Efter strejken endte mange af plattedamerne med at blive aktive i fagbevægelsen. Foto. “Erfaringer fra en arbejdskamp”
I år er 50-års jubilæet for plattedamernes strejke i 1972-1973 – en af de største og mest ikoniske i danmarkshistorien. Den viste, at kvindekamp og klassekamp er uløseligt forbundet. Plattedamerne beskrev efterfølgende, hvordan strejken havde fået dem til at »vågne op«, og deres bevidsthed ændrede sig i spring under kampen.
Strejken omhandlede kvinderne, der malede platter på Den Kongelige Porcelænsfabrik. De gik i strejke efter at have klaget i lang tid over dårlige arbejdsforhold i produktionen, der nedsatte deres akkordløn. Fabrikkens ledelse gik med til at indgå en ny og bedre lokalaftale med bl.a. to måneders opsigelse, men efter kun to uger på den nye ordning besluttede ledelsen, at den var for dyr trods fabrikkens aktiekapital, der var steget med 5 millioner mellem 1969-1973 og en aktiekurs, der steg på 70% mellem 1971-1973.
Derfor opsagde arbejdsgiverne den nye aftale uden varsel. Det udløste store frustrationer blandt de 150 plattedamer, og de nægtede at fortsætte arbejdet under de gamle forhold. Plattedamerne blev derefter sendt hjem af fabrikkens ledelse (lockoutet), men de fortsatte med at troppe op på deres arbejde under strejken og kræve at komme i arbejde på den nye aftales grundlag.
Sagen blev taget op i arbejdsretten og blev sendt til faglig voldgift, hvor det endte med, at fabrikken blev pålagt at betale en bod på 20.000 kr. for at have opsagt lokalaftalen ulovligt. Imens fik plattedamerne en bod på 72.000 kr. for at have nedlagt arbejdet “ulovligt”. En klar lektion til plattedamerne om arbejdsrettens klassekarakter.
Plattedamernes modtagelse
Plattedamerne, som før i tiden sad alene ved deres arbejdsbænke, begyndte nu aktivt at diskutere kollektivt, at organisere sig og at udtale sig til medierne. De mødtes hver dag under strejken, hvor de diskuterede nye ændringer i deres kamp samt organiserede udflugter til arbejdspladser, hvor de fortalte om strejken, hvor de oplevede stor opbakning blandt arbejderne. Plattedamerne fik også specialproduceret en “strejkeplatte”, som de solgte på gaden. Alt dette gav plattedamerne kæmpe finansiel opbakning, da de fik indsamlet 352.311 kr. i strejkestøtte, plus 60.000 kr., som spontant blev samlet ind efter dommen i arbejdsretten.
Igennem hele retsforløbet blev plattedamerne gang på gang overhørt, ignoreret og snakket ned til af ledelsen på fabrikken og medierne. Men også dem, der faktisk skulle have bakket dem op, ledelsen af deres egen fagforening og LO, mødte dem med en nedladende attitude. De fik hverken lov til at ytre sig eller deltage til de faglige møder. Da plattedamerne spurgte tillidsmandsgruppen om, hvad en faglig voldgift var, fik de svaret:
»Det er et lokale med et bord og to stole (…) Selv om vi forklarede jer det, ville I alligevel ikke forstå det«. Den samme arrogante attitude kan man høre hos LO’s daværende formand, Thomas Nielsen, der udtale til medierne, at det var plattedamernes egen skyld, at de havde fået så stor en bod og at de var både »tåbelige og stupide«.
Disse nedladende udtalelser står dog i skarp kontrast til den store opbakning, plattedamerne fik fra arbejdere landet over, som bl.a. udmøntede sig i den store støtteindsamling. Plattedamerne fik en hel anden oplevelse, når de var ude hos arbejderne, end de havde fået fra fagbevægelsens top. Som en af plattedamerne fortæller: »Enkelte steder fik vi kaffe og wienerbrød og øller og cigaretter – klap på skulderen: ‘Hold nu ud!’ og alt det dér.
Og der er flere af tillidsmændene, der selv er kommet og har afleveret pengene og har sagt, at efter nytår kunne vi godt komme med nogle flere lister – for den her sag, den skal sgu vindes!«. De andre arbejdere gav plattedamerne den moralske opbakning og solidaritet, som de havde brug for. De mandlige arbejdere kunne se, at det var en fælles kamp, og strejken var således med til at nedbryde fordomme og splittelser mellem mandlige og kvindelige arbejdere, som arbejdsgiverne, men også fagtoppen, havde fostret.
Øget bevidsthed
Under strejken voksede plattedamernes bevidsthed både i forhold til deres rolle som arbejdere og som kvinder, hvilket også kom til udtryk i, hvordan de opfordrede deres mænd at blive fagligt aktive:
»Vi har siddet derhjemme og brokket os over alt det forkerte, der sker rundt omkring – og det gør han da også endnu. Men nu kan jeg godt en gang imellem sige til ham: Så se dog at få gjort noget ved det«.
Selv om strejken ikke som sådan havde noget med plattedamernes køn at gøre, havde plattedamerne fået en ny selvforståelse, som en af plattedamerne forklarer: »Vi har vel hele tiden haft det siddende i os, at de ikke skulle have lov til at knokle os ned selv om vi kun er piger – men det er først indenfor det sidste års tid, vi er blevet os det rigtig bevidste. Ikke i første række som kvinder, men som mennesker. Tidligere var det helt utænkeligt, at kvinderne kunne sætte sig ned og gå i konflikt, men det er det altså ikke mere«.
Mange af plattedamerne beskrev, at konflikten skulle kæmpes på flere fronter: selve konflikten på fabrikken, med fagforeningen og på hjemmefronten. Det var hårdt for de enlige mødre, men også flere af de gifte plattedamer havde det svært:
»Ham derhjemme – han kan overhovedet ikke forstå, jeg bruger så meget tid på det. Så jeg har sådan set måttet slås på to pladser. Både derude og derhjemme.«
Kampen fortsætter
Efter strejken endte mange af plattedamerne med at blive aktive i fagbevægelsen, og der blev også lavet en pagt omkring at fortsætte med at holde sammen blandt andet ved at spise frokost sammen. Det ændrede dog ikke på, at det igen blev dagligdag, at de dårlige og stressende forhold igen blev trykket ned over plattepigerne:
Nu skulle vi i arbejde. Det var mærkeligt. Jeg var fyldt med glæde, men samtidig gjorde det ondt. Jeg skulle arbejde på akkord igen. Jeg skulle ikke tænke, ikke tale, ikke handle. Jeg kunne ikke. Jeg kiggede på mine kammerater. Havde de det lige så svært? Det kunne da ikke være rigtigt, at vi igen skulle til at være produktive maskiner, uden nogen mulighed for at diskutere og finde rede i alt det, vi havde været igennem.
Det blev tydeligt, at en strejke i sig selv ikke kan ændre kapitalismens undertrykkelse. Men selvom plattedamernes strejke hverken førte til revolution eller omvæltning af kapitalismen, viste den arbejderklassens potentiale. Den viste, hvordan en sådan kamp ændrer bevidstheden, både hos dem der deltager, og generelt i arbejderklassen, hvor fordomme og splittelser blev nedbrudt.
Lad os inspireres af plattedamerne i dag, fortsætte deres kamp og vælte kapitalismen, så kvinder og hele menneskeheden endeligt kan blive fri.
