Ikke siden Oliver Cromwells afskedigelse af Rump parlamentet – med ordene ”I Guds navn – gå!” – er Storbritannien blevet kastet ud i en så dyb national og konstitutionel krise som nu.
Da Storbritannien mangler en skriftlig grundlov, støtter det britiske etablissement sig til et spind af konventioner og præcedens. Nu har Boris Johnson presset dette uformelle system til sine grænser og brugt ’konventionerne’ til at bede dronningen om at suspendere parlamentet i over en måned i et forsøg på at stoppe oppositionsparlamentsmedlemmer fra at blokere et Brexit uden en aftale.
Denne opløsning har startet alarmklokker overalt i Westminster. [distriktet hvori det britiske parlament ligger, red.]
Boris mod parlamentet
Johnsons manøvre har sendt den herskende klasse ud i en hektisk panik. ”Denne manøvre repræsenterer en konstitutionel skandale,” sagde John Bercow, som er underhusets talsmand.
Etablissementets ledende skikkelser havde håbet, at det var dem, der kunne have brugt monarkiet og bedt dronningen om at stoppe Brexit. Men Boris overhalede dem og har nu trukket Buckingham Palace med ind i denne altoverskyggende krise i regimet.
Johnson har kastet handsken og forpurret parlamentsmedlemmernes planer om at blokere Brexit.
Dem, der er mod premierministerens planer, er nu kastet ud i en febrilsk søgen efter en udvej. Boris’ parlamentsopløsning har sat dem i en vanskelig situation, der har snævret deres muligheder ind markant.
De ønsker at stoppe Brexit gennem lovgivningen eller måske endda en eller anden form for samarbejdsregering. Men mens de nu vender og drejer sig, løber tiden ud.
Atomløsningen
Jeremy Corbyn har forsøgte at vise en udvej ved at tilbyde at lede en ’fungerende regering’, som skal udskyde Brexit deadline, indkalde til parlamentsvalg og udskrive en ny EU-afstemning.
Men dette forslag blev mødt med massiv modstand fra Liberaldemokraternes ledere, ’de uafhængige’, og konservative ’rebeller’. De kan ikke udstå tanken om at skulle se Corbyn som premierminister, selv hvis det kun ville være i et par uger. Disse ’remainer’-parlamentsmedlemmer siger, at de vil gøre hvad som helst for at stoppe Brexit; men de vil ikke gå så langt. De ønsker ikke at give Corbyn nogen form for legitimitet.
I stedet håbede de, der søgte at blokere et Brexit uden en aftale, at gå ad en ’lovgivningsrute’ og bruge en parlamentarisk nødsamling til at gennemtvinge en udskydelse af Artikel 50. Men dette er ekstremt vanskeligt og kræver tid – noget, som de ikke har.
Regeringens annoncering af opløsningen har kastet en ordentlig omgang grus i maskineriet, præcis med det formål at sabotere lovgivningen, der er nødvendig for sådanne planer.
Så nu er den eneste tilbageværende vej for Brexit-modstanderne at acceptere det, som de tidligere havde erklæret ’sidste udvej’: Corbyns tilbud og hjælp til at vælte Boris’ regering gennem et mistillidsvotum.
”Jeg tror, at vi meget hurtigt vil bevæge os mod et mistillidsvotum i regeringen,” sagde Dominic Grieve, en af de ledende konservative ’remainers’.
”Jeg tror, at det er mere sandsynligt, for hvis det er umuligt at stoppe opløsningen, så tror jeg, at det bliver meget svært for folk som mig at beholde troen på regeringen, og jeg kan sagtens se, hvorfor oppositionslederen ønsker et mistillidsvotum.”
Med andre ord er atommuligheden nu ved at blive detoneret.
Men selv så drastisk et skridt er måske ikke nok. Garvede embedsmænd fra Downing Street [gaden, hvorpå premierministerens bopæl ligger, red.] har angiveligt udtalt, at hvis mistillidsvotummet går igennem, vil den nuværende regering opløse parlamentet og indkalde til valg efter Brexit-deadline den 31. oktober. Så vil helvede for alvor bryde løs.
Etablissementets hykleri
Der er ikke mangel på højrefløjs-remainers blandt dem, der har fordømt Boris’ opløsningsannoncering.
”Denne handling er et fuldstændig skandaløst angreb på vores demokrati,” tweetede Labours stedfortræderleder Tom Watson. Anna Soubry, lederen af Change UK, erklærede at ”vores demokrati er truet af en skrupelløs premierminister”.
Men sådanne udmeldinger fra disse etablissementspolitikere klinger hult. De pusler om det parlamentariske demokratis pynt og pragt; men bag det ligger magten i hænderne på bankmænd og de store virksomheder, som tager alle de virkelige beslutninger.
Den hykleriske Tom Watson, som er ærkehøjrefløjs-Labour, tilbeder ’demokrati’, men er fuldstændig ligeglad med demokratiet, når han på machiavelliansk manér forsøger at fordrive Corbyn, der to gange er blevet demokratisk valgt som Labours leder. Watson er ikke andet end et talerør i Labour for de store virksomheder og bestemt ikke en ven af partidemokrati.
Det samme gælder Anna Soubry og resten af de såkaldte ’uafhængige’. De råber op omkring demokrati, men tør ikke udskrive suppleringsvalg i deres valgkreds efter de forlod de partier, som de blev valgt af. En anden af ’demokratiets forsvarere’ Chuka Umunna har fået lov til at skifte fra Labour til Change UK og så til Liberaldemokraterne lettere end man skifter trøje.
Når disse fruer og herrer taler om at forsvare demokratiet, mener de i virkeligheden at forsvare de store virksomheders og den herskende klasses interesser.
Som Marx forklarede, giver det borgerlige demokrati dig mulighed for at vælge hvilken repræsentant af den herskende klasse, som skal undertrykke dig hvert femte år. Parlamentet er bare en diskussionsklub. Den virkelige magt ligger hos cheferne og bankmændene i City of Londons bestyrelseslokaler.
Men krisen i Storbritannien er så voldsom, at den herskende klasse har mistet kontrollen med situationen. Rent faktisk har den mistet både kontrollen med det Konservative Parti og det engang ’moderate’ Labourparti. Disse partier, der engang var ’pålidelige’, er blevet overtaget af ’radikale’ og ’ekstremister’. Folkeafstemninger og valg giver ikke de ’ønskede resultater’. Og etablissementets system med modvægte er blevet nedbrudt af presset fra en politisk krise, hvis lige aldrig før er set.
Boris ud! Corbyn ind!
Jeremy Corbyn og John McDonnell har også begrædt Boris Johnsons seneste Brexit-bombe. Labourlederen har fordømt premierministerens ”tyveri af vores demokrati”, mens skyggerådgiveren her beskrevet den parlamentariske suspendering som ”et meget britisk kup”.
Sammen med den Liberaldemokratiske leder, Jo Swinson, og Change UK’s leder, Anna Soubry, har Corbyn også skrevet til dronningen og udtrykt deres bekymringer og bedt om et møde i håbet om at vende opløsningsplanen.
Corbyn og McDonnell gør det rette i at modsætte sig Boris Johnson på det yderste. Men kampen mod ham og hans reaktionære og hensynsløse Konservative regering må ske fra en uafhængig klasseposition. Det må ikke ske ved at danne alliancer med de store virksomheders politikere eller ved at appellere til etablissementet såsom dronningen og domstolene.
I stedet for at lede efter parlamentariske manøvrer eller tilbyde en ny folkeafstemning burde Labours ledere tilbyde socialistiske politikker og bringe Corbyn-bevægelsens fulde styrke ud i gaderne for at smide Boris ud.
Der er allerede blevet indkaldt til massedemonstrationer med det korrekte krav om ’nyvalg nu’. Kun ved at forene og organisere arbejdere omkring klassekrav – smide de Konservative ud og bringe en socialistisk Labour-regering til magten – kan Boris blive stoppet.
Ukendt farvand
Vi sejler i den grad i ukendt farvand. Storbritannien står over for en situation, som landet aldrig har stået i før – en konstitutionel krise, en politisk krise og en social og økonomisk krise. Det er den perfekte storm.
Den herskende klasse er hurtigt ved at løbe tør for muligheder. Den har fuldstændig mistet kontrollen med situationen. På trods af alle dens forsøg styrer den nu mod den afgrund, som den så desperat har forsøgt at undgå. Om den stadig kan nå at trække en kanin op af hatten, er endnu uvist.
Den eneste vej frem er, at Corbyns Labour mobiliserer arbejdere og unge, vælter Boris’ regering og kæmper for et klart socialistisk alternativ til dette kapitalistiske kaos.
