Finansloven har medført en række stop på forskellige tiltag, der var med til at forringe uddannelserne, men spørgsmålet er imidlertid om dette plaster kan redde uddannelserne, der har blødt i årevis.
Under valgkampen var der ingen mangel på løfter om at »investere i uddannelse og velfærd«, og det var først og fremmest det, der sikrede Socialdemokratiet deres valgsejr. Arbejdere og studerende har de sidste ti år måtte bukke nakken for den ene nedskæring efter den anden. Dette har medført en ophobning af frustrationer, som Socialdemokratiet har forsøgt at lukrere på med deres »tilbage til Socialdemokratiet-classic«-kampagne i valgkampen.
Ifølge Socialdemokratiets undervisningsordfører ligger det i Socialdemokratiets DNA, at investere i uddannelse og velfærd, men det er nok ikke noget, som man skal regne med lige foreløbig alligevel, som hun selv medgiver.
Og man kan i det hele taget stille spørgsmålstegn til, hvor meget regeringen egentlig har tænkt sig at prioritere uddannelse. Som vi skrev i en tidligere artikel, i forbindelse med at regeringens finanslovsudspil udkom, var der hverken intentioner om at fortsætte taxameterløftet eller fjerne uddannelsesloftet.
Hvad fik regeringen til at skifte mening, og nu sætte en stopper for besparelserne?
Kamp og kyniskhed
På KUA blokerede en gruppe af studerende dekanens kontor i 38 dage. Blokaden var en protest mod planlagte fagsammenlægninger, et krav som ledelsen efterfølgende trak tilbage. Fagsammenlægningen var endnu en af utallige besparelser, som studerende er blevet udsat for i årenes løb. Sammenlægningen skulle gennemføres, da det så ud til at taxameterløftet – et bidrag, der skulle holde de ellers hårdt angrebne humanistiske og samfundsvidenskabelige studier i live – ville blive standset.
Det interessante var imidlertid, at ledelsen der havde gået så langt som til at true de studerende med bortvisning, gav sig kort tid efter det blev fastslået, at taxameterløftet ville fortsætte. På trods af det bemærkelsesværdige sammentræf, nægtede ledelsen, at de to ting havde en sammenhæng.
Socialdemokratiet udførte en lignende bureaukratisk og opportunistisk manøvre under finanslovsforhandlingerne. De havde trods alt lovet forbedringer på uddannelsesområdet gennem hele valgkampen, og vælger så pludseligt at droppe dem i finanslovsudspillet, for så at ’give sig’ under forhandlingerne. Dette er ikke andet end et kynisk magtspil fra regeringens side.
Indrømmelser?
Men nu har de universitetsstuderende altså fået fjernet uddannelsesloftet og sikret taxameterløftets fortsættelse. To helt centrale krav i forhold til at stoppe de massive angreb, som vores uddannelser har været udsat for i årevis. Men én ting er at stoppe nedskæringer, noget helt andet er at investere i uddannelse.
Regeringen og dens støttepartier kunne dårligt få armene ned, da de havde forhandlet finansloven på plads, og Uddannelses- og Forskningsministeriet udtalte endda, at finansloven gav et »markant løft« til uddannelserne. Her fremhæves et kvalitetstilskud til pædagoguddannelsen på 127,5 mio. kr. Problemet er bare, at det var en aftale, der allerede var på plads i august.
Flere universitetsansatte har været ude og kritisere regeringens hyldest af finansloven med den umiddelbart meget åbenlyse pointe, at nul ikke er lig med investering. Blot at stoppe besparelserne kommer på ingen måde til at hæve niveauet på universiteterne, der er blevet beskåret konstant i årevis.
Dette lader da også til at være den virkelighed, som mange studerende bliver mødt med. På trods af regeringens påståede »løft« af uddannelserne, skal flere bygninger nu opsiges på RUC. Den eneste ændring som de nye studerende vil føle ude på RUC, efter de vender tilbage til undervisningen i februar, er ikke et forbedret universitet, men pladsmangel og overfyldte forelæsningslokaler.
Besparelser på gymnasier
Situationen er endnu værre på de danske gymnasier. Her mangler nemlig næsten 60 mio. kr. til den nyoprettede Forberedende Grunduddannelse (FGU), og udmeldingen fra regeringen har været, at disse penge skal findes andre steder i uddannelsessektorens eget allerede begrænsede økonomiske råderum.
Efter forhandlingerne lå færdige fik gymnasierne at vide, at de skulle finde 17,6 mio. kr. årligt for at finansiere FGU. Realiteten er dog, at der skæres 35 mio. kr., halvdelen af disse går til FGU resten går til finansiering af tilskud til andre uddannelsesbidrag.
Gymnasierne har, ligesom universiteterne, været hårdt ramt af omprioriteringsbidraget. I dag bruges der 10.000 kr. mindre per elev end for fire år siden. Det har ført til, at antallet af gymnasier der kører med underskud, har været eksplosivt stigende, hvilket sidste års lærerfyringer illustrerer åbenlyst. Det er i sidste ende eleverne, det kommer til at gå ud over. Det er tydeligt at eleverne er klar over dette, og vi så til eksempel elevers modstand mod den tidligere undervisningsminister Merete Riisager, under hendes mindre succesfulde besøg på Ørestad Gymnasium.
Til kamp for uddannelse
Hvis dette er investeringer og »markante løft« til uddannelserne, hvordan vil virkeligheden så se ud når økonomien vender? Studenterbevægelsen på alle uddannelsesniveau må allerede nu, forberede sig på kamp for at forsvare og forbedre de kummerlige forhold, som vores uddannelser nu befinder sig under.
Hjælpen kommer ikke fra regeringen, og hvis man skal dømme ud fra støttepartiernes euforiske jublen over denne meget beskedne finanslov, skal man vist heller ikke regne med dem. Allerede nu er de mest avancerede lag i arbejderklassen ved at forberede sig på storkonflikt i forbindelse med OK20. En forenet kamp mellem arbejdere og studerende er det eneste, der kan sikre reelle og vedvarende forbedringer for samfundets store flertal.
Et skift i de sidste ti års relativ stilhed i klassekampen lurer under overfladen, og som vi har set i den seneste tid verden over, og ikke mindst i et land så nærtliggende som Frankrig, er den stille overflade allerede blevet brudt.
