Første Verdenskrig var en national katastrofe for Rusland. Fra fronten kom der nyheder om nederlag efter nederlag. Økonomiens sammenbrud betød mangel på brød. Skarer af halv-sultende og desperate kvinder stod i kø uden for butikker for at købe brød, der aldrig kom. Men i toppen af det russiske samfund var situationen meget anderledes. En degenereret og enevældig klike regerede landet med jernhånd. Velhavende aristokrater og bankfolk afholdt fester, hvor champagnen flød som vand. Officerer i tjeneste, der burde have været ved fronten, hvor deres mænd led under unævnelige rædsler, var regelmæssige gæster på ved disse anledninger. Her mængede luksusprostituerede mængede sig med millionærer og hoffolk.
Den utålelige stank af skandale spredte sig fra zarens hof til ud i samfundshjørner, hver fabrik og hver beskidt fugtig skyttegrav. Forsøget på at forebygge revolution gennem et paladskup ved at myrde den degenererede munk, Rasputin, endte i fiasko. Den liberale borgerlige opposition i Dumaen bad zaren om at indføre forandring fra toppen for at vinde folkets tillid og forhindre revolution fra neden, men uden effekt. “Hvad er al den snak om folkets tillid?”, svarede Nicholas foragteligt, “Lad folket fortjene min tillid.”
Opstanden
Under den tilsyneladende rolige overflade fortsatte revolutionens molekylære proces hastigt. Året 1917 blev indledt af en strejkebølge i Petrograd, efter en kort pause i november-december 1916. Alene i januar strejkede 270.000, heraf 177.000 i Petrograd. Strejken blev ledsaget af massemøder og demonstrationer. Det var begyndelsen på en generel bevægelse.
Vendepunktet blev nået den 23. februar, som er datoen for Kvindernes Internationale Kampdag efter den gamle julianske kalender. Den blev anvendt i Rusland op til 1918 og bruges til alle datoer i denne artikel. Den morgen kiggede en 25-årig sømand, Fyodr Raskolnikov, ud af vinduet og tænkte: “I dag er kvindernes kampdag. Vil der ske noget i gaderne i dag?” Noget skete. Der blev massemøder i protest mod krigen, de høje leveomkostninger og de dårlige forhold for kvindelige arbejdere. Kvinder marcherede til fabrikkerne og kaldte arbejderne ud. Hele Petrograd sydede af liv. Den voldsomme hastighed, som kvinder og unge mennesker bevægede sig med, overraskede selv aktivisterne.
Den næste dag var 200.000 arbejdere – mere end halvdelen af Petrograds arbejderklasse – i strejke. Der var massive fabriksmøder og demonstrationer. Skarer af mennesker fejede forbi politiet og soldaterne for at nå til byens centrum, mens de råbte: “Brød!”, “Fred!” og “Ned med autokratiet!” Revolutionen var begyndt og fik med det samme sit eget voldsomme momentum, der fejede alt af banen.
Zaren underskrev personligt ordren til at skyde på demonstranterne for “en gang for alle at få sat en stopper for uordenen i hovedstaden i morgen.” Den 25. februar fik nogle soldater ordre til at åbne ild mod ubevæbnede demonstranter. Først affyrede soldaterne op i luften. Pavlovsk regimentet blev derefter beordret til at skyde på arbejderne, men åbnede i stedet ild mod politiet. Dette var et afgørende vendepunkt. De stærke styrker, som staten troede var til dens rådighed, smeltede væk som dug for solen.
På papiret havde regimet rigelig kræfter til sin rådighed. Men i sandhedens øjeblik havde regimet ikke fast grund under fødderne. Da først proletariatet begyndte at bevæge sig, var der intet, der kunne stoppe det. Februarrevolutionen (som den er blevet kendt, selvom de ifølge post-1918 kalenderen, faktisk fandt sted i marts) var relativt fredelig, fordi ingen seriøs kraft var parat til at forsvare det gamle regime. Der var udbredt fraternisering mellem soldaterne og de strejkende. Arbejderne gik til kasernerne for at appellere til deres brødre i uniform.
Selv kosakkerne, som var en særlig elitestyrke til at undertrykke protester, viste sig at være upålidelige. De ridende kosakker forblev passive, da arbejderne pressede fremad, og endda passerede under hestenes buge. En demonstrant bemærkede, at da han passerede under en hest, blinkede en kosak til ham. Den lille hændelse fortæller os alt, hvad vi har brug for at vide.
Dobbeltmagt
Efter den 27. februar var det meste af hovedstaden, herunder broer, arsenaler, banegårde, telegrafen og posthuset, i arbejdernes og soldaternes hænder. På baggrund af erfaringerne fra 1905 oprettede arbejderne sovjetter (arbejderråd) for at overtage styringen med samfundet. I marts abdicerede den nu magtesløs zar Nicholas, og Romanov dynastiet var historie. Magten var i hænderne på arbejderklassen og soldaterne; men i mangel af den nødvendige ledelse førte de ikke revolutionen til ende. Det var Februarrevolutionens centrale paradoks.
De reformistiske ledere (De Socialrevolutionære og Mensjevikkerne), som udgjorde hovedparten af Sovjettens eksekutivkomite, havde ingen plan om at tage magten, men faldt i stedet over sig selv. Det skete i deres iver for at overgive magten til borgerskabet, selv om sidstnævnte ingen rolle havde spillet i revolutionen og var rædselsslagen for at få den. Dybt overbeviste om, at borgerskabet var den eneste klasse, der var kvalificeret til at herske, var disse ledere ivrige efter at give den magt, som arbejderne og soldaterne havde erobret, til de “oplyste” dele af borgerskabet ved først givne lejlighed.
Men disse liberale havde ingen reel masseopbakning i samfundet. Disse repræsentanter for storkapitalen vidste allerede, at de kun kunne holde sig ved magten ved at basere sig på støtte fra de sovjetiske ledere. Den gamle orden forventede, at det blot ville være midlertidigt. Masserne ville snart blive trætte af denne galskab. Bevægelsen ville dø, og derefter kunne den blot give “socialisterne” sparket og genoprette ro og orden. Men i nuet var de et nødvendigt onde, som man måtte leve med, af frygt for noget værre.
De borgerlige liberale skyndte sig at tage kontrollen. En komite, som var ledet af Mikhail Rodzianko, den tidligere formand for Dumaen, udråbte sig som Ruslands provisoriske regering. Et andet fremtrædende medlem af dette udvalg, Shulgin, lod ved et uheld de egentlige årsager til dannelsen af den provisoriske regering slippe ud, da han bemærkede: “Hvis ikke vi tager magten, vil andre tage den for os, nemlig de slyngler, der allerede har valgt alle mulige skurke på fabrikkerne.” De “slyngler”, som han henviste til, var medlemmerne af arbejderrådene (“sovjetterne”). Det var bredt baserede kamporganer og demokratisk valgt på arbejdspladserne, som straks opstod efter revolutionen.
Den 2. marts blev den provisoriske regering formelt oprettet. Den bestod hovedsageligt af store godsejere og industrifolk. Prins Lvov blev udpeget som formand for ministerrådet. Udenrigsministeren var leder af kadetpartiet, Miljukov. Finansministeren var den velhavende sukkerproducent og godsejer, Tereshchenko. Handel og industri var i hænderne på tekstilindustrialisten, Konovalov. Krig og flåde gik til oktobristen, Gutjkov. Landbrug blev givet til kadetten, Shingarev.
Til denne reaktionære bande af skurke overgav sovjetten magten i Rusland! De liberales formål var at standse revolutionen ved at indføre kosmetiske forandringer fra oven for at bevare så meget af det gamle regime som muligt. I denne groteske komedie overrakte de arbejdere, der havde udgydt deres blod for at omstyrte Romanoverne, magten til deres ledere. De gav den til gengæld til de borgerlige liberale, der så tilbød den tilbage til Romanoverne.
Alt dette gik ikke hen over hovedet på arbejderne og soldaterne. Især gjaldt det ikke de aktivister, hvis holdning til de borgerlige politikere i den provisoriske regering var præget af en voksende mistillid. Men de stolede på deres ledere, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære og de “moderate socialister”. De udgjorde flertallet i Sovjettens Eksekutivkomite og fortalte dem hele tiden, at de måtte være tålmodige, at den første opgave var at styrke demokratiet, forberede sig på at indkalde den Grundlovgivende forsamling og så videre.
De mensjevikiske og socialrevolutionære ledere, der dominerede Sovjetten, havde til at starte med en række fordele i forhold Bolsjevikkerne. De havde de “store navne” fra Dumaens (parlamentariske) grupper og var folk, der var kendt af masserne gennem den legale presse under krigsårene. De tilbød også, hvad der syntes at være en nem vej ud for massen af politisk uskolede arbejdere og bønder, der nu er strømmede ind på scenen, beruset af demokratiske illusioner.
Mensjevikkerne og de socialrevolutionære klyngede sig til de borgerlige liberale. Sidstnævnte klyngede sig til, hvad der var tilbage af den gamle orden. Arbejderne og bønderne, der først for nylig var vækket politisk til live, stræbte efter at finde en vej og manglede endnu erfaring og selvtillid til at stole på deres egen styrke. De mensjevikiske talere og “store navne” benovede dem og dæmpede deres tvivl.
Med henvisning til “enhed”, “demokratiets forsvar”, alle “progressive kræfters enhed” osv. argumenterede de for, at arbejderklassen ikke kunne forandre samfundet “på egen hånd”. De gentog den dystre klagesang, som de reformistiske ledere dengang og nu traditionelt synger for at overbevise arbejderne om, at de ikke har magten til at ændre samfundet og for altid må finde sig i kapitalens styre. De fremførte, at Sovjetten ville “lægge pres på de borgerlige liberale” for at handle i arbejdernes interesser. På denne måde blev “dobbeltmagtens” misfoster født.
Bolsjevikkerne i februar
Bolsjevikpartiets vækst i 1917 må udgøre den mest spektakulære transformation i samtlige politiske partiers historie. I februar repræsenterede partiet et meget lille antal på sandsynligvis ikke mere end 8000 i et kæmpe land med en befolkning på omkring 150 millioner. Men i oktober var bolsjevikkerne stærke nok til at lede millioner af arbejdere og bønder til magten.
De menige bolsjevikiske arbejdere på fabrikkerne udviste fra starten en sund skepsis og mistillid til den provisoriske regering. Men ankomsten af Kamenev og Stalin fra deres eksil i Sibirien bibragte øjeblikkeligt en skarp højredrejning i de politiske holdninger hos den bolsjevikiske ledelse i Petrograd. Det blev straks afspejlet i deres avis, Pravda. Kamenev skrev en leder i Pravda den 14. marts, to dage efter hjemkomsten, hvor han spurgte: “Hvilket formål ville det tjene at fremskynde tingene, når tingene allerede finder sted med en sådan hast?” Stalin havde samme position som Kamenev, bare mere forsigtigt.
Stalin og Kamenev havde kapituleret til det enorme pres fra “den offentlige mening”. Den position, som de talte for, udryddede effektivt grænsen mellem Bolsjevikkerne og Mensjevikkerne. Så meget at den bolsjevikiske marts-konference faktisk overvejede spørgsmålet om fusion. Hvis Stalin-Kamenev linjen var blevet accepteret, ville der faktisk ikke havde være nogen seriøs grund til at opretholde eksistensen af to separate partier.
Stalin havde engang beskrevet forskellene mellem bolsjevismen og mensjevismen som “en storm i en kop te”. I referatet fra partikonferencen i marts kan vi læse følgende: “Stalin: Der er ikke godt for noget at løbe i forvejen og forsøge at foregribe uenigheder. Der findes intet partiliv uden uenigheder. Vi vil leve gennem smålige uenigheder i partiet. Men der er ét spørgsmål, det er umuligt at forene, hvad der ikke kan forenes. Vi vil have et samlet parti med dem, der er enige om Zimmerwald og Kienthal…”
Hvis denne opportunistisk linje ikke var blevet korrigeret, ville det have givet revolutionen dødsstødet. For at overbevise partiet om at ændre kurs måtte Lenin føre en hård kamp, der blev fortsat gennem 1917 og endelig endte i sejr.
Men det blev ikke opnået med det samme eller nemt. Langvejs fra i Schweiz så Lenin med stigende uro på udviklingen af den linje, som de bolsjevikiske ledere i Petrograd fulgte.
Straks da han hørte nyheden om zarens fald, telegraferede han til Petrograd den 6. marts: ”Vores taktik; absolut mangel på tillid; ingen støtte til den nye regering; hav især mistro til Kerenskij; proletariatets bevæbning er den eneste garanti; øjeblikkelige valg til Petrograd Dumaen; ingen tilnærmelse til andre partier.” Lenin bombarderede Pravda med breve og artikler, hvori han krævede, at arbejderne måtte bryde med de borgerlige liberale og tage magten i deres egne hænder.
Så snart Pravda var begyndt at udkomme igen, begyndte Lenin at sende sine berømte Breve fra det fjerne. Når man læser disse artikler og sammenligner dem med talerne på marts-konferencen, er det som om, at man befinder sig i to forskellige verdener. Da Lenins breve nåede de bolsjevikiske ledere i Petrograd, var de forfærdede. En bitter konflikt åbnede sig nu op mellem Lenin og hans nærmeste kammerater.
De bolsjevikiske ledere var så pinligt berørte over Lenins breve, at de tøvede i flere dage, før de udgav dem. Selv da bragte de bare ét af de to. Det var ovenikøbet blev censureret, så alle de passager, hvor Lenin gik imod enhver aftale med Mensjevikkerne, var skåret ud. Den samme skæbne ventede resten af Lenins artikler. De blev enten ikke offentliggjort eller udgivet i forvansket form.
I Pravda nr. 27 skrev Kamenev: “Med hensyn til kammerat Lenins generelle plan forekommer den os uacceptabel i og med, at den tager udgangspunkt i den antagelse, at den borgerligt-demokratiske revolution er afsluttet og regner med denne revolutions øjeblikkelig forvandling til en socialistisk revolution.” Dette udtrykker præcist holdningen hos Kamenev, Stalin og de fleste af de andre “gamle bolsjevikker” i foråret 1917.
Ud af alle de socialdemokratiske ledere dengang var der kun én, der havde samme position, som den Lenin forsvarede. Den mand var Leon Trotskij, som Lenin ofte havde haft sammenstød med i fortiden. Da Trotskij første gang hørte om Februar-revolutionen, var han stadig i eksil i New York. Han skrev straks en række artikler i avisen Novy Mir. Begivenhedernes logik havde skubbet Lenin og Trotskij sammen.
Uafhængigt af og startende fra forskellige udgangspunkter kom de til den samme konklusion: Borgerskabet kan ikke løse Ruslands problemer så arbejderne må tage magten. På et tidspunkt, hvor de “gamle bolsjevikker”, imod Lenins eksplicitte råd bevægede sig tættere på Mensjevikkerne, forekom Lenins ideer dem at være ren “trotskisme”, og de havde på sin vis ret.
“Al magt til sovjetterne”
Den linje, som borgerlige historikere plejer at fremføre, er, at Oktoberrevolutionen var et “kup”, som blev udført af et konspiratorisk mindretal ledet af Lenin, mens Februarrevolutionen var en elementær, spontan massebevægelse. Den implicitte konklusion er, at den senere revolution var dårlig og uvægerligt førte til diktatur, mens den første var en revolution “for demokrati” – en bevægelse af hele samfundet. Begge disse versioner er falske.
De historikere, der specialiserer sig i at være bagkloge, hævder nu, at hvis Februar-revolutionen ikke var blevet “ødelagt” af Bolsjevikkerne i Rusland, ville landet have blomstret til et demokratisk paradis, så alle de efterfølgende problemer ville have været undgået. Dette er fuldstændig forkert. Kornilov episoden senere samme år viste præcis, hvorhen misfosteret dobbeltmagten førte. Den provisoriske regering var blot en facade, bag hvilken de reaktionære kræfter samledes. Valget for det russiske folk stod ikke mellem demokrati eller diktatur, men mellem hvorvidt enten arbejderne eller de russiske reaktionære ville tage magten.
Sandheden er, at de russiske arbejdere og bønder allerede havde magten i deres hænder i februar. Hvis den sovjetiske ledelse havde handlet beslutsomt, ville revolutionen have fundet sted fredeligt uden borgerkrig, fordi de havde støtte fra et overvældende flertal af samfundet. Den eneste grund til, at en fredelig revolution ikke straks blev opnået i Rusland, var de reformistiske ledere i sovjetternes fejhed og forræderi.
Bolsjevikkerne var i mindretal i sovjetterne, som var domineret af de reformistiske partier, de Socialrevolutionære og Mensjevikkerne. Det er derfor, Lenin fremsatte parolen ”Al magt til sovjetterne”. Den centrale opgave var ikke magtovertagelse, men at vinde flertallet, som havde illusioner i reformisterne.
Fra marts og helt op til Oktoberopstanden forlangte Lenin indtrængende, at de reformistiske ledere af sovjetterne skulle tage magten i egne hænder. Han argumenterede for, at det ville sikre en fredelig forandring af samfundet. Han garanterede, at hvis de reformistiske ledere tog magten, ville Bolsjevikkerne begrænse sig til en fredelig kamp for et flertal inde i sovjetterne.
Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære nægtede at tage magten, fordi de fuldt og fast mente, at det var borgerskabet, der skulle have magten. Som følge heraf overgik initiativet uundgåeligt til reaktionen. Bag den russiske folkefronts (den provisoriske regering) frakkeskøder var den herskende klasse i gang med en omgruppering og forberedte sin hævn. Resultatet var reaktionen i “juli-dagene”, hvor arbejderne led et nederlag, Bolsjevikkerne blev undertrykt, og Lenin blev tvunget til at gå under jorden i Finland.
Dette banede vejen for kontrarevolutionen. General Kornilov marcherede mod Petrograd for at knuse revolutionen. Bolsjevikkerne fremsatte parolen om enhedsfront for at besejre Kornilov. Det var vendepunktet i den russiske revolution. Gennem brug af passende overgangskrav (fred, brød og jord, al magt til sovjetterne) og fleksibel taktik (enhedsfronten) vandt Bolsjevikkerne flertallet af arbejderne og soldaterne i sovjetterne over på deres side. Først da fremsatte Lenin parolen om magtovertagelsen, som førte til Bolsjevikkernes sejr i oktober, hvilket er den 7. november 1917 efter den moderne kalender.
Oktoberrevolutionen, var langt fra et kup, det var den mest folkelige og demokratiske revolution i historien. Hvis Bolsjevikkerne ikke havde taget magten, da de gjorde, ville den russiske revolution være endt i nederlag som Pariserkommunen. Russisk fascisme ville være kommet til magten fem år før Mussolini. I stedet tog de russiske arbejdere og bønder magten i deres hænder gennem sovjetterne og åbnede et nyt og inspirerende fremtidsperspektiv for den menneskelige race. Rosa Luxemburgs endelige dom over Bolsjevikpartiet kan stå som det sidste ord i historien om det største revolutionære parti i historien:
“Man må skelne det væsentlige fra det uvæsentlige, kernen fra utilsigtede vildskud i Bolsjevikkernes politik. I den nuværende periode, hvor vi står over for afgørende endelige kampe i hele verden, var og er spørgsmålet om socialisme det brændende spørgsmål i vor tid. Det er ikke et spørgsmål om dette eller hint sekundære spørgsmål om taktik, men om proletariatets handlekraft, styrken til at handle og viljen til socialismens magt som sådan. I dette var Lenin og Trotskij og deres venner de første, der gik forrest som et eksempel for proletariatet i hele verden. De er stadig de eneste indtil nu, der kan råbe med Hutten: ‘Jeg har vovet’.
Det er det væsentlige og varige i Bolsjevikkernes politik. I denne forstand er det deres udødelige historiske fortjeneste at have marcheret i spidsen for det internationale proletariat med erobringen af den politiske magt og den praktiske placering af problemet med realiseringen af socialismen på dagsordenen, og for vældigt at have fremrykket afgørelsen af kampen mellem kapital og arbejde i hele verden. I Rusland kunne problemet kun stilles. Det kunne ikke løses i Rusland. Og i denne forstand, tilhører fremtiden overalt ‘bolsjevismen’.”
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 26, februar 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
