I dag, 9. januar, var en historisk dag, da tusindvis af mennesker i Nigerias hovedstad, Lagos, fulgte opfordringen fra Arbejder- og civilsamfundsorganisationen (LASCO) om at begynde en national strejke/masseprotest for at vise deres utilfredshed med den nylige forøgelse i prisen på brændstof, som blev annonceret 1. januar af regeringen, ledet af Goodluck Jonathan.
LASCO omfatter de to faglige centre i Nigeria, dvs. Nigeria Labour Congress (NLC) og Trade Union Congress (TUC) såvel som Joint Action Front (JAF), der er paraplyorganisationen for de pro-arbejder civilsamfundsorganisationer.
Lagos, dag 1
Allerede klokken syv om morgenen var flere grupper af arbejdere og ”andet godt folk” samlet foran NLC’s sekretariat i Yaba, der traditionelt bruges som samlingspunkt for sådanne protester. Protesterne startede ud for fuld skrue med alle tænkelige slagord skrevne på bannere og plakater. Mest iøjnefaldende var slagord som, ”nok er nok”, ”nej til bortskaffelse af brændstoftilskud” og ”Jonathan må gå af”. Protesternes historiske karakter ligger først og fremmest i størrelsen på forsamlingen. Flere end 300.00 var på gaden i protest mod prisstigningerne på brændstof og dårlig levestandard. Aldrig før har byen været vidne til en sådan bevægelse blandt et enigt folk. Vreden var til at føle på, og utilfredsheden stor.
Udover fattige lag og almindelige arbejdere var der også en kæmpe tilstedeværelse af middelklasse professionelle. Mest synlige blandt dem var lægerne under Nigeria Medical Associations (NMA) banner; de var mødt op i deres arbejdstøj, og stillede ambulancer med lagre af medikamenter til rådighed i tilfælde af nødsituation; paraplyorganisationen for advokater i Nigeria, Nigeria Bar Association (NBA), var også mødt op i deres advokatkapper og parykker og medlemmer af Academic Staff Union of Universities (ASUU) var mødt frem i deres akademiske kapper. Det var noget af et syn! Efterfølgelsen af opfordringen fra den organiserede arbejderbevægelse om en samlet strejke og masseaktion var total og lammende. Alle butikker, kontorer og erhvervs- og handelscentre forblev lukkede, og der var ingen tegn på kommercielle køretøjer. De altid trafikerede boulevarder og større veje lå stort set øde med undtagelsen af et par enkelte køretøjer i ny og næ. Der var demonstranter, så langt øjet kunne se. Flere kilometer ned ad Ikorodo Road, der var demonstrationens hovedvej, var der mennesker, alt imens resten af Lagos blev gjort til en spøgelsesby.
Protestens historiske karakter kom også til udtryk i kvaliteten af demonstranterne. Store lag af demonstranterne var uden tvivl arbejderklassens avantgarde, som repræsenteret af fagforeningsaktivister i særlige fagforenings-klæder og andre grupperinger, der længes efter forandring, hvilket kunne ses i kommentarer fra demonstranter og de konklusioner der blev draget. Det var i særdeleshed et syn
Demonstranterne travede omkring ti kilometer uden at vise tegn på træthed eller udmattelse. De sang revolutionære sange, og svor eder og forbandelser over Jonathan og hans kumpaner. Den lange travetur kulminerede i en masseprotest i Gani Fawehinmi-parken ved Ojota, hvor titusinder af mennesker – inklusiv ”red Nigeria”-gruppen, anført af pastor Tunde Bakare – allerede var samlede. Som man kunne tænke sig, var efterspørgslen efter vores avis Workers Alternative, stor, og vores totale salg var 350 eksemplarer. I parken talte ledere af de faglige og civilsamfundsorganisationerne, herunder repræsentanter af lægernes fagforening, foredragsholdere, advokater og talspersonen for skuespillere/skuespillerinder og filmskabere i Nollywood – Nigerias svar på Hollywood, til de forsamlede masser. Det blev herefter enstemmigt vedtaget, at gaderne ville blive ved med at være besatte, indtil den Jonathan-ledte regering ville sætte prisen på benzin ned til 65 Nigeran neira (Nigerias valuta) igen, og andre centrale krav blev eftergivet. For at holde demonstranternes humør højt, var der føjet fest og farver i form af negeriansk populærmusik til festlighederne – i samme dur som musik af den revolutionære Fela kunne høres for fuld udblæsning.
Rapporter fra resten af landet viste et lignende mønster som i Lagos. Maksimal overholdelse af strejken blev rapporteret fra næsten alle større byer i både den nordlige og sydlige del af landet. Der opstod protester i hovedstaden Abuja, og i andre byer såsom Kano, Sokoto, Zamfara, Kaduna; bauchi og så videre. Offentlige og finansielle institusioner – som for eksempel banker – var også lukkede i det der hidtil havde været hotspot for sekteriske sammenstød, Jos, i overensstemmelse med LASCO generalstrejken. Det samme fandt sted i den sydlige del af landet; Generalstrejke, demonstrationer og protester i Ibadan, Osogbo, Abeokuta, Akure, Benin, Asaba, Owerri, Calabar, Port Harcourt og så videre.
Hvad der er tydeligt fra denne rapport er, at de arbejdende masser i Nigeria, der lige nu deltager i landsdækkende strejker og masseprotester, har set det nytteløse i regeringen og alle dens undskyldninger for fjernelsen af det såkaldte tilskud til benzin. Det er bemærkelsesværdigt, at bevægelsen gradvist er ved at tage en revolutionær form – startende med kravet om at vende tilbage til benzinens oprindelige pris på 65 Nigeria neira per liter og det progressive krav om, at præsident Jonathan må træde tilbage!
På dette tidspunkt er det imidlertid vigtigt at uddybe de nuværende krav med passende politiske programmatiske krav, som kan knytte kravene imod stigningen i brændstofprisen sammen med andre krav fra arbejderne og de kæmpende masser. Disse inkluderer – men er ikke begrænset til – en national mindsteløn der er til at leve af, gratis sundhedvæsen, gratis uddannelse uanset niveau, en social pensionsordning, opbygning af offentligejede olieraffinaderier samt nationalisering af de afgørende dele af økonomien sammen med andre socialistiske programmatiske krav. Endnu vigtigere burde denne bevægelse signalere det presserende behov for at oprette en uafhængig, national, politisk masseplatform, organiseret omkring LASCO’s allerede eksisterende struktur.
Dette er i sandhed begyndelsen på revolution i Nigeria!