Francois Hollande har besluttet at vise sine muskler. Baseret på \”truslen om den islamiske terrorisme\” har den franske præsident indsat mere end 4000 soldater. Det \”internationalesamfund\” har enstemmigt godkendt interventionen.
USA, Storbritannien og Italien har allerede indikeret at de vil give logistisk støtte til den franske intervention. Italiens udenrigsminister Giulio Terzi har tilbudt luftstøtte fra italienske styrker og ubegrænset udnyttelse af baser i Italien. Hr. Bersani, en stærk kandidat til posten som den fremtidige premierminister i Italien, har givet fuld støtte til Italiens involvering.
Selvfølgelig har den franske præsident sagt at hans land \”ingen interesser har i Mali\” og at disse handlinger \”udelukkende er for fredens skyld\”. Men dette er et meget lille figenblad der dækker hvad der i virkeligheden er en imperialistisk intervention for at forsvare de gamle kolonimagters interesser.
Mail har været hærget af borgerkrig i mere end et år. Det tuaregenske folk har en historie med nationale befrielsesbevægelser. I årtier har MNLA kæmpet mod Bamakos centrale myndighed. I slutningen af 2011 blev en alliance formet af tre fundamentalistiske grupper: Al Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM), Ansar el Din og Bevægelsen for Enhed og Jihad i Vestafrika (MOJWA). I april besatte denne alliance det nordlige Mali og storbyerne Kidal, Gao, Timbuktu og Niafunke. En midlertidig aftale mellem de tuaregenske militser og centralregeringen skabte et midlertidigt pusterum, men \” de blå mænd\” blev hurtigt overvældet af jihadisterne fra Al Qaeda. Truslen om 4000 jihad krigere, veludrustet og meget mere fastsatte og agressive end den maliske hær, gjorde situationen for usikker og uholdbar for franske interesser.
En militær intervention var allerede blevet planlagt af ECOWAS\’ styrker (EconomicCommunity of West African States), men først til september, da de afrikanske magter ville gøde jorden for deres egne respektive lande. Denne intervention var stærk støttet fra den tidligere italienske centrum-venstre premierminister, Romano Prodi, som nu er ansat hos FN som specieludsending i Sahel. Men den imperialistiske intervention fra Frankrig accelerede alt dette, og efter en kort forlegenhed så bifaldt FN også denne handling.
Mali er et nøgleland i midten af Vestafrika, og er en vigtig rute til Niger, hovedleverandør af uran til franske atomkraftværker. Så langt fra det officielle påskud om \”fremkomsten af islamisk fundamentalisme\” er der vigtige strategiske og økonomiske interesser på spil.
Kapitalismens krise, og den vilde jagt efter markeder og regioner af udbytte, skubber de store kapitalistiske magter til sammenstød overalt i verden. Kinas ekspansive politik på det afrikanske kontinent er blevet noteret med øget bekymring fra de gamle koloniale magter (Frankrig og Storbritannien) og den nye (USA). De føler sig truet fordi de ikke kan konkurrence i form af investeringer så de forsøger at genvinde interesseområder gennem militærintervention.
Først med Sarkozy og senere med den socialistiske regering, har Paris udviklet en mere interventionistisk politik mod de \”franskafrikanske\” lande. I den henseende kan vi se tilbage på interventionen med de franske specialstyrker på i Elfenbenskysten i april 2011. Her, fire dage efter angrebene med tungt artilleri og raketter mod præsidentpaladset i hjertet af Abidjan, led det endelig til arrestationen af Laurent Gbagbo, den tidligere præsident. Hele dette militære angreb, denne blodige konflikt mellem ham og Ouattara, en tidligere generaldirektør for IMF, var sponsoreret af Frankrig og EU.
Bedre kendt er Frankrigs rolle, sammen med resten af de europæiske magter, i omstyrtelsen af Gadaffi. Efter den oprindelige overraskelse og frygten for udbruddet af de arabiske revolutioner, prøvede franske og britisk imperialisme at vende situationen til deres fordel, i det mindste i Libyen.
Med Gadaffis død så det ud som om alting var blevet løst, men kampene og ustabiliteten herskende mellem Tripoli og Benghazi viste at den vestlige intervention, langt fra at pacificere landet, destabiliserede det i stedet. Denne destabilisation blev også følt i nabolandene. I denne kampagne finansierede Vesten anti-Gadaffi fundamentalister og forsynede dem med moderne våben. Deres sejr har fungeret som et eksempel. En af de vigtigste oprørsgrupper i Mali, Al-Qaeda i islamisk Maghreb, har en tæt alliance med gruppen Libyens Islamistiske Kæmpere (som fornyligt ændrede navn til Libyens Islamistiske Bevægelse), som inkluderer AbdelhakimBelhadj som en af deres ledere, leder af Tripolis Militærråd efter dets \”befrielse\”. Takket være NATOs intervention, er Libyen blevet omdannet til en af fundamentalismens vigtigste baser. Men dette bekymrer ikke de multinationale olieselskaber, da forretningen aldrig har været bedre.
Men, sagde Hollande, i Mali er militærinterventionen for at “forsvare demokratiet”. Bare ærgerligt at der i marts 2012 var et kup. I Bamako, Malis hovedstaden er kontrollen i hænderne på en militærjunta ledet af kaptajn Amadou Haya Sanogo, der suspenderede grundloven og hovedparten af de demokratiske rettigheder og som udpeger og fjerner præsidenter som han ønsker.
Sanogo er blevet trænet i USA, og nød derfor en grad af tillid I kontrollen af Mali. Men han har ikke været i stand til at levere; dvs. at stoppe rebellernes fremgang. Det er hvor ”objektive” demokratiske
Dette skridt fra Hollande regeringen har også vist at give vanskeligheder for Front de Gauche (Venstrefronten). I parlamentsdebatten d. 16. januar understregede Francois Asensi, et parlamentsmedlem fra front de Gauche krisens voldsomhed og ”behovet for en international militær intervention for at løse det.” Han fortsatte ved at lægge ved på at ”at overlade Malis befolkning til fanatikernes barbarisme ville være en politisk fejl og en moralsk forseelse.” Den eneste kritik rettet mod regeringen var fraværet af en debat i parlamentet før beslutningen blev truffet. L’Humanité (et dagblad tlt knyttet til det franske Kommunistparti) har også udgivet artikler med samme linje.
Vi er endnu engang vidne til en “humanitær krig” for at retfærdiggøre en aggression der ikke vil løse nogen af de virkelige problemer; en krig der må modarbejdes. Nogen folk på venstrefløjen i Italien rejser kravet om en pan-afrikansk styrke for at løse konflikten i Mali. Men problemet er troppernes nationalitet, men hvilke interesser de forsvarer.
En intervention under ECOWAS [EconomicCommunity of West African States] eller FN regi ville blot være en proxy-krig [krig ved stedfortræder – oversætter]. Det ville også blive budt velkommen af USA, der ville anbefale nigerianske tropper (den største styrke i regionen) i spidsen for interventionen. Lige meget hvad ville det ikke gavne Mali.
To uger efter ankomsten af franske tropper I Paris [jeg tror der menes Mali her – oversætteren] viser det der så ud som barnemad at være mere kompliceret end som så.
Indtil videre har vestlige regeringer udvist stor støtte i ord, men meget få soldater, kampvogne eller fly er blevet sendt. USA har tilbudt logistisk støtte, men ingen langsigtet forpligtigelse. Washington har tilbudt C-17 transportfly, der kan bære 140 tons udstyr og 80 mænd. Den amerikanske administration har allerede mange gange brændt fingrene fra Irak til Afghanistan og er bange for de konsekvenser en direkte intervention vil have hjemme. Det er sandsynligt at Mali i en periode vil være et fransk anliggende, for så vidt angår vestlig imperialisme.
En fundamentalistisk gruppes tilfangetagelse af hundrede af gidsler i Algeriets Sahara er bare en forsmag på hvad der vil komme i fremtiden. De vestlige medier er overraskede over disse terroristers brutalitet, men deres handlinger er intet anden end den anden side af den brutalitet som de vestlige tropper udviser i daglige luftangreb der ødelægger byer besat af rebellerne.
Angrebet trækker også Algeriet ind I konflikten gennem den algeriske herskende klasse der hellere ville have brugt længere tid på at forberede angrebet og dermed have undgået intern ustabilitet. Men Algeriet tillod prompte de franske fly at flyve gennem deres luftrum og viste dermed deres fuldstændige underlæggelse under deres tidligere koloniherrer.
Den franske intervention har derfor forværret situationen i regionen og øget modstanden mod vesten i den Malis befolkning. Imperialisten er på sine gamle dage som en elefant i en porcelænsbutik: den ødelægger alt den kommer i nærheden af. Fundamentalisternes har frem for alt nytte af denne situation. Tragedien har sine rødder i den europæiske (og afrikanske) venstrefløjs manglende evne til at fremsætte et alternativ til det barbari kapitalismen har optvunget de afrikanske masser.
Den drøm der karakteriserede den afrikanske ledelse, der voksede ud af de koloniale revolutioner i 1960’erne – drømmen om en lykkelig vej til fremgang – er blevet afsløret som et mareridt. Det var en illusion født ud af det stalinistiske perspektiv om en lang udvikling med kapitalistisk demokrati, baseret på det post-koloniale ”progressive” borgerskab.
Der findes ikke et eneste land hvor drømmen er blevet til virkelighed. Gennem tiden er alle strømninger indenfor befrielsesbevægelsen enten blevet ødelagt eller er blevet imperialismens lakajer. I dag er det eneste alternativ til krig en generel mobilisering og kamp imod kapitalismen og imperialismen. Denne kamp må forbindes med de arabiske revolutioner og arbejderklassens kamp i kontinentets nøglelande som Nigeria og Sydafrika, og placeringen af et nyt perspektiv på dagsordenen: socialisme.