Sundhed under kapitalisme: Ulighed slår ihjel

Men det handler ikke kun om at hive verdens fattigste ud af fattigdom. Uligheden eksisterer nemlig på et spektrum. Hvis man befinder sig i Westminster i London, og tager Jubilee linjen mod øst, så falder den forventede levealder ét år for hvert stop på vejen. Foto: Pixabay“Inquality kills” er titlen på en ny rapport netop udgivet af Oxfam. I rapporten males et grelt billede af den globale ulighed i sundhed i kølvandet på Covid-19 pandemien samt den “økonomiske vold” og dens konsekvenser for liv og død ^{^[1]}. Ulighed er en integreret del af kapitalismen. Problemet er ikke et resultat af pandemien og kan ikke løses med småjusteringer. Et opgør med systemet er nødvendigt.

I 2020 publicerede Sundhedsstyrelsen en rapport om social ulighed i sundhed i Danmark baseret på data fra 2010 til 2017 (altså før covid-19 pandemien overhovedet startede), og konklusionerne fra rapporten er tydelige: ”Personer med kortere uddannelse oplever mere sygdom, mærker større konsekvenser af sygdommen og dør tidligere end personer med en lang videregående uddannelse”^{^[2]}. På stort set alle 67 indikatorer man målte på, fandtes der ulighed som på mange parametre var stigende. Rapporten viste også at en 30-årig person med grunduddannelse kan forvente at leve 5,7 år kortere for kvinder og 6,3 år for mænd end en person med erhvervsfaglig/gymnasial uddannelse eller videregående uddannelse^{^[3]}

På verdensplan ser det ikke bedre ud. I USA er forskellen i den forventede levealder mellem de rigeste og de fattigste nu 15 år for mænd og 10 for kvinder^{^[4]}.På verdensplan dør millioner af mennesker hvert år af sygdomme, som vi har viden og teknologi til at forebygge eller behandle. På globalt plan bliver det estimeret, at ca 90% af sygdomsbyrden rammer de 5 milliarder mennesker, der bor i lav- og mellemindkomstlande. Men på trods af det har de kun adgang til ca 10% af de samlede ressourcer, der bliver brugt på sundhed på globalt plan,^{^[5]}hvilket kaldes “90/10 problemet”. Smitsomme sygdomme, som vi har viden og teknologi til at forebygge eller behandle, er fortsat blandt de førende dødsårsager globalt, især hvis man kigger på lavindkomstlandende.^{^[6]} Disse mennesker har ikke brug for udviklingen af nye, teknologiske eller medicinske silverbullets. De har brug for adgang til basal infrastruktur, rent drikkevand, sikre steder at bo, nærende mad og forebyggende tiltag eller behandling som allerede eksisterer. Noget som kapitalismen er ude af stand til at tilbyde størstedelen af jordens befolkning.

Årsagerne bag social ulighed i sundhed er komplekse. Men som Michael Marmot, en af verdens førende eksperter i folkesundhedsvidenskab og epidemiologi skriver: “Hvis sundheden er stoppet med at blive forbedret, er det et tegn på, at samfundet er stoppet med at blive forbedret. Når et samfund blomstrer har sundheden det med at blomstrer”^{^[7]}. Den stigende ulighed kan altså ses som et tegn på en kapitalisme, som befinder sig i forfald.

Medicin er forfejlet forebyggelse

Covid-19 pandemien har udstillet og forværret den krise kapitalismen befinder sig i. Ifølge Oxfam rapporten har de 10 rigeste mennesker i verden, fordoblet deres rigdom under pandemien, mens 99% af menneskehedens indkomst er blevet påvirket negativt^{^[8]}. Uligheden er altså eksploderet, og samtidig har pandemien udstillet den krise, de fleste sundhedsvæsner rundtomrking i verden befinder sig i efter årtiers nedskæringer. Pandemien har ligeledes udstillet, de begrænsninger den private ejendomsret og profitmotivet skaber, for at kunne udvikle vacciner og medicin samt skabe adgang til disse for store dele af jordens befolkning.

Men selv inden corona var der stor ulighed i adgangen til nødvendig medicin blandt andet på grund af det førnævnte “90/10 problem”, som refererer til at kun 10% af de midler som årligt bliver brugt på forskning og udvikling af medicin, bliver brugt på sygdomme som udgør 90% af den globale sygdomsbyrde.

Men det er ikke kun adgangen til behandling, der skaber ulighed i sundhed. Marmot kalder medicin “forfejlet forebyggelse” og mener at vi må kigge på samfundet, på den måde vi lever på, hvis vi vil skabe reelle forandringer. “Når folk bliver syge, har de brug for behandling af høj kvalitet. Sundhedsbehandling redder liv, men det er ikke manglen på behandling, der gør folk syge til at starte med”^{^[9]}

Mamot fortsætter: “Sundhed er ikke kun relateret til adgang til tekniske løsninger, men samfundets natur. Det er tåbeligt at ignorere den brede vifte af evidens der viser at de forhold vi bliver født, vokser op, lever, arbejder og ældes under har en markant indflydelse på sundhed og ulighed i sundhed”^{^[10]}

Ideen om at den måde vi lever på påvirker vores helbred, og at mulighederne for at leve på en måde, der ikke fører til sygdom og tidlig død, peger i retning af nødvendigheden af en radikal forandring af samfundet, hvis vi vil ændre sundheden fundamentalt.

Den sociale gradient

Grunden til det kan findes i “den sociale gradient”, som er et term, der beskriver at socioøkonomiske forhold i forskellige grader, påvirker sundheden. Marmot satte allerede i 1967 fokus på den sociale gradient med et nu meget anerkendt studie, der er blevet kendt som “Whitehall studiet”.

Michael Marmot, en førende ekspert i folkesundhed, skriver: “Hvis sundheden er stoppet med at blive forbedret, er det et tegn på, at samfundet er stoppet med at blive forbedret.” Foto: NHS Confederation

Med Whitehall studiet viste Marmot og hans kollegaer, at ulighed i sundhed blandt civil servants i England opererede på en gradient. Startende fra bunden kunne man altså se, at for hvert skridt man tog op af “stigen”, faldt risikoen for at dø for tidligt og for at få hjertesygdomme. Lignende studier har i mellemtiden vist, at fundene kan bredes ud til andre lande og andre befolkningsgrupper. Sundhedsstyrelsen beskriver præcis den samme tendens i deres rapport om ulighed i sundhed herhjemme: “Forskellene i sundhed og sygdom er systematiske og gradvise. Det vil sige, at jo kortere uddannelse des dårlige sundhed, jo mere sygdom og større konsekvenser af sygdommene^{^[11]}

Marmot selv skriver om det: “Gradienten ændrer diskussionen fundamentalt. Gradienten antyder at det centrale problem er ulighed, ikke bare fattigdom”^{^[12]}. Det vil altså sige, at så længe der findes økonomisk ulighed, kommer der til at findes ulighed i sundhed. Selv hvis kapitalismen var i stand til at løfte hele jordens befolkning ud af fattigdom, ville vi altså stadig have ulighed i sundhed, fordi det netop bygger på selve det faktum, at der findes ulighed.

Hvis vi vil gøre op med ulighed i sundhed, må vi gøre op med ulighed generelt – en umulighed under kapitalismen, som jo netop i sin kerne bygger på én klasses udbytning af en anden, og derfor aldrig kan skabe lige sundhed for alle. Som Marx skrev for over 150 år siden, leder akkumuleringen af rigdom på den ene side til akkumuleringen af elendighed på den anden, og det er meget tydeligt, når man kigger på sundhed både globalt men også indenfor forskellige lande.

Profit over sundhed

Reformister som epidemiologen Marmot forstår ikke, at der under kapitalismen ikke produceres mad for at nære og mætte mennesker, men for at skabe profit. Mamot skriver: “Markedet fungerer fantastisk til at matche mennesker med mad”^{^[13]}, men gør det det?

I 2017, altså før corona, levede cirka en fjerdedel af jordens befolkning – altså 1,9 mia mennesker – med svær til moderat “mad usikkerhed”, dvs. med frygten om hvorvidt de fortsat ville kunne sætte mad på bordet^{^[14]}. I USA, verdens rigeste land, er der ca 54 millioner mennesker, som lever i “mad usikkerhed”. Der er ligeledes 23 millioner mennesker i USA, der bor, i det man kalder “food desserts”, som betyder at folk i de her områder, ikke har adgang til sund mad, fordi der simpelthen ikke ligger nogle butikker i området, hvor man kan købe det.

Covid-19 pandemien har selvfølgelig ikke hjulpet på dette. Ifølge FN steg andelen af folk som led af hungersnød under pandemien^{^[15]}. Men som tallene fra før pandemien viser, er det altså ikke et problem skabt af hverken pandemien selv, eller hvad den har bragt med sig af lockdowns, ustalibitet og kaos i forsyningskæderne. Kapitalismen og markedet har aldrig kunnet opfylde selv de mest basale behov for en stor del af jordens befolkning. Hvordan kan vi forvente, at folk kan tage ansvar for deres sundhed, når de knap nok har råd til at sætte mad på bordet, eller bor i områder, hvor sund mad slet og ret ikke er tilgængeligt? Problemet er samfundsmæssigt.

Men udover at markedet fungerer horribelt til at sørge for adgangen til nærende mad, så er der også eksempler på, hvordan handel bliver brugt til at eksportere sygdom for profit. Et af disse eksempler er amerikanske virksomheders eksport af kalkunhaler til forskellige stillehavsøer. Først med påstanden om at være en slags “foreign aid”. Kalkunhalerne har stort set ingen næringsværdi, men er i stedet meget fedtholdige, og har ført epidemier af diabetes og andre relaterede sygdomme med sig i modtagerlandene. Ét af landene, som blev påvirket af den aggressive eksport af kalkunhaler, forsøgte at lave et forbud mod importen af kalkunhaler, men blev nødt til at droppe det igen, da de var i gang med at forhandle tiltrædelse i verdenshandelsorganisationen (WTO), og fik at vide at det var mod WTO’s regler om at gå efter specifikke produkter^{^[16]}.

Her ser vi altså, hvordan imperialistiske stormagter aktivt bruger deres magt til at presse små fattige lande til at holde deres marked åbent for produkter, som vi ved har sundhedsskadelige konsekvenser. Altsammen for at deres industri derhjemme kan tjene penge på at eksportere produkter, man ellers ikke ville kunne afsætte.

Fair samfund, sunde liv

I 2008 blev Marmot af den daværende Secretary of State for Health bedt om at udarbejde en rapport med de bedste, mest evidensbaserede strategier for at mindske ulighed i sundhed i England. Den udkom i 2010 under navnet “Fair society, healthy lives” men går under navnet “the marmot review”. De 6 anbefalinger fra rapporten lyder^{^[17]}:

Giv alle børn den bedste start på livet
Giv alle børn, unge og voksne muligheden for at maksimere deres evner og have kontrol over deres liv
Skab fair ansættelse og godt arbejde til alle
Sikre sunde levestandarder for alle
Skab og udvikle sunde og bæredygtige steder og samfund
Styrk rollen og virkningen af sygdomsforebyggelse

Det er gode forslag, som uden tvivl ville forbedre folkesundheden radikalt, i ethvert land de blev indført. Problemet er ikke intentionerne eller forskningen bag. Problemet er at det ikke er muligt udføre så radikale tiltag indenfor det nuværende systems rammer. En pointe kapitalismen kun har bevist siden rapporten udkom i 2010.

I en podcast spørger Marmot sig selv: “Hvad hvis der var nogen, der tog det her alvorligt? Kunne vi så ikke gøre noget ved det?^{^[18]}.

Men problemet er ikke, at der ikke er nogen der tager det alvorligt. Problemet er, at kapitalismen bygger på et fundament af ulighed, og at den private ejendomsret og jagten på profit, gang på gang står i vejen for at ændre på den måde vi lever på, som Marmots egen forskning peger på er nødvendigt, hvis uligheden i sundhed ikke skal fortsætte med at slå millioner af mennesker ihjel hvert eneste år.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]