Billede: Asantha Abeysooriya
En ny undersøgelse, foretaget af velgørenhedsorganisationen War On Want, viser, at selvom den globale fødevaresektor producerer mere end 2,6 gange den gennemsnitlige persons kaloriebehov, mangler 2,3 milliarder mennesker stabil adgang til sund og nærende mad. Hvordan kan vi forklare denne absurde modsætning?
I følge velgørenhedsorganisationens rapport producerer den globale fødevaresektor 6.000 kalorier om dagen pr. person. Det er 2,6 gange så meget, som et gennemsnitligt voksent menneske har brug for.
Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation er den globale fødevareproduktion steget markant fra 2005 til 2020: produktionen af sukkerrør, majs, ris, hvede og frugt er steget med over 50 procent. Produktionen af grøntsager er steget med 65 procent. Mælkeproduktionen er steget med 53 procent, og kødproduktionen med mindst 40 procent. Nye typer af kunstgødning og moderne forædlingsteknikker har gjort det muligt at øge fødevareproduktionen markant. Alligevel lider 2,3 milliarder mennesker af fødevareusikkerhed verden over, hvilket er en stigning på 150 millioner mennesker siden 2019, og 3,1 milliarder mennesker har ikke råd til en nærende kost. Som War On Want bemærker: “I dag går én ud af syv mennesker sulten i seng, på trods af at der eksisterer en hidtil uset velstand i verden.”
Hvad endnu værre er, så advarer IMF om en potentiel “fødevarekrise” i løbet af det næste år, fordi stigende priser truer fødevaresikkerheden for yderligere 1 milliard mennesker i fattige lande.
Myten om overbefolkning
Den massive udvikling af fødevareproduktionen, til langt mere end hvad der er nødvendigt for menneskehedens overlevelse, er en klar aflivning af de malthusianske ideer, der bebrejder verdens fattige for deres hungersnød.
Ifølge Thomas Robert Malthus, en reaktionær engelsk økonom fra det 18. århundrede, så var hungersnød det uundgåelige resultat af, at fattige mennesker reproducerede sig ud over det, som fødevareproduktionen kunne understøtte. Som han beskrev i værket Essay on the Principle of Population fra 1798:
“Befolkningens kraft er så overlegen, i forhold til jordens evne til at producere føde for mennesket, at en tidlig død, på en eller anden måde, må ramme menneskeracen.”
I sin egen tid blev Malthus empirisk modbevist af studier foretaget af Justus von Liebig, som undersøgte kvælstof, fosfor og kaliums rolle i plantevækst, samt relaterede fremskridt inden for organisk kemi, jordbundsvidenskab og kunstgødning. Afgrødeudbyttet er sidenhen blevet øget yderligere ved hjælp af nye teknologier og teknikker. Nye videnskabelige opdagelser er blevet implementeret og har muliggjort en massiv forøgelse af verdens fødevareforsyning. På intet tidspunkt i historien har den globale befolkningstilvækst overhalet væksten i den globale fødevareforsyning.
På trods af det, er fortællingen om “overbefolkning”, især siden 1970’erne, blevet brugt gang på gang af såkaldte “nødhjælps- og udviklingsorganisationer”. I 1973 insisterede IMF på, at “overdreven befolkningstilvækst” er “den største hindring for økonomisk og social udvikling i den underudviklede verden”. Også Verdensbanken beskylder “skadelig befolkningstilvækst” for at være årsag til hungersnød. FN’s Befolkningsfond, det canadiske International Development Agency (CIDA), den britiske regering, samt andre organisationer, gentager de samme beskyldninger, selvom antallet af tilgængelige kalorier pr. år, pr. person, er steget med 32 procent.
Ifølge disse organisationer er fødselstallene i fattige lande skyld i, at verden står tilbage med for mange munde at mætte. Dette er dog at vende virkeligheden på hovedet. Det er monopoliseringen af fødevareproduktionen i hænderne på nogle få virksomheder, som dømmer hundredvis af millioner af mennesker til hungersnød og sultedød.
Monopolprofitter
Som War On Want påpeger, domineres den globale fødevareproduktion af en håndfuld multinationale virksomheder, som har sit greb om alt fra såsæd til landbrugskemikalier, distribution og detailinfrastruktur. Disse globale monopoler har ofte betydelige interesser i, ikke kun én, men flere grene af landbrugssektoren.
Frø- og forædlingssektoren domineres i overvældende grad af Bayer, efterfulgt af Corteva, ChemChina, BASF og Group Limagrain. Landbrugskemikalie-sektoren domineres derimod af ChemChina, Bayer, BASF, Corteva og UPL. Alene seks virksomheder dominerer 58 procent af det globale marked for såsæd og 77,6 procent af markedet for landbrugskemikalier. Kornhandlen domineres af ‘ABCD Group’: Archer Daniels Midland, Bunge, Cargill og Louis Dreyfus. Kun ti virksomheder kontrollerer således 40 procent af verdens handel med landbrugsvarer.
Disse monopoler er, ifølge War On Want rapporten, selv domineret af finanskæmper og større institutionelle investorer, der hovedsageligt er baseret i Nordamerika og Europa, såsom Blackrock, Capital Group, Fidelity, The Vanguard Group, State Street Global Advisors og Norges Bank Investment Management.
Ifølge rapporten er der i dag 2,5 milliarder mennesker, der i varierende grad er afhængige af deres egen landbrugsjord, men land grabbing, foretaget af virksomheder og den stadig stigende monopolisering af landbrugsjorden, betyder, at 70 procent af verdens befolkning er afhængig af småbrugsdyrkning, på kun 30 procent af landbrugsjorden.
Mens millioner af mennesker kæmper for at få adgang til mad, har landbrugsmonopolerne oplevet kraftigt stigende overskud – især siden 2020. Som rapporten kommenterer: “Dem der er magtfulde nok til at kontrollere fødevareproduktionen, bestemmer, hvem der kan få og hvem der må sulte.”
En kapitalistisk krise, ikke en ‘fødevarekrise’
Billede: Erik OHSmhHK
Op imod en tredjedel af den globale fødevareproduktion går tabt, inden den når frem til forbrugerne – maden går primært tabt i distributionsleddet, hvor meget af det bliver smidt ud eller destrueret, fordi det ikke kan sælges med fortjeneste. På verdensplan betyder det, at enorme mængder mad, der ikke kan sælges, går til spilde – samtidig med at millioner af mennesker ikke har råd til at spise.
Systemets absurditet bliver endnu tydeligere, når man indser, at de områder, som plages af hungersnød, samtidig er fødevareeksportører. Disse ‘fattige’ lande har lige så meget dyrkbar jord, som udviklede lande, men oplever i stigende grad at dele af deres land bliver udsat for land grabbing af udenlandske spekulanter (især milliardstore “Farmland Funds”).
De imperialistiske magter udvinder råvarer, fødevarer og forarbejdede produkter fra de fattigere lande til lave og ustabile priser, samtidig med at de eksporterer forarbejdede varer retur til høje priser. Det resulterer hvert år i en enorm nettooverførsel af rigdom fra fattige lande til rige lande. Denne kendsgerning, ikke overbefolkning, er den virkelige årsag til kløften mellem ‘fattige lande’ og ‘rige lande’.
De samme processer, som vi ser inden for landbrug, finder også sted i andre sektorer. For eksempel har Somalia nogle af verdens mest produktive fiskefarvande. Som Verdensbanken selv påpegede i 2018: “Somalias landområde omfatter store områder med dyrkbar jord og forskellige agroøkologiske zoner, der er velegnede til landbrugsudvidelse. Der er store områder som er velegnede til afgræsning og foderproduktion, som kan understøtte landets voksende markeder og eksport.” Alligevel lider millioner af mennesker i Somalia under en alvorlig hungersnød, som er skabt af imperialistiske interventioner og multinationale virksomheders overfiskning af landets fiskebestande.
Samtidig betyder landbrugets fokus på afgrøder til eksport, at vigtige basisfødevarer stadig skal importeres til disse ellers frugtbare regioner. 80 procent af verdens befolkning er delvis afhængig af importerede fødevarer og cirka 75 procent af de importerede fødevarer kommer fra tidligere kolonilande. Ifølge FN optager fødevarer omkring 60-80 procent af forbrugernes udgifter i fattige lande, i modsætning til 10-20 procent i rige lande.
War on Want bemærker desuden, at sojabønner, hvede, ris og majs næsten udgør halvdelen af verdens landbrugsarealer, især i Thailand, Vietnam, Pakistan og Myanmar. Alligevel oplever 17 procent af befolkningen i Thailand, 17 procent af befolkningen i Pakistan og 25,5 procent af befolkningen i Myanmar fødevareusikkerhed, på trods af at landene står for 86 procent af al korneksport. Desuden viser en FN-rapport, at 69 millioner mennesker lider af underernæring i Mellemøsten og Nordafrika, og at antallet kun stiger.
Markedets kortsigtede behov har også medført en stigende udbredelse af monokulturdyrkning, dvs. storskala-dyrkning af enkelte afgrøder, i stedet for en rationel udnyttelse af landbrugsjorden. Monokultudyrkning kan give høje fortjenester på kort sigt, men øger risikoen for sygdomme i afgrøderne og monokultur er en velkendt faktor til udpining af landbrugsjorden, hvilket potentielt kan mindske afgrødeudbyttet i fremtiden og forårsage yderligere hungersnød.
Det er naturligvis ikke direktører i landbrugsvirksomheder eller Wall Street-spekulanter, der er i fare for at sulte. På trods af øgede udbytter, har monopoliseringen i fødevareindustrien øget prisen på en sund kost med næsten 7 procent siden 2017.
Det vil uundgåeligt være almindelige mennesker, som mærker omkostningerne ved fremtidige chok i det globale fødevaresystem, forårsaget af klimaforandringer og landbrugsvirksomhedernes kortsigtede hensyn, ligesom forsyningskrisen i energisektoren har ført til høje priser, der øgede profitten for energimonopolerne, samtidig med at millioner af arbejdere måtte lide.
Eksport og prischok
På grund af markedets anarki er de lande, der producerer enorme mængder af verdens fødevarer, også de mest sårbare over for ‘fødevarekriser,’ når priserne ændrer sig.
Fra 2008-2011 drev spekulative aktiviteter, mest berømt udført af Goldman Sachs, prisen på hvede op med næsten 40 procent. Ifølge en FN-rapport steg udviklingslandenes udgifter til import af fødevarer med 56 procent, som følge heraf. FN advarer om, at fremtidige prisstigninger kan blive endnu værre: “De nuværende prisudviklinger for fødevarer vil sandsynligvis øge forekomsten og omfanget af fødevareusikkerhed markant.”
Netop fordi mange af de mest udsatte lande er afhængige af eksport af landbrugsprodukter, får pludselige prisfald katastrofale konsekvenser. F.eks. blev bønder i Latinamerika og Afrika i slutningen af 1980’erne ruineret af faldende priser på nødder, bananer og kaffe, samt af den økonomiske strukturpolitik, som IMF havde pålagt landene. Kombinationen øgede fødevareusikkerheden markant.
I begge tilfælde har problemet ikke været en utilstrækkelig fødevareproduktion; den egentlige årsag til krisen er overproduktion, som ruinerer små bønder, der uundgåeligt udkonkurreres af de gigantiske landbrugsvirksomheder. Kapitalismen er ude af stand til at udnytte den eksisterende produktionskapacitet, til effektivt at brødføde verdens befolkning, idet mange mennesker ganske enkelt ikke har råd til at købe de livsnødvendige fødevarer til en pris, som virksomhederne vurderer rentabel.
Som vi andre steder har forklaret, er det den samme overproduktionskrise, som påvirker enhver anden del af kapitalismen. Kapitalismen betyder produktion for profit og ikke for behov. I processen dømmes millioner til arbejdsløshed, samtidig med at der er masser af ting, der er behov for at blive produceret, men som ikke sættes i gang. Hjem i hobevis står tomme, mens folk kæmper for at få et tag over hovedet. Enorme mængder af mad, der ikke kan finde et marked, bliver smidt ud, samtidig med at folk dør af sult.
En socialistisk løsning
Som et modsvar til Malthus, der forsøgte at undskylde kapitalismens arbejdsløshed, fattigdom og sult, skrev Engels, at sulten fortsætter ikke på grund af mangel, men fordi den herskende klasse ikke kan udnytte verdens eksisterende produkter og produktionskapacitet:
“Ikke fordi produktionens begrænsninger – med selv de nyeste midler – er nået. Nej, fordi produktionens begrænsninger ikke er bestemt af antallet af sultne maver, men af antallet af pengepunge, der er i stand til at købe og betale. Det borgerlige samfund kan ikke og ønsker ikke at producere mere. De pengeløse maver, arbejdet, der ikke kan udnyttes til profit og derfor ikke kan købe, overlades til statistikker over dødsfald.”
En socialistisk revolution ville befri arbejdere og bønder fra markedets vanvid. Den ville overtage jord og fødevarer fra spekulanterne, og placere dem i hænderne på verdens arbejdere, bønder og fattige. Den ville erstatte en fødevareproduktion, der drives for profit, med en produktion der drives for at tilfredsstille menneskelige behov.
Ved at ekspropriere fødevaremonopolerne, kunne en socialistisk produktionsplan, på globalt plan, sikre, at alle har lige adgang til de bedste redskaber og metoder til landbrug. Udover at sænke priserne, til gavn for arbejdere og bønder over hele verden, ville den også udvikle en plan for mere diversificeret dyrkning, i stedet for ensidig monokultur-dyrkning – og dermed sikre en fødevareproduktionen der er bæredygtig og ikke dømmer hele nationer til hungersnød.
En socialistisk produktionsplan ville desuden benytte verdens rigdomme til, på tværs af hele verden, at forøge produktiviteten inden for landbrug og industri. Der er absolut ingen grund til, at der skal være ‘fattige’ lande og ‘rige’ lande, når rigdommen og potentialet eksisterer, for at sikre boliger, sundhed, beskæftigelse og ordentlige levevilkår for alle.
