Racistisk terrorhandling: Politikerne har blod på deres hænder

Sverige

Revolutionära Kommunistiska Partiet



7 minutter

Denne artikel er oprindeligt udgivet på svensk af vores søsterparti Revolutionära Kommunistiska Partiet 

”I skal ud af Europa,” lyder råbet inden næste skud affyres og måske dræber en af de 16 personer, der blev ramt af Rickard Anderssons geværskud på Campus Risbergska i Örebro, tirsdag den 4. februar. 11 personer har mistet livet, mens politikere og såkaldte eksperter med én mund forsøger at få hændelsen til at fremstå som en slags uundgåelig naturkatastrofe. Men det er den ikke.

Campus Ribergska er en voksenskole. Her er Komvux (Kommunal Voksenuddannelse), SFI (Svensk For Indvandrere) og erhvervsuddannelser. Pårørende til ofrene, der bliver interviewet i SVT, er som regel mørke i huden og har ikke-svenske navne.

Fire ud af seks, som behandles for skader kommer regelmæssigt i Örebro moske. Et af ofrene er fra Syrien. Den Bosnisk-islamiske forening i Örebro har medlemmer blandt ofrene for skudepisoden. Billedet er tydeligt.

Vidner fortæller til Aftonbladet, at Rickard Andersson var selektiv med hensyn til, hvem han skød.

– Han undlod at skyde bestemte personer og gik bare forbi dem, forklarer de.

Måske var det personer, som Rickard Andersson betragtede som hjemmehørende i Europa.

Bevidst vildledning

Ens blod koger nærmest, når man følger rapporteringen i de almindelige medier.

– Alt tyder på, at gerningsmanden har handlet uden et ideologisk motiv, påstod politiet skråsikkert allerede morgenen efter hændelsen.

For rigtigt at sikre sig, advarer politiet især mod ”rygterne på nettet”, som påstår noget andet. Medierne følger lydigt efter, affærdiger alle ideer om racisme og fokuserer i stedet for på, hvordan Andersson var isoleret fra venner som barn, trivedes dårligt og så videre.

Alt det er sikkert rigtigt, og det er sikkert ikke tilfældigt, at angrebet skete umiddelbart efter, at de sociale myndigheder havde stoppet hans overførselsindkomst.

Men det var ikke på de sociale myndigheders kontor – der ligger omkring en halv times gåafstand fra Campus Risbergska – at Rickard Andersson skiftede til militærtøj på toilettet for bagefter at skyde løs. Det var på en skole fuld af indvandrere.

Da TV4 lagde en video ud med en mandestemme, der råber: ”I skal ud af Europa!” før et nyt skud blev affyret, burde det være tilstrækkeligt bevis for, at der var tale om et racistisk terrorangreb.

Men i stedet afvises dette med den mest langt ude spekulation, man kan forestille sig. Måske var det en anden end morderen, der råbte sådan, spørger politiet og medierne sig selv. Hvorfor i alverden skulle nogen have grund til at gøre sådan, tænker man – andre end netop en svensker, der er i gang med at dræbe indvandrere?

Mønsteret er velkendt. Hvis morderen havde haft skæg og mørk hud, og ofrene hovedsageligt personer med svensk baggrund, havde overskrifternes forfattere ikke tøvet med at kalde dette for en (islamisk) terrorhandling. Men når en mand med svensk baggrund begår den største masseskydning i svensk historie, forsøger man at skjule de politiske motiver bag hans tragiske personlige historie.

Alt – fra ofrene til militærudstyret til det ene citat, vi har – peger på, at Anderssons mål med massakren var at terrorisere og indgyde frygt hos immigranter – med samme budskab som politikere, politichefer og medier har blæst ud til indvandrere i årevis: Vi vil ikke have jer her.

Forbryderne i jakkesæt

Politiet siger, at vi ikke skal drage konklusioner om Anderssons politiske overbevisninger, på trods af at hele handlingen er et politisk budskab. Når Ulf Kristersson på statsmandsvis indkalder til pressekonference, siger han, at ”det ikke er det rette tidspunkt til politik.” Blot få sekunder efter betoner hans justitsminister Strömmer, at netop regeringens politik er korrekt.

– Desværre må vi sige, at den her dag bekræfter, at den politiske linje er rigtig, siger han

Den politiske linje beskrev statsministeren selv blot tre dage inden angrebet:

– Vi har haft en ganske høj indvandring i Sverige i ganske lang tid. Nu har vi for alvor strammet op. Og vi skal vedblive at stramme. For hvis der hele tiden kommer nye mennesker, der begår ny kriminalitet, så har vi ikke en chance for at klare os igennem det her, sagde Ulf Kristersson på TV4 Morgen.

Vi ved ikke, om Rickard Andersson lyttede til statsministeren, inden han bestemte sig for at tage sagen i egen hånd. Eller måske lyttede han til vicestatsministeren, der har antydet, at mennesker fra muslimske lande forsvarer halshugning og ”vil kaste homoseksuelle ud fra et højhus”? Eller lyttede han til rigspolitichefen, der har fastslået, at kriminaliteten hænger sammen med, at Sverige ”har taget imod mange mennesker”?

Man behøver kun at kaste et hurtigt blik på de seneste års budskaber fra politikere og de øverste myndigheder for tydeligt at se, hvorfor dette frygtelige terrorattentat sker netop nu. Ved at skyde skylden for alle samfundsproblemer på indvandrere, har de helt bevidst skabt en hysterisk stemning i samfundet – hvor bestemte individer uundgåeligt med voldelige midler vil tage sagen i egen hånd.

Kapitalisme og desperation

Behandlingen i medierne af Richard Andersson er ikke unik. Da en højreekstrem person bevæbnet med et sværd angreb personer med indvandrerbaggrund på en skole i Trollhättan, blev det kaldt for en hadforbrydelse, aldrig for en terrorhandling. Der blev gjort en stor ting ud af hadforbryderens psykiske sygdom, som om det alene kunne forklare, hvorfor han ville dræbe mennesker med indvandrerbaggrund.

Åsa Erlandsson, der har skrevet en bog om hændelsen i Trollhättan, forklarede i Aftonbladet, hvordan den racistiske stemning havde påvirket det allerede ustabile individ.

– ”Ensomhed i sig selv gør jo ikke én til massemorder, men der var flere forskellige komponenter, der gjorde, at han i sidste ende tog den her beslutning. Han var også præget af den fremmedhad og racisme, som er blevet mere og mere normaliseret.”

Efterforskernes udredning giver præcis det samme billede:

”Vores vurdering er, at Anton har forbundet sin egen oplevelse af mislykkethed med indvandringen, og at han har vendt sin skuffelse, uro og aggressivitet mod samfundet, der ifølge ham igennem en længere tid har foretaget fejlagtige prioriteringer af mennesker med behov for hjælp. Personer med indvandrerbaggrund er blevet kollektivt medskyldige i dette.”

De samme magthavere, som i årevis har kørt en hetz mod indvandrere, har også ansvaret for alle de forringelser, der er indført for samfundets mest marginaliserede og svage – heriblandt den økonomiske bistand, Rickard Andersson efter sigende skulle have fået frataget. De har ansvaret for manglen på personale i skolerne, og de har ansvar for årevis af nedskæringer i psykiatrien, hvis samfundsmæssige konsekvenser, eksperter længe har advaret om.

Det er næppe noget tilfælde, at antallet af angreb på skoler stiger netop nu – både i Sverige og i resten af verden. Kapitalismens krise presser flere og flere mennesker ud i desperation, samtidig med at politikerne presser folk ud i psykisk uligevægt. En stor andel af voldshandlingerne udføres af højreekstremister.

Ulf Kristersson, regeringen og deres støtter i medierne forsøger nu at feje deres ansvar ind under gulvtæppet ved at tale om ”ensomme ulve”, som man umuligt kan beskytte sig imod. Og naturligvis er der altid måder et individ kan gennemføre en terrorhandling på. Men det er deres politik, der skaber disse desperate individer. Det gælder ikke bare højrepartierne, men også Socialdemokraterne, der både har gennemført massive nedskæringer og taget præcis den samme racistiske politik til sig som højrefløjen. De dræbtes blod er på deres hænder.

Derfor afviser vi alle former for opfordringer til national samling. Når politikere som Kristersson ikke kan bruge denne handling til at oppiske yderligere racisme, siger de, at ”det ikke er det rette tidspunkt til politik”, men hver gang der sker en voldsforbrydelse, der kan kobles til bandekriminaliteten, bliver det udnyttet maksimalt af de samme politikere, der ikke bekymrer sig en tøddel om de udsatte.

Det er meget muligt at andre højreekstremister kan blive inspireret af Anderssons handling. Det viser behovet for massedemonstrationer, der uden for enhver tvivl viser, hvor ”svenskerne” (som racisterne mener, de forsvarer) står – og det er ikke på racisternes side. 

Men der er i endnu højere grad brug for organisering. Overalt skaber kapitalismen og dens politiske repræsentanter endnu mere vold, racisme, desperation og barbari. Og der er ingen, der vil sætte en stopper for det her for os.