Dramatiske begivenheder udfolder sig i Mellemøsten. Tirsdag blev Egypten rystet af en bølge af landsdækkende demonstrationer der krævede enden på Mubaraks regime, der har undertrykt folket i denne stolte nation i næsten 30 år. Det var den største protestbevægelse i Egypten i årtier. I Cairo og andre byer demonstrerede tusinder, der er imod regeringen, på gaderne og sloges med politiet.
Efter at Tunesiens stærke mand Zine El Abidine Ben Ali blev væltet den 14. januar, spekulerede iagttagere højt over, hvorvidt de dramatiske begivenheder i den nordafrikanske nation kunne fremprovokere opstande i andre tilsyneladende fast forankrede arabiske regimer. Nu har de svaret!
De revolutionære flammer, der har fejet gennem den arabiske verden fra Tunesien, har nået Egypten.
De første tegn på den tunesiske opstands indflydelse på den folkelige bevidsthed kom op til overfladen sidste uge i Egypten, da adskillige mennesker satte ild til sig selv eller prøvede at gøre det uden for parlamentet og premierministerens kontor. Deres handlinger forsøgte at efterligne den unge tunesiske grønthandlers eksempel, hvis ofring af sig selv var med til at antænde de protester, der tvang Tunesiens autoritære præsident til at flygte fra landet.
Ligesom i Tunesien fandt demonstrationerne i Egypten sted på en baggrund af voksende vrede over udbredt fattigdom og arbejdsløshed. Næsten halvdelen af Egyptens 80 millioner indbyggere lever under eller lige over fattigdomsgrænsen, som FN har fastsat til 2 dollars om dagen. Uddannelser og sundhed af ringe kvalitet samt høj arbejdsløshed har efterladt et stort antal egyptere uden opfyldelse af basale behov.
Ønske om forandring
Men den økonomiske utilfredshed er kun en del en bredere politisk utilfredshed. Der er en indgroet vrede over uretfærdighederne, ulighederne og korruptionen i Mubaraks regime. Spørgsmålet rejses om, hvor længe den aldrende diktator vil klynge sig til magten. Ingen ved, om Mubarak vil genopstille ved præsidentvalget senere i år, eller om han måske vil positionere sin søn til at stille op i sit sted. Men det egyptiske folk vil ikke acceptere mindre end en grundlæggende forandring.
Regeringen forsøgte at nedtone forsøgene på selvafbrænding. Premierminister Ahmed Nazif fortalte mandag til journalister, at de, der havde udført handlingen, var drevet af ”personlige årsager”. Men ingen troede på dette. Ligesom i Tunesien kom opfordringen til demonstrationer ud på Facebook og Twitter, hvor 90.000 sagde de ville deltage. Overalt var Tunesien på alles læber. ”Vi ønsker forandring, præcis som i Tunesien”, sagde Lamia Rayan, en 24-årig demonstrant.
Opfordringen til protester kom fra en Facebook-side, der var oprettet i martyren Khaled Saids navn, en ung egyptisk mand, der sidste år blev tæsket ihjel af politiet i havnebyen Alexandria. Hans tilfælde er blevet et samlingspunkt for oppositionen. To politimænd er på nuværende tidspunkt stillet for retten i forbindelse med hans død. Det er en af den slags forunderlige ironier, som historien er så rig på, at protesterne faldt sammen med en national helligdag til ære for landets forhadte politi.
“Mubarak, dit fly venter”
Der var bemærkelsesværdige scener i Cairo tirsdag, da tusinder og atter tusinder strømmede ud i gaderne og marcherede med åbenbar frihed i tre store demonstrationer i forskellige dele af den egyptiske hovedstad. Det begyndte fredeligt, da politiet udviste usædvanlig beherskelse, Den larmende masse blev fulgt af biler, der kørte ved siden af og dyttede i hornene. Folk råbte: ”Længe leve et frit Tunesien” og svingede med tunesiske og egyptiske flag, mens politiet i starten stod i periferien af mængden. Uropolitiet så først ud til at være i tvivl om, hvad de skulle gøre, da hver af demonstrationerne brød igennem politiafspærringerne.
Et øjenvidne skrev følgende linjer:
“Jeg er i centrum udenfor regeringsavisens hovedkvarter hvor hundreder råber ‘Mubarak dit fly venter’ og appellerede til forbipasserende om at gå med, og mange tog tilbuddet op”.
“Ahmed Ashraf, en 26-årig bankansat fortalte mig, at det her var hans første demonstration, og at han var blevet inspireret af begivenhederne i Tunesien. ’Det er os, der kontrollerer gaderne i dag, ikke regimet’, sagde han. ’Jeg føler mig så fri – det kan ikke forblive det samme efter dette.’”
Hvis politiet ikke så ud til at have nogen ide om, hvad de skulle gøre, så der på den anden side også ud til at være meget lidt koordination mellem demonstrationslederne om, hvad man skulle gøre. Det lignede begyndelsen på en brydekamp, hvor de to brydere cirkler vagtsomt om hinanden, mens de måler deres modstander og forsøger at gætte næste skridt. De behøvede ikke at vente længe.
Tidligere blev demonstrationer opløst med vold. Men nu havde politiet tydeligvis fået ordre fra regeringen om at forsøge at undgå noget, der kunne fremprovokere en Tunesien-lignende masseopstand. Men sådanne ting har sit eget liv og indre logik. I takt med at antallet af demonstranter forsatte med at stige og fylde Cairos hovedplads, Tahrir Square, blev sikkerhedsstyrkerne mere nervøse. De ændrede pludselig taktik og gjorde protesten voldelig, da politiet angreb demonstranterne med vandkanoner, stave og tåregas.
En dag med revolution
Skyer af gas fyldte Cairos gader. Tidligere ville folk være flygtet i panik fra det frygtede politi. Men denne gang var det anderledes. Folket blev stående og kæmpede imod. Trodsige demonstranter kom i sammenstød med uropolitiet i Cairos centrum. De kastede sten og nogen kravlede endda op på en pansret politibil. Washington Times beskrev scenen:
Demonstranter angreb politiets vandkanon, de åbnede førernes dør og beordrede manden ud af bilen. Nogen slyngede sten og slæbte metal til barrikader. Politimænd slog demonstranterne tilbage med stavene, da de prøvede at bryde afspærringerne for at gå med i den store demonstration i centrum.
I nord i havnebyen Alexandria marcherede tusinder af demonstranter også i, hvad der blev døbt ’Vredens dag’, imod Mubarak og krævede en ende på landets tyngende fattigdom.
[…] Demonstranterne i Cairo sang nationalsangen og bar bannere der fordømte Hr. Mubarak og den udbredte svindel ved landets valg. Organisatorerne sagde at demonstrationerne var en ’dag med revolution imod tortur, fattigdom, korruption og arbejdsløshed’.
Mødre bærende på deres babyer marcherede og råbte ‘Revolution indtil sejren!’ mens unge mænd parkerede deres biler på hovedgaden og viftede med skilte med teksten ’UD!’ inspireret af de tunesiske demonstrationers DEGAGE!’ i denne uge. Mænd blev set male graffiti med teksten ’Ned med Hosni Mubarak.’
Regimet er i en paniktilstand. Øjenvidner rapporterer, at internettet, Twitter og telefonopkald alle blev blokeret i Egypten, men de vender tilbage med mellemrum nu. De seneste rapporter viser, at opstanden fortsætter og stiger til nye højder. En øjenvidnerapport siger:
Som mørket begynder at falde på, strømmer de tusinder, der har besat Cairos hovedplads, fremad mod parlamentsbygningen, tilskyndet af løbende kampe med bevæbnet politi. Luften er fyldt med tåregas, og nogen unge slynger stem mod politiets kæder; mange af stenene bliver kastet tilbage af sikkerhedsofficererne.
For få øjeblikke siden sendte et stort angreb fra demonstranterne politiet på flugt, men de har nu omgrupperet sig og lancerer friske angreb på fronten af demonstrationsbølgen, der lige nu tager de metalbarrikader, som politiet har opsat og bruger dem til selv at opstille barrikader. Store eksplosioner ryster pladsen, men det ikke er klart, hvor de kommer fra.
Rapporter spreder sig om, at demonstranter angriber ministerrådets bygninger i centrum, mens tusinder siges at være på vej mod Mubaraks præsidentpalads i Heliopolis. I Dar El Salaam, et tætbefolket kvarter i det sydlige Cairo, hævder demonstranterne, at de har overtaget politistationen.
Der er en følelse af intens spænding på gaderne her i Shubra, i det nordlige Cairo, hvor politiet fortsætter med at stå tilbagetrukket og tillade demonstranter at passere – men nogen af sikkerhedsstyrkerne bærer skudsikre veste og nogen frygter, at det er stilhed før stormen.
En tidligere tv nyhedsvært fortalte mig at hun ikke havde set noget lignende siden 1977, hvor en opstand over brødpriser næsten væltede præsident Sadats regering. Men demonstrationerne forbliver afskåret fra hinanden og det er stadig for tidligt at sige hvordan det vil forløbe.
Det er rigtigt, at ingen ved hvordan det vil ende. Men én ting er sikkert. Egypten vil aldrig være det samme igen. Ånden er ude af flasken og kan ikke skubbes tilbage. Masserne har haft en smag af frihed, og de føler deres kollektive magt på gaderne. Hvis de havde en organisation og en ledelse, der passede til opgaven, kunne de tage magten. Men i fraværet af en ledelse og en klar plan og perspektiv, kan situationen gå forskellige veje.
Mens jeg skriver disse linjer [tirsdag] balancerer opstandens skæbne på vippen. Regimet er nu på yderst usikker grund. Politiets tøven ved demonstrationernes start viser, at de ikke er sikre i deres brug af undertrykkelsesapparatet til at stoppe demonstrationerne. Der vil komme splittelser i regimet mellem dem, der vil slå hårdt ned og dem, der vil lave kompromisser for at vinde tid.
Kan regimet drukne opstanden i blod? Sådan et udfald er ikke umuligt, men det ville være en sejr for en meget høj pris. Hadet og bitterheden over regimet ville vare længe. Det ville forgifte landets politiske liv og udelukke enhver kompromisløsning. Mubarak er en gammel mand, og han kan ikke holde længe. Hans søn, som han håber, vil erstatte ham, vil have mistet al legitimitet. Økonomien vil falde yderligere og uddybe problemerne med arbejdsløshed og fattigdom. Nye eksplosioner ville følge.
Den arabiske revolution er begyndt
Men det er ikke den mest sandsynlige variant. Massebevægelsen samler styrke for hver time. I Alexandria er der rapporter om gamle damer, der kaster potter og pander på politiet fra altanerne på deres huse. Nøglen til situationen er det magtfulde egyptiske proletariat, der har organiseret strejke efter strejke de seneste år. Nu er arbejderne på gaden. I Mahalla, scenen for de store strejker blandt tekstilarbejderne, siges det. at 20.000 er på gaden. Politistationen er blevet overmandet.
Det revolutionære folk har indtaget de centrale pladser og nægter at forlade dem. Enhver centimeter er blevet erobret af masserne, og de har ikke til hensigt at overgive, hvad de har erobret, til nogen. Overfor en massebevægelse af sådan et omfang er statsundertrykkelsens styrker, der før så frygtindgydende ud, pludselig blevet sårbare. Mange steder er politiet simpelthen blevet overmandet af det store antal. Deres stave er blevet ødelagt af demonstranterne. De almindelige politimænds ansigter udstråler nervøsitet og deres overordnedes endnu mere.
Der har været mange tilfælde af fraternisering. En fransk nyhedskanal viste billeder af en politiofficer (jeg tror det var i Alexandria), der blev båret skulderhøjt af demonstranterne. De råber slagord imod regeringen, og politiofficeren råber med. Denne lille episode siger alt. Hele historien viser, at når først masserne har mistet deres frygt, når et helt folk rejser sig og siger ”nej”, er der ingen kraft på jorden, der kan stoppe dem.
Hvad end vi vil læse i aviserne i morgen, kan vi være sikre på en ting: den arabiske revolution er begyndt. Den vil blive mødt med entusiasme fra arbejderne og ungdommen i hele verden. Lad os mobilisere til støtte for vores arabiske brødre og søstre! Kræv et øjeblikkeligt stop for undertrykkelsen! Afbryd alle relationer med det kriminelle Mubarak regime! Kræv fulde rettigheder for Egyptens folk!
- Sejr til arbejderne og ungdommen i Egypten!
Ned med Mubarak!
Længe leve den arabiske socialistiske revolution!