Monopolytringsfrihed


Joannes á Stykki



3 minutter

Det er meddelt i nyhederne, at Dagbladet Politiken og Jyllandsposten skal fusionere. Dette sker, fordi der kan skaffes højere profitter, såfremt man fusionerer. Den borgerlige presse har været i krise i lang tid. Der har været faldende oplag og annonceindtægter. Både Politiken og Jyllandsposten har været gennem hårde sparerunder. Dette er endnu en bekræftelse af Marx´ sætning om, at den frie konkurrence skaber monopoler.

Reaktionerne på fusionen har været forskellige. Der er nogle, der mener, at ytringsfriheden og pluralismen er i fare. For eksempel er Journalistforbundet bekymret for fusionen og bange for, pluralismen vil gå tabt, fordi der er fare for, at der kommer en ensretning, hvis der bliver en vinkel mindre på tingene. Som forbundets næstformand Fred Jacobsen udtrykker det til gratisavisen MetroXpress: “Det vil være katastrofalt for demokratiet, hvis fusionen på nogen måde berører de tre avisers redaktionelle egenart. Som borgere i et demokrati har vi brug for mediemæssig alsidighed og mangfoldighed. Det er jo ikke tilfældigt, at læserne har valgt den ene avis frem for den anden”.

Fred Jacobsen har det som lektor Karelius i Hans Scherfigs roman Skorpionen. Lektor Karelius købte “både den store konservative tidende og den socialdemokratiske avis og det radikale dagblad i håb om at finde forskellige meninger og synspunkter.” (s. 12) Men som Hans Scherfig senere bemærker: “Borgerbladenes journalister skrev ufortrødent, at våben ville bringe fred, og at trusler gav tryghed (…) De skrev, hvad de skulle skrive. De solgte deres færdighed, sådan som man nu engang sælger sin vare under liberalismen. De løj ikke af lyst. De løj for betaling.” (S. 265) Sådan er det stadigvæk. Journalisterne er underlagt den redaktionelle linje, som redaktøren eller andre fastlægger.

Men der er andre, der er mere optimistiske på ytringsfrihedens vegne. Professor for Journalistik ved Syddansk Universitet, Anker Brink Lund, udtaler til MetroXpress, at fusionen “giver mulighed for at finansiere original journalistik”. Thøger Seidenfaden mener, at pluralismen bedre bevares nu end, hvis koncernen Orkla, der har opkøbt Berlingske Tidende, også opkøbte Politiken. Som han siger: “Nu får vi to ligeværdige koncerner, og det er sundere end noget, der kunne gå hen og blive et monopol.” (MetroXpress)

I virkeligheden er der ikke den store forskel på Politiken og Jyllandsposten. De er begge borgerlige, og forskellen på aviserne er mere at finde i formen end i indholdet. Politiken repræsenterer en mere “progressiv” borgerlig linje, mens Jyllandsposten fører en mere reaktionær borgerlig linje. Men på afgørende punkter har de samme borgerlige holdning til tingene. Man får således heller ikke specielt varierende vinkler ved at læse flere forskellige borgerlige aviser.

Denne fusionering viser med al (u)ønskelig tydelighed, at ytringsfriheden i det borgerlige samfund er bestemt af, hvor meget kapital man ejer. Den, der sidder inde med papirlagre, trykkemaskiner, distribution etc., bestemmer linjen i aviserne.

Men netop for at komme frem med en anden vinkel på tingene er det vigtigt, at arbejderklassen har dagblad(e), for at komme frem med en socialistisk vinkel. Men der har også været nedgang for arbejderpressen.

Enhedslisten valgte at lukke ugeavisen Socialisten Weekend, og LO valgte at lukke for det varme vand over for Aktuelt, fordi der var for få læsere – netop fordi Aktuelt fuldstændig havde fjernet sig fra arbejderklassen. Og hvis man vil læse aviser med borgerligt indhold, kunne man lige så godt købe den rene vare. LO valgte i stedet at investere i gratisavisen MetroXpress og opnå højere profitter end med Aktuelt. Men det katastrofale med MetroXpress er, at den overhovedet ikke taler arbejderklassens sag. Derfor er der brug for, at arbejderbevægelsen får en stærk avis, som repræsenterer arbejderklassens interesser. En socialistisk avis.