering, som i dette øjeblik forsvarer vor nyvundne frihed, at den nye russiske stat med en strålende fremtid foran sig vil finde enstemmig støtte undtagen blandt den, der aldrig har vovet at acceptere sandheden .. .

Den provisoriske regering har aldrig øvet vold mod den frihed, alle statens borgere har til at benytte deres
politiske rettigheder … Men nu erklærer den provisori­ske regering: I dette øjeblik må man resolut likvidere de elementer i den russiske nation, de grupper og partier, som har vovet at løfte hånd mod det russiske folks frie vilje og samtidig true med at åbne fronten for Tysk­land! ..
Gid Petrograds befolkning vil forstå, at den vil finde en håndfast magt i os, så vil måske den sunde fornuft, samvittighed og ære i sidste øjeblik triumfere i deres hjerte som endnu ejer disse egenskaber …«

Under hele denne tale havde salen genlydt af øre­døvende bifald. Da ministerpræsidenten trådte ned, hvid i ansigtet og med sveddråber på panden, og skred ud med sin suite af officerer, begyndte taler efter taler fra venstre og centrum at angribe højre, i en rasende tu­mult. Selv de socialrevolutionære udtalte gennem Gots:

“Bolsjevikkernes politik er demagogisk og forbryde­risk, sådan som den udnytter folkeharmen. Men der er en hel række folkekrav, som ikke til dato har Mødt nogen imødekommende behandling .
Spørgsmålet om jord, fred og demokratisering af hæren bør behandles således, at ingen soldat, bonde eller arbejder nærer ringeste tvivl om, at vor regering forsøger, fast og usvigeligt, at 1¢se dem .. .
Vi socialrevolutionære ønsker ikke at provokere en ministerkrise, og vi er rede til at forsvare den provisori­ske regering med hele vor energi, til vor sidste blods­dråbe – hvis blot den provisoriske regering vil tage alle disse brændende spørgsmål op og udtale de klare og præcise ord om dem, som folket utålmodigt venter på. ..”

Så kom Martov, rasende:
»Ministerpræsidenten tillod sig at tale om » pøbel«, an­vendt på betydelige dele af proletariatet og hæren, som er i bevægelse, selv om den ledes i en forkert retning – sådanne ord er kun ophidselse til borgerkrig.«
Det dagsordensforslag, som blev fremsat fra venstre, blev vedtaget. Det var praktisk talt en mistillidserklæring:

”1. Den væbnede demonstration, som i de seneste dage forberedes, tilsigter et statskup, truer med at fremkalde borgerkrig, skaber gunstige betingelser for pogromer og kontrarevolution, endvidere mobiliseringen af de kon­trarevolutionære kræfter, f. eks. de Sorte Hundreder, som uvægerligt vil gøre det umuligt at indkalde den konstituerende forsamling – alt dette vil frembringe en militær katastrofe og revolutionens død, lamme lan­dets økonomiske liv og ødelægge Rusland;
årsagen til, at der findes gunstige betingelser for denne agitation, skal søges i forhalingen af påtrængende foranstaltninger og i de objektive betingelser, der skyl­des krigen og det almindelige kaos. Det er nødvendigt først af alt at udstede et dekret, hvorved jorden over­drages til bøndernes jordkomiteer, og at slå ind på en energisk handlingspolitik over for vore udenlandske al­lierede ved at foreslå dem, at de offentliggør deres fredsbetingelser og begynder fredsforhandlinger;
for at kunne magte de monarkistiske manifestatio­ner og pogrombevægelserne er det nødvendigt at træffe øjeblikkelige foranstaltninger til at undertrykke disse bevægelser og til dette formal at oprette en komite for den offentlige sikkerhed, sammensat af repræsentanter for kommunalbestyrelsen og det revolutionære demo­kratis organer, en komite, der skal handle i overens­stemmelse med regeringen …”

Det er interessant, at mensjevikkerne og de social­revolutionære alle samlede sig om dette dagsordensfor­slag . . . Da Kerenskij så det, kaldte han imidlertid Avk­sentjev til Vinterpaladset for at få en forklaring. Hvis udtalelsen var udtryk for mangel på tillid til den provi­soriske regering, ville han bede Avksentjev danne et nyt ministerium. Dan, Gots og Avksentjev, altsaå kom­promispolitikkens forgrundsfigurer, præsterede så deres sidste kompromis . . . De forklarede Kerenskij, at de ikke havde villet kritisere regeringen!

På hjørnet af Morskaja og Nevskij standsede patruljer
af soldater med påsatte bajonetter alle private biler, trak passagererne ud og sendte vognene til Vinterpalad­set. En stor skare havde samlet sig for at se på. Ingen vidste, om soldaterne hørte til regeringen eller til den militære revolutionskomite. Oppe foran Kazan-katedra­len skete det samme, vognene blev sendt tilbage ad Nevskij. Fem-seks søfolk med rifler dukkede op, opstemt leende, og begyndte at snakke med soldaterne. På søfolkenes huer stod Aurora og Zarja Svobody, nav­nene på de vigtigste bolsjevikiske krydsere i den bal­tiske flåde. En af dem sagde: Nu kommer Kronstadt!

Det var omtrent, som hvis nogen i 1792 på Paris’ ga­der havde sagt: Nu kommer de fra Marseille! For i Kronstadt var der 25.000 søfolk, overbeviste bolsjevik­ker, dødsforagtende karle .. .
Arbejder og Soldat var lige udkommet, og forsiden var en stor proklamation:

SOLDATER! ARBEJDERE! BORGERE!
Folkets fjender gik sidste nat i offensiv. Kornilovs folk i staben forsøger at drage officerselever og frivilligbataljoner ind fra omegnen. Officerseleverne i Oranienburg og frivillige fra Tsarskoje Selo afslog at være med. Et højforræderisk anslag mod Petrograd-sovjetten påtænkes … De kontrarevolu­tionæres felttog bliver rettet mod sovjetternes landskongres aftenen før den skal åbnes, mod den konstituerende forsam­ling, mod folket. Petrograd-sovjetten star på vagt for revo­lutionen. Den militære revolutionskomite vil lede afværgelsen af de sammensvornes attentat. Hele garnisonen og proleta­riatet i Petrograd er parat til at knuse folkets fjender.

Den militære revolutionskomite forordner:
Alle regiments-, divisions- og slagskibskomiteer samt sovjetkommissærerne og alle revolutionære organisationer skal holde møde uafbrudt og samle alle oplysninger om de sam­mensvornes planer.
Ingen soldat må forlade sin division uden komiteens til­ladelse.
Der sendes to delegerede til Smolnyj fra hver militær enhed og fem fra hver bydels-sovjet.
Alle medlemmer af Petrograd-sovjetten og alle delegerede til sovjetternes landskongres opfordres til straks at komme til Smolnyj til ekstraordinært møde.

1. Kontrarevolutionen har rejst sit forbryderhoved.
En stor fare truer soldaternes og arbejdernes erobringer og forhåbninger.
Men revolutionens kræfter er langt større end dens fjenders! Folkets sag er i stærke hænder, De sammensvorne vil blive knust.
Ingen tøven eller tvivl! Fasthed, udholdenhed, disciplin, handlekraft!
Længe leve revolutionen!
Den militære revolutionskomite.
Petrograd-sovjetten holdt uafladeligt møde i Smolnyj, et centrum for stormen, de delegerede faldt trætte i søvn på gulvet og rejste sig på ny for at tage del i debatten. Trotskij, Kamenev, Volodarskij talte seks, otte, tolv timer i døgnet…

Jeg gik ned til værelse 18 på første etage, hvor bol­sjevikkernes delegerede holdt gruppemøde, og en gen­nemtrængende stemme 1ød hen over mængden, der skjulte taleren: »Kompromismagerne påstår, at vi er isolerede. Tag ikke dette alvorligt. Så snart det går 1øs, vil de blive trukket med sammen med os, eller de vil miste deres tilhængere . . .
Her holdt han et stykke papir i vejret. ”Vi trækker dem med os! Der er netop kommet besked fra mensje­vikkerne og de socialrevolutionære. De siger, at de for­dømmer vor aktion, men at de, hvis regeringen angriber os, ikke vil gå imod folkets sag!” Jublende bifald .. .

Da aftenen faldt på, fyldtes hallen af soldater og ar­bejdere, en vældig ensformig masse indhyllet i blå røg­skyer og optaget af summende diskussioner. Den gamle TsIK havde endelig bestemt sig til at byde de delegerede velkommen, selv om den nye kongres ville betyde TsIKs endeligt – og maske enden på den revolutionære til­stand, den havde opbygget. På dette møde kunne imid­lertid kun medlemmer af TsIK stemme …

Det var over midnat, da Gots indtog dirigentpladsen, og Dan rejste sig for at tale, i en spændt stilhed, der forekom mig næsten truende.
»De timer, vi gennemlever, synes tragiske, sagde han. »Fjenden star foran Petrograds porte, demokra­tiets kræfter forsøger at organisere modstand mod ham, og vi venter blodsudgydelser i hovedstadens gader, og hungersnød truer med at ødelægge ikke alene vor ho­mogene regering, men selve revolutionen .. .

Masserne er syge og udmattede. De har ingen inter­esse i revolutionen. Hvis bolsjevikkerne begynder på noget, vil det være enden pa revolutionen … (Tilråb: Det er løgn!). »De kontrarevolutionære venter på bol­sjevikkerne for at begynde udskejelser og massakrer .. . :Hvis der kommer en aktion, bliver der ingen konstitue­rende forsamling! … (Tilråb: Det er løgn! Fy!).
Det er utilstedeligt, at Petrograds garnison, midt i en operationszone, ikke adlyder stabens ordrer … Man må adlyde stabens ordrer, ligeså ordrer fra TsIK, som I selv har valgt. Al magt til sovjetterne, det betyder døden! Røvere og tyveknægte venter blot på øjeblikket til at plyndre og brænde . . . Når man ser paroler som: Træng ind i husene, tag bourgeoisiets sko og klæder … (Tumult. Tilråb: Den parole findes ikke! Det er løgn! Løgn!). »Nej, det kan også begynde anderledes, men sådan vil det ende.

TsIK har fuld kompetence til at handle og må adly­des . . . Vi er ikke bange for bajonetter . . . TsIK vil for­svare revolutionen med sin krop …a (Tilrab: Den krop har lange været død!).
Vældigt og langvarigt spektakel, hans stemme kan næsten ikke høres, mens han hamrer i pulten: ”De, der siger sådan, begår en forbrydelse!”
En stemme: ”I begik en forbrydelse, dengang I tog magten og gav den videre til bourgeoisiet!”
Gots ringer med dirigentklokken: ”Må jeg få ro, eller jeg lader salen rydde!”

Stemmer: ”Ja, prøv det!” (Hujen og piben).
»Hvad nu vor fredspolitik angår … (Latter)..Uhel­digvis kan Rusland ikke længere støtte en fortsættelse af krigen. Der kommer nok en fred, men ikke en permanent fred, ikke en demokratisk Fred… I dag har vi i Republikkens Råd for at undgå blodsudgydelse ved­taget en dagsorden, der forlanger jorden overdraget til jordkomiteerne og fredsforhandlinger straks…« (Lat­ter og tilråb: ”For sent”)

Så tog Trotskij ordet for bolsjevikkerne, båret af en drønende bifaldsbølge, hurraråb, tilhørerne stående op­rejst. Hans tynde spidse ansigt var helt mefistofelisk med sit bidske ironiske udtryk.
»Dans taktik beviser, at masserne – de store, sløve, ligegyldige masser – absolut følger ham!« (Jubel og latter). Han vendte sig hen imod dirigenten med en dramatisk gestus. » Da vi talte om at give jorden til bønderne, var I imod det. Vi sagde til bønderne: Hvis de ikke giver jer jorden, så tag den selv! Og bønderne fulgte vort råd. Og nu foreslår I at gøre det, vi gjorde for seks måneder siden … Jeg tror ikke, at Kerenskijs ordre til at suspendere dødsstraffen i hæren var dikte­ret af hans idealer. Jeg tror, at Kerenskij blev overtalt af Petrograds garnison, som nægtede ham lydighed .. . I dag beskylder man Dan for at have holdt en tale i Republikkens Råd, som beviser, at han er en fordækt bolsjevik … Den tid kan komme, da Dan vil sige, at det var blomsten af revolutionen, der deltog i rejsningen den 16. og 18. juli … I Dans resolution i dag i Republik­kens Rad var der ingen hentydning til, at disciplin skal gennemtvinges i hæren, skønt hans parti understreger det i sin propaganda.
Nej, de sidste syv maneders historie viser, at mas­serne har forladt mensjevikkerne. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære besejrede de konservative ka­detter, og da de så fik magten, forærede de den til kadetterne .. .

Dan fortæller jer, at I ikke har ret til at lave opstand. Opstand er alle revolutionæres ret! Nar de nedtrampede masser revolterer, er det deres ret …«

Så kom den langansigtede, skarpt talende Lieber, hilst med jammer og latter.
”Engels og Marx sagde, at proletariatet ikke har ret til at tage magten, før de er rede dertil. I en borgerlig revolution som denne betyder det revolutionens tragiske endeligt, hvis masserne griber magten… Trotskij er som socialdemokratisk teoretiker selv modstander af det, han nu star og taler for …« (Tilrab: »Det er nok! Ned med ham! «) .
Derpå Martov, hele tiden afbrudt: »Internationali­sterne er ikke modstandere af, at magten overdrages til demokratiet, men de billiger ikke bolsjevikkernes metoder …«

Så stod Dan igen på talerstolen og protesterede vold­somt imod, at den militære revolutionskomite havde sendt en kommissær til Izvestias kontor for at standse eller censurere bladet. En voldsom tumult opstod. Mar­tov forsøgte at tale, men kunne ikke fa ørenlyd. Dele­gerede fra hæren og den baltiske flåde stod op flere steder i salen og billigede, at sovjetten var deres regering.

Midt under den vildeste forvirring forelagde Ehrlich et resolutionsforslag, der opfordrede arbejderne og sol­claterne til at bevare roen og ikke reagere på provoka­tioner til demonstration, til at anerkende nødvendig­heden af, at der straks oprettedes en Komite for den offentlige sikkerhed, og med en opfordring til den provisoriske regering om straks at udstede dekreter, der overdrog jorden til bønderne og åbnede vejen for fredsforhandlinger.. .

Så sprang Volodarskij op og råbte hæst, at TsIK lige før sovjetkongressens åbning ingen ret havde til at tilrane sig kongressens funktioner. TsIK var faktisk afgået ved døden, sagde han, og resolutionen var sim­pelthen et trick for at puste dens svindende myndighed op…
»Vi bolsjevikker vil ikke stemme for denne resolution!« Hvorpå bolsjevikkerne alle forlod salen, og resolutio­nen blev vedtaget…

Ved fire-tiden om morgenen mødte jeg Zorin i for­hallen med en riffel over skulderen.
»Vi er i gang!, sagde han, roligt, men med tilfredshed. .Vi fik fat i vice-justitsministeren og kirkeministeren. De er nede i kæ1deren nu. Et regiment er ude for at besætte telefonhuset, et andet telegrafcentralen, et tredje statsbanken. Den røde garde er på benene …«
På Smolnyjs trappe, ude i det råkolde mørke, så vi først den røde garde, en klynge unge mænd i arbejdstøj, bevæbnet med riffel med bajonet, i nervøs samtale.

Langt borte fra, over de stejle tage i vest, kom lyden af spredt geværild, fra broerne, som officerseleverne forsøgte at have, for at forhindre fabriksarbejderne og soldaterne fra Vyborgkvarteret i at forene sig med so­vjetstyrkerne i byens midte; Kronstadts matroser sæn­kede broerne igen…
Bag os det store Smolnyj, klart oplyst, summende som en vældig bikube .. .