Billede: Montecuz Foto
En efter en har de største og mest toneangivende sponsorer trukket sig fra Copenhagen Pride. Det sker, efter at Priden bad sponsorerne opklare de interesser og aktiviteter, de har i Israel og Palæstina. Det var åbenbart for meget for både Dansk Industri, Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk, der alle efterfølgende har trukket deres sponsorater fra Priden.
Der har i flere år været en udbredt utilfredshed med virksomhedernes indflydelse på Priden, i LGBTQ-miljøet, der har oplevet, at virksomhederne korrumperer og udnytter Priden til deres egne snævre formål. Blodbadet i Gaza åbner for en ny diskussion om vejen frem for Copenhagen Pride. Men hvorfor kommer dette brud netop nu, og hvad betyder det for kampen mod undertrykkelse?
Israelske soldater har ved flere anledninger hejst regnbueflag med tekst som “In the name of love” på den sønderbombede palæstinensiske jord, med det formål at vaske blodbadet rent i ”vestlige, demokratiske værdiers” navn. Begivenheder som denne har oprørt queerpersoner verden over og fremtvunget et større perspektiv på undertrykkelse blandt queeraktivister. Tidligere i år droppede CPH:MIX sit samarbejde med Priden, fordi filmfestivalen mener, at Priden har sponsorer, der direkte drager fordel af eller investerer i besættelsen af Palæstina. Altså blev Copenhagen Pride nærmest tvunget til at tage stilling til situationen i Palæstina og ikke mindst til spørgsmålet om ligeværd og menneskerettigheder, hvis organisationen fortsat ville være et legitimt talerør for queerpersoner i Danmark.
Pinkwashing
De sidste mange år har virksomhederne flittigt “pinkwashet” deres image ved at støtte Priden for at tegne sig selv i et mere progressivt lys og appellere til queer kunder. Men nu hvor kapitalismen befinder sig i en eksistentiel krise, skærpes parternes modsætninger. Det bliver klart i Pride-månederne i år, at virksomhedernes evige profitjagt og kampen mod undertrykkelse af seksuelle minoriteter er uforenelige.
For virksomhederne er spørgsmålet om minoriteters frigørelse intet andet end et spørgsmål om markedsføring og profit. De kan flage med regnbueflaget én dag og støtte LGBTQ-fjendtlig lovgivning den næste. I 2021 viste en undersøgelse lavet af Popular Information, at 25 af de amerikanske selskaber, der støtter op om Pride, samtidigt har givet over 10 millioner dollars til anti-LGBTQ-politikere. For eksempel har sundhedskoncernen CVS, der praler af at have underskrevet en erhvervserklæring, der fordømmer anti-LGBTQ-lovgivning på deres X-konto, støttet utallige politikeres eksplicit transfobiske valgkampagner. I North Carolina støttede de hovedsponsoren bag ”S514”, som The Advocate beskriver som det mest undertrykkende anti-LGBTQ-lovforslag i hele USA.
En talsperson fra Mærsk forklarer, at deres støtte til Pride forudsætter ”et uforstyrret fokus på den sag, partnerskabet handler om”. Dansk Industris rådgivningsdirektør føler, at Copenhagen Pride lige nu ”ikke er dét inkluderende fællesskab, som det oprindeligt var tiltænkt”. For virksomhederne var Priden perfekt, som det var før: et “inkluderende fællesskab” på tværs af klasseinteresser, der gav dem en gavnlig pinkwashing. Det farligste for virksomhederne er, at de isolerede kampe mod forskellige former for undertrykkelse skal få et samlet udtryk på klassebasis.
Alligevel begynder unge, danske LGBTQ-personer at indse, at vi har mere til fælles med undertrykte palæstinensere, end vi har med queers og ”allies” i Mærsk eller Dansk Industri.
Marxisme og kampen mod undertrykkelse
Billede: FULBERT
Tidligere var der en en klarere forståelse af uforeneligheden mellem kapitalisme og queer-frigørelse i LGBTQ-bevægelsen, end det har været de sidste årtier. Det var dengang kampen for queerrettigheder var tæt knyttet til klassekampen. For eksempel havde den amerikanske LGBTQ-aktivist Harvey Milk en stærk alliance med fagforeningerne, hvilket var afgørende for hans politiske gennemslagskraft. Den anden vej rundt lavede homoseksuelle aktivister solidaritetsarbejde i minearbejderstrejken i Storbritannien i 1980’erne. Den tætte sammenhæng mellem klassekampen og kampen for homoseksuelles rettigheder hang sammen med det revolutionære opsving i denne periode.
Men eftersom klassekampen led nederlag, og kapitalismen i en periode formåede at tegne sig selv som civilisationens endestation, voksede desillusion og reaktionære ideer frem på venstrefløjen. Det fremkom umuligt at overkomme kapitalismen. Altså begyndte de dominerende lag inden for forskellige politiske bevægelser, som stillede sig imod undertrykkelse, at lede efter veje til frigørelse inden for kapitalismens rammer.
Queerteori og andre postmoderne ideer har siden dengang domineret både Priden og queerbevægelsen generelt. Disse teorier er bygget på en fundamentalt anden filosofisk præmis, end marxismens. Queerteori er baseret på filosofisk idealisme og ser sprog, diskurser og ideer som roden til undertrykkelse. Derfor er queerteoriens løsning, at vi må forsøge at overkomme undertrykkelse ved at ændre undertrykkende diskurser. I praksis betyder det et fokus på et venligere sprogbrug, udvidelse af identitetskategorier og øget repræsentation, hvilket kapitalismen sagtens kan imødekomme. På denne måde har pseudo-venstreradikale akademikere, så vel som kapitalister, kunnet gøre sig rige på en hul, symbolsk progressivitet, der negligerer enhver form for klasseanalyse, og dermed ikke kan tilbyde nogen reel eller varig forskel for queerpersoner globalt.
Modsat queerteorien er marxismen bygget på filosofisk materialisme, som forklarer at ideerne og diskurserne udspringer af den materielle virkelighed, som vores samfund er indrettet efter. På denne måde kan vi analysere menneskehedens historie og se, at hverken kvindeundertrykkelse, racisme eller queerfobi er eviggyldige eller iboende fænomener. Disse undertrykkelsesformer er tæt knyttet til klassesamfundet.
Den herskende klasse udgør et lille mindretal og forsøger med alle midler at splitte det store flertal, arbejderklassen, på forskellige linjer herunder seksualitet. Individuelle kapitalister kan sponsorere forskellige frigørelseskampe, men som klasse er de afhængig af at opretholde identitetsbaseret undertrykkelse. Dette udelukker muligheden for varig frigørelse for alle minoriteter inden for kapitalismen, og det er derfor, vi som marxister siger, at queerkamp er uløseligt forbundet med klassekamp. Reel frigørelse for minoriteter forudsætter et opgør med det kapitalistiske system i sin helhed.
Fra isoleret aktivisme til klassekamp
Kapitalismens eksistentielle krise skærper alle modsætninger i samfundet, og det bliver sværere og sværere at fremstå “neutral”, når uretfærdigheder, som vi ser det i Gaza, opstår. Erkendelsen af, at kampen mod undertrykkelse af LGBTQ-personer ikke kan adskilles fra en generel kamp mod kapitalisme og vestlig imperialisme, bliver tydelig for flere og flere, ligesom det bliver mere og mere klart, at de forskellige enkeltstående kampe faktisk er forbundet gennem en fælles rod: kapitalismen.
Marie Valentin Beck, der er konsulent og rådgiver om diversitet, fortæller i et interview med DR, at der i Prides efterspørgsel til virksomhederne om Palæstina lå et ”antikapitalistisk budskab”. Altså kan en kritisk stillingtagen til profitering på folkemord opfattes som kritik af kapitalismen i sig selv. Ja! Ingen kan længere stille sig neutralt over for kapitalismen som system.
Pridens sponsorer kan ikke længere få lov til at pinkwashe sig selv, men er nu blevet tvunget til at udstille deres uforbeholdne støtte til blodbadet i Palæstina og dermed deres ligegyldighed over for menneskerettigheder, international lovgivning og undertrykkelse generelt. Forhåbentlig kan det blive det skub, der får queerbevægelsen til at forlade “klasseneutral” aktivisme og i stedet kæde sig sammen med kampen for socialistisk revolution. Det vil i det store billede være nøglen til queer såvel som palæstinensisk frigørelse.
