Dette er lederen fra vores pakistanske søsteravis The Struggle fra 1. april. Se desuden rapport fra de pakistanske marxisters kongres (på engelsk) her: dag 1 – dag 2
De siger, at ideologiske kampe er forbi; klassekamp tilhører fortiden, højre- og venstrefløjspolitik er slut; der er ingen forskel mellem rig og fattig; udnyttelse på grundlag af nationalitet, religion og køn er forsvundet. Alt dette er slut eller vil slutte med Musharrafs afgang og genoprettelse af Højesteret, fordi der nu er en koalitionsregering bestående af højre, venstre, Pushtoon og Punjabi partierne. Den længe ventede drøm om et ”civilt samfund” er blevet virkelighed i form af Newaz’s og Pakistans Folkepartis (PPP, afdøde Benazir Bhuttos parti, red.) koalitionsregering. Alle politiske kræfter er forenet i den ”nationale forsonings” navn.
De siger, at diktaturet forsvinder. Det er demokratiets morgengry. Fremgang, fred og udvikling tager en ny begyndelse. Det er hvad vi bliver fortalt af de aviser, ledende artikler, politiske diskussioner på TV og intellektuelle, som samfundet er blevet påført. Studenterforeninger og fagforeninger er blevet genoprettet. Det er en ny demokratisk æra, retsstaten og grundloven hersker. Nogen gange synes det som om den fremherskende politik, journalistik og kultur i dette samfund ikke stammer fra herfra, men snarere maler et billede af en anden planet.
Men fattigdommens råb er lige så intense som den absurditet med hvilken rigdommen fremvises af den herskende klasse. Arbejderklassen berøves dens købekraft grundet prisstigninger, mens herrerne og damerne fra den herskende klasse levet i et shoppe-vanvid. De fattiges mudderhuse kollapser, og de skubbes længere ind i mørket mens de rige oplyser deres paladser med hjælp fra kæmpemæssige generatorer. De fattige mister sygdomsbekæmpelsesfaciliteter, mens der bygges sundhedsspabade til den herskende klasse. De fattiges børn mister deres skoler og uddannelser, mens der bygges prestigefyldte uddannelsesinstitutioner til de herskendes afkom. Dette samfund bliver frataget rent vand og andre basale nødvendigheder i samme fart som de imperialistiske monopoler producerer flasker med mineralvand. Den nye regering laver ”reformer” under disse omstændigheder. De forsøger at reformere et system, som kun kan overleve med et evigt voksende begær efter menneskelig opofrelse.
Genopbyggelsen af studenterorganisationerne og fagforeningerne kan blive et positivt skridt, men vi må også huske at historisk og socialt set, er disse institutioner skabt af og en del af et borgerligt samfund. Sker alt dette ikke på grund af det faktum at den herskende klasse frygter en eksposition og en revolutionær opstand i en uorganiseret arbejderklasse? Det kan godt være at de imperialistiske herrer har tilladt de lokale herskere at gøre det (ophæve forbudet) for at holde på arbejderklassen gennem sådanne strukturer i systemet, for at symptomer på oprør i arbejderklassens vener kan blive opdaget og så disse kan blive kanaliseret ud med hjælp fra forskellige taktikker.
Så længe klasserne eksisterer, vil klassekampen fortsætte, og klassekampen er egentlig højre- og venstrepolitik. Frygten for hævn – arbejderklassens hævn for de overgreb de har måttet modstå de sidste mange år – har tvunget den herskende klasse til at danne en koalitionsregering. Men disse konflikter vil sønderrive denne kunstige og overfladiske alliance. Hvis ikke genopbyggelsen af studenterorganisationerne og fagforeningerne sætter en stopper for fattigdommen, prisstigningerne, udnyttelsen, terrorismen og blodsudgydelserne, så vil arbejderklassen og de studerende gå ude over disse strukturer. Situationen kan ikke længere tolereres. Ved at blive indenfor dette system er der ingen anden vej end at fortsætte med at lide. Den herskende klasse vil fortsat spille dette spil med undertrykkelse og reformer.
Vi støtter demokrati frem for diktatur, og genopretning af organisationerne frem for forbud mod dem. Men i stedet for at fare vild i strukturerne og stoppe på disse stadier, kan de brændende problemer kun blive løst ved kamp og ved at tage arbejderklassen fremad. Marxister byder alle reformer og alle lempelser på restriktioner overfor arbejderklassen velkomne, men vi afviser på det bestemteste psykologien og politikken med ”reformer” og kæmper uforsonligt imod den, for formålet med politikken er at forlænge kapitalismen, som ikke har nogen mulighed for at løse nogen problemer og fattigdom og udnyttelse er evigt stigende.
Det egentlige problem er at dette system er blevet historisk forældet. Enten kan det blive revet op ved rode af en revolution og et socialistisk system kan etableres eller vi kan acceptere nederlaget og falde i barbariets afgrund og dø. Den menneskelige race vil ikke dø, den vil leve. Nu er den eneste tilbageværende mulighed for at overleve, en socialistisk sejr gennem klassekamp.
