Danmark står i en “meget alvorlig læringskrise”. Det er dommen fra den PISA-undersøgelse, der blev udgivet i sidste uge, som viser, at 15-åriges faglige kompetencer i læsning, matematik og naturfag er de laveste nogensinde målt.

På pointskalaen, som PISA-undersøgelsen benytter, svarer tyve point til ét læringsår. Den faldende kurve viser et markant fald de seneste ti år med cirka 40 point i læsning og matematik og cirka 20 i naturfag siden 2015. Det kan oversættes til, at 15-åriges kompetencer i læsning og matematik i dag svarer til det niveau en 13-årig havde i 2015, og at 15-åriges kompetencer i naturfag svarer til niveauet for en 14-årig i 2015. 

Konsekvenserne skal ikke undervurderes. Ifølge seniorforsker Vibeke Tornhøj Christensen fra VIVE er andelen af elever, der præsterer så lavt, at de kan få svært ved at begå sig i samfundet steget til mellem en fjerdedel og en tredjedel på tværs af alle elevgrupper. Dog ligger folkeskoleelever under gennemsnittet og knap halvandet læringsår bag privatskoleelever. 

Rapportens dystre tal har fået den socialdemokratiske undervisningsminister Magnus Heunicke op af stolen i en fart. Som regeringens spydspids i sagen har han jagtet opmærksomheden i medierne og ikke sparet på bekymrede udtalelser. 

Problemets omfang var angiveligt langt større, end regeringen var klar over. Men som en efterhånden trænet politiker i skandale-håndtering kunne han i samme omgang forsikre os, at regeringen vil gøre noget ved det; hvornår og hvordan venter vi spændt på at høre nærmere om. 

Utallige politikere har ligeledes grebet til tasterne på sociale medier og slået fast, at det er på tide med handling. Men hykleriet skriger til himlen. Bag deres bekymrede opslag på sociale medier og indøvede replikker ligger et åbenlyst forsøg på at placere ansvaret hos alle andre end dem selv. 

Forældre og telefoner får skylden

Heunicke siger, at situationen kræver, “at vi alle står sammen om at løfte vores skoler, bistå lærerne og i sidste ende hjælpe eleverne.” Dette “vi” kan ikke læses som andet end en hentydning til de forældre, som også blev omdrejningspunktet for regeringstoppens pressemøde i torsdags. 

Pia Olsen Dyhr fra SF sagde blandt andet: “Respekten for læreren skal tilbage, både hos børn og forældre.” Lars Løkke gentog samme i en mere hård tone: “Forældrene tror sig klogere end lærerne, og der er for lidt respekt for fagligheden.”

Det vækker straks minder om den tidligere undervisningsminister fra Socialdemokratiet Mattias Tesfayes brug af det selvopfundne begreb “PDO” (pisse dårlig opdragelse). Budskabet er det samme: Forældrene bærer ansvaret for den mistrivsel og uro, der går ud over fagligheden og elevernes undervisning. 

Men er det virkelig forældrenes opdragelse, der er skyld i, at 9 ud af 10 lærere ikke har ressourcerne til at hjælpe elever med faglige udfordringer? Eller bærer forældre ansvaret for, at en femtedel af ansatte i lærerjob ikke har en læreruddannelse, fordi lærerne flygter fra folkeskolerne? Dette vil politikerne naturligvis aldrig indrømme på deres opsatte pressemøder, for det ville vende pilen mod dem selv.

Men det er ikke kun forældre, der har fået skylden. Elevernes mobiltelefoner er nærmest blevet erklæret hovedskurk i kampen mod læringskrisen, som Mette Frederiksen vil bekæmpe med et forbud i skolerne og aldersgrænse på sociale medier for at give “frihed fra de tech-giganter, der stjæler jeres tid”. Frederiksens bekymring om, at mobiltelefonerne stjæler elevernes tid, er imidlertid det rene hykleri, for det er netop Socialdemokratiet, som i årevis systematisk har angrebet hele uddannelsessystemet og dermed smadret unges fremtid.

Skærmtid og især sociale mediers indflydelse på unges trivsel og koncentration skal ikke underkendes. Alle ved, at tech-giganterne skræddersyr algoritmer for at fastholde unge i timevis på skærmen. Der er mange årsager til at begrænse de unges brug af sociale medier, men det vil ikke løse problemerne i folkeskolen. Samtidig kan de unges skærmtid ikke forklare PISA-rapportens nedslående resultater. 

Estland, som scorer højest i PISA i Europa, er samtidig det land i OECD med gennemsnitlig højest skærmtid blandt 15-årige i fritiden på 3,7 timer dagligt. Polen har trods et lavere PISA gennemsnit en større andel af unge, som bruger mere end fire timer på skærmen dagligt, men klarer sig tredjebedst i Europa. I modsætning til, hvad politikerne forsøger at bilde os ind, er der altså ikke noget direkte sammenhæng mellem unges skærmtid og PISA resultaterne.

At det allerede er meget udbredt at forbyde elevers mobiltelefoner på danske skoler er kun med til at blotte, at regeringen med planer om forbud forsøger at fremstå handlekraftig, fordi den i virkeligheden ikke har nogen reel løsning på folkeskolens krise. Men for at løse problemerne, må vi se på den politik, der har skabt dem.

Nedskæringer og angreb på lærerne

Hvem er det virkelig, som med Lars Løkkes ord, tror sig klogere end lærerne og ikke har respekt for fagligheden? Det er politikerne på Christiansborg. I årtier har den ene regering efter den anden skåret i velfærden, og især siden finanskrisen har folkeskolen stået for skud. 

Det mest offensive angreb var Folkeskolereformen fra 2013, som blev gennemført af Helle Thorning-Schmidts regering, som bestod af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF med det formål at tvinge lærerne til at tilbringe flere timer på skolen uden at få mere i løn. Forberedelsestiden for lærerne blev kortere, lærerne blev tvunget til mere undervisning, og skoledagene blev længere for både lærere og elever. 

På trods af at folkeskolereformen mødte massiv kritik fra lærerne og eksperter, hvilket var på grund af de konsekvenser, det ville få for fagligheden, blev den tromlet igennem. Det skete ved, at Kommunernes Landsforening (KL), der repræsenterer arbejdsgiverne, lockoutede 67.000 lærere i hele landet i 25 dage. Efter at lockouten havde knust lærernes modstand mod reformen, gennemførte SRSF-regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative et lovindgreb, der indførte den upopulære reform. 

Kort tid forinden blev den såkaldte Inklusions-reform indført, der skulle inkludere socialt og fagligt udfordrede elever i almindelige folkeskoleklasser ved at nedlægge specialklasserne. I virkeligheden var det blot endnu en besparelse, da de fornødne lærertimer ikke fulgte med. 

Siden da har fyringsrunder og besparelser i kommunale budgetter betydet at 300 folkeskoler er lukket på 18 år, primært i de fattigste kommuner. Børnene stuves sammen i de resterende folkeskoler, i overfyldte klasselokaler og med lange skoledage. Lærerne løber hurtigere, og der er ikke ressourcer til børn med særlige behov. Det er resultatet af den politik, som samtlige partier på Christiansborg har ført i årevis. De har flået folkeskolen i stykker og skabt massiv mistrivsel blandt lærerne, hvilket ikke overraskende går ud over elevernes faglighed. 

Det resulterer i, at næsten 20% af nyuddannede lærere forlader faget inden for tre år uanset arbejdsplads, og optaget på læreruddannelsen er faldet med 28% de sidste fem år. Ifølge Danske Professionshøjskoler manglede der sidste år 4300 lærere, hvilket konkret betyder, at hver femte underviser i folkeskolen i dag ikke har en læreruddannelse.

Det er Socialdemokratiet, som bærer hovedansvaret for folkeskolens elendige tilstand og den aktuelle læringskrise. Det er deres nedskæringspolitik, som i årevis har undermineret lærernes forhold og dermed smadret de rammer, som sikrer et ordentligt læringsmiljø. 

Adskillige gange har Socialdemokratiet lovet et løft af folkeskolerne, senest i det skoleudspil, de præsenterede før folketingsvalget, hvori de lagde op til at ansætte 4000 lærere. Men selv hvis det skete, ville det være en ren lappeløsning, som ikke løser de fundamentale problemer, der fortsat forværres. 

For eksempel vil de med deres uddannelsesudspil fra 2024 afskaffe 10. klasse og HF, og dertil kommer de årlige besparelser i alle kommunerne, som i år tvinger Lolland til at lukke to folkeskoler og slå to sammen. Listen kunne fortsættes i det uendelige.

Bøger, ikke bomber!

Det er hykleri, når de selv samme partier, som i årevis har siddet i regering og smadret folkeskolen, i dag påstår, at ville komme selvsamme institution til hjælp. SF’s undervisningsordfører Nanna Bonde sagde eksempelvis til DR, at der er “brug for massive investering” og “det er vigtigt, at vi ikke gentager tidligere tiders fejl ved at tro, vi kan løse udfordringerne med detailstyring, minuttyranni og lange skoledage.”

Men fortidens reformer og forringelser skyldes ikke oversete rapporter eller dårlig dømmekraft. Nedskæringspolitikken er nødvendig set fra den herskende klasses perspektiv – politikerne handler blot efter kapitalismens logik. Krisen i kapitalismen har skærpet konkurrencen om verdensmarkedet, og den herskende klasse har ikke længere råd til at opretholde den samme levestandard for arbejderklassens som tidligere, hvis dansk kapitalisme skal forblive konkurrencedygtig.

Arbejderklassen betaler altså prisen for systemets krise i form af nedskæringer og forringelser inden for hele velfærden: sundhedsvæsenet, psykiatrien, uddannelsessystemet osv. Men selvom vi får at vide, at der ikke er penge til folkeskoler og velfærd, finder politikerne hundredvis milliarder til oprustning.

Siden krigen i Ukraine brød ud i 2022, har politikerne givet over 80 milliarder af vores skattekroner til Zelenskijs regime for at trække krigen i langdrag. Det er det samme beløb, som blev brugt på folkeskolen i 2023, og for blot en tiendedel af det beløb kunne man ansætte 10.000 fuldtidslærere om året eller stoppe lukningen af folkeskoler i hele landet. 

Frem for at investere i unges læring og lærernes forhold har de kastet hundredvis af milliarder i oprustning, krig og ødelæggelse de seneste år. Og hvor finder de pengene til det? Fra velfærden. Men som læringskrisen viser, betaler vi ikke blot prisen i skattekroner, men også i de unges fremtid. 

Unge, studerende og arbejdere kan ikke have nogen tillid til, at politikerne, som nu græder krokodilletårer over folkeskolens tilstand, vil sikre de massive investeringer, som årtiers nedskæringer i velfærden har kostet. Med den ene hånd sabler politikerne velfærden i stykker og med den anden hånd giver de milliarder af kroner til oprustning, for at kunne føre deres imperialistiske politik. Det er os, der betaler prisen for krisen i deres system og mærker dens konsekvenser – ikke mindst i folkeskolen.

Vi er mange, som er vokset op med folkeskolereformen og et uddannelsessystem i knæ, og som har draget den eneste logiske konklusion: Vi lever i et system, der prioriterer oprustning højere end uddannelse. For at skabe et samfund, der producerer bøger og ikke bomber, investerer i velfærd og ikke i militær, må vi derfor organisere os i kampen for et andet samfund; vi må organisere os i kampen for kommunisme.