Socialistisk Folkeparti er i den seneste periode svunget enormt til højre. Partiets strategi har været at ”trække Socialdemokratiet til venstre”. Men man må sige at det ikke står alt for godt til med denne opgave. I stedet er partiet gået fra i slutningen af 80’erne at have opbakning fra næsten 15 % af vælgerne, hvilket ved sidste folketingsvalg blev reduceret til sølle 6,4%. I mange meningsmålinger førhen, så man sågar at partiet røg helt ned omkring 5,9 %. I de seneste meningsmålinger står det dog en smule bedre til, i og med at partiet er kravlet op på cirka 7,0%, hvilket er en lille fremgang. Men resultatet må stadig siges at være noget af et tilbageslag for SF, set i forhold til de 15% i slut-80’erne og det må være på sin ret at sige, at SF’s strategi med at hive Socialdemokratiet til venstre er slået fuldstændigt fejl. Men er næstefter socialdemokratiet det største arbejderparti og kan absolut være et af de vigtigste redskaber i kampen mod den borgerlige regering. Derfor er det nødvendigt at kigge på partiets problemer og finde årsagen til tilbagegangen.
Arbejderne og de unge i Danmark er bestemt ikke tilfredse med den politik som den borgerlige regering har ført. Ungdommen var dette efterår involveret i de største demonstrationer og elevstrejker i 20 år og arbejderne har Europarekorden i flest strejkedage pr. indbyggere, på trods for at ledelsen i fagforeningerne aldrig vil åbne strejkekasserne eller støtte strejkerne.
I en sådan situation er det katastrofalt, at arbejderpartierne ikke er i stand til at gå frem og vinde opbakning.
Enhver menig SF’er må i øjeblikket spørge sig selv, hvad årsagen til partiets krise er. Hvad er der blevet af de 15 % der stemte på partiet i 1987? Hvorfor er SF gået tilbage ved hvert folketingsvalg op igennem 90’erne og hvorfor er man gået yderligere tilbage, mens den borgerlige regering har haft magten?
Højredrejningen
Ledende SF’ere har forklaret at klassesamfundet ikke længere eksisterer og at næsten alle danskere er en del af den samme middelklasse. Med det som udgangspunkt vil en overfladisk kommentator mene at grunden til vælgerflugten skyldes, at danskerne i dag prioriterer nogle andre værdier end de gjorde i 80’erne. Med begreber som ”individualisering” og ”borgerliggørelse” vil man altså forklare at SF har mistet hundredtusinder af stemmer op igennem 90’erne og i dag er ude af stand til for alvor at vinde skuffede socialdemokrater til at sætte kryds ved liste F.
Derfor har partiets ledelse bevæget sig til højre med den overbevisning, at hvis bare man tager nogle borgerlige ideer til sig, vil man tiltrække flere stemmer. Virkeligheden har bare vist sig at være en helt anden og må i dag have indhentet alle ærlige SF’ere med et brag.
Partiledelsens visioner om at være ”realistiske” og ”ansvarlige” har ikke ført andet end dårligdomme med sig. Under en spørgerunde i parlamentet har man meddelt at man ikke kan se noget galt i privatisering af vandforsyningen. Dette har ellers andre steder medført enorme stigninger i vandpriserne. Da vandforsyningen i Bolivia blev privatiseret for nogle år tilbage, steg de månedlige udgifter til vand nogle steder til næsten 20 % af minimumslønnen. Hvis det er realistisk, viser det bare hvor urealistisk denne form for politik er.
På EU-spørgsmålet er Holger K Nielsen nu gået så langt, at han anbefaler et ja til en forfatning der slår de borgerliges ideologi fast med syvtommersøm. Op til urafstemningen anbefalede mange ledende SF’er, også tidligere ”traditionelle nej-sigere”, nu et ja. Desværre lykkedes det dem at trække flertallet af medlemsskaren med sig. Ifølge nogle ledende SF’er er forfatningen dog ikke specielt borgerlig, men indeholder tværtimod nogle progressive tiltag. Blandt andet bliver det ofte gentaget at EU har vist sig som et fredsprojekt, ligesom man også mener det er positivt at EU præger de nye østeuropæiske lande i en mere demokratisk retning. Men hvis EU er et nyt fredsprojekt – hvorfor fastslår den nye EU-forfatning så behovet for en ny EU-hær og hvorfor står der så i forfatningen at medlemslandene forpligter sig til at opruste militært? Og hvis EU har indført mere demokrati i Østeuropa, hvorfor blev optagelsesbetingelserne så mere eller mindre trukket ned over hovedet på dem? Faktum er at den nye EU-forfatning er alt andet end venstreorienteret. Den nye forfatningen slår det 100% fast at alle medlemsstater forpligter sig til, at liberalisere tjenesteydelser. Dvs. mere privatisering – og det kender vi kun alt for godt i forvejen. Det er hverken realistisk eller særlig venstreorienteret.
For omkring 4 år siden var det en kæmpe intern skandale, da det kom frem at partiformanden var set til hofbal hos dronningen mens det i dag er helt i orden, at pudse danseskoene en ekstra gang, når chancen for en svingom med hendes majestæt åbner sig.
I Vejle er den siddende borgmester medlem af SF, men han har alligevel stået i spidsen for nedskæringer på den offentlige service i kommunen. Her er der også blevet gennemført flere privatiseringer og man har samarbejdet meget med Venstres folk i kommunalbestyrelsen, som har godtet sig over den borgerlige politik.
Sådanne tiltag forsvares af den såkaldte realistiske og ansvarlige tilgang til politik. Men i virkeligheden er det hverken realistisk eller ansvarligt, at overlade vandforsyningen til private virksomheder eller skære ned på velfærden. En svingom med dronningen skader i sig selv ikke forholdene for arbejdere og unge i Danmark, men er blot et symptom på højreskredet i SF.
Virkeligheden maner alle påstande om korrektheden af den nye linie til jorden. SF er i forhold til socialdemokratiet meget lille og det er klart, at jo mere SF efterligner de ledende socialdemokraters politik, jo mindre er grunden til at stemme på SF. Når meningsmålingerne så samtidig viser at socialdemokratiet går tilbage er det klart, at det ikke efterlader meget plads til SF.
SF’s ungdom går fremad!
Mens SF tilsyneladende har mistet utrolig meget opbakning fra vælgerne, stormer deres ungdomsorganisation SFU fremad. For nogen kan dette virke som et paradoks, men det har en logisk forklaring. Som vi ofte før har slået fast er de danske arbejdere ikke borgerliggjorte og det er den danske ungdom heller ikke. Der foregår en øget radikalisering i hele samfundet. SFU har formået at deltage aktivt i de unges kampe ligesom de har ført nogle ret venstreorienterede og klart antikapitalistiske kampagner. Dette har ført til at SFU i dag er Danmarks 3.største ungdomsparti. Siden valget i 2001 har de fået 26 procent flere medlemmer, hvilket er en stor fremgang og nu er man også gået i gang med at orientere sig imod eleverne på de tekniske skoler. SFU er generelt gået i en mere venstreorienteret retning, mens SF bevæger sig mod højre. Det er forklaringen på hhv. de mange nye medlemmer i SFU og vælgerflugten hos SF.
Højredrejningens virkelige årsag
Bent Iversen (sønderjysk amtsrådsmedlem for SF) kom den 30. november 2004 med en interessant udmelding. I en intern rundsending til SF’ere i Sønderjylland, skriver han hvorfor han anbefaler et ja til den kommende EU-forfatning. Som et sidste argument skriver han:
”Det er dødnødvendigt, at der stables et regeringsalternativ til Fogh på benene. Det skal SF være en del af. Forudsætningen for, at vi kan blive det er nok, at vi ikke fortsætter som traditionelle EU-nej-sigere.” (min fremhævning, MS)
Her ses de overvejelser som mange ledende SF’ere har gjort sig. Hvis ikke vi drejer til højre, vil socialdemokraterne aldrig have os med i en regering, er deres logik. Selvom et mere højreorienteret SF gik i regering med Socialdemokratiet, ville det absolut være at foretrække frem for endnu en periode med en borgerlig regering, selvom det dog aldrig ville kunne løse de mest fundamentale problemer for arbejdere og unge, med mindre man vil bryde med kapitalismen. Uanset hvad vil Socialdemokratiets ledelse dog sandsynligvis ikke bringe SF med i regering, hvis det skulle komme så vidt. Mogens Lykketoft vil have en regering bestående af de radikale og Socialdemokratiet ligesom man altid har haft. Det radikale venstre har altid fungeret som undskyldning for socialdemokratiets ledelse, for at gennemføre forringelser og derfor vil man have dem med. De radikale vil imidlertid ikke acceptere at SF kommer med i en sådan regering.
For en arbejderregering på et SOCIALISTISK program!
En regering bestående af Socialdemokratiet og SF er absolut en god ting. Men det er altafgørende, hvilket program en sådan regering dannes på. I SF’s principprogram fra 2002 hedder det, at SF går ind for en socialistisk markedsøkonomi. Men der findes desværre ingen virkelighed på denne planet, hvor en socialistisk markedsøkonomi er mulig.
Vi må forstå, at den periode, hvor man med fagbevægelsen, Socialdemokratiet og til dels SF i spidsen, opbyggede det danske velfærdssystem, er forbi. Dette kunne kun lade sig gøre i en helt exceptionel historisk periode fra 1948-1974, hvor vækstprocenter på næsten 10 % lagde fundamentet for, at kapitalismen havde råd til at give velfærdsindrømmelser til arbejderne og deres børn.
Men den tid er forbi. Det er fortid nu. I de sidste par år har kapitalismen knap nok kunne fremvise vækstprocenter på 2 % og det ser ikke bedre ud for fremtiden (Se ”Dansk økonomi: falske løfter”). Med den økonomi, er der ikke grundlag for at gennemføre reformer til fordel for arbejderne og deres børn i Danmark og uden reformer kan der ikke være nogen reformisme.
SF blev dannet som et resultat af Sovjetunionens degenerering og højredrejningen i de gamle kommunistpartier, der bl.a. ledte til nedkæmpelsen af arbejderopstanden i Ungarn 1956. Men i den seneste periode er det desværre SF selv, der har bevæget sig langt til højre.
I dag må alle de mange ærlige SF’ere og SFU’ere kæmpe for en ægte socialistisk politik i SF. Man må se fremad og ikke drømme sig tilbage til de glade 60’ere. I stedet må man se realiteterne i øjnene. Hver dag står størstedelen af den danske befolkning op til et mareridt på arbejdsmarkedet, uddannelserne og plejehjemmene. Det er de danske arbejdere, deres børn og forældre, der hver dag betaler prisen for et kapitalistisk system, der ikke længere er i stand til at udvikle sig selv og sikre ordentlige forhold for almindelige mennesker.
Valget står mellem at acceptere dette system, eller kæmpe en nådesløs kamp imod det. Der findes ingen mellemvej. Det er det valg som alle SF’ere og SFU’ere i dag står overfor. Vil man acceptere den fortsatte højredrejning og lade SF gå til grunde, eller vil man kæmpe for at partiet tager sit ansvar alvorligt, og stiller et klokkeklart alternativ op til det kapitalistiske anarki.
Kravene om en 30-timers arbejdsuge, en national minimumsløn på 110 kroner i timen, arbejde til alle, boliger til alle, maksimum 24 i klasserne, stop for imperialistisk krig og besættelse er absolut krav, som er realistiske og det eneste der i virkeligheden er ansvarligt.
SF må forklare at, hvis kapitalismen ikke har råd til disse minimumskrav har arbejderne og deres familie ikke råd til kapitalismen.
Et sådan alternativ vil kunne genrejse partiet og det er det alternativ, som alle ærlige SF’ere og SFU’ere må kæmpe for!