Overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte i kommuner, regioner og i staten (OK18) er i gang. Resultatet vil afhænge af tre faktorer: hvor determineret regeringen og statsapparatet er på at smadre de offentligt ansatte, hvordan de offentlige fagforeningsledere reagerer og om der kommer pres fra de offentligt ansatte selv. Det er på høje tid at stoppe arbejdsgivernes angreb.
Forskellige regeringer har over mange år suget livet ud af den offentlige sektor og alle der blot er en smule bekendt med offentligt ansattes forhold ved, hvor utåleligt og uudholdeligt det efterhånden er, at arbejde inde for det offentlige.
[Læs også: Marxistiske Studerende udtaler: Fuld støtte til de offentlige ansatte i OK18!]
Massive nedskæringer over en lang årrække har ændret de offentligt ansattes status, fra at være en forholdsvis privilegeret gruppe på det danske arbejdsmarked til at være presset helt i bund, hvor det er reglen mere end undtagelsen, at ens kollegaer går ned med stress.
En ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening viser, at 13% af deres medlemmer arbejder over gratis. En anden undersøgelse af medlemmerne af hovedorganisationen for offentlige og private ansatte, FTF, i samarbejdet med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, viser endnu mere dystre resultater hos folkeskolelærerne.
Ifølge undersøgelsen har 42,6% af lærerne arbejdsopgaver de ikke når. 25% svarer, at de hele tiden eller ofte føler sig stresset. 31,3% fortæller, at de altid eller ofte arbejder udenfor normal arbejdstid, og 24,3% arbejder altid eller ofte på fridage. Lignende forhold findes overalt i den offentlige sektor.
Det er dog ikke slemt nok for den borgerlige stat. Regeringen og topembedsmændene i staten vil igen knække ryggen på de offentlige ansatte, ligesom de gjorde med lærerne i 2013 og sygeplejerskerne og pædagogerne i 2008.
Efter angreb på angreb på de offentlige arbejdspladser er overenskomstforhandlingerne i år en oplagt anledning for de offentlige ansatte til at sige stop. De penge som regeringen har tænkt sig at stjæle fra de offentligt ansatte vil gå til flere skattelettelser, mere militæroprustning og flere gaver til erhvervslivet. Det er tid til at forsvare sig mod arbejdsgivernes konstante angreb – denne gang i form af Moderniseringsstyrelsen, personificeret i Sophie Løhde (V). Om OK18 ender i konflikt er endnu usikkert, men der er flere store knudepunkter mellem parterne.
Løngab?
Regeringen startede med at gå aggressiv til værks da Sophie Løhde meldte ud, at de offentlige ansattes ”løngab”, i forhold til de privatansatte, skulle lukkes. Det gjorde hun med begrundelsen om, at siden 2008 var de offentlige ansattes lønninger steget med 1,6% mere end de privatansattes. Det vil altså sige, at regeringen kræver, at de offentlige ansatte skal holde igen med lønnen i den kommende overenskomst periode med 1,6%. Det svarer til 33 milliarder kr.
Det er dog ikke andet end tal-gymnastik. Hvis man tager udgangspunkt i et vilkårligt år tidligere end 2008 er de offentlige ansatte på ingen måde ”lønførende”. Ikke desto mindre viser det med al tydelighed regeringens ambition for OK-18: Den vil spare 33 milliarder kr. på de offentligt ansattes lønninger i den kommende overenskomstperiode.
På den anden side har de offentlige fagforeninger fremlagt krav om særlige puljer til lavtløn- og ligelønsområderne. I forhold til løn står regeringen og de offentlige arbejdere med diametralt modsatte krav, og partnere virker til at være længere væk fra hinanden, end hvad der tidligere har været tilfældet.
Frokostpause
Før forhandlingerne begyndte, meldte Sofie Løhdes Moderniseringsstyrelse pludselig ud, at den ikke anser de statsligt ansattes betalte frokostpause for en del af overenskomsten, men et ”personalegode” på linje med eksempelvis en fitnessordning. Arbejdsgivernes forsøg på at få fjernet den betalte frokostpause kan ikke betrages som andet end markant angreb på løn- og arbejdstid.
Selv hvis de statsligt ansatte får en god overenskomstaftale på plads kan arbejdsgiverne, hvis regeringen får sin vilje efter forhandlingerne, blot opsige den betalte frokostpause med almindeligt opsigelsesvarsel. Det vil sige, at de statsligt ansatte skal arbejde 2,5 time mere om ugen, uden at blive kompenseret i løn. Det vil svare til en lønnedgang på 7,25%. Hvis de statslige ansatte skal arbejde 2,5 time mere om ugen, vil det, ifølge regnearkene i Finansministeriet, betyde at der ikke længere vil være behov for samme antal medarbejdere. Så oven i hatten vil fjernelsen af den betalte frokostpause også betyde fyringer. Det er helt afgørende at dette angreb standses.
CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg), som er de statslige ansattes forhandlere, har da også på forhånd meddelt at den betalte frokostpause ikke er til forhandling og at den har været en implicit forudsætning for de offentliges overenskomster i årtier. At få regeringen til at anerkende dette faktum er essentielt.
Lærernes arbejdstid
Lockouten af folkeskolelærerne i 2013 har sat sine tydelige spor i de nuværende forhandlinger. Den resulterede blandt andet i, at lærerne mistede al kontrol over deres arbejdstid. Det er nu den enkelte skoleleder som bestemmer arbejdstiden diktatorisk, og lærerne ved ikke hvad tid på dagen de kan tage hjem, når de møder på arbejde om morgenen.
I de nuværende overenskomstforhandlinger har de offentlige fagforeninger slået ring om lærerne. Allerede i oktober fremlagde de offentlige fagforeninger den såkaldte musketered, som betyder, at de andre forbund ikke vil starte forhandlinger før der er startet ”realitetsforhandlinger” med lærerne om deres arbejdstid. I skrivende stund er disse realitetsforhandlinger, ifølge Danmarks Lærerforening, nu startet og dermed er forhandlingerne også begyndt med de andre offentlige forbund. Indtil videre er der dog ikke kommet noget frem om hvad partnerne forhandler om i forhold til arbejdstiden.
Farvel til de kollektive overenskomster
Et sidste aspekt, som der ikke bliver talt meget om, er, at regeringen ønsker en at langt større del af lønnen ikke længere skal forhandles kollektivt, men lokalt og individuelt af den enkelte statsansatte.
I dag udgør den lokalt aftalte løn kun 10% i gennemsnit på statens område. Sophie Løhde vil lade det stige til 25 %, og derudover fratage tillidsrepræsentantens ret til at forhandle lokale tillæg.
Hvis det kommer igennem vil det være en bombe under de statsansattes lønforhold. Det vil atomisere de offentlige arbejdere og fjerne deres vigtigste styrke: enhed. For lederne ude på de enkelte arbejdspladser vil det blive langt nemmere at splitte arbejderne op og spille dem ud mod hinanden.
Oveni kommer, at Moderniseringsstyrelsen vil have fjernet paragraf 4 i gymnasielærernes overenskomst om tidsbegrænset ansættelse. Selvom tidsbegrænset ansættelse allerede bliver brugt flittigt til at spare penge, så sikrer paragraf 4 nogle rettigheder for den enkelte gymnasielærer. Eksempelvis, at man kun kan være tidsbegrænset ansat i ét år ad gangen og at det kun kan være begrundet i tilfælde af barsel, sygdom og lignende.
Hvis paragraf 4 bliver fjernet og 25% af gymnasielærernes skal forhandles lokalt vil den lokale leder sidde med en usædvanlig god hånd overfor lærerne. Hvordan skal en ung nyuddannet gymnasielærer alene kunne forhandle ordenlige løn- og ansættelsesforhold på plads, under sådanne betingelser?
Tid til kamp!
Udgangspunktet for en konflikt, fra de offentlige ansattes synspunkt, er potentielt set rigtig godt. Først og fremmest har de alle erfaringerne fra lærer-lockouten i 2013 om hvad der gik galt. De kan se, at staten nu retter skytset mod de resterende forbund. På den baggrund er der (indtil videre) en forholdsvis stor enhed blandt de offentlige ansattes forbund. Dette er meget forskelligt fra strejken blandt de offentlige arbejdere i 2008, hvor der ikke var nogen koordination mellem de offentlige fagforeninger og de i praksis modarbejdede hinanden og som resultat fejlede miserabelt, trods den enorme kampvilje fra arbejderne.
Dernæst får regeringen sværere ved at bruge de økonomiske konjunkturer som undskyldning, for at sige der ikke er råd. De regner med en vækst på lige under 2% både i 2017 og i 2018, og regeringen fortsætter med at postulere, at det går strålende: at der er opsving, at der er råd til skattelettelser og at der er mangel på arbejdskraft. Når det går strygende, og der er råd til alt muligt andet, hvorfor skulle der så ikke være råd til ordentlig løn og forhold for de offentligt ansatte?
Sidst, men bestemt ikke mindst, står den nuværende regering ualmindeligt svagt. Den er i intern krig med sig selv, i krig med støttepartiet Dansk Folkeparti og har enormt svært ved at få noget som helst gennemført.
Vælt regeringen!
Hvis de offentlige ansatte beslutsomt vælger at gå i strejke, med perspektivet om at sprede strejken til arbejdere i den private sektor, vil de kunne tvinge regeringen i knæ, og endnu bedre, tvinge den til at gå af. En landsdækkende generalstrejke blandt offentligt- og privatansatte vil hurtigt kunne lægge landet ned.
Regeringen har kun overklassens interesser for øje. Det betyder smadring af arbejderklassens løn og arbejdsforhold, både i den offentlige og private sektor. Regeringen har truet med lockout hvis der bliver fremsat strejkevarsel. Det vil sige, at regeringen er parat til at gøre ligesom i lærerkonflikten og smide alle de offentligt ansatte på porten, hvis de truer med strejke.
Samtidig føler toppen af de offentlige fagforeninger presset fra bunden, fra deres medlemmer. Og det med god grund. Det er på tide at sætte foden ned. Lærernes nederlag var en kæmpe lussing til de offentlige arbejdere. Mange er stadig vrede over hvordan konflikten sluttede og opsat på, at det ikke skal ske igen.
Det er ikke til at sige hvorvidt OK18 ender i konflikt og om de offentligt ansattes enhed bliver bevaret, eller regeringen formår at splitte dem ud mod hinanden. Som revolutionære støtter vi altid op om ethvert forsvar mod forringelser og vi kæmper for enhver forbedring for arbejderklassen. Forskellige regeringer har i mange år trampet på arbejderne i den offentlige sektor og været i offensiven. Det kan vende nu. Det er på tide at slå igen – det er tid til kamp!
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 36, februar 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
