Startskuddet til den iranske revolution


Alan Woods



46 minutter

“Situationen i Iran er også eksplosiv. Efter 20 års mullahstyre begynder masserne at røre på sig. Faldet i oliepriserne har ramt Iran hårdt (Iransk råolie sælges nu for kun 12$ pr tønde), og eftersom olie bidrager med 30% af Irans totale indtægter og 80% af dets udenlandsreserver, udgør dette fald en reel trussel om destabilisering af landets finanser. Selv om det seneste budget viste en stigning på 16%, var dette i realiteten en nedskæring, da der er 25% inflation. Hvis man tænker på, at intet mindre end 40% af dette budget går til uddannelse, og at der er mere end 20 millioner studerende i Iran, er potentialet for social opstand åbenlyst. Iran bliver allerede nu påvirket af faldende investeringer i industrien, bygge- og detailsektoren. Valget af præsident Khatami var et tegn på voksende opposition. Der er en klart splittelse imellem Khatami og det konservative parlament (Majlierne). Det er muligt, at et angreb på Irak midlertidigt vil styrke den fundamentalistiske fløj, men så ville det netop også kun være midlertidigt. Regimet ville have meget svært ved at styre den bølge af anti-USA-demonstrationer, der uundgåeligt ville komme.” (“Imperialistisk bøllepolitik og krisen i Mellemøsten,” Ted Grant og Alan Woods, London 13. februar, 1998)

Vi skrev disse linier for præcis et år siden. Nu er denne forudsigelse blevet til virkelighed. det, der er sker i Iran kan sammenlignes med situationen i Zarens Rusland i foråret 1905. Opstanden blandt studenterne, er en advarsel om den forestående eksplosion – som altid er de studerende det mest følsomme barometer, der viser de spændinger, der bygges op i samfundet. Hvad der er sket, er startskuddet til den iranske revolution. Urolighederne brød ud 8. juli, efter at studenter protesterede mod vedtagelsen af en lov, der hæmmer trykkefriheden, og mod lukningen af en populær venstredrejet avis. Sikkerhedsstyrkerne stormede en sovesal på Teherans universitet den samme aften og bankede studenterne og skubbede dem ud ad vinduerne. Dette angreb var tydeligvis en veloverlagt provokation. Det var et godt planlagt, omhyggeligt koordineret natligt angreb, udført af Anzar Hezbollah’s bøller, som fik støtte fra politiet og specialenheder fra efterretningsministeriet. Det virker sandsynligt, at regimets reaktionære fløj under ledelse af ayatollah Ali Khamenei havde til hensigt at provokere studenterne til at reagere, for derefter at knuse dem. På denne måde håbede de at kunne eliminere den “moderate” præsident Muhammed Khatami, der havde påbegyndt en række forsigtige reformer i Iran.

Men det gik ikke som planlagt. Angrebets grusomhed fremprovokerede en voldsom reaktion, som mullaherne ikke havde regnet med. The Stratfor Global Intelligence Update (13. juli 1999) bragte en artikel med overskriften “Fare for at iransk studenteruro kommer ud af kontrol,” som fortalte, at “Irans studenter er gået på gaden for at protestere imod landets konservative religiøse ledelse. Men demonstrationerne, som startede som en afspejling af kampen imellem den moderate præsident Khatami og den konservative øverste leder ayatollah Khamenei, har fået sit helt eget liv. Derfor er begge ledere gået imod demonstrationerne. Hvem der får demonstrationerne under kontrol og med hvilke midler, vil få lige så stor indvirkning på magtkampen i Iran, som selve demonstrationerne har. Hvis Khatami kan tøjle studenterne, vil han have et magtfuldt trumfkort på hånden. Hvis ikke han kan, så kan Khamenei sige, at reformerne er gået for langt og truer regimets stabilitet.”

Titusinder af studenterdemonstranter kæmpede mod kampklædt politi i Teheran i fem dage – de første massedemonstrationer siden den islamiske revolution i 1979. “Demonstrationerne,” forklarer Stratfor, “begyndte som små fredelige protester, der forlangte pressefrihed, efter lukningen af flere liberale aviser 8. juli. De forvandledes senere til optøjer, efter at politiet, som skulle opløse demonstrationerne, sårede dusinvis af studenter og arresterede mange andre.” Ved middagstid var antallet af demonstranter i dette område over 50.000. Butiksindehavere langs demonstrationens rute lukkede deres forretninger og sluttede sig til demonstranterne. Demonstranter angreb patruljebiler fra statens sikkerhedsstyrker, hvis agenter først affyrede advarselsskud op i luften, og derefter skød på mængden. Sikkerhedstyrkerne blev tvunget på flugt. Regeringskøretøjer i området og langs demonstrationsruten blev sat i brand af folkemassen. Rasende demonstranter angreb Sepah- og Saderatbankerne ved Vali-Asr-vejkrydset. Mullaher, som kom på tværs af demonstrationen, smed deres turbaner og kapper og flygtede. Menneskemængder på alt op til 100.000 lavede demonstrationer og sit-downs rundt omkring i hovedstaden.

I begyndelsen holdt studenterne sig til det begrænsede krav om pressefrihed, ligesom den liberale fløj af præsteskabet. Men så snart de kom på gaden, fik bevægelsen fart på og fik sit eget liv. Studenterne begyndte at føle deres egen styrke, og deres krav blev dristigere og mere vidtfavnende. I og med at de krævede fuldt demokrati, krævede de også den radikale afskaffelse af det nuværende regime. Men dette kan kun nås med revolutionære midler. Dette var overhovedet ikke Khatami og de såkaldte reformfolks hensigt, så de blev bange og vendte sig imod studenterne. Dette er fuldstændigt logisk. Uanset hvilke forskelligheder, der adskiller de rivaliserende kliker, der kæmper om magten i toppen af samfundet, så kan frygten for masserne altid forene dem.

Det var løftet om pressefrihed og andre demokratiske reformer, der fik studenterne og andre folk, der var trætte af mullahernes styre, til at støtte Muhammed Khatami, så han blev valgt som præsident i 1997. Som marxisterne allerede dengang forstod, så var dette et afgørende vendepunkt, ikke fordi Khatami selv ville kunne skabe forandring, men fordi det var udtryk for en åben splittelse i regimet – den første betingelse for en revolution. Når et regime som Iran går i krise, så har det altid en tendens til at splitte op i to fraktioner – en der siger: “Hvis vi ikke laver reformer fra toppen, så kommer der en revolution.” Den anden siger: “Hvis vi laver reformer, så kommer der en revolution.” Og begge grupper har ret.

Den store franske historiker og sociolog Alexis de Tocqeville forklarede, at det mest farlige øjeblik for et diktatorisk regime netop er, når det forsøger at reformere sig selv. I sit berømte værk “Det gamle regime og den franske revolution” skriver han:

“Således var det netop i de dele af Frankrig, hvor der havde været flest forbedringer, at utilfredsheden var størst. Dette kan forekomme ulogisk – men historien er fuld af sådanne paradokser. For det er ikke altid, når ting går fra slemt til værre, at revolutioner bryder ud. Tværtimod, oftere sker der det, at når et folk i lang tid har lidt under et undertrykkende styre uden protest og så pludselig ser, at regeringen letter presset, så griber det til våben imod styret. Således er det sociale system, der bliver væltet af en revolution, som oftest bedre end det, der gik forud for det, og erfaringen siger os, at generelt set så er det farligste tidspunkt for en dårlig regering netop, når den prøver at forbedre sig. Når man tålmodigt har udholdt undertrykkelse i lang tid, så bliver presset pludselig fuldstændigt uudholdeligt, når først muligheden for at fjerne det opstår. (“Det gamle regime og den franske revolution,” s. 197)
Disse linier beskriver nøjagtigt den nuværende situation i Iran.

Revolutionær situation

Lenin forklarede, at der er fire betingelser for en revolution:

1. Det gamle regime er splittet og i krise. Den herskende klasse er ikke i stand til at forsætte med at regere med de midler, de før har brugt.

2. Der er gæring i middelklassen, og den svinger mellem den herskende klasse og arbejderklassen.

3. Arbejderklassen er parat til at gøre hvad det skal være for at ændre samfundet.

4. Der eksisterer et revolutionært parti og en revolutionær ledelse (den subjektive faktor).

I Iran eksisterer alle disse betingelser i dag, undtagen den sidste. Splittelsen i regimet har været tydelig i flere år. Den nuværende situation blev udløst lige præcis af konflikten mellem reformisterne og de konservative i regeringen. Den udtalte utilfredshed i middelklassen ses i bevægelsen blandt studenterne og den åbenbare sympati, som folket i Teheran viser dem. Vi vil senere tale om arbejderklassen, der allerede har været involveret i kampe forud for de seneste begivenheder. Alle betingelserne for et afgørende opgør mellem masserne og regimet er ved at være modne.

Efter 20 år er masserne trætte af mullahernes styre. Oprindeligt lovede ayatollah Khomeini et rent og korruptionsfrit islamisk regime, frit fra al udnyttelse og skadelig indflydelse fra Vesten. Men korruption hører uadskilleligt med til ethvert bureaukratisk regime. Mullahernes bureaukrati er ingen undtagelse. Iran er nu faktisk et af de mest korrupte lande i verden. Mullaherne, specielt mellemlagene, har med glæde hengivet sig til tyveri, svindel og bestikkelse i stort omfang. Den voksende rigdom blandt regimets støtter (som åbenbart ikke kan vente på de velsignelser, der venter i et fremtidigt liv i paradis) står i stærk kontrast til den voksende fattigdom blandt arbejderne og bønderne. Kontrasten mellem rig og fattig er så meget desto mere påfaldende p.g.a. regimets propaganda og konstante appeller om solidaritet. Kontrasten mellem ord og handling, mellem teori og praksis frastøder og fylder alle ærlige folk med afsky, og skaber en generel stemning af frustration og undertrykt vrede.

Tidligere sikrede Irans store olierigdom en vis grad af stabilitet. Regimet gjorde indrømmelser over for masserne, i form af sundhedsvæsen, undervisning og andre offentlige ydelser. Barnedødeligheden faldt fra 104 per tusind i midten af halvfjerdserne til 25 per tusind i midten af halvfemserne. Den forventede levetid steg i samme periode fra 55 til 68. Der er en million studenter på højere uddannelser, hvoraf 40% er kvinder. Men en uforholdsmæssig stor del af landets rigdom gik til at gøre mullaherne og deres tilhængere rigere. The Economist (18/1/97) beskrev en udbredt holdning blandt uddannede iraneres:

“Det er alt sammen meget godt,” siger utilfredse iranere, “så nu har vi veje og telekommunikation, mekaniserede landbrug og skoler, sundhedscentre og børnebegrænsning, for ikke at nævne kvinder på vej fremad. Men det er jo ikke andet end, hvad man kunne forvente af et olierigt land med en oldgammel historie, en storslået kultur og en veluddannet elite, geografisk placeret midt i en af verdens mest strategiske regioner. Vi er ikke et tredjeverdens uciviliseret land, som Vesten bare kan styre. Vi vil have mere end det…”

“Reallønningerne er skrumpet voldsomt, specielt for den forsvindende middelklasse. En lærerløn, f.eks., dækker knap nok huslejen, så overlevelsen fra dag til dag afhænger af diverse improvisationer.”

Den gennemsnitlige udbetalte løn er ikke nok til at dække en gennemsnitsfamilies madudgifter, og de fleste folk er tvunget til at have mere end ét job for at få det til at hænge sammen. Tit må en mand tage to eller tre ekstra jobs for at overleve. En universitetslektor tjener 500.000 rialer (110$ ifølge den officielle kurs), men ville være nødt til at lave noget yderligere undervisning eller forskning. En pensioneret general får 170.000 om måneden. En skolelærer starter så lavt som 120.000 rialer (omkring 25$). Hvordan kan nogen leve af sådanne lønninger. Og den årlige inflation er omkring 27%.

Kapitalismens verdenskrise har vist sig i, at priserne på olie og andre varer styrtede nedad sidste år. Selvom prisen på olie siden er steget med 80% (hvor længe dét varer er en anden sag), så har det givet de olieproducerende lande alvorlige problemer. Den iranske økonomi er nu i krise, med høj inflation og arbejdsløshed, og investorerne har meget lidt tillid. Den forhadte udlandsgæld var på omkring $25 mia. i 1997. 86% af Irans BNP kommer fra statssektoren, og en stor del af resten er kontrolleret af mafiaen. Stanken af korruption hænger over hele landets økonomiske liv.

Derudover er der en kraftig stigning i kriminalitet, der mangler personlig sikkerhed og mange rettigheder. Regimets undertrykkende natur kommer til udtryk på tusind forskellige måder. Dem, der vil være studenter eller lærere, bliver forhørt for at se, om dem og deres familier respekterer de islamiske værdier. Systemet er meget kvindeundertrykkende. En kvindelig student kan blive smidt ud, hvis hun bliver set grine sammen med en mand, hun ikke er i familie med. Dette skulle være en sensuel invitation til synd! Mullahernes kvælende regime, der blander sig i alle livets aspekter, stort som småt, ville være slemt nok i sig selv. Men når det oven i købet er klart for enhver, at præsteskabet er korrupt og råddent, så bliver det uudholdeligt.

Dette er ikke hvad folket kæmpede og døde for i 1979. Studenternes desillusionering blev der kommenteret på for to år siden i en særlig rapport i The Economist ( 18/1/97):

“Når de førsteårsstuderende starter på universitetet,” siger en lektor, “så er halvdelen parat til at give deres liv for revolutionen. Ved det andet år, så er de i tvivl, ved det tredje, så er de mildt kritiske, ved det fjerde, så er de i total opposition.”

Den omfattende utilfredshed med regimet kom til udtryk ved valget i 1997, hvor Muhammed Khatami vandt en overvældende sejr. Som man kunne forvente, så blev Khatamis løfter om reformer ikke til særlig meget. Han blev hver gang standset af de magtfulde konservative under ledelse af den øverste leder ayatollah Khamenei. Men splittelsen i toppen virkede som en sprække i en dæmning, og dér er flodbølgen nu brudt igennem.

Masserne mister deres frygt

65% af Irans befolkning er under 25 år, og de ved kun lidt om revolutionen og Irans otte-års krig med Irak. Forgæves prøver regimet at appellere til krigs- og martyrånden. Tiden til sådanne taler er forlængst ovre. Irans ungdom vil ikke længere tolerere tom retorik og taler. De vil have jobs og frihed. Det er disse lags ungdommelighed, når de kommer friske ind i kampen, ubebyrdede af rutinens og traditionens dødvægt, der giver bevægelsen dens usædvanlige rækkevidde og kraft. Først og fremmest så føler disse studenter ikke, at de er alene, men taler i folkets navn: “Folket lever i elendighed! Præsterne opfører sig som guder!,” var et de slogans, som studenterne råbte til demonstrationerne. Frygten for regimet har aftaget i en sådan grad, at studenterne føler sig i stand til at trodse statens styrker. En Stratfor rapport fortæller:

“Tidligere er studenterne blevet spredt bare af synet af politistyrkerne eller den revolutionære garde, som begge er kontrolleret af Khamenei. Men denne gang flygtede studenterne ikke. Faktisk så voksede studenternes protester, fordi politiet var så brutale, når de spredte demonstrationerne.”

Bevægelsen blandt studenter vandt øjeblikkeligt genklang blandt den almindelige befolkning. Almindelige iranere sluttede sig til studenterne, og protesterne spredte sig til Tabriz – hvor en student blev dræbt af sikkerhedsstyrker i weekenden – og til Yazd, Khorramabad, Hamadan og Sharud. Muligheden for en revolutionær bevægelse over hele Iran voksede hastigt.

I et forsøg på at stoppe bevægelsen forbød Teherans borgmester om mandagen officielt alle demonstrationer. Studenterne trodsede modigt forbuddet og gik på gaden tidligt tirsdag morgen og kom til at stå over for flere tusinde islamiske militsfolk (af nogle kilder anslået til over 50.000 mand). En væsentlig del af disse var blevet fragtet til Teheran fra andre byer om natten. Dette er en vigtig detalje. Det viser, at regimet ikke havde tilstrækkelige styrker i Teheran, som det kunne stole på, og at det derfor var tvunget til at hente tilbagestående elementer ind fra provinsen til at gøre det beskidte arbejde.

Den dag mindede Teheran om en militærlejr. Et stort antal soldater fra sikkerhedsstyrkerne og efterretningsministeriets tropper havde besat byens centrum, mens helikoptere svævede over byen og gennem højtalere opfordrede til “ro og orden” – en melding der druknede i lyden af maskinpistoler, der blev affyret op i luften for at skræmme og sprede demonstranterne.

“Ved middagstid,” skriver Safa Haeri, “lignede den iranske hovedstad en krigshærget, besat by. Sikkerhedsstyrkerne checkede forbipasserende, private biler og taxier. Demonstrationerne var spredte, og der var kampe rundt omkring, alligevel var de over det hele, selv i Teherans centrum, hvor folk i protest angreb en bank, satte ild til to busser og adskillige offentlige bygninger, forsøgte at besætte kontorerne på de forhadte aviser Keyhan og Joomhouri Eslami, førstnævnte er efterretningsministeriets organ, og det andet er talerør for ayatollah Khamenei, avisens stifter, ejer og redaktør.”

Den næste sætning er yderst vigtig. Safa Haeri fortsætter:

“Påfaldende nok lukkede butiksejere i den centrale bazar, der ellers traditionelt er en konservativ højborg, deres forretninger og tilsluttede sig de unge demonstranter, hvis antal nu var steget til flere tusinde takket være den almindelige befolkning af begge køn.”

Bazaren har traditionelt været en højborg for mullaherne. Hvis selv dette mest konservative lag i det iranske samfund slutter op om studenternes demonstrationer er konklusionen ikke til at komme uden om: Regimets dage er talte.

Ældre journalister, der havde dækket revolutionen i 1979, beskrev situationen som “en nøjagtig gentagelse” af dagene og månederne dengang. Parolerne er næsten ens, kun ændret i forhold til de nye omstændigheder. “Jeg vil dræbe, dræbe, den som dræber min broder.” Andre slogans satte direkte navn på målet for folkets vrede: “Jannati Molla Omar – Henrettelse! Henrettelse!”, “Død over (Muhammed) Yazdi! Skam over Khamenei.” Andre sang: “Folk, oprøret der vil gøre en ende på 20 års tyranni er begyndt” og slogans mod mullaherne: “Frihed til at tænke er ikke muligt med mullah-skæg.”

13. juli 1999 rapporterede New York Times: “I et sceneri der gav sælsomme minder om Irans revolution to årtier tilbage, fyrede politiet tirsdag tåregas mod tusinder af demonstranter og forbipasserende og affyrede pistoler og maskinpistoler op i luften, mens kampene i gaderne rasede gennem store dele af hovedstaden. Kaoset og volden fik hundreder af butikker, banker, tankstationer, indkøbscentre og kontorbygninger og, helt ekstraordinært, selv den umådeligt store bazar i den sydlige del af Teheran til at lukke. De tilstoppede gader lugtede af frygt og forvirring, da den værste uro i den islamiske republiks historie blev mødt af ti tusinder af uniformerede og civilklædte sikkerhedspolitifolk, soldater, antioprørstropper med skjolde og hjelme, der dækkede ansigtet, den revolutionære garde, efterretningstjenestens folk, militsfolk med lange grønne knipler og så almindelige gadebøller.”

Tirsdag eksploderede det ulmende had imod regimet i gaderne. New York Times citerede et stort antal mennesker: “Jeg beder til, at vi slipper af med de vildmænd, der slår vores børn,” sagde en midaldrende dame, mens hun så på de stavsvingende mænd på motorcykler, der forfulgte demonstranterne ved et gadehjørne i det centrale Teheran. “Vildmænd, bøller, det er hvad de er.”

Kvinden fortalte, at hun havde set et dusin militsfolk med køller slå to kvinder uden for universitetet sent mandag nat.

En anden tilskuer havde set militsfolk angribe en lille gruppe unge mænd, der råbte “Khatami, vi støtter dig!”. Tilskueren sagde, at demonstranterne og også en tilfældig forbipasserende havde fået slemme klø med lange stave.

“Jeg vil bare af med det beskidte regime,” sagde en mand. “Alt andet ville være bedre end disse gejstlige, selv de værste forbrydere.”

Det blev også bekræftet, at almindelige mennesker begyndte at tilslutte sig bevægelsen: “Almindelige mennesker uden åbenlyse grunde til at klage bevægede sig stille ind og ud af demonstrationens periferi.”

New York Times beskrev også, hvordan politiet overlod det meste af det beskidte arbejde til bøller fra de såkaldte islamiske militser: “Da tusinder af mennesker tirsdag nat nægtede at forlade Enghelabpladsen, et af Teherans største gadekryds, slog hundreder af knippelbevæbnede militsfolk hårdt ned – flere af dem kørte to og to på motorcykler, beskrev vidner. Militsfolkene arresterede, truede og slog folk i mængden i flæng, og de fulgte efter folk, der løb væk for at finde en udvej, tilføjede vidnerne. Statens uniformerede sikkerhedsfolk stod og så på, mens de spærrede store områder af, så militsfolkene kunne arbejde i fred og ro. Ved at lade deres stedfortrædere slå demonstrationen i stykker, så det ud som om, at sikkerhedsstyrkerne forsøgte at distancere sig – og deres regering – fra magtanvendelsen.”

Men denne taktik fik ikke succes. Gennem hele forløbet viste masserne sig at være fuldstændig frygtløse – i bedste iranske tradition. De fremviste den samme ukuelige revolutionære ånd, der væltede Shahens uhyrlige tyranni. Blandt de paroler, der blev lånt fra ‘79-revolutionen var: “Brødre i hæren, hvorfor dræbe jeres brødre?” Dette er en appel om at få soldaterne over på oprørernes side. Det må have fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på den herskende klasse. For at neutralisere de skyer af tåregas, der gavmildt blev delt ud af sikkerhedsstyrkerne og de islamiske militser, satte demonstranterne ild til bildæk.

En gruppe på omkring 2000 demonstranter råbte, da de nåede frem til efterretningsministeriets jernporte: “Den uduelige leder, skyldig i alle forbrydelser, støtter de kriminelle” og derefter “Khamenei, skam over dig! Frasig dig tronen” og: “Student, gudernes omstyrter, knus den store gud.” Ansigt til ansigt med sikkerhedsstyrkerne råbte de: “Tanks, kanoner, maskingeværer, det er alt sammen nytteløst” og til Anzars islamiske gangstere sang de: “Ned med Anzar! Ned med Basij!” (de bevæbnede bander med fundament i pjalteproletariatet, som mullaherne bruger til at smadre protester).

Det var umuligt at fastslå, i hvilket omfang demonstrationerne var blevet spredt til andre regioner i landet, eftersom den officielle presse pludselig blev tavs tirsdag, efter at den mandag havde reporteret om udbredte protester i 18 byer. Dette betyder formentligt at bevægelsen faktisk spredte sig.

De liberales fejhed

Som altid har de liberale spillet den fejeste og mest forræderiske rolle. Ligesom de russiske kadetter i 1904-5 forsøgte reformfløjen med Khatami i spidsen at bruge studenterne til at presse indrømmelser ud af den konservative fløj. Deres mål er ikke at styrte regimet, men at tvinge de konservative væk, så de selv kan komme til magten. Deres metoder udspringer direkte af dette mål: ingen revolutionære massebevægelser, men manøvrer og intriger i toppen. Hvis de kunne nå deres mål uden massernes deltagelse, ville de være lykkelige. Men den reaktionære fløj omkring Ayatollah Khamenei har ingen planer om at slække på magten og opgive deres privilegier uden voldsom kamp. Eftersom de liberale frygter masserne meget mere, end de hader de konservative, er resultatet sikkert: det eneste, de kan opnå, er et råddent kompromis med de reaktionære, så det gamle regime forbliver fast i sadlen.

Aldrig så snart var studenterne begyndt på en seriøs kamp imod reaktionen, så viste de liberale deres sande ansigt. Helt fra starten af ønskede Khatami at bremse bevægelsen og appellerede til de studerende om at gøre demonstrationerne fredelige. Deres hykleriske udtalelser kan ikke skjule den kendsgerning, at det ikke var de studerende, der startede volden – de demonstrerede bare fredeligt for demokratiske rettigheder. Det var Khamenei, der d. 11. juli udsendte en erklæring imod “ulovlige forsamlinger” og sendte politiet ud for at sprede demonstrationerne under påskud af at ville “undgå sammenstød og genoprette roen.”

Da politifolk og folk fra den Revolutionære Garde spærrede adgangen til den centrale plads i Teheran, Val-e Asr, og forsøgte at tvinge demonstranterne væk, så svarede studenterne igen ved at smide med sten. Politiet arresterede mindst 20 demonstranter og sårede adskillige andre. Næste dag, 12. juli, kaldte Khatami igen til ro og orden og advarede studenterne mod “provokationer fra reformmodstandernes side. ” “Der er nogle, der ønsker at skabe provokationer og sammenstød,” sagde han. Khatami opfordrede de studerende til ikke at “gå i denne farlige fælde,” og sagde: “vi må være de første til at gå imod spændinger og vold.” På den måde blev der dannet en fælles front mellem Khamenei og Khatami, der optrådte som reaktionens højre hhv. venstre støvle. Den første prøver at sprede demonstranterne med knipler og tåregas, den anden prøver at gøre det samme med hyklerisk tale. Men meningen er præcis den samme.

Præsidentens udtalelse blev distribueret af det officielle iranske nyhedsbureau IRNA:

“Den iranske præsident Hojatoleslam Muhammed Khatami sagde tirsdag, at hændelsen på sovesalen på Teherans universitet torsdag nu har ført til en afsporet udvikling, der i høj grad er imod Irans politiske systems overordnede politik og imod hans egen regering.”

“Præsident Khatami sagde i et tv-interview efter et møde i den særlige overkomité i det nationale sikkerhedsråd, at hændelsen på sovesalen var særlig bitter for ham.”

“Han sagde, at her efter et par dage havde tingene taget en mistænkelig drejning.”

“Han sagde, at dem, der havde afsporet tingene til den nuværende situation, ikke ønskede nationens vel, men havde i sinde at skabe uro og ustabilitet i landet.”

“Han sagde, at optøjer er imod det politiske system og til skade for folkets vel, og han tilføjede, at nogle af dem, der var blevet arresteret de sidste par dage, ikke var studerende.”

“Præsident Khatami sagde, at hans regering gik ind for fredsommelig opførsel, og at man bør afstå fra voldshandlinger.”

“Han sagde, at hans regering forsøgte at behandle de nuværende voldelige begivenheder så fredeligt som muligt under hensyntagen til regeringens overordnede politik.”

“Præsident Khatami roste også de iranske aviser og blade, der havde givet begivenhederne en mere diskret behandling, og han fordømte voldshandlinger.”

“Han opfordrede de trykte medier i Iran til at holde fast ved deres fornuftige syn på de nuværende begivenheder i landet.”

Præsidenten sagde temmelig meget mere, end han havde tænkt sig! Det er et faktum, at i løbet af få dage med demonstrationer og sammenstød med statsmagten begyndte folk allerede at drage de mest vidtrækkende revolutionære konklusioner rettet mod det nuværende politiske system, som Khatami forsvarer. Det er også sandt, at demonstrationerne fik stor rækkevidde, og at en stor del af landet blev grebet af “uro og ustabilitet.” Sidst men ikke mindst er det en værdifuld indrømmelse, at “ikke alle af de arresterede var studerende” – d.v.s. arbejdere og andre borgere begyndte at deltage i demonstrationerne. Dette sidste faktum er helt bestemt en “mistænkelig” udvikling set fra styrets synspunkt, der nu kan føle jorden ryste under sine fødder.

Safa Haeri reporterer de studerendes vrede reaktion:

“Minutter efter at Khatamis chokerende meddelelse nåede til universitetet og de studerendes sovesale, vendte hundredvis af vrede studerende – der lige var kommet hjem efter en dag med voldelige sammenstød med sikkerhedsstyrkerne, efterretningsministeriets særlige antioprørsenheder og tusindvis af medlemmer af det konservativt støttede Anzar Hezbollah – tilbage på gaderne, hvor de blev mødt af sikkerhedsstyrkerne, der angreb dem med maskingeværer, tåregas, jernstænger, knive, metalkabler og kæder.”

” “Der er mange, mange sårede, nogle alvorligt. Det er ligesom en rigtig krig,” fortalte et vidne til Iran Press Service omkring midnat lokal tid.”

“Nyheden om præsidentens fordømmelse af demonstrationerne chokerede og sårede de studerende, især hans støtter, dem der i løbet af de sidste 5 protestdage havde sat deres lid til, at han ville få myndighederne til at acceptere deres krav.” (13. juli, IPS)

Starten på en revolution indebærer altid en vis form for naivitet fra massernes side – de leder efter frelsere blandt de “store navne,” der fremstår, som om de står for reformer og fremskridt. Kun igennem en smertefuld proces med afprøvning af forskellige ledere og deraf følgende fejltagelser lærer masserne at kende venner fra fjender og at se, hvilke ledere, partier og programmer der virkelig repræsenterer deres interesser, og hvilke, der er falske, hykleriske og forræderiske. I Iran er denne proces allerede begyndt. Dog ved masserne endnu ikke helt, hvad de vil – selv ikke de mest militante lag, repræsenteret ved de studerende. Men de er helt klar over, hvad de ikke vil have. De vil ikke have status quo. De vil ikke have det regime, der har bragt dem så meget ulykke, krig, arbejdsløshed og lidelse. Og nu har de lært en ny lektie. De vil ikke have falske venner og løgnagtige liberale, der gemt bag hyklerisk tale om reformer i virkeligheden kun ønsker at klamre sig til magten og opretholde det gamle styre med nogle få forskønnende småforandringer. Dette er den vigtigste lære!

Safa Haeri fortsætter med at citere en ikke navngivet journalist i Teheran:

“Khatami har nu gennem sin fordømmelse af de studerendes legitime krav afvæbnet sine egne støtter over for andre studerende, der er for en fortsættelse af protesterne, indtil myndighederne fyrer generalen for Revolutionsgarden Hedayatollah Loftian, som de anser for at være ansvarlig for torsdag nats brutale angreb på de studerendes sovesale.”

De studerende tager – i modsætning til Khatami – demokrati alvorligt. De forlanger udrensning af dem, der er ansvarlige for mordet på deres kammerater. Hvad skulle de ellers forlange? Dette er det mindste, man kunne forvente i alle halv-demokratiske regimer. Faktisk er den første betingelse for at opnå demokrati i Iran en grundig udrensning af hæren og politistyrkerne, så man kan komme af med alle reaktionære og anti-folkelige elementer, og opløsning af alle undertrykkende organer såsom anti-oprørsenhederne, den såkaldte Revolutionsgarde og de forskellige pjalteproletariske bander, der operer under navnet Ansar-e Hizbullah og lignende.

Og Safa Haeri konkluderer korrekt:

“Forskellige analytikere mener ikke, at han vil kunne gøre comeback i iranernes hjerter, de millioner af unge og gamle, mænd og kvinder, der for to år siden og derefter arbejdede helhjertet nat og dag, for at han skulle kunne slå de konservative.”

“Men nu har han valgt den letteste vej ud og har stillet sig på de konservatives side i et så ømfindtligt øjeblik imod de studerendes masser, som var hans eneste solide og store støtte indtil nu, og imod en befolkning, der igennem de sidste to år har bakket ham op betingelsesløst, accepteret alle prøvelserne. Khatami er blevet en Judas, og samtidig har han også sat en stopper for sin egen politiske karriere.”

“Imidlertid er det ikke bare et spørgsmål om én mand. Det er et spørgsmål om en hel politisk tendens. Khatamis holdning er ikke et tilfælde, men afspejler alle de liberales standpunkt. Et eksempel er, at den nyvalgte leder af Teherans byråd, Hojatolesam Abdullah Nouri – der er ejer af den liberale avis Khordad og en af de studerendes yndlinge – kaldte bevægelsen “yderst tvetydig.” En af Khatamis rådgivere er citeret for at sige, at “alle embedsmænd, akademikere, præster, og de nationale og religiøse ledere er enige om, at rimelige krav skulle følges op gennem lovgivningen, og at sådanne skridt ikke skulle styrke dem, der er ude på at vælte systemet.”

Det konservativt dominerede parlament er meget alarmeret over udviklingen og har været nødt til at lægge afstand til politiets handlinger, hvor de angreb de studerendes sovesale. Om mandagen beklagede Majli-komitéen angrebet på sovesalene og beskrev det som “en ulovlig handling, der var i modsætning til islamisk etik”:

“Det var en bitter og smertefuld begivenhed, der smertede den øverste leder af den islamiske revolution ayatollah Ali Khamenei, den iranske nation og embedsmandsstanden.” Imidlertid observerede komitéen, at denne begivenhed efterfulgtes af nogle “ulovlige folkesamlinger, spredte demonstrationer og ulovlige paroler, samtidig med at fjender og udenlandske radiosendere spredte rygter,” ifølge en udtalelse fra IRNA. Og det fortsatte:

“Det står nu klart, at den udenlandske fjende, kontrarevolutionære elementer og infiltratorer har angrebet den nationale sikkerhed og er ved at skubbe regeringen og nationen i retning af kaos og uro. At skabe uro, ulovlige bevægelser og kriser er en del af de kontrarevolutionære fjenders velovervejede planer – specielt USA og zionisterne.”

“Sikkerheden i landet afhænger af officerernes indsats og mandskabet i ordensmagten,” konkluderede meddelelsen. Den “liberale” Khatami havde brugt mere eller mindre de samme ord.

Masserne drager deres konklusioner

Situationen var gået meget længere end, hvad disse mennesker havde ventet. De studerende rettede sig ikke efter Khatamis anmodninger. Tværtimod så tog de ham med som mål for deres protester.

At studenterne råbte ad Khatami og hans erklæringer, er meget vigtigt – det var den mand, som kun kort tid før var deres leder og helt. I en revolution lærer masserne hurtigt. På få timer vokser bevidstheden mere, end den har gjort på 20 år med normalt liv. Statens virkelige natur, politiets, dommernes, massemediernes, skolernes og kirkens egentlige rolle, der har været skjult i årtier, bliver pludselig tydelige. I denne proces kan politimandens knippel være en god lærer. Den brutale nedslagtning af studenterdemonstranter i bevægelsens begyndelse har uden tvivl haft en radikaliserende virkning på studenterne. Der er nu en flod af blod mellem studenterne og regimet. Den kan ikke fjernes af fine taler og løfter eller af mere undertrykkelse. Det højeste, yderligere undertrykkelse kan opnå, er at lægge låg på utilfredsheden, hvilket kun vil føre til en endnu mere voldsom eksplosion senere hen.

Khatami og de liberales forræderi vil ikke blive glemt. Det vil gøre det muligt at vinde de bedste elementer blandt arbejderne og ungdommen direkte for et socialistisk program som den eneste udvej. Studenterdemonstrationerne begyndte som en del af en kamp imellem Irans moderate og konservative. Deres mål var i begyndelsen bare at støtte Khatamis reformer, og at gå imod Khameneis konservative indskrænkninger af pressefriheden. Men nu er bevægelsen gået meget videre end dette. Studenterne har lært en værdifulde lektie, ikke kun om den såkaldte islamiske republiks sande natur, men også om de såkaldte liberale reformister. De vil ikke tage sig til takke med små reformer, der ikke ændrer noget essentielt. Hvad der er behov for, er en total forandring. Den gamle stat skal væltes. Så meget står klart. Men hvad skal der sættes i dens sted?

Hvad der er nødvendigt i Iran, er en revolution. Dette faktum blev instinktivt opfattet af studenterne, der til deres demonstrationer råbte slogans fra anti-Shah-revolution i 1979. Et tegn på, at de lærer i kamp, er, at de studerende har lavet nogle væsentlige ændringer ved de gamle slogans. I 1979 råbte demonstranterne: “Selvstændighed, frihed, islamisk republik,” nu råber demonstranterne i Teherans gader ikke mere på en “islamisk,” men på en “iransk republik.” Det er et stort skridt fremad, men det er ikke nok. Irans befolkning vil have demokrati, de vil vælte mullahernes korrupte despoti, og vil have staten skilt fra kirken. Befolkningen burde have frihed til at følge hvilken som helst, hvis overhovedet nogen, religiøs overbevisning uden at blive forfulgt af staten. Men det er ikke tilstrækkeligt. Irans befolkning vil ikke udskifte ét tyranni med et andet. De vil ikke skifte fra at være undertrykt af mullaherne til at blive undertrykt af storbanker og kapitalister og amerikansk imperialisme.

Desuden er spørgsmålet om demokrati for arbejdere og bønder ikke bare et abstrakt spørgsmål om juridiske definitioner og papirforfatninger. Det er først og fremmest et spørgsmål om brød. Det første spørgsmål er, om en revolutionær regering vil stå for arbejdernes og bøndernes interesser og om den vil kunne opfylde deres basale behov – arbejde, brød og tag over hovedet. Hvordan kan dette opnås? Kun ved hjælp af nationaliseret planøkonomi under arbejderklassens egen demokratiske ledelse og kontrol. Derfor må det centrale slogan i revolutionen være “Den socialistiske republik Iran.”

Hvad nu?

Efter disse første protester ser det nu ud til, at reaktionen sidder sikkert i sadlen igen. En sådan konklusion ville imidlertid være fejlagtig. Masserne holder blot en pause for at tage bestik af situationen. Regimets sejr er yderst skrøbelig, dets grundlag er tyndere end nogensinde før. Umiddelbart lyder dette ikke til at stemme overens med, at der har været massedemonstrationer til støtte for regimet, men det er blot et bonapartistisk regimes typiske manøvrer, når det er i vanskeligheder. Det var nemlig ikke nogen spontan demonstration. Statsfjernsynet og radioen sendte tirsdag en meddelelse, der opfordrede befolkningen til at gå på gaden om onsdagen i en moddemonstration for at “beskytte landets nationale sikkerhed” og for at fordømme “de mennesker, som vil føre landet ud i anarki.” Radio og fjernsyn sendte igen og igen en tale, som ayatollah Khamenei holdt mandag, hvor han skød skylden for demonstrationerne på unavngivne “fjender,” især USA.

Men det vigtigste var ikke størrelsen på den regeringsvenlige demonstration om onsdagen. Regeringen har mulighed for at sende hundredetusinder på gaden, når den har lyst, og det har den haft tit før i tiden. Denne demonstration var ikke specielt imponerende sammenlignet med tidligere erfaringer. Men det, der var slående, var, at regime blev nødt til at hente mange mennesker ind fra uden for Teheran. De fleste af demonstranterne var bragt ind fra landlige områder, og var hentet fra de mindst bevidste lag af det iranske samfund. Regimet kan stadig regne med opbakning ude på landet. Som altid kommer landet bagefter byen og bonden efter arbejderen. Men før eller senere vil landsbyerne komme efter det. I mellemtiden indrømmede regimet ved at hente disse mennesker til Teheran sin egen fallit. Ayatollaherne har ikke længere de nødvendige reserver i hovedstaden til at organisere massedemonstrationer til støtte for dem selv. Dette er en meget vigtig udvikling.

For lang tid siden forklarede Trotskij, at det er umuligt af holde masserne nede alene ved direkte magtanvendelse. Politiet og hæren er for tyndt et grundlag til at holde millioner af mennesker nede. Det så vi et eksempel på, da Shahen blev styrtet. På kort sigt er det sandsynligt, at regimet vil prøve at holde sig selv i live ved både at komme med indrømmelser og intensivere undertrykkelsen på samme tid. Målet for den reaktionære fløj var at etablere et totalitært regime og et blodigt diktatur som Suhartos i Indonesien. Det provokerede med vilje de studerende for at knuse dem og for derefter at eliminere Khatami og de “moderate.” Men tingene gik ikke som planlagt. Massernes opstand overraskede dem. Ligesom Zarens regime i Rusland i 1905 er de blevet tvunget i defensiven.

De studerendes holdning til Khamenei blev vist i en Stratfor rapport:

“Khamenei blev chokeret over de trodsige studerende og har modereret sine holdninger og fordømt politiets brug af magt mod demonstranterne sidste uges som “uacceptabel.” Alligevel blev der buh’et, da hans meddelelse blev sendt ud over højtalerne på Teherans universitet. Khamenei lagde vægt på, at de ansvarlige ville blive straffet, selv hvis de er fra politiet eller sikkerhedsstyrkerne. Og de to politibetjente, som blev anset for at være ansvarlige for det første angreb på de studerende den 8. juli, blev arresteret. Den øverste leders udtalelser, citeret af det officielle IRNA-nyhedsbureau, er hans første offentlige reaktion på de pro-demokratiske protester, og kommer efter, at de studerende havde beskyldt ham for at være medskyldig i politiets angreb.”

Modstræbende er de blevet tvunget til at læne sig op ad Khatami for at få støtte. Khatami er forfærdet over den kraft, han selv har været med til at fremmane, ligesom troldmandens lærling. Han har kastet sig selv lige i armene på de reaktionære. Ligesom to druknende mænd, der klamrer sig til hinanden i panik, vil de hjælpe hinanden med at drukne! Tiden er løbet fra pseudoreformer, men ikke uden at de har fuldført dens eneste positive rolle – nemlig at vække en tørst, de ikke kunne slukke, og dermed åbne for en flodbølge af revolution.

Khatami er færdig som en seriøs politisk faktor. Han vil blive hadet af de studerende og foragtet af de reaktionære. Det er de sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden – i øjeblikket. Men de har fået en alvorlig advarsel. Det er derfor muligt at de vil indføre nogle få reformer, der dog ingenting vil ændre, og kun vil blive indført med rent dekorativ hensigt. På samme tid vil de prøve at knuse alle med en anden holdning. Dem, der er blevet arresteret under demonstrationerne, vil blive stillet for retten. Regeringen har truet med at gribe til dødsstraf mod sine fjender i et forsøg på at lægge låg på fremtidig uro. Men det vil kun skabe martyrer og vække massernes had. På grund af manglende ledelse kan det ske, at undertrykkelsen kommer til at bevirke, at bevægelsen udskydes midlertidigt, men det vil kun føre til en endnu mere voldsom og ukontrollabel eksplosion senere hen.

Proletariatets afgørende rolle

Nøglen til succes ligger i arbejdernes direkte aktioner. Indgrebet over for den frie presse har allerede ført til trusler om strejkeaktioner blandt 500 journalister. Men det afgørende element i denne ligning er det iranske proletariat. Der har været strejker i Iran. Hen imod slutningen af 1995 strejkede 4000 arbejdere på den tysk ejede lastbilsfabrik Benz Khavar for højere løn og mere ferie. På samme tidspunkt strejkede tekstilarbejderne i Gaem Shar. De muligheder, der ligger i arbejderklassens kamp, kan illustreres ved de altafgørende oliearbejderes historie.

De iranske oliearbejdere har en specielt afgørende betydning. I Iran og Mellemøsten er industrier som olie og kommunikation de mest strategiske af de økonomiske sektorer. Dette faktum blev demonstreret af den iranske revolution i 1979. Mens Shahens regime stod overfor massive gadedemonstrationer, blev der kaldt til national oliestrejke d. 5/10 1978, og det var et alvorligt slag for regeringen. Tropper blev tilkaldt, og 70 ledende arbejdere i Abadan og lederen for fagforeningen for de tehranske oliearbejdere blev arresteret. Følgen af arrestationerne var, at arbejderne i Lavan, Bahrakan, Ahwaz og andre oliefelter stoppede arbejdet. 70.000 strejkende oliearbejdere stoppede næsten eksporten og produktionen af olie. I løbet af en måned faldt produktionen fra omkring 6 millioner tønder om dagen til omkring 2 millioner. Dette var det afgørende element i Shahens fald. ( NB: Informationerne om oliearbejderne kommer fra Irans Arbejder-Kommunistparti.)

Under mullahernes diktatur har oliearbejderne set deres levestandard blive angrebet. For mange arbejdere er diverse kompensationer for farlige arbejdsforhold, og forskellige fordele og frynsegoder ud over lønnen enten blevet fjernet, skåret ned eller ikke opreguleret i takt med inflationen. F.eks. er 15-dags lønudbetaling blevet afskaffet såvel som en del af kompensationen for rejseudgifter. Lån uden renter er blevet pålagt renter, hvilket har reduceret oliearbejdernes realindkomst, samtidig med at leveomkostningerne er steget dag for dag.

Regimet har brugt andre metoder – såsom løsarbejde – til at skære lønnen og levestandarden ned. Kontraktansatte arbejdere bliver konstant presset til at lave ubetalt overarbejde. Hvis man ikke vil gøre, som ledelsen siger, ophæves kontrakten umiddelbart. Meningen er klar: man vil bryde enhver strejke og protest ved at skabe et ekstremt usikkert arbejdsmiljø. Ydermere har der været en stadig mere udbredt militarisering af arbejdspladserne, og de såkaldte islamiske foreninger gør enhver form for protest ekstremt svær – det er igennem disse, at spioner og regimets støtter identificerer og holder øje med organisatører og aktivister.

Trods dette har oliearbejderne fortsat deres kamp for at forsvare deres levestandard. Umiddelbart efter Iran-Irak-krigen organiserede arbejderne i 1988 og 1989 en kamp for betaling i form af løn i stedet for kuponer. I maj 1990 krævede oliearbejdere fra Esfahan “dobbelt løn for overarbejde.” Trods 30 arrestationer og massivt pres fortsatte strejken i to uger, hvilket sikrede løsladelsen af de fængslede og et løfte fra regeringen om højere løn. En delegation fra regeringen kom for at besigtige situationen, men arbejderne gjorde det klart for delegationen, at: “det nytter ikke noget at fortælle jer vores krav, så længe vi ikke har ret til at organisere os.” På den måde forbandt arbejderne helt klart den økonomiske kamp med den politiske – kampen for den demokratiske ret til at organisere sig.

D. 27/1/91 strejkede oliearbejderne ligesom året før for højere løn og andre velfærdskrav. Strejken begyndte på refinaderierne i Isfahan og Abadan som en sultestrejke, og i løbet af få dage spredte det sig til refinaderierne i Tehran og Shiraz. Deres krav omfattede:

lønstigning i takt med inflationen.
ordnede forhold for folk, der hidtil ikke har været dækket af arbejdsloven.
oprettelse af et klassificeringssystem over arbejdspladser.
flere boliger til rådighed og øget huslejetilskud.

I strejkens anden uge, fredag d. 8/2/91, var der en repræsentant fra arbejdsministeriet, der besøgte olierefinaderiet i Teheran. Han bad de strejkende om at stoppe strejken og vælge repræsentanter, som regeringen kunne forhandle med. Arbejderne nægtede og forlangte at tale med olieministeren. To dag senere truede en repræsentant fra informations( sikkerheds-)ministeriet arbejderne med, at “hvis ikke de stopper deres strejke, vil sikkerhedstyrkerne rykke ind” – under henvisning til krisen i golfområdet. Endnu en gang kom arbejdere, der kæmpede for deres interesser, til at stå over for statsmagten. Alligevel vandt arbejderne næsten alle deres krav. Denne strejke – som var den første generalstrejke i olieindustrien siden den store strejke i 1978/79 – omfattede ti tusinder af oliearbejdere.

Regeringen var meget forsigtig med ikke at opfordre andre arbejdere til at følge oliearbejdernes eksempel. Men de kunne ikke fjerne lønspørgsmålet, som er hele den iranske arbejderklasses presserende problem. Strejken tvang regeringen til at give en generel lønstigning på 36%. Strejkens virkning og oliearbejdernes store indflydelse var så stor, at olieministeren ikke ville tillade, at der blev oprettet islamiske foreninger ( som oprettes og styres af regeringen) i olieindustrien: “præsidenten selv var klar over dette, og på baggrund af, hvor risikabelt det ville være at have politiske organisationer i olieindustrien, vil denne sag på præsidentens opfordring blive overvejet, og der vil blive taget de nødvendige forholdsregler i systemets interesse.”

D. 19. og 20. august 1996 var der 600 arbejdere fra Teherans olieraffinaderi, der nedlagde arbejdet og marcherede til Arbejdets Hus ( den centrale ledelse for de islamiske foreninger og råd ), hvor de protesterede over manglende kollektive aftaler og håndhævelsen af arbejdsloven.

D. 18. og 19. december 1996 gik oliearbejdere fra Teheran, Tabriz, Shiraz og Esfahan i en to-dages advarselsstrejke, hvor de krævede, at regeringen anerkendte retten til kollektiv forhandling og overenskomster. Todagsstrejken blev iværksat, fordi regeringen ikke havde reageret på et tidligere ultimatum, som arbejderne var kommet med i august. De strejkende arbejdere erklærede, at hvis ikke regeringen gik med på deres krav, ville de kalde til generalstrejke uden tidsbegrænsning inden for en måned. På raffinaderiet i Tabriz blev de to dages strejke fulgt af en arbejd-langsom-aktion, der varede tre uger.

Alt dette er meget imponerende, især hvis man husker på, at retten til at strejke og organisere sig ikke er anerkendt i Iran. Strejkende arbejdere risikerer fyring, arrestation, henrettelse og militær besættelse af arbejdspladsen. Det viser, at arbejderne – ligesom de studerende – er ved at miste frygten og er beredte på at kæmpe imod alle odds. Det er det, der er den primære drivkraft i den iranske revolution.

Iran og verdensrevolutionen

Vestlige lande som USA, Frankrig, Italien, Sverige, Tyskland m.fl. havde været lidt for hurtigt ude med støtte og “sympati” for den “reformvenlige” Khatami – de så ham som deres bedste mulighed for at få et lidt mere medgørligt styre i Iran. Men studenterbevægelsen har lavet rod i alle deres planer og beregninger. De forstod bevægelsens revolutionære potentiale, som udgør en stor fare for dem i et af de vigtigste områder i verden, og derfor skyndte de sig at opfordre Khatami til at komme med indrømmelser og gøre studenterne “tilfredse.” Men imperialisterne har ikke så meget at skulle have sagt i Iran, så deres bønner blev ikke hørt. Imperialisterne måtte bare se rædselsslagne på, mens situationen kom mere og mere ud af kontrol. De drog med garanti et lettelsens suk, da reaktionen endelig fik styr på tingene igen. Men de er udmærket klar over, at situationen ikke kan holde.

Khatami repræsenterer den del af regimet, som ser mod Vesten og kapitalismen for at finde en løsning. De er blevet støttet af Vesten, som hellere vil have et svagt (borgerligt) demokratisk regime, der er mere medgørligt end det gamle styre. De nuværende forstyrrelser kom som en overraskelse for dem. Amerikanerne er rædselsslagne for mulige revolutionære udviklinger i Iran, for det kan få enorme virkninger i resten af Mellemøsten, i Rusland og endnu længere væk.

Iran har en strategisk beliggenhed, ikke bare ud fra den amerikanske imperialismes synspunkt, men også hvad angår verdensrevolutionen. Den storslåede revolution i 1979 viste verden, hvor heltemodig den iranske arbejderklasse er. Shahens styre var i besiddelse af enorme undertrykkelsesmidler. Han havde en kæmpe hær og et effektivt hemmeligt politi, der kaldtes Savak. Visse mennesker mente derfor, at staten var alt for magtfuld til at blive styrtet ved arbejderklassens direkte revolutionære handling, så de hengav sig til maoisme og guerrillaisme.

Men virkeligheden viste, at disse mennesker tog grueligt fejl. Shahens påståede uovervindelige statsmaskine brød helt sammen, da først arbejderklassen bevægede sig. Den iranske revolution var en klassisk arbejderrevolution, som blev afsporet p.g.a. mangel på ledelse og kapret af den eneste organiserede gruppe, der var, som var beslutsomme og vidste, hvad de ville – mullaherne. På den måde endte den største revolution i anden halvdel af det tyvende århundrede med at blive til en reaktionær, teokratisk stat. Det var den værste afsporing i revolutionernes historie, og det var fuldstændig unødvendigt.

I 1979 var den iranske arbejderklasse langt stærkere end den russiske i 1917. Den kunne med lethed have taget magten, men den havde bare ikke det nødvendige redskab – nemlig et ægte revolutionært parti og en ledelse, sådan som de russiske arbejdere havde med Bolsjevikpartiet og Lenin og Trotskij. Alt, hvad der var brug for, var, at der blev oprettet sovjetter – demokratisk valgte komitéer bestående af arbejdere, studerende, handlende, bønder og soldater – og så ville problemet have været løst. Men det såkaldt kommunistparti, Tudeh, havde ingen planer om en magtovertagelse. Bureaukratiet i Moskva var dødsens ræd for en arbejderrevolution i Iran. De iranske stalinister underordnede sig blindt de liberale og såkaldte progressive borgerlige. På den måde blev den iranske arbejderklasse i det afgørende øjeblik fuldstændig lammet og ude af stand til at spille en selvstændig rolle. Revolutionen blev lagt bundet på hænder og fødder foran den islamiske reaktion.

Men nu er vinden vendt. Ayatollahernes regime har overlevet sig selv og står nu over for en revolution, præcis som Shahen gjorde. Det er de studerende allerede klar over på nuværende tidspunkt, og lige nu er det dem, der er fortroppen. Men studenterne kan aldrig alene vinde over mullahernes enorme stat. Det er bydende nødvendigt, at de forbinder sig med de undertrykte masser – arbejderne, bønderne og de fattige i byerne, som alle er trætte af kirkens tunge hånd. Det er også nødvendigt at kæmpe for kvindernes totale sociale og retslige frigørelse, det er dem, der har båret den tungeste byrde under mullahernes tyranni. Irans kvinder vil helt sikkert komme til at spille en afgørende rolle i den kommende revolution. De har allerede deltaget meget aktivt i demonstrationerne i Teheran, og overalt var de i forreste række. Det er også nødvendigt at forsvare kurdernes og de andre undertrykte folkeslags demokratiske rettigheder i Iran.

Men et program, der begrænser sig til sådanne demokratiske krav, kan ikke løse noget. Naturligvis er det nødvendigt at slås for alle demokratiske rettigheder, forsamlingsfrihed, retten til at demonstrere og strejke, organisationsfrihed, frie og demokratiske valg og en grundlovgivende forsamling o.s.v. Men det er ikke nok. Man må stå frem med et program med sociale og økonomiske krav, som afspejler arbejdernes og bøndernes behov. Arbejde til alle! En løn til at leve af og ordentlige pensioner! En syv timers arbejdsdag! Ordentlige skoler og hospitaler! Bygning af masser af boliger! For en socialistisk planlægning af produktionen under det arbejdende folks demokratiske kontrol!

Hvis et sådant program skal føres ud i livet, er det nødvendigt at oprette demokratisk valgte arbejderkomitéer. Der må dannes komitéer, der kan organisere kampen mod regimet og give den et bevidst udtryk. Studenterne kan komme til at spille en vigtig rolle i den forbindelse, hvis de bliver organiseret omkring marxismens revolutionære program og forbinder deres kamp med arbejderklassen. Vi må afstå fra at forfalde til individuel terrorisme og guerrillaisme, som altid har ført til katastrofer. Ikke terrorisme, men organiseret revolutionært arbejde i fabrikkerne, skolerne, arbejderkvartererne – det er den eneste måde at forberede de kommende kampe på.

Bevægelsen er gået langt videre end, hvad de “moderate” ledere havde tænkt sig. Boston Globe skrev 13/7/99:

“Det står allerede nu klart, at det ikke bare er for at vise støtte til Khatamis småreformer, at studenterne risikerer tæv og død. Han har udsendt en erklæring, hvor han siger, at de protesterende har vist, hvad de mener, og nu “må studenterne samarbejde med regeringen og tillade, at lov og orden genoprettes i samfundet.” ”

Studenterne udviser de første forvirrede elementer af en revolutionær bevidsthed. Deres handlinger er meget mere avancerede end deres politiske forståelse. Men under sådanne forhold lærer folk hurtigt. Bevidstheden halter altid bagefter, men det er netop essensen af en revolution, at bevidstheden pludselig indhenter virkeligheden med et brag. En hel generation har haft lille eller intet kendskab til marxismen. Deres eneste referencepunkt har været den såkaldte islamiske revolution i 1979. Det er kun naturligt, at nogle studenter henviser til islam. Denne religiøse iklædning er kun “den ydre skal om en umoden bolsjevisme.” Studenterne sammenligner teorien om en ren og ukorrumperet islamisk republik med virkeligheden, hvor de ser mullahernes korrupte diktatur, som har udplyndret, snydt og bedraget det iranske folk i tyve år. Boston Globe skriver videre:

“Demonstranternes slogans tyder på, at de bevæger sig ud over kravet om begrænsede reformer. Da en embedsmand forsøgte at læse en erklæring fra Ayatollah Khamenei højt for dem, druknede han i råb som “Ned med diktatoren!” og “Enten islam og loven eller en ny revolution!”

Frem for alt er det nødvendigt at danne en organisation af kadrer, der er uddannet i marxismen-leninismens idéer. Og det er nødvendigt at indse, at den iranske revolution kun kan lykkes , hvis den har et internationalt perspektiv. Det var altid det, der var Lenin og Bolsjevikpartiets perspektiv. Iran er et vigtigt land. En revolution i Iran ville skabe rystelser i hele verden. Det så vi allerede på en fordrejet måde efter 1979, hvor den iranske revolution, som blev kapret og afsporet af den islamiske reaktion, gav et kraftigt anstød til den islamiske fundamentalismes fremkomst forskellige steder i verden. Dette har ikke ført noget godt med sig, som vi tydeligt ser, ikke bare i Iran, men også i Afghanistan, Algeriet og alle andre steder.

Alternativet til imperialisme og kapitalisme er ikke fundamentalisme, men socialistisk revolution og arbejderinternationalisme.

Den anden iranske revolution vil få et helt andet indhold og en anden karakter end den første. Det kan imperialisterne godt se, og de frygter det. De forstår, at hele Mellemøsten hænger i en tynd tråd. Der er ikke ét eneste stabilt borgerligt styre i det område. En revolution i Iran kunne få alle regimerne til at falde på stribe. En vellykket socialistisk revolution i Iran ville få enorm indflydelse i hele Mellemøsten, i Rusland og på det indiske subkontinent. Det ville underminere det reaktionære Taleban-regime i nabolandet Afghanistan. Det ville give genlyd i Asien, Afrika og Latinamerika. Og ikke bare dér. Et sundt arbejderdemokrati i Iran ville få endnu større indflydelse på arbejderne i Europa, Japan og USA, end den russiske revolution fik i 1917. Det ville ændre verdenshistoriens gang.

Alt afhænger af, om de iranske arbejdere og studerendes fortrop evner at skabe det nødvendige redskab, så revolutionen kan føres helt igennem.