Denne artikel blev bragt på www.marxist.com 20. september, 2016
Den amerikanske bombning af syriske soldater, og Assad regimets bombning af en nødhjælpskonvoj, indikerer, at kun en uge efter det aftalte ophør af fjendtligheder i Syrien brød våbenhvilen sammen.
Det første tegn på at det forestående sammenbrud i aftalen mellem Rusland og USAkom i lørdags [17.09.16], da et USA-ledet luftangreb ramte syriske militæropstillinger i færd med en offensiv mod IS nær byen Deir-Ezzour. Luftangrebet, der dræbte op til 90 soldater og sårede lige så mange, var et stort slag mod de loyalistiske tropper, der kontrollerer omkring halvdelen af den centrale syriske by, som har være belejret af ISIS i næsten to år.
Ifølge Pentagon var hændelsen en ”fejltagelse” under en rutinebombning af området. Pentagon påstår også, at Rusland var informeret om angrebet, selvom det russiske militær nægter dette. Beviserne taler dog et andet sprog. Den overvældende mængde af de rutinemæssige angreb omkring Deir-Ezzour har ikke været mod militæropstillinger men derimod mod olietransporter og andre logistiske bevægelser. Hvis den amerikanske hærs undskyldning er sand, ville det betyde, at det amerikanske militær under de omstændigheder støttede den syriske hær fra luften under kamp mod tropper fra ISIS. Hvis man tager de problemer, som amerikanerne ville få med deres venner, allierede og militæret i betragtning, er denne hypotese den mest usandsynlige.
Mere end noget andet var angrebet en klar provokation, bevidst tilrettelagt for at saboterer den russisk-amerikanske aftale og køreplan for at stoppe den syriske borgerkrig. Havde det ikke været for luftangrebet, ville den syv dage lange våbenhvile automatisk have ledt til en fælles operation fra de to stormagter mod Islamisk Stat og de nyligt omdøbte styrker Jabhat Fatah alSham, der har forbindelser til Al-Qaeda. Det stod dog klart, at Pentagon ikke ville tillade dette.
Siden underskrivningen af aftalen har en dyb splittelse i det amerikanske etablissement omkring Syrien været tydelig. Mens John Kerry og udenrigsministeriet forhandlede aftalen – en aftale, der var støttet af CIA’s direktør – var forsvarsminister Ash Carter og Pentagon tydeligt imod.
Pentagon ville end ikke forpligtige sig til at gennemføre anden fase i aftalen. Da generalløjtnant Jeffrey L. Harrigian, leder af det amerikanske luftvåbens centralkommando, blev spurgt om sine forpligtelser til at implementere den fælles kommando med Rusland i kampen mod Islamisk Stat (IS) og Jabhat Fatah al Sham (JFS) svarede han således til New York Times: “Jeg siger hverken ja eller nej, det ville være forhastet at sige, at vi hopper direkte ud i det.” (vores kursivering).
Efter i årtier at have anset Rusland – og før det Sovjetunionen – som sin hovedfjende er de amerikanske militærledere ikke gearede til nogen form for samarbejde eller deling af efterretninger med Rusland. Derudover kan amerikanske militærledere, gennemsyret af arrogance over at være den mægtigste militærmagt på jorden, ikke acceptere ydmygelsen ved på nogen måde at blive stillet på lige fod med Rusland.
Derudover ser de, at den amerikanske imperialisme stod til at vinde næsten ingenting ved denne aftale. En uge inde i våbenhvilen var der ingen rapporterer om den lovede udfletning af amerikansk støttede grupper fra JFS. Dette viser igen tydeligt den sande natur af den amerikanske intervention i Syrien, der hovedsageligt er baseret på islamisk fundamentalistiske organisationer, der kun adskiller sig fra IS, hvad angår taktik. Havde aftalen holdt, havde USA været nødsaget til at gå i krig mod sine egne og dets allieredes proxier (stedfortrædere).
Da han forklarede aftalen sidste uge, understregede John Kerry, hvordan det ikke var et kompromis med Rusland, at USA ville begynde at angribe JFS. Han forklarede, hvordan USA altid har været imod organisationen, der har taget kontrol med Idlib, en stor provins i Syrien. Ikke desto mindre har vi endnu ikke været vidne til et luftangreb i området, og vi vil heller ikke blive vidner til noget i den nære fremtid.
I stedet spredte en mediekampagne sig i vesten i sidste uge med det formål at forklare, hvor ”pragmatiske” JFS er. Med pragmatisk ønsker de at få os til at tro, at de bevæger sig væk fra islamisme, fordi de formelt har brudt med al-Qaeda. JFS´ pragmatisme – eller Jabbat al-Nusra som de blev kaldt før juli – er meget anderledes end den måde, som de borgerlige medier portrætterer dem. Al-Nusras navneforandring – der oprindeligt blev grundlagt af, hvad der i dag er kendt som Islamisk Stat – var kun et mediestunt for at retfærdiggøre tættere kontakt til Vesten. Da de for en måned siden annoncerede navneskiftet, takkede lederen af gruppen al-Qaedas ledelse, der også havde en repræsentant siddende iblandt dem. Under annonceringen nægtede lederen også at tage ideologisk og programmatisk afstand fra al-Qaeda. Efter annonceringen sendte Ayman Zawahari, leder af al-Qaeda, en besked, hvor han gratulerede gruppen for deres beslutning. Udover JFS er der også Harakat Ahrar al-Sham, der er så godt som en officiel del af JFS, som USA officielt nægter at fordømme.
Disse to grupper udgør kernen af anti-Assad oppositionen konstrueret af USA og dets allierede. Ved fortsat at støtte disse grupper gøder USA jorden til mange fremtidige katastrofer i Mellemøsten. Indtil videre anser de disse grupper som den bedste måde at holde Rusland og Iran nede på– en mulighed de hellere vil gå efter end den russisk-amerikanske aftale, der ikke tilbød amerikansk imperialisme noget bytte.
Hvorvidt lørdagens luftangreb imod loyalisterne i Deir-Ezzour blev besluttet af den amerikanske administration, eller hvorvidt elementer internt i forsvaret ønskede at bryde aftalen, kommer vi måske aldrig til at vide, men det er tydeligt, at USA er i en ekstremt vanskelig situation. Skal de acceptere de ydmygende krav, som Rusland og Iran stiller, eller skal de fortsætte med deres tøvende felttog, der svækker deres status i verden og indsnævrer deres albuerum for hver dag, der går, i håb om at Ruslands intervention vil svækkes på lige fod med deres?
Som vi har forklaret tidligere, var den syriske aftale i realiteten en realisering af amerikansk imperialismes begrænsninger og Ruslands og Irans stigende betydning i den mellemøstlige malstrøm. Den var Obama administrationens anerkendelse af, at amerikansk udenrigspolitik fundamentalt har fejlet i Mellemøsten, som har ført til det barbariske rod i Syrien og Irak, og fortsat destabiliserer hele regionen.
Ikke nok med at det har ført til Irans opstigning, som USA modstridende har accepteret som en de facto medspiller i krigen mod ISIS, men i forsøget på at modarbejde selvsamme udvikling og lefle for dets allierede i Golfen, har USA kastet sin vægt bag de kurdiske YPG tropper, hvilket har ført til en større krise med NATO-medlemslandet Tyrkiet.
Nu er Tyrkiet, med Putins velsignelse, gået ind i Syrien i et angreb mod kurderne, som den tyrkiske herskende klasse anser for at være en eksistentiel trussel. Ifølge visse rapporter har amerikanske tropper, omsluttet af kurdiske tropper, måtte stille sig imellem de to hære for at undgå åbne sammenstød – en anden åbenbaring af den amerikanske mellemøst-politiks enorme selvmodsigelser.
Situationen er som skræddersyet til en kyniker som den russiske præsident Vladimir Putin. Rusland har initiativet i Syrien nu, og Putin kan ændre styrkeforholdene, som han vil. Ved at sælge den kurdiske bevægelse til fordel for en aftale med Tyrkiet, lykkedes det Iran og Rusland at isolere amerikanerne, der som NATO-allieret ikke har råd til et direkte sammenstød med Tyrkiet. Dette kan måske forklare den positive respons på aftalen fra CIA – der har været tættere på Tyrkiet og Saudi Arabien end på Pentagon på spørgsmålet om Syrien. Indtil videre er det kurdiske kort det eneste, den amerikanske imperialisme har på hånden. De vil naturligvis ikke have nogle skrubler ved at sælge den kurdiske bevægelse til fordel for en større rolle i den fremtidige imperialistiske opdeling af Syrien.
Den russiske intervention er dog ikke uden egne selvmodsigelser. Rusland gennemlever en stor økonomisk krise, og den russiske befolknings tålmodighed med den syriske mission kan ikke vare evigt. Derudover har den russiske hær – selv med hjælp fra Assad og Iran – ikke ressourcerne til at gennemføre et omfattende felttog for at indtage hele Syrien. Ruslands styrke i Syrien er delvist baseret på militærmagt, men endnu mere på den amerikanske imperialismes begrænsningerne.
Ruslands hovedformål med interventionen i Syrien er før eller senere at indgå i en aftale og om muligt en fælles mission med USA. Det ønsker at blive en ligeværdig, eller næsten ligeværdig, magt i regionen. Efter at have sikret regimet i Syrien i en række vitale områder har de bestemt ikke travlt med at overtage hele Syrien. Sammen med Bazaari banden i Iran er de mere end noget andet interesseret i en aftale om magtfordelingen. Selv Bashar Assads position er ikke hellig for dem, selvom han vil forblive ved magten så længe, der ikke er noget alternativ.
Men Bashar Assad ønsker at gendanne det syriske regime, som det var, og generobre kontrollen over det meste, hvis ikke hele, Syrien. Det forklarer Assads styrkers belejring af Aleppo på trods af direkte modstand fra Rusland. Det kan også forklare bombningen af en konvoj fra Røde Halvmåne i dag [20.09.16], der dræbte adskillige nødhjælpsarbejdere. Efter at have været vidne til den amerikanske bombning, og pga. behovet for oprejsning, kan Assads hær måske have set dette som en mulighed for at forpligte Rusland til holde kamptropper i Syrien. Moskva har intet andet valg end at acceptere.
Imperialisterne har sluppet kræfter løs i Mellemøsten, som de ikke længere kan kontrollere. Det afspejler kapitalistklassens generelle mangel på kontrol med deres eget system, et system, der er i dyb krise overalt. De er ude af stand til at overkomme de enkelte herskende klasser i regionens snævre interesser, på samme måde som de er ude af stand til at fjerne Rusland og USA’s modsatrettede interesser. I denne kontekst er den blodige konflikt dømt til at fortsætte, indtil en eller flere af parterne er udmattet, efterladende sig død og ødelæggelse i det helvede, som Syrien er blevet forvandlet til. Hårdknuden i Syrien er et billede af et helt systems hårdknude. Et system, der har nået et punkt, hvor det ikke længere har noget tilbage at tilbyde arbejdermasserne. Det er kun ved at gøre en ende på det system, der skaber et sådant barbari, at vi kan se en løsning på problemet.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 23, oktober 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]
