Er man ung i 2024, er Liberal Alliance og Alex Vanopslagh ikke til at komme udenom. På TikTok fører partiet sig frem med budskaber om den enkeltes frihed og liberalisme som løsningen på alverdens problemer. Til skolevalget tidligere på året høstede de intet mindre end 30% af stemmerne og løb med titlen som det største parti blandt 8., 9. og 10. klasseselever.
Vi er mange, der i afsky og frustration har været vidne til LA’s fremgang blandt især vores egen generation. Hvorfor er det, at unge søger mod LA og Vanopslagh som et forbillede for frihed? Er det faktisk, hvad deres liberalistiske ideologi tilbyder? Og hvad skal vi som venstreorienterede gøre for at vælte LA af pinden som unges go-to-parti?
Hvorfor vinder LA frem?
Man kan umuligt forstå Liberal Alliances fremgang uden at forstå den politiske polarisering, der finder sted i verden i dag. På den ene side ser vi fænomener som Donald Trump i USA, og på den anden side finder vi revolutionære og progressive bevægelser som f.eks solidaritetsbevægelsen for Palæstina. Lige meget hvor man kigger hen, splittes verden mere og mere i to yderpoler.
Polariseringen et udtryk for en eksistentiel krise i kapitalismen. I grunden er kapitalismen og systemet ikke i stand til at sikre et godt liv for det store flertal af mennesker. Det leder flere og flere til at afvise midterpolitik, der kun tilbyder mere af det samme, og søge mod mere radikale svar til både højre og venstre.
LA’s popularitet udtrykker den højre side af polariseringen i Danmark. Andre partier på Christiansborg fortæller os, at vi skal knytte sylten og være tilfredse med verden, som den er, mens de har travlt med at skære i velfærden, støtte folkedrabet i Palæstina og greenwashe deres sorte klimapolitik. Ved at føre politik efter den kapitalistiske krises præmisser undergraver de, hvad der giver kapitalistisk demokrati et legitimt ry; at man har en stemme, og at man bliver hørt. Når virkeligheden viser sig at være en anden, søger folk efter et alternativ.
Liberal Alliance har i realiteten ikke et positivt alternativ eller en kur mod samfundets kriser, men de formår at fremstille sig selv som noget andet. De slår sig op på et verdenssyn og en ideologi og siger til især unge, at de ikke skal dukke nakken og acceptere status quo, men kræve frihed og tage ansvar. Lige meget hvor elendigt indholdet af den politik og filosofi faktisk er, så resonerer sådan et budskab med mange, når verden omkring én er i frit fald.
Venstrefløjspartier som Enhedslisten og SF gør det modsatte. Jo mere udueligt systemet viser sig at være, jo mere klamrer de sig til det. De prøver at blive perlevenner med Socialdemokratiet og pakker deres egen politik ind i ironi og pjat. Enhedslistens Pelle Dragsted og Rosa Lund morer sig f.eks. med at dyrke karate og spise stærke chilier med Alex Vanopslagh på Instagram og YouTube. Hvis det er deres attitude overfor et rigmandsparti som LA, hvad siger det så om deres vilje til at kæmpe mod kapitalismen?
Polariseringen går både til højre og venstre. Men hvis det kun er højrefløjen, der giver den et organiseret udtryk, imens venstrefløjen taler midten efter munden, så er det klart, at et parti som LA får lov til høste frugterne. I realiteten er det polariseringen til venstre, der er langt mere grundlæggende. Populister på højrefløjen stjæler meget af opmærksomheden, fordi de formår at give et forskruet udtryk til en del af den underliggende vrede, men når alt kommer til alt, kan de ikke ændre verden til det bedre, fordi de forsvarer kapitalismen. For store dele af venstrefløjen er polariseringen til venstre en lukket bog. Hvis ens projekt er at skabe en “human” kapitalisme, kan man umuligt forbinde sig med den revolutionære indignation, der faktisk hober sig op.
Som kommunister ser vi tingene for, hvad de er. Millioner ser sig selv som antikapitalister, revolutionære eller endda kommunister. Men der er brug for en kraft, der udtrykker viljen til at tage kampen op.
Ingen frihed i et ufrit samfund
Liberal Alliance skilter på populistisk vis med at være frihedens parti. Og det lyder jo meget godt, for hvem vil ikke have frihed? Men bag storladne ord gemmer der sig et parti, der vil berige toppen af det danske samfund i en uhørt grad. LA er partiet for eliten, milliardærerne og dem, der lever som grever og baroner; for de få, hvis frihed kun kan opretholdes gennem vores andres ufrihed.
LA er de mest hårdnakkede forsvarere af kapitalismen, som de lovpriser med myter om, at den er nøglen til evig vækst og velstand. Det overrasker ikke, når man ser, hvor partistøtten kommer fra: bankbosser som Lars Seier og store erhvervsorganisationer som Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv og Dansk Industri. LA’s mission på Christiansborg er at forsvare de danske kapitalister og sikre deres enorme profitter.
Den “frihed”, som Vanopslagh i hver eneste vending slår sig for brystet med, er friheden for den ene procent i toppen til at tjene kassen. Selvom kapitalister pryder sig med myten om, at det er deres entreprenørskab, deres risikovilje, deres “grindset”, der skaber værdi i samfundet, er virkeligheden en anden. Værdi i samfundet skabes af det store flertals — arbejderklassens — arbejde, som man må sælge til en kapitalist for en snoldet løn, så de kan tjene profit.
I dag har de fleste “libertarianere” — den ideologiske identitet, som LA’erne bifalder — stort set opgivet overhovedet at retfærdiggøre kapitalismen med økonomiske argumenter eller at forsvare kapitalismens gældsbobler, recessioner og klimaødelæggelser. I stedet forfægter de blot systemet med rent moralske og individualistiske idealer som “frihed”.
LA appellerer til unge ved at sige, at man som individ kan undslippe den snærende følelse af ufrihed, som mange unægteligt oplever. Narrativet bygger på, at man (i hvert fald som mand) kan sætte sig ud over systemet ved at træde på andre. Hvis bare man giver fuckfingeren til janteloven, kvinder eller staten og lever efter sine egne egoistiske drifter, så bliver man fri.
Men virkeligheden er, at der ikke kan eksistere reel frihed i et økonomisk system, der bygger på klasser, og hvor samfundet som helhed er uden for flertallets kontrol og overladt til markedet. I et system, hvor alle de vigtige beslutninger ikke træffes demokratisk af flertallet, men af en lille minoritet af kapitalister, bankfolk og milliardærer, vil “frihed” altid forblive ren og skær indbildning for os, der ikke sidder på toppen af kransekagen.
Kvindehadernes parti
Ole Birk Olesen. Billede: Flickr
LA er også det parti, hvor et af samfundets mest rådne kendetegn stikker allerdybest, nemlig hadet til kvinder. Over de seneste år har partitoppen igen og igen taget bladet fra munden og udspyet det ene nedsættende udsagn efter det andet.
Så sent som i foråret sagde Mads Strange fra LA i et radiointerview, at kvinders rolle i samfundet i bund og grund er at føde børn på stribe; “[H]vis en kvinde er blevet gravid, går der ni måneder, før hun kan blive gravid igen. Når en mand lige har gjort en kvinde gravid, så kan han gøre en kvinde gravid igen kort tid efter.”
Karakteriseringen af kvinder som fødemaskiner leder ens tanker hen på figurer som Andrew Tate, der har gjort karriere på TikTok ved at opildne til had og vold mod kvinder. Mads Stranges bemærkning er desuden endnu et klokkeklart bevis på, hvor forskruet partiets almægtige idé om frihed er. Friheden gælder åbenbart ikke kvinder og deres ret til at få eller fravælge børn — her er det Strange, der bestemmer!
Vil man have et endnu mere udtænkt program for kvindehad skal man ikke se længere end til et af LA’s folketingsmedlemmer, Ole Birk Olesen. I hans såkaldte “anklageskrift” mod kvinder kan man læse sort på hvidt, at kvinder er “uden moral og ære” og “ude af stand til at opbygge og opretholde en levedygtig menneskelig civilisation”. Citaterne taler for sig selv.
For nogen kan det måske virke en smule mærkeligt, at LA er så kvindefjendsk. Sexisme er vel ikke nødvendigt for at føre borgerlig politik? Men LA’s had til kvinder har netop rødder i deres forsvar for kapitalismen. For at opretholde en verden, hvor en lille minoritet udbytter det store flertal, er det nødvendigt at skabe splid og pumpe ideer ud i samfundet, der blandt andet fortæller mænd, at kvinder fra naturens side er deres fjender.
Partier som LA bruger kvindehad og culture war til at bilde unge mænd, der føler sig fanget i samfundet, ind, at deres individuelle frihed er et spørgsmål om selviskhed og at sætte sig selv før andre — særligt kvinder. Ligesom al borgerlig ideologi retter det opmærksomheden væk fra det kapitalistiske systems indbyggede ufrihed, væk fra kollektiv kamp og væk fra idéen om en revolution. Derfor er den bedste modgift heller ikke at spille med på partiets identitetspolitiske blame games, men at forklare, hvad LA’s bluffnummer bygger på. Virkelig frihed kan ikke opnås gennem udnyttelse og undertrykkelse af andre, men kun igennem kampen for et system, hvor alle menneskers frihed er forudsætningen for den enkeltes frihed.
Bekæmp LA med kommunisme
Som unge på landets skoler og uddannelsessteder spiller vi en afgørende rolle i at opbygge et alternativ, der kan kvæle LA’s hadske politik. Det er ikke nok at stille os i moralsk opposition, vi bliver nødt til at organisere os og kæmpe for det, som faktisk er nødvendigt — menneskehedens befrielse fra kapitalismen.
Modsat liberalisterne er vores mål som kommunister at forstå verden, så vi kan ændre den. Undertrykkelse, krige og katastrofer kan til tider virke uoverkommelige, men de udtrykker i sidste ende de gigantiske modsætninger, som kapitalismen bygger på. Det var den tyske filosof Hegel, der skrev, at de naturlove og samfundslove, der styrer verden, “kun er blinde i det omfang, at de ikke forstås”. Vores kamp for menneskelig frihed bygger på at forstå og fjerne rødderne til undertrykkelse, og til det har vi brug for en revolution.
Liberal Alliance har været vant til frit at spy deres elitisme og kvindehad under dække af at stå for frihed uden at møde politisk modstand. Men det er slut nu. En ny kommunistisk generation er født, og vi er klar til at tage kampen op imod LA og kapitalismen.
