Når vores næste udgave udkommer, vil millioner af amerikanere have afgivet deres stemme. Andre millioner af amerikanere vil være blevet hjemme – fremmedgjorte og frastødte af den farce, som det amerikanske demokrati er.
”Demokraternes skole” har været hård. I dag er situationen værre end under George W. Bush. Median-husholdningen i USA er nu 4,8 procent fattigere end i 2009. Financial Times skrev 23. september, at “medianindkomsten er faldet til det samme niveau som i 1993. Al fremgang fra Clinton-perioden er gået tabt. Nedgangen i de seneste tre år kom oven på en nedgang på 2,3 procent under recessionen, hvilket fulgte efter en nedgang i perioden 2000-07.”
Det vil altså sige, at forholdene for de fleste ikke alene ikke er blevet bedre under ”opsvinget”, de er faktisk blevet værre. Og for de fattigste er det værre endnu.
Ifølge USA’s statistiske bureau steg den rigeste procent af husholdningernes indkomst med 5,5 procent sidste år. De 96 millioner familier, der udgør de fattigste 80 procent, oplevede, at deres indkomst faldt med 1,7 procent. Økonomen Emmanuel Saez fra University of California at Berkeley har regnet ud, at den rigeste procent af amerikanerne i 2010 ragede hele 93 procent af al velstandsstigning til sig.
Uanset hvem, der sidder i det Ovale Værelse i januar 2013, kan vi på forhånd sige, hvem der vil være valgets tabere og vindere: arbejderne vil tabe, og Wall Street vil vinde. Nogle vil mene, at det er alt for kynisk. At der er forskel på Romney og Obama, og at man hellere skal vælge det ”mindste onde” frem for det ”større onde”. Når vi siger, at der ikke er nogen grundlæggende forskel på Demokraterne og Republikanerne, siger vi ganske enkelt følgende: trods den ene eller anden kosmetiske forskel, forsvarer begge partier det kapitalistiske system.
Kapitalisme er baseret på privat ejerskab af produktionsmidlerne. Gennem deres ejerskab af økonomiens vigtigste dele, udbytter kapitalisterne arbejderne. Arbejderne ejer intet ud over deres evne til at arbejde; de kan ikke leve af aktier, obligationer, opsparing, ejendomme og arv – de må sælge deres arbejdskraft til en kapitalist. Når de arbejder, skaber arbejderne mere værdi til kapitalisten, end de modtager i løn – det er her, profitten kommer fra. Arbejderne går ikke med til dette arrangement, fordi de er generøse, men fordi de ellers ikke vil være i stand til at skaffe mad, tøj og bolig til sig selv og deres familier. Det er den kapitalistiske udbytnings virkelighed.
Under slaveriet var der ”gode” slaveejere, der ikke tæskede og voldtog deres slaver, men blot udbyttede deres arbejdskraft. I sammenligning med de sadistiske slaveejere kunne de se ud til at være ”det mindste onde”. Men ikke desto mindre var det slaveri.
Vi socialister kæmper for et nyt samfund, hvor arbejderklassen demokratisk styrer politik og økonomi i flertallets interesse. Demokraterne og Republikanerne laver og opretholder love, der tilgodeser de rige. For at lave og opretholde love, der tilgodeser arbejderne, er der brug for et stort politisk parti, der repræsenterer og forsvarer arbejderne, og som faktisk kan vinde statsmagten. Det er grunden til, at Workers International League aldrig har og aldrig vil støtte et kapitalistisk parti eller en kapitalistisk politiker. Det er grunden til, at vi kæmper for et arbejderparti baseret på fagforeningerne – et parti af og for arbejderklassen. Og det er grunden til, at vi argumenterer for, at et sådant parti må bryde med kapitalismen og kæmpe for socialisme.
Udsigten til at høre ordene ”Mitt Romney, USA’s præsident” skræmmer forståeligt nok millioner af fagforeningsmedlemmer. Det er grunden til, at de vil holde sig for næsen den 6. november og stemme på Obama uden entusiasme. Ikke desto mindre er det aldeles muligt, at Romney vinder. Det skyldes Demokraternes natur og at fagforeningernes ledere ikke har tilbudt et alternativ. Hvis man har en ”mindste onde”-tilgang til politik og ikke bryder med storkapitalens partier, vil det ”større onde” med tiden genvinde magten. Det er en taber-strategi.
En sejr til Romney vil indebære en krigserklæring mod arbejderne og deres fagforeninger. Mange aktivister vil midlertidigt blive chokerede og demoraliserede. Men i sådan en situation vil arbejderne blive tvunget til at kæmpe. Fagbevægelsens ledere vil med tiden blive tvunget til at mobilisere medlemmerne for at gå imod angrebene. Massedemonstrationer, strejker og studenterprotester vil komme på dagsordenen.
Hvad vil en sejr til Obama betyde? Han har lovet at skabe en million nye industriarbejdspladser, men han har ikke forklaret, hvordan han vil gøre det. Selv hvis han opnår det, vil det være ingenting i forhold til det, der er tabt. Blandt de mere tydelige løfter er et løfte om at skære ned for 4.000 milliarder dollar. Det vil betyde flere fyringer og yderligere nedskæringer. Selv hvis han laver beskedne skattestigninger for de rige, vil det ikke tilbagerulle de sidste 30 års tab. Han vil uundgåeligt lave et ”bredt forlig” om nedskæringer sammen med Republikanerne. Men nedskæringer er nedskæringer – uanset hvem der gennemfører dem.
Ikke desto mindre vil Obama sandsynligvis kunne nyde et pusterum, mens arbejderne venter og ser, hvad han vil gøre. Fagforeningernes ledere vil gøre alt i deres magt for at undgå at mobilisere arbejdernes fulde magt imod Obama. De vil i stedet fortsætte kapitalisternes spil med lobbyister, advokater, retssager og korridoraftaler. Uden ledelse og perspektiv for kamp på gaderne og arbejdspladserne – kombineret med en regn af nedskæringer fra denne ”arbejdernes ven” – vil der uden tvivl opstå forvirring og modløshed blandt mange aktivister.
Hvis Obama havde opfyldt blot en brøkdel af sine løfter fra 2008, ville han vinde en sikker sejr. På den anden side; på baggrund af økonomiens sørgelige tilstand og utilfredsheden med Obama, burde Romney være sikker på sejr. Og dog er det kun 54 procent af vælgerne, der føler sig tilfredse med det valg, de står overfor. Det er det laveste tal siden 1992. I 2008 var 72 procent af vælgerne tilfredse med valgmulighederne: enten Barack Obama eller John McCain. Utilfredsheden er i virkeligheden endnu større, fordi de mange millioner, der ikke tæller som ”vælgere”, ikke bliver afspejlet i sådanne meningsmålinger.
De eksisterende kandidater, der ikke kommer fra de to partier, vil ikke klare sig godt i topartisystemet. Jill Stein, der er præsidentkandidat for det Grønne Parti har endda anerkendt behovet for et arbejderparti: ”Forestil jer, at fagbevægelsen havde brugt de mere end 15 milliarder dollar, som de har brugt på Demokraterne i de sidste 40 år, på i stedet at bygge et uafhængigt arbejderparti og en arbejderbevægelse. I dag ville vi have hobevis af arbejderparti-organisatorer i hver eneste stat, der kunne støtte et bredt funderet parti for det flertal af befolkningen, der tilhører arbejderklassen.”
I stedet for at opfordre til at stemme på en kandidat, der er ”støttet af fagforeningen” eller ”ikke republikaner” (hvilket begge dele er kodeord for demokrat), bør fagbevægelsen bruge sine store ressourcer på at bygge et arbejderparti. Når først et sådant parti er skabt, vil valget ikke længere stå mellem Nedskæringsparti A og Nedskæringsparti B.
Et masse-arbejderparti kan med et klart program for at lade de rige betale for krisen, skabe millioner af job gennem et storstilet program for offentlige investeringer, for højere løn, offentlig sygesikring, uddannelse til alle og billige boliger, kæmpe og vinde i en valgkamp. Desuden ville det give arbejderne selvtillid til at slås for bedre løn og arbejdsvilkår på de enkelte virksomheder. For første gang i årtier ville arbejderne være i offensiven i stedet for i defensiven. Det eneste, der forhindrer det, er at fagforeningernes nuværende ledere har underlagt sig Demokraterne. Dette vil imidlertid ikke vare evigt. Under overfladen opbygger der sig et pres. Lederne vil enten blive presset til venstre eller helt skubbet til side.
Abonnér på Socialist Appeal
Det er muligt at få tilsendt vores amerikanske søsteravis Socialist Appeal, der har skrevet artiklen på disse sider. Bladet udkommer syv gange årligt med alle de analyser og nyheder fra USA, som de borgerlige medier aldrig bringer. Det koster kun 30 dollar for et årsabonnement. Tjek hjemmesiden www.socialistappeal.org.
