Den bolivianske revolution er en inspiration for arbejdere og unge i hele verden. I de sidste få dage har den nået afgørende højder. Masserne har rejst sig. Arbejdere og bønder har overtaget gaderne og de centrale pladser i La Paz og El Alto. Minearbejdere marcherer med dynamit i deres næver. Tusindvis af bønder går mod hovedstaden. Hæren og politiet står magtesløse overfor situationen. Den forhadte præsident Carlos Mesa er blevet tvunget til at trække sig. Parlamentets magt er blevet fjernet fuldstændigt fra dem. Magten er flyttet ud i gaderne.
Den bolivianske herskende klasse står lammet og kraftløs overfor den gevaldige massebevægelse. Den herskende klasses desperation og magtesløshed demonstreres ved, at dele af oligarkiet forsøger at splitte landet, adskille de velhavende østlige provinser omkring Santa Cruz fra de mere revolutionære vestlige provinser omkring La Paz og El Alto. Alene ved dette indrømmer det degenererede oligarki sit nederlag allerede før kampen er begyndt. De er udmærket klar over, at de ikke kan påføre masserne noget afgørende nederlag i en direkte konflikt.
Den kendsgerning at dele af den herskende klasse ønsker at slippe væk fra Bolivia afslører deres fallit. I en desperat indsats for at forsvare deres magt og privilegier er disse reaktionære snyltere parate til at ødelægge Bolivia. Det er det virkelige indhold i deres såkaldte patriotisme. Som ethvert andet oligarki i Latinamerika er de vampyrer og agenter for imperialismen, der har ernæret sig ved at suge saften og kraften ud af landet.
Bolivias krise er udelukkende oligarkiet og imperialismens ansvar. Det afspejler kapitalismen i Bolivias totale dødevande, dens manglende evne til at opfylde selv de mest elementære behov hos folket. Godsejerne og kapitalisterne har ruineret Bolivia og dømt et potentielt velstående land til tiggeri. Ingen fremskridt er mulige, så længe nationens velstand forbliver i hænderne på disse banditter.
Denne krise er ikke blot en hændelig politisk krise. Den kan ikke løses ved et regeringsskifte, en ny præsident, en ministerrokade eller endda ved nye valg og en grundlovsgivende forsamling (der samles for at lave en ny grundlov for landet). Den er en kritik af systemet og kan udelukkende løses ved en fundamental samfundsændring. Det er derfor, de bolivianske arbejdere og bønder på deres bannere har indskrevet krav om at vælte den fallerede borgerlige parlamentarisme og afløse den med arbejder- og folkemagt.
Hovedkraften i den bolivianske revolution er arbejderklassen og dens naturligt allierede, bønderne og de fattige byboere. Over en periode på 18 måneder (siden efteråret 2003), har de bolivianske masser vist kolossal kampånd, mod og klassebevidsthed. Her er det endelige svar til alle de halvhjertede, kujoner, skeptikere og kynikere der tvivlede på arbejderklassens evne til at ændre samfundet! Her er det endelige svar til dem, der hævdede en socialistisk revolution ikke længere kunne komme på tale i det 21. århundrede!
Generalstrejke rejser spørgsmål om magten
Arbejderklassen har bevæget sig fra de traditionelle masseorganisationer, fagforeninger og COB (Bolivias svar på LO, red.), der har organiseret generalstrejke. Generalstrejken er instrumentet der har bragt arbejderne op på tæerne, mobiliseret millioner, fastholdt dem til et brandpunkt, koncentreret deres kræfter og inspireret dem med den nødvendige opmuntring, mens den sideløbende har forstyrret den herskende klasse og lammet statens undertrykkende organer.
Generalstrejkens succes, der hver dag spredes til nye områder og klasselag, er et yderst vigtigt element i den revolutionære ligning. Det viser arbejderne, hvilken vældig magt der ligger i deres hænder. Det beviser, at uden arbejderklassen er der ikke én el-pære, der lyser, ikke ét hjul drejer og ikke én telefon ringer. Det beviser, at samfundet ikke kan fungere uden arbejderklassen – men samfundet kan fungere helt fint uden de snyltere der hidtil har styret og ledt det mod en bundløs afgrund.
Ja, generalstrejken er en yderst magtfuld løftestang til mobilisering af arbejderklassen, ophidse tidligere inaktive lag til revolutionære aktiviteter og klassebevidsthed. Men generalstrejken i sig selv løser intet. Den rejser magtspørgsmålet, men kan ikke besvare det. Spørgsmålet er blot stillet: HVEM STYRER SAMFUNDET? HVEM ER HERRE I HUSET? Spørgsmålet må dog besvares, uden nogen tøven og uklarhed.
Intet samfund kan eksistere permanent i en tilstand af ustabilitet og uro. Den herskende klasse klager over ‘kaos’ og ustabilitet. De kræver orden. På sin vis har de ret. Samfundet er blevet reduceret til kaos-tilstande under ledelse af en uansvarlig og korrupt klike af bankmænd, kapitalister og godsejere og deres bestikkelige politiske tjenere.
Den revolutionære massebevægelse er ikke et resultat af kaos, men et forsøg på at standse kaoset og indføre en ny orden i samfundet. Det er usikkert, hvorvidt den nye sociale orden masserne kræver, udelukkende kan opnås ved hjælp af et radikalt og totalt brud med det gamle regime. For at fuldføre dette brud er det nødvendigt at gå længere end blot generalstrejken. Det er nødvendigt for generalstrejken at forandre sig til et oprør.
For at udføre denne opgave må arbejderklassen være organiseret. Den må inddrage alle lag af klassen – ikke kun det industrielle proletariat, minearbejderne og oliearbejderne, men også funktionærerne, lærerne, bankansatte, offentlig ansatte. Den må ikke begrænse appellen til de traditionelt organiserede lag, men bestræbe sig på at inddrage hidtil uorganiserede lag – de arbejdsløse, de fattige byboere, husmødrene, de studerende, de mindre butiksindehavere og alle bønderne.
Til denne enorme opgave er COBs traditionelle strukturer for mangelfulde. Det er nødvendigt at opsætte nye organisatoriske former – aktionskomiteer og revolutionære cabildos(råd) – der er favnende og fleksible nok til at inddrage de brede masser i den revolutionære bevægelse. Den oprørske arbejder er begyndt at organisere sig på forskellige måder – revolutionære forsamlinger, strejkekomiteer, åbne cabildos osv. Det er vejen frem! Den nye samfundsorden kan kun blive opbygget nedefra. Dens første opgave er at kæmpe mod den eksisterende magt, at konfrontere den i kamp og at besejre og afvæbne den. Dette er hovedmålet, bevægelsens opgave.
Komiteerne og cabildos må være organiserede og forbundet på et lokalt, distriktsmæssigt, regionalt og nationalt plan. Deres hovedfunktion vil være at lede massekampene. Deres mest akutte opgaver vil være bestemt af bevægelsens umiddelbare krav: at organisere og centralisere arbejderkampene: strejker, demonstrationer, blokader, boykotter osv. De må organisere forsvarsenheder for at bevare og beskytte arbejdernes demonstrationer og strejkevagterne mod fascistiske angreb. De må organisere omdelingen af forsyninger til befolkningen og forhindre spekulation og profit. De må kontrollere priser og sikre den offentlige administrations funktion.
For så vidt det lykkedes arbejdernes organisationer at fuldføre disse opgaver vil de naturligt overtage rollen som en alternativ magt – et arbejderstyre! De vil udfordre de gamle myndigheder og i stigende grad erstatte dem. De gamle korrupte embedsmænd og bureaukrater vil bliver kørt ud på et sidespor når masserne selv begynder at styre samfundet.
Elementer af dobbeltmagt
I virkeligheden eksisterer elementerne af parallel magt allerede i Bolivia, som det er bevist af rapporter modtaget fra øjenvidner (Se Den bolivianske folkeforsamlings lancering). Beslutninger truffet på det første udvidede møde for Originaria-folkets nationale forsamling demonstrerer det ufejlbarlige revolutionære instinkt hos masserne.
Ved en beslutning fra dette møde har El Alto, orkanens øje i den bolivianske revolution, erklæret sig selv som revolutionens generalstab. Dette betyder, at de mest målbevidste proletariske elementer har besluttet at placere sig i front, og levere det nødvendige lederskab for folkemasserne. Sidstnævnte vil se til proletariatet efter stabilt og solidt lederskab. Alle resultaterne fra El Alto i den sidste periode med drabelige klassekampe overbeviser os om at de ikke vil blive skuffede.
For det andet har de besluttet at organisere en forenet ledelse af den Nationale folkeforsamling som et specifikt magt instrument, hvor Lokalkomitéføderationen (“juntas vecinales”) vil stå i front, forbundet med COB, minearbejdernes forbund og andre arbejder- og bondeforbund overalt i landet.
Det er strengt nødvendigt at etablere en centraliseret revolutionær ledelse. Uden den vil det være umuligt at besejre den borgerlige stats centraliserede magt. Den nye magt har desuden givet sig selv opgaverne med forsyning, selvforsvar, kontrol af presse (en anden væsentlig opgave for den revolutionære bevægelse) og samtidig politiske spørgsmål.
Det sidste punkt er af stor vigtighed. Bevægelsen er allerede gået langt længere end en ‘normal’ fagforeningskamp. Bevægelsens oprindelige begrænsede hensigt er blevet historie. Selv kravet om nationalisering af olie og gas industrien – skønt stadig korrekt og nødvendigt – er ikke længere tilstrækkeligt.
Det er ikke et spørgsmål om nationalisering af den ene eller anden sektor, men om hvem der styrer samfundet. Kampen for et enkelt emne (kontrollen af Bolivias naturressourcer) er forvandlet til et spørgsmål om magt. Dem der end ikke forstår dette – dem der stadig prøver at trække bevægelsen tilbage til ‘sikkert’ farvand, som f.eks. til grundlovsreformer, konstituerende forsamlinger osv., spiller i praksis en kontrarevolutionær rolle.
Den nationale folkeforsamling skriver på dets bannere nationalisering af olie og gas. Det forbliver korrekt. Men det første spørgsmål er: hvem vil udføre dette? Det er ganske muligt at de borgerlige, når de står overfor risikoen for at miste alt, nu vil tilbyde en form at ‘nationalisering’ i forsøg på at tilfredsstille bevægelsen. De leger allerede med tilbudet om nye valg og en konstituerende forsamling (engang i fremtiden). Alt dette er bedrag – et forsøg på at forvirre masserne og demobilisere dem.
Men arbejderne er vagtsomme og vil ikke tillade dem selv at blive snydt så groft. De har allerede haft oplevelsen fra 2003, da den revolutionære bevægelse lykkedes at vælte Lozada, blot for at blive snydt for magten af en parlamentarisk manøvre fra oven, der bare erstattede Lozada med Mesa. I hovedtræk ændredes intet. Masserne ved dette og har ikke tendens til at blive snydt på samme måde to gange.
Mødet i El Alto ‘afviser derfor alle den herskende klasses manøvrer for at lave en ny forfatning af samme skuffe eller valg af de samme politiske svindlere (‘politiqueros’) og i stedet indkalde til etableringen af folkeforsamlinger på afdelingsplaner under COBs kontrol, og delegerede valgt til massemøderne (“elegidos en asambleas y cabildos”).
Spørgsmålet om partiet
COB’s rolle i alt dette er fuldstændig central. Det er de bolivianske arbejderes traditionelle masseorganisation. COB har spillet en stor og fremragende rolle i organiseringen og udvidelsen af generalstrejken. På trods af dette må vi komme med en advarsel. Lederne af COB må ikke nøjes med radikale taler. De må gå fra taler til handling.
COB’s ledere har udtalt, at COB begik en fejl i efteråret 2003 ved ikke at tage magten. Fuldstændigt korrekt! COB kunne og burde have taget magten på daværende tidspunkt. Det var absolut muligt. I stedet tøvede COB’s ledere, mistede tid og i sidste ende lod de Carlos Mesa komme til magten. Man siger i fysikkens verden at “naturen udfylder et vakuum” og dette gælder også i politik. Selvfølgelig er det kun menneskeligt at begå fejltagelser. Men det ville være kriminelt at gentage samme fejl to gange.
Lederne for COB har også udtalt, at grunden til at de ikke tog magten, var manglen på et revolutionært parti. Det er ikke normalt at høre sådanne indrømmelser. Det er sandt at grunden til oktoberrevolutionens sejr i Rusland var eksistensen af det bolsjevikiske parti, ledet af Lenin og Trotskij. Men det er også sandt at bolsjevikpartiet i februar var en lille minoritet i arbejderklassen og sovjetterne. I Bolivia er der ikke noget bolsjevikisk parti – men der er en stærk bolsjevikisk (trotskistisk) tradition blandt arbejderne og mange tusinder aktivister er blevet skolet i denne tradition, hvilket ses i Pulacayo teserne vedtaget i 1946 af minernes fagforening og senere overtaget af COB.
Hvis der eksisterede et bolsjevikisk parti i Bolivia, ville opgaven med at tage magten være uendelig meget lettere. Men denne opgave mangler stadig at blive udført og kan ikke udskydes til senere. Arbejderklassen er ikke en vandhane der kan lukkes og åbnes hverken efter det revolutionære partis, COB’s eller hvilke som helst andres forgodtbefindende. Arbejderne og bønderne i Bolivia forlanger at magten lægges i deres hænder med det samme. De objektive betingelser for dette er yderst favorable nu. Faktisk er det svært at forestille sig mere fordelagtige omstændigheder. Hvis vi lader denne mulighed løbe ud mellem vores hænder, kan det komme til at tage mange år før en lignende mulighed opstår.
At nægte at tage magten i sådan en situation med begrundelsen: “vi ikke har et revolutionært parti” er en utilstrækkelig undskyldning. Der har været tidspunkter i historien hvor arbejderne har taget magten uden hjælp fra et revolutionært parti. Det er i den henseende tilstrækkeligt at nævne Pariserkommunen. Marx sagde at Paris’ arbejdere havde “stormet himlen” De væltede den gamle borgerlige stat og gav sig i kast med at skabe en ny slags statsmagt – eller mere korrekt, en semi-stat, som Engels kaldte den – en magt der var organiseret ekstremt demokratisk, og som repræsenterede samfundets flertal mod det lille mindretal af udbyttere.
Lenin forklarede mange gange de fire basale regler for Pariserkommunen, som blev brugt som udgangspunkt for Sovjetmagten i Rusland:
- Frie og demokratiske valg med ret til tilbagekaldelse af alle embedsmænd
- ingen embedsmand må få højere løn end en faglært arbejder
- ingen stående hær, men et bevæbnet folk
- gradvist skal alle opgave med administrationen af samfundet blive udført af alle på skift (“når alle er bureaukrater på skift, er ingen bureaukrater)
Dette simple program kan blive basen for en arbejderstat i Bolivia. Det er ikke et stort mysterium, ikke særlig svært. Enhver boliviansk arbejder og bonde kan let forstå principperne i sovjetmagten, Pariserkommunens principper. Den bolivianske arbejder og bonde er måske ikke klar over præcis hvad de vil have, men det er fuldstændigt klar over hvad de ikke vil have. De vil ikke have Mesa eller en af de andre borgerlige kandidater. De vil ikke have de bolivianske bankfolks, herremænds og kapitalisters styre. De vil ikke have, at deres land er underlagt imperialisterne. De vil ikke have et falskt borgerligt parlament eller en falsk grundlovsgivende forsamling. De vil tage magten.
I februar 1917 væltede de russiske arbejdere og bønder, organiseret i sovjetterne, det tusind år gamle zaristiske regime. Som det var tilfældet med Pariserkommunen, var der ikke noget parti til at lede dem. Det stoppede dem ikke, men det betød at de ikke var i stand til at føre revolutionen til enden. Det resulterede i fjernelsen af “dobbeltmagten”. I sidste ende lykkedes det for Lenin og Trotskij at vinde støtte fra flertallet af arbejderne i sovjetterne, gennem en kombination af fasthed i principperne og fleksibel taktik.
Hovedkravet for Bolsjevikkerne efter Februar, var “Al magt til sovjetterne” (Ikke den “grundlovsgivende forsamling” som nogle såkaldte trotskister i Latin Amerika ser ud til at forestille sig). Men det må ikke glemmes, at sovjetterne på dette tidspunkt var under ledelse, ikke af Bolsjevikkerne (som var en lille minoritet), men af venstre-reformisterne og centristerne (Mensjevikker og de Social Revolutionære). Da Lenin fremførte kravet om “al magt til sovjetterne” sagde han i realiteten til lederne af sovjetterne: “tag magten. I har støtte fra flertallet. Hvis I tager magten, vil vi Bolsjevikker støtte jer, og kampen om magten vil blive reduceret til fredelig debat inden for sovjetterne.”
Lenin holdt ved utallige lejligheder taler med samme budskab efter Februar. Han forlangte gang på gang, at lederne af sovjetterne skulle tage magten og føre en politik i arbejdernes og bøndernes interesse. De bolivianske marxister bør gøre det samme. Dem der står i spidsen for COB og Folkeforsamlingerne har pligt til at føre bevægelsen videre. Hvis man siger “A” må man også sige “B”, “C” og “D”. Ved deres handlinger har lederne skubbet det borgerlige samfund ud i en dyb krise. Efter at have ført bevægelse så langt, er det nu umuligt at gå tilbage. Det er nødvendigt at gribe nælden ved rødderne og gå efter at tage magten.
I princippet ville det være ganske muligt for arbejderne i Bolivia at tage magten gennem deres demokratiske organer – folkeforsamlingerne, strejkekommiteerne, revolutionære cabildos og lokalkommiteer (“juntas vecinales”) og derfra gå videre til at bygge et parti – eller mere korrekt, partier, idet der er plads til alle strømninger, på nær de der står på kontrarevolutionens side. Det vigtige er at tage magten mens forholdene tillader det, og ikke vente.
Reformismen og spørgsmålet om magten
På dette punkt vil alle slags reformister gå i panik. De vil fremlægge alle mulige vanskeligheder, problemer og farer. De vil forsøge at skræmme arbejderne med magtens spøgelse. Reformisterne mangler aldrig argumenter imod at arbejderne skal tage magten. Hovedargumentet er altid det samme: risikoen for borgerkrig, for forfærdelige blodsudgydelser og vold. Selvfølgelig ville der, hvis disse argumenter var sande, aldrig have været en eneste revolution i hele den menneskelige historie og menneskeheden ville stadig ligge kraftesløs under for slavesamfundet. Men al historie viser, at det ikke er sandt.
På papiret har den herskende klasse i Bolivia en betydelig våbenmagt. Den har en hær og en politistyrke. I teorien er det mere end rigeligt til at opretholde “orden” (det vil sige at holde masserne i en tilstand af trældom for evigt). Men desværre for den herskende klasse består hæren og politiet af mænd og kvinder, og mænd og kvinder bliver påvirket af stemningen i samfundet. De menige i hæren og politiet sympatiserer naturligvis med arbejderne og bønderne, selvom de som regel kan blive holdt under kontrol ved hjælp af vanerne med disciplin, samt frygten for deres officerer. Men under en krise så dyb som den bolivianske, begynder selv sprækker i toppen af hæren at åbne sig. Disciplinen bliver spændt til bristepunktet, og det mindste pres kan ødelægge det hele.
En betydelig del af officererne i hære i Bolivia er utilfredse med hele situationen. De kan godt se den råddenskab og korruption der hersker blandt oligarkiet. Deres følelse af national stolthed bliver såret af se kæmpe udenlandske firmaer der plyndre landets naturlige rigdomme. Nogle har offentligt associeret sig med kravet for nationalisering af olien og gassen. Mest af alt har det reaktionære oligarkis forsøg på at splitte sig ud fra Bolivia – et skridt der, hvis det blev gennemført, ville betyde destruktion af nationalstaten – skabt indignation og raseri i officerskorpsets rækker.
Splittelser har åbnet sig i både hæren og politiet, og har dermed afsløret at det vi er vidne til ikke er en almindelig krise, men en krise for selve regimet. Parlamentet hænger i en tynd tråd. Alle borgerlige politiske ledere og partier er blevet miskrediterede. Institutionerne for borgerskabets magt har mistet al reel autoritet. Den gamle statsmagt smuldrer som en skrøbelig betonklods, der er blevet ramt af en tung forhammer. Ikke desto mindre er det nødvendigt med et kraftigt skub for at få hele den rådne bygning til at smadres mod jorden
Visse af COB’s ledere har desværre draget de forkerte konklusioner fra eksistensen af de radikale strømninger blandt officererne. Det ser ud til at Solares har visse illusioner i muligheden af at en venstreorienteret hærofficer vil stå frem og lede bevægelsen. Formentlig er det en analogi med Venezuela han har i tankerne. Men en sådanne analogi hører ingen steder hjemme. I Venezuela opstod bevægelsen omkring Hugo Chavez ud af nederlaget for Februaroprøret i 1989 (Caracazo-oprøret). Dette var uden tvivl en progressiv udvikling. Det gjorde masserne i stand til at omgruppere efter et frygteligt nederlag og rykke fremad, først på det parlamentariske plan og dernæst gennem direkte masseaktion, der solidt har placeret perspektivet om socialistisk revolution på dagsordenen i Venezuela.
Situationen i Bolivia i dag er ikke bare forskellig fra den i Venezuela i 1989-90. Den er dens direkte modsætning. Arbejderklassen er ikke blevet besejret. Tværtimod er den i offensiven og rydder alle forhindringer af vejen. Den danner selv magtorganer og udfordre dermed direkte borgerskabets regime. Dette er langt mere avanceret end de spontane masseopstande vi så i Caracazo-oprøret. Bevidstheden blandt arbejderne er også højere. Dette reflekterer de revolutionære traditioner fra 1952, hvor Bolivias arbejdere rejste sig og knuste den borgerlige stats styrker. Den er også et resultat af årtiers propaganda af bolsjevikisk (trotskistisk) karakter, som har sat dybe spor, i det mindste hos de mest avancerede lags tænkning.
Det er en almindelig sætning at arbejderklasses frigørelse er arbejdernes egen sag. Det er fuldstændigt uværdigt for revolutionære at overlade denne opgave nogen andre. Vi må ikke betro vores skæbne til repræsentanter for andre klasser, ligegyldigt hvor oprigtige og progressive de end kan virke. Vores råd til arbejderne er følgende: stol kun på jer selv, på jeres egne kræfter, jeres egne organisationer og bevidsthed. Vi må ikke lede efter frelsere fra himlen, men må rykke frem for at tage styringen af samfundet i vores egne hænder: som Internationale lyder:
Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi
Nej, selv til kampen vi os rejser
vor folkeret forlanger vi
Parolen om en grundlovsgivende forsamling
Lige nu er alle forhold for at kunne skabe en fredelig overgang af magten til arbejderklassen i Bolivia, til stede. Kun ledelsen mangler. Før eller senere, på grundlag af deres samlede erfaring, vil masserne, begyndende med den proletariske fortrop, drage de nødvendige konklusioner og tage magten. Men hvis der bliver spildt for meget tid, hvis ledelsen vakler og mister muligheder, hvis lederne ikke går fra taler til handling, kan muligheden blive tabt, som de tabte den i efteråret 2003.
Den herskende klasse har fået en lang række hårde slag i Bolivia. Den er nede, men endnu ikke ude. Den kan stadig vakle tilbage til kampen, og endda vinde. Men des hovedvåben vil ikke være styrke (dog kun fordi den ikke har tilstrækkelige styrker at stole på), men listighed. Den er endnu ikke stærk nok til at knuse revolutionen i blod, i hvert fald indtil videre. Den kan ikke bruge den pansrede næve, for hvis den gjorde det ville landet blive kastet ud i en borgerkrig, som den ikke kan være sikker på at vinde, men sandsynligvis vil tabe. Derfor må den indlade sig på forsinkelsestaktik, ved at bejle til masserne med falske smil og hykleriske løfter.
Borgerskabet vil forsøge at vinde tid, fuldt bevidst om sin svaghed. Den vil prøve at holde fast i magten ved at fremsætte alle mulige “kloge” alternativer og advokat-tricks. Blandt disse er hoved-tricket at tilbyde masserne en “konstituerende”, eller grundlovsgivende, forsamling – en parole der, desværre, er blevet kraftigt taget op af visse venstreorienterede grupper i Latinamerika. Her må vi sige det ligeud (ikke for første gang): Parolen for en grundlovsgivende forsamling er ikke mere end et bedrag og en fælde.
I en situation, hvor masserne er åbent i oprør mod den borgerlige orden, i hvilken borgerlige parlamentariske politikere ses af et overvældende flertal med en blanding af foragt og mistænksomhed, i hvilken arbejderklassen, i alliance med de fattige i byerne og bønderne, er i gang med at bygge revolutionære kamporganer i opposition til det borgerlige parlament, i en sådan situation, har sloganet for en konstituerende forsamling et kontrarevolutionært indhold. Det er den borgerlige kontrarevolutions slogan i en demokratisk forklædning.
I stedet for soldater med maskingeværer og bajonetter vil de sende deres anden forsvarslinje i kamp: de professionelle “demokratiske” og “venstreorienterede” politikere, de smarte advokater og forfatningseksperter. De vil love solen, månen og stjernerne – en gang ude i fremtiden, efter arbejderne og bønderne har aflyst deres kampe og gået hjem for at afvente beslutningen fra forfatningsdebatterne, besluttet bag lukkede døre. “Vent til forfatningen”, “Vent til valgene”, “Vent til det ene og det andet”. Og når arbejderne er sunket tilbage til inaktivitet, kan de gamle udnyttere lige så stille og roligt vende tilbage til deres kontrol over staten og samfundet.
Hvis det ikke lykkes for arbejderklassen at tage magten, vil Evo Morales sandsynligvis komme til magten, og dette vil blive Bolivias svar på en Kerenskij-regering. Men i Rusland, hvor Kerenskijs regering kun varede få måneder, vil dette ikke nødvendigvis være tilfældet i Bolivia. Grunden til den korte varighed for Russisk Kerenskijisme var eksistensen af to kraftfulde alternativer: Bolsjevisme og Fascisme. Dette er ikke tilfældet i Bolivia, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. På grund af den herskende klasses nuværende svaghed, er et blodigt højrefløjskup praktisk talt udelukket. Borgerskabet vil være nødsaget til at basere sig selv på andre kræfter. Det vil være nødt til at læne sig på sin venstre støvle. Bolivia vil gennemgå et trin med borgerlig parlamentarisme, der vil være ustabil og offer for en konstant krise, men som teoretisk set kan vare i noget tid.
Esset i den herskende klasses og dens strategers ærme (muligvis deres eneste kort) er parolen for den grundlovsgivende forsamling. De vil holde dette slogan frem foran folket som en dygtig fisker der holder en fed orm foran en fisk, han ønsker at spise til aftensmad. Men nogen på venstrefløjen fortsætter med at støtte dette krav, selvom de ikke bekymrer sig om at spørge sig selv om, hvorfor dette også er støttet af borgerskabet. For at skjule deres forlegenhed ved denne åbenlyse modsætning, har nogen af dem søgt tilflugt i sofismer som f.eks.: “Jaa, men om vi skal støtte parolen for den grundlovsgivende forsamling eller ej afhænger af hvem der indkalder til den”.
Den slags “intelligent” sofisme kommer vi ikke særligt langt med. Det fjerner heller ikke den centrale modsætning. For hvis arbejderklassen er stærk nok til at afholde den grundlovsgivende forsamling, er den stærk nok til at tage magten i sine egne hænder. Dette er faktisk den reelle situation i Bolivia, og ethvert andet perspektiv er bare en reaktionær afledning. Vores slogan er ikke den grundlovsgivende forsamling, men; Al magt til folkeforsamlingerne. Vi må koncentrere masserne opmærksomhed, og især arbejderklassen og dennes fortrop, på spørgsmålet om magten.
Arbejderklassen må tage magten!
Som det altid sker i enhver revolution, bevæger begivenhederne sig med høj hastighed. Sidste mandag demonstrerede en halv million mennesker i gaderne i La Paz. Samme dag offentliggjorde præsident Mesa, at han trak sig fra sit embede. Hære af arbejdere, bønder og minearbejdere marcherer. Og den revolutionære bevidsthed er også i gang med at tage store skridt fremad. I går stemte arbejdernes og bøndernes repræsentanter i El Alto for et program, der nærmer sig arbejdermagt. Denne besked må spredes til alle byer og landsbyer i Bolivia, samtidig med at generalstrejken spreder sig til alle byer og landsbyer.
Lenin forklarede for længe siden betingelserne for en revolutionær situation: den herskende klasse skal være i krise, splittet og ude af stand til at handle. Middelklassen skal vakle mellem revolution og loyalitet til den gamle orden. Arbejderklassen skal være opstemte og villige til at yde de største anstrengelser og ofre for at forandre samfundet. Sidst, men ikke mindst, skal der være et revolutionært parti og ledelse. Alle disse betingelser er til stede i Bolivia – med én vigtig undtagelse: Det revolutionære parti.
Arbejderne har vist deres vilje til at kæmpe og deres stålsatte vilje. Hvis at arbejderne vil gribe til afgørende handling, vil de tiltrække flertallet af småborgerskabet til deres side, der også leder efter en vej ud af en krise der er blevet uacceptabel for hele samfundet. Lenin skrev at for at revolutionen skulle kunne sejre, var det nødvendigt for middelklassen at vakle mellem den herskende klasse og arbejderklassen. Men i Bolivia er dette ikke tilfældet. I hvert fald ikke i La Paz, hvor flertallet af middelklassen – sandsynligvis de afgørende dele – allerede støtter den revolutionære bevægelse.
Hvad angår hæren og politiet, viser de ingen tegn på at de bevæger sig afgørende hen mod at undertrykke revolutionen. Ifølge nogen rapporter, har bonde-kvinder der marcherede i fronten af demonstrationer succesfuldt appelleret til politiet om ikke at gå imod de marcherende. Blandt andet derfor har der ikke været nogen stilfælde med seriøs undertrykkelse indtil videre. Grundet situationen, og de split der er inde i hæren og politiet, kan bare én voldsom hændelse splintre hæren fuldstændigt.
Statsapparatet bryder ned foran øjnene på os. Stemningen blandt masserne er ikke, at man skal prøve at finde en overenskomst med den gamle magt, men at man skal kaste den til side, smadre den fuldstændigt, og bygge et nyt samfund. Det er ikke kun Mesa, der er under anklage, men hele den sociale og politiske orden. Det er derfor masserne råber: “Ned med det borgerlige parlament!”. Men noget må sættes i dets sted: det “noget” kan kun være en arbejder- og bonderegering der er baseret på, og ansvarlig overfor, folkeforsamlingerne.
Det afgørende element er arbejderklassens bevægelse, der er bygget op fra neden. Arbejderne besætter fabrikkerne. Ifølge en rapport jeg lige har modtaget, har oliearbejdernes fagforening stemt for at alle lastbiler der kører med gas fra Senkhata, vil blive fulgt af en repræsentant fra arbejderne og en fra lokalkomiteerne (juntas vecinales) der vil sikre at vognen ikke bliver kørt til spekulative aktiviteter eller sendt til de riges forstæder. Dette er et konkret eksempel på arbejderkontrol fra neden.
Den mest presserende opgave er at forene de mest bevidste elementer fra arbejderklassens fortrop på et revolutionært program. De revolutionære talers tid er ovre. Det er nødvendigt at gå fra ord til handling. Det nuværende gunstige opsving vil ikke vare for evigt. Tiden er ikke på vores side. Det, der kræves, er afgørende handling. Bolivias herskende klasse har afsløret sig selv som svag, korrupt, degenereret og reaktionær. Den skal styrtes og erstattes af en arbejderregering.
Tidligere har der været mange revolutionære bevægelser i Bolivia. Nogen har lykkedes, andre har fejlet. Men ingen har gennemført et fundamentalt skift i samfundet, og derfor er der ingen der har løst nogen af de fundamentale problemer. Men denne gang er der en stor forskel. En revolutionær bølge går gennem Latinamerika. De reaktionære kræfter er på forsvarsbarrikaderne over det hele. Overalt begynder arbejdere og bønder at rejse sig. Bare én afgørende sejr for arbejderklassen i ét latinamerikansk land kan dramatisk ændre hele situationen.
Den revolutionære bevægelse i Venezuela er en inspirationskilde for millioner af fattige arbejdere og bønder. De nylige opstande i Ecuador (som på ingen måde er færdige) er et udtryk for den generelle ustabilitet, der har revolutionær retning. Nu har Bolivia placeret den socialistiske revolution på dagsordenen. Arbejdere og unge i hele Latinamerika – og i hele verden – vil byde den Bolivianske revolution velkommen med den største entusiasme og støtte den på alle måder de kan.
For ikke lang tid siden talte skeptikerne og kynikerne i foragtelige ord om socialismens påståede død, og umuligheden for en revolution noget sted på planeten. De ønskede at ødelægge de unges naturlige optimisme under et tykt dække af rusten pessimisme og tvivl. De inspirerende begivenheder, som vi ser i Venezuela og Bolivia, har fjernet jorden under fødderne på disse damer og herrer. Vi kan nu smide det tilbage i ansigtet på dem og sige: Se hvilken vidunderlig periode i menneskets historie, vi er født i! Se hvilken inspiration, arbejderklassens kampe er! Og se, hvilke fantastiske muligheder, der begynder at åbne sig for menneskeracen!