Støtte-CD for skraldemændene


Socialistisk Standpunkts faglige støttegruppe



1 minut

Socialistisk Standpunkts faglige støttegruppe har udgivet en CD til støtte for de aktionerende skraldemænd fra HCS. Rapperen Tempo Bang leverer på nummeret Skraldemændenes dans en lyrisk lussing til arbejdsgivere, borgerlige politikere og andre slyngler. Nummeret er produceret af Fantom, vinderen af MC’s Fight Night i 2006.

Udgivelsen er en støtte til de aktionerende skraldemænd. De har igennem længere tid været i konflikt med HCS’ ledelse over mildest talt kritisable arbejdsforhold. Ukorrekt sikkerhedsudstyr og manglende faciliteter til at adskille beskidt arbejdstøj fra civilt tøj er bare få eksempler ud af en lang række arbejdsmiljøsager, der ligger mod firmaet, men som de har trukket i langdrag.

Skraldemændene står nu i en meget hård situation: uden arbejde, med karantæne fra A-kassen samt en bod fra arbejdsgivernes arbejdsret hængende over hovedet. Desuden har de modtaget et sagsanlæg fra ledelsen i HCS. Men de fortsætter kampen for anstændige arbejdsforhold og retten til faglig organisering.

Vi opfordrer alle til at støtte de aktionerende skraldemænd ved at vedtage støtteresolutioner, indsamle penge og i øvrigt bakke op om skraldemændene. En af måderne at gøre det på er ved at købe støtte-CD’en. Den koster 50 kroner, og pengene går til skraldemændene. Den kan bestilles hos Socialistisk Standpunkt på marxist@marxist.dk eller telefon 61 65 10 88.

Lyt til nummeret nedenfor: