“Selvom der naturligvis findes mange teoretisk velbevandrede liberalister i det danske politiske og intellektuelle landskab, lader den gennemsnitlige liberalist, i kontrast til kommunisterne, meget tilbage at ønske.” Sådan lød det fra en liberalist, der infiltrerede et afdelingsmøde i Revolutionært Kommunistisk Parti og derefter skrev en artikel i Berlingske Tidende om den øjenåbnende oplevelse.
Liberalistens artikel begræder den sørgelige tilstand, det liberale Danmark befinder sig i teoretisk, og opfordrer liberale i Danmark til at tage inspiration fra os kommunisters kompromisløse forsvar for de marxistiske ideer. Magen til selverkendelse fra en liberal skal man lede længe efter!
Det er dog intet enigma for os, hvorfor det liberale Danmark og deres ideer er i en så sølle tilstand. Liberalismen er nemlig et sæt ideer, der forsøger at retfærdiggøre det kapitalistiske system — en opgave der bliver sværere og sværere, da kapitalismen befinder sig i en eksistentiel krise. Liberalismens krise er således en refleksion af kapitalismens krise.
For os kommunister er det dog ikke nok blot at pege på kapitalismens krise, for at bevise socialismens nødvendighed. Som vores liberale infiltrator rigtig nok forklarer, raser der stadigvæk en ideologisk kamp. Vi tager derfor liberalistens artikel som en god anledning til, at dykke ned i nogle af de hyppigste liberalistiske argumenter og komme dem til livs.
“Slip markedet løs!”
En af de grundlæggende ideer, som liberalister forsvarer, er, at markedet er den mest effektive (og mest moralske) måde at forvalte økonomien på. Kendte liberale teoretikere som Ludwig von Mises og Friedrich Hayek gik endda så langt som at sige, at en planøkonomi, som vi kommunister kæmper for, er ensbetydende med diktatur, og at et frit marked er det eneste der kan tilbyde ‘frihed’, ‘valgmuligheder’, og ‘individualisme’. Nogle gange hører man denne ide kogt ned til parolen: “Jo friere markedet, jo friere folket!”.
Der er dog flere problemer med denne teori. For det første at der overhovedet kan findes et perfekt frit marked. Liberalisters ideer baserer sig ikke på et videnskabeligt studie af, hvordan det kapitalistiske marked rent faktisk fungerer, men er blot baseret på et ønske om, hvordan de kunne tænke sig, at det fungerede.
Liberalismens idealiserede skude kæntrer derfor ved det første møde med virkelighedens verden. For at opretholde deres ide om et frit marked, må de bortforklare en af de mest grundlæggende tendenser indenfor kapitalismen, nemlig kapitalens tendens til koncentration.
Men som Karl Marx forklarede, er det virksomhedernes konstante jagt efter profit, som tvinger dem til at investere i ny teknologi, for at producere mere effektivt, reducere deres omkostninger, sænke deres priser og udkonkurrere deres rivaler. Kapitalisterne vil gøre alt hvad de kan, for at destruere deres konkurrenter eller opkøbe dem, for at få kontrol over hele markedet. Det giver vinderne mulighed for at ekspandere produktionen yderligere, skabe stordriftsfordele og gøre det mere eller mindre umuligt for nye konkurrenter at træde ind på markedet. Den her proces er altså en indbygget tendens i den kapitalistiske økonomi og forklarer hvorfor færre og færre virksomheder i dag dominerer økonomien — altså ikke et frit marked.
Tendensen til monopol forvrænger markedsmekanismerne, øger anarkiet og uligheden og forstærker de kapitalistiske krisers cykliske destruktion af samfundet. Som Marx beskrev i kapitalen, betyder “Akkumulationen af rigdom på den ene pol altså samtidig akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, bestialisering og moralsk nedværdigelse på den modsatte pol”.
Liberale forsøger derfor at bortforklare kapitalismens tendens til monopolisering, fordi det åbenlyst går imod deres ide om det selvregulerende frie marked. I stedet for at se denne koncentrationsproces som en objektiv tendens indenfor kapitalismen, begynder liberalisterne med deres undskyldninger: “Det er ikke kapitalismen, det er noget andet!”. Ofte peger de på en specifik politik som roden til monopolernes dominans over økonomien: skatter på små virksomheder, regulering osv.
Hayek skriver i sin bog Vejen til trældom: “Tendensen til monopol og planlægning er ikke resultatet af ‘objektive kendsgerninger’ uden for vores kontrol, men produktet af holdninger, der er blevet fremmede og udbredt i et halvt århundrede, indtil de er kommet til at dominere vores politik.” Hvor disse “holdninger” stammer fra, får vi aldrig at vide.
Som marxister er vi filosofiske materialister. Det betyder, at vi ser produktionen og udvekslingen af produkter som grundlaget for samfundsordenen, og at det er dette som sætter rammerne for, hvordan mennesker tænker og handler. Modsat liberalisterne accepterer vi derfor ikke ideen om, at tendensen til monopolisering blot opstod ud af en “dårlig holdning”. Vi søger en reel videnskabelig forståelse af, hvad der sker i samfundet og forsøger at finde den materielle rod til fænomenerne. Denne rod findes i kapitalisternes ejerskab over produktionsmidlerne.
Marked vs. plan
Liberalister ser planøkonomi som moralsk forkastelig (eller vejen til trældom, som Hayek kalder det). Men ironisk nok betyder tendensen til monopolisering også en tendens til højere og højere grad af planlægning af økonomien. Indenfor virksomhederne hersker der ikke små interne markeder, tværtimod hersker der udbredt planøkonomi — sågar femårsplaner! Kæmpe monopoler som Walmart planlægger en økonomi på størrelse med Sverige, som beskrevet i bogen The Democratic Republic of Walmart.
Ideen om markedets overlegne effektivitet bliver altså modbevist i praksis af kapitalisternes egne virksomheder, da de selv tydeligt kan se, at planlægningen af deres interne økonomi er langt mere effektiv end et internt marked.
Friedrich Engels forklarede i Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, hvordan vi indenfor kapitalismen selv ser den socialistiske planøkonomis overlegenhed: “I trusterne slår den fri konkurrence over i monopolet: det kapitalistiske samfunds planløse produktion kapitulerer over for det frembrydende socialistiske samfunds planmæssige produktion”.
Det er dog klart, at monopolerne på ingen måde styres hverken demokratisk eller med mål om at opfylde folks behov. I stedet har de kun ét mål for øje: profit til deres ejere. Når liberalisterne prædiker om at “slippe markedet løs”, har det et ekstremt reaktionært indhold. I virkeligheden betyder det en udvidelse af monopolernes og storkapitalisternes herredømme over samfundet og udbytning af arbejderklassen.
“Vejen til trældom” findes ikke i den socialistiske planøkonomi, men lige netop i det system, som liberalisterne forguder — kapitalismen.
Kapitalismens fallit
Liberalismen er den herskende klasses og etablissementets foretrukne ideologi, da den bedst reflekterer deres klasseinteresser og forsvarer deres system. Men kapitalistklassen er en unødvendig og reaktionær klasse, hvis system ikke længere er i stand til at levere flertallet af menneskeheden en acceptabel fremtid.
Det kræver kun et hurtigt kig på verdens tilstand, for at se hvad kapitalismen kan tilbyde arbejdere og unge i dag. Den tyske økonomi er nu for tredje år i træk i recession. Den danske økonomi bliver kun lige akkurat holdt oven vande af gigantfirmaet Novo Nordisk. Helt almindelige familier sparer på basale livsfornødenheder som mad, og husholdningers reelle indkomster bliver udhulet af inflation. Unge leder desperat efter et sted at bo til en betalelig pris, men bliver hurtigt mødt af det “frie” markeds usynlige hånd, der kvæler enhver idé om det, for ikke at tale om nogensinde at eje et sted at bo.
På globalt plan står menneskeheden over for en eksistentiel krise på grund af klimaforandringer. Det er tydeligt for alle, at kapitalismen dræber planeten. Men kapitalistiske politikere har ingen løsninger på den konstant forværrende krise.
Konfronteret med dette anarki og denne galskab er det klart, at mange liberalister og “frimarkedsforkæmpere” har fået et forklaringsproblem. Arbejdere og unge vil have en radikalt anderledes verden, end den de lever i nu, men liberalisterne kommer kun til forsvar for status quo.
De liberale teoretikere Mises og Hayek forsøgte ikke at finde en dybere forklaring for kapitalismen og dens udvikling, men snarere at finde en teoretisk retfærdiggørelse for det nuværende system for at stoppe ideen om, at et andet system er muligt.
Liberalismen havde en vis overbevisningskraft i kapitalismens ungdom og opgangsperiode. En periode hvor kapitalismen kunne spille en progressiv rolle. Men den tid er for længst overstået. I dag befinder vi os i kapitalismens forfaldsperiode, og som konsekvens heraf står liberalisterne og deres teoretikere nu afklædt og miskrediteret tilbage.
Socialismens nødvendighed
Som marxister er vi videnskabelige socialister. Det vil sige, at vi tager udgangspunkt i den konkrete virkelighed, som vi står overfor. Vi drømmer os ikke hen til en indbildsk verden, hvor det frie marked eksisterer, og hvor kapitalismen stadigvæk er et progressivt system. I stedet forsøger vi at forstå de underliggende tendenser og love, som opererer inden for kapitalismen.
Koncentration af kapital, den internationale arbejdsdeling og den udbredte planlægning, som kapitalismen har udviklet, har også lagt grundlaget for et nyt system på et langt højere niveau. Det er på den baggrund, at vi kommunister konkluderer, at den eneste vej ud af kapitalismens undertrykkelse er en socialistisk revolution, hvor arbejderklassen tager kontrollen over monopolerne og begynder at planlægge økonomien demokratisk efter sine egne behov, og ikke et lille mindretals profit.
Liberalisterne vil selvfølgeligt sige, at det er umuligt — at det uundgåeligt vil ende i diktatur “ligesom Sovjetunionen”. Men er det ikke lige netop deres system — kapitalismen — hvor der selv i det mest “demokratiske” land sidder en lille elite af kapitalejere bag kulisserne og tager alle de vigtigste beslutninger? Er dette ikke definitionen af diktatur? Jo, men det er kapitalens diktatur, så for dem er det retfærdiggjort!
Vi byder liberalisterne velkommen til at læse og nærstudere deres teorier. Men gør de det faktisk, vil de hurtigt opdage, at de liberalistiske teorier ikke giver nogen indsigt i samfundets virkelige tilstand, men blot er sølle undskyldninger for kapitalismens fallit.
De vil opdage — ligesom hundredvis af arbejdere og unge gør hver dag — at det ikke er kommunismen, men kapitalismen, der ikke blot har fejlet i praksis, men også i teorien.
