Den 18. november var der kommunalvalg i Danmark. For langt de fleste er byrådsvalget en uinspirerende begivenhed. Politikerne kommer med deres “drømme” og løfter, men det står klart for enhver, at de kommer til at glemme alt om dem, så snart de først er valgt ind.

Men selv de mest støvede danske byrådssale kan potentielt gøres til våben i klassekampen. Der er lærerige erfaringer i den kommunistiske bevægelses historie, som vi kan blive inspireret af i dag i Danmark. En af dem er fra Liverpool, hvor Militant — forløberen for Revolutionary Communist Party i Storbritannien, vores søsterorganisation — havde massiv opbakning fra byens arbejdere. I 1983 fik de afgørende indflydelse i byrådet, som sikrede dem et flertal, og brugte det til at lede kampen mod Thatchers nedskæringspolitik.

Britisk kapitalisme i krise

I 1979, da Thatcher kom til magten, befandt britisk kapitalisme sig i en dyb krise. Britisk imperialisme havde været i forfald siden starten af det 20. århundrede og især efter anden verdenskrig tog processen fart.

Den øgede handel i efterkrigsopsvinget betød, at konsekvenserne af britisk imperialismes relative nedgang først for alvor begyndte at komme til udtryk, da det lange opsving sluttede i 1974. Inflationen var allerede i 1975 steget til 27%, og arbejdsløsheden begyndte ligeledes at vokse.

For at redde britisk kapitalisme havde kapitalistklassen behov for at der blev gennemført omfattende nedskæringer på de offentlige udgifter og angreb på arbejderklassen som helhed. Da Thatcher-regeringen trådte til, bad hun alle ministerier om at skære mindst 10%, men op til 20%, af deres budgetter. I 1983 havde Thatcher-regeringen gennemført nedskæringer for 6% af BNP.

Det betød klasseværelser, hvor taget lækkede og det regnede ind, og børn, der måtte klare sig uden basale livsnødvendigheder som mad og sko. Regeringen afskaffede gratis skolemælk; solgte kommunalt boligbyggeri, hvilket skabte en akut mangel på billige boliger; og privatiserede og lukkede industrier og forsyningsværker, hvilket smadrede lokalsamfund og ledte til heroinepidemier i mange af de spøgelsesbyer, som lukningerne af industrier medførte.

De fattigste 10% af briter oplevede i perioden 1979-1990 en reallønsnedgang på hele 47,5%! Antallet af børn, der levede i fattigdom, fordobledes næsten under Thatchers regeringsperiode. I perioden fra 1979-1984 steg arbejdsløsheden fra 5,3% til 11,9%.

En del af nedskæringerne blev læsset af på de byråd, som regeringen vurderede brugte for mange penge, og som derfor fik skåret deres statslige midler. Byrådene måtte gennemføre massive nedskæringer i offentlige ydelser i en periode, hvor fabrikker lukkede, arbejdsløsheden steg og reallønnen stagnerede. Thatchers angreb havde katastrofale følger for arbejderklassen.

Klassekamp i Liverpool

Liverpool blev særligt hårdt ramt af Thatchers angreb på arbejderklassen. Byen var allerede inden Thatcher kom til magten kendt som britisk kapitalismes Bermudatrekant. Fra 1972-1982 havde byen mistet 80.000 jobs. Af de ti valgkredse i Storbritannien med højest arbejdsløshed i 1981 lå fire i Liverpool, alle med en arbejdsløshedsprocent på over 25%.

At arbejderklassen i Liverpool befandt sig i en penibel økonomisk situation, kan ikke alene forklare, hvorfor netop Liverpool endte med at lede kampen imod Thatcher. En uundværlig faktor var, at der i Liverpool eksisterede en stærk afdeling af Militant; en revolutionær, marxistisk organisation med rødder i arbejderklassen. Militant viste en vej frem for de tusindvis af unge og arbejdere, som så deres liv blive smadret af Thatcher-regeringens politik, og som ønskede at kæmpe imod. 

Militant var en marxistisk organisation, som var en del af det socialdemokratiske Labour-parti i Storbritannien, hvor de kæmpede for et revolutionært program om blandt andet at nationalisere de vigtigste dele af økonomien og sætte den under demokratisk arbejderkontrol.

Fra slutningen af 60’erne var der et opsving i klassekampen, og i Liverpool havde Militant deltaget aktivt i arbejderkampene i byen og vundet stor indflydelse i den lokale fagbevægelse. I 1968 var det Tony Mulhearn, et Militant-medlem, som senere blev byrådsmedlem, der indkaldte til en 24-timers generalstrejke i byen til støtte for strejkende buschauffører, hvor 50.000 arbejdere deltog. I 1971 besatte arbejdere i Kirkby, en forstad til Liverpool, en fabrik, der skulle lukke. Tony Mulhearn og Terry Harrison fra Militant skrev en erklæring, der kaldte på industriel og finansiel støtte og forbandt kampen mod lukningen af fabrikken med kampen mod den daværende Tory-regeringen. Erklæringen blev mødt med entusiasme fra byens tillidsmænd.

På baggrund af deres politiske program og fordi de var de mest militante og aktive deltagere i arbejderklassens kampe, vandt Militant-ledelsen frem i det lokale Labour-parti i Liverpool. Med et radikalt politisk program og sloganet ”No Cuts in Jobs or Services, No Increases in Rents and No Increases in Rates” – en direkte krigserklæring mod Thatcher-regeringen – fik Labour i 1983 flertal i byrådet.

Liverpool mod Thatcher

Så snart marxisterne i Militant havde vundet flertal, annullerede de 1.200 fyringer af offentligt ansatte, som de liberale havde planlagt. De oprettede 1.000 nye stillinger og forkortede arbejdsdagen til 35 timer. De igangsatte en række offentlige projekter, herunder opførelsen af 5.000 nye offentligt ejede boliger, nye parker, syv nye sportscentre, seks nye børnehaver og begyndte at sænke huslejen. Og så forlangte de, at Thatcher-regeringen betalte for det underskud i budgettet på 30 millioner pund, som reformerne medførte.

Militant ledte en massiv kampagne med offentlige møder, demonstrationer og strejker imod regeringens nedskæringer og til støtte for byrådets position. I 1985 deltog 50.000 arbejdere i en demonstration til støtte for byrådet.

Byrådet i Liverpool nægtede at lade arbejderklassen betale for de nedskæringer, som det kapitalistiske systems krise krævede. De insisterede på, at regningen skulle betales af den centrale regering. De opfordrede andre Labour-byråd i landet til at sprede bevægelsen og gøre det til en national kamp imod nedskæringer.

Deres kampagne tog udgangspunkt i problemer som folk stod med på grund af Thatchers angreb. De forklarede, at samfundet havde råd til at sikre et godt liv for arbejderne i Liverpool, men ikke så længe økonomien blev styret af og for kapitalisterne. Derfor krævede de nationalisering af bankerne og de store virksomhedsmonopoler, så økonomien kunne planlægges – ikke efter hvad der skabte profit, men hvad der gavnede arbejderklassen. Med disse krav lagde Militant sig ikke kun ud med regeringen, men med hele systemet; kampen mod de problemer, som arbejdere i Liverpool stod med i deres hverdag, blev en kamp for et helt andet samfund.

Målet for Militant i Liverpool var aldrig blot at vinde magten i byrådet for efterfølgende at glemme alt om løfterne, de havde givet arbejderklassen: Byrådet var for dem et middel i klassekampen. Det var en ny position, hvorfra de kunne skubbe kampene, vise behovet for at tage kampen op på nationalt plan og gøre den lokale kamp til en generel kamp imod kapitalismen.

Militants politik i Liverpool skabte et ramaskrig fra det britiske borgerskab. Medier på tværs af det politiske spektrum, fra de højreorienterede The Sun og The Mail til den liberale The Guardian og Labour-avisen Daily Mirror, stillede sig bag Thatcher og de konservative. Neil Kinnock, den daværende formand for Labour, og toppen af fagbevægelsen bukkede under for presset fra den såkaldte ”offentlige mening” og støttede op om angrebene på Liverpool-byrådet. Store dele af den britiske venstrefløj, kirkens ledere og kulturpersonligheder, som Paul McCartney, fordømte ligeledes byrådets handlinger.

Men på trods af den massive smædekampagne voksede byrådets støtte fra arbejderklassen, der fik glæde af de boligprojekter og jobs, som byrådet havde gennemført, og som de kæmpede for at forsvare. I 1984 vandt Labour 33 ud af 34 af de sæder, der var på valg. Gennem resolut massekamp lykkedes det at vinde store indrømmelser fra Thatcher-regeringen, men det var umuligt at sejre endeligt, hvis kampen ikke spredte sig. 1980’erne var en periode med nedgang i klassekampen, hvor arbejderklassen led store nederlag både internationalt og i resten af Storbritannien.

På den baggrund lykkedes det for højrefløjen i Labour i 1986, med Neil Kinnock i spidsen, at smide seksten af Liverpool-kammeraterne ud for at ”handle på en måde, der var til skade for partiet”.

Selvom Militant og arbejderklassen i Liverpool led nederlag, er erfaringerne fra deres kamp en kilde til inspiration for alle, der vil bekæmpe kapitalismen i dag. Politikerne fortæller os, at vi ikke kan gøre noget ved de høje boligpriser; inflationens udhuling af vores løn; håbløst underbemandede og underfinansierede daginstitutioner, hvor der ikke er tid til basal omsorg til børnene; og en folkeskole, der falder sammen om ørene på os. Erfaringerne fra Liverpool viser os, at det ikke er sandt – det ER muligt at kæmpe for de her ting — selv fra byrådssalene.