Leder nr. 89: Bryd nedskærings-regimet

leder89

Redaktionen



3 minutter

Billede: Protester imod SU-forringelser. Februar 2013. Af Jonas Foldager.

Alene i København mangler 3000 unge en læreplads. Alene Odense Kommune vil næste år nedlægge mindst 70 lærerstillinger. Det er to tal, der afspejler situationen omkring kommunalvalget. Det er en situation, hvor resterne af velfærdsstaten er under et stadigt hår­dere pres. På ruinerne af velfærds­staten ønsker finansminister Bjarne Corydon at bygge den såkaldte “kon­kurrencestat”. Det er en syg vision om tilbagevenden til et samfund med fat­tiggårde og en ulighed som i Charles Dickens’ tid. Det er det, kapitalismens syge tilstand dikterer, og det er, hvad politikerne udfører. Kommunalvalget bør handle om at stoppe netop denne udvikling.

37 procent af landets borgmestre reg­ner ifølge Epinion med at fyre lærere til næste år. Kun seks procent regner med at ansætte flere. 76 procent af lan­dets borgmestre mener, at de sagtens vil kunne spare deres andel af de 12 milliarder, som regeringen forlanger frem til 2020. Disse tal afspejler en ka­tastrofe for velfærden og for de danske arbejderfamilier.

Kommunerne er i årevis blevet holdt i en økonomisk spændetrøje af skiftende regeringer. Tilskuddene fra staten, de såkaldte bloktilskud, er skrumpet ind. Kommunernes mulighed for selv at ud­skrive skat er blevet skåret ned til en ubetydelighed. Det har tvunget mange kommuner til at skære ned. Selv de såkaldt “røde” kommuner har skåret ned. Det er kommuner som Køben­havn, Aarhus, Odense, Randers, Aal­borg, Roskilde, Horsens, Helsingør og mange andre. Politikerne har tilsynela­dende ikke noget valg. Men det gælder kun så længe, de accepterer de snævre økonomiske rammer, som regeringen dikterer.

For under ti år siden – i 2006 – var den daværende borgerlige regering under Anders Fogh Rasmussen under hårdt pres fra et spirende “kommunalt oprør”. Politikere i flere kommuner i Jylland, med Aarhus i front, truede med at nægte at gennemføre regerin­gens spare-diktater. Det ville tvinge regeringen til at sætte kommunerne under statslig administration. Politisk ville den ikke have holdt til det, og den ville efter al sandsynlighed være fal­det. Men borgmestrene krøb skræmt til patten, da de indså, hvad de havde gang i. Det “kommunale oprør” var parret med massive strejker blandt de offentligt ansatte, og perspektivet om at bringe Socialdemokratiet til magten på ryggen af en protestbølge fra ne­den, huede ikke de socialdemokratiske borgmestre og ministre in spe. Hellere et roligt nederlag end en ukontrollabel sejr, syntes de at have ræsonneret.

Men erfaringen fra dengang viser, at kommunerne har en reel magt over for regeringen. Hvis de altså tør bruge den. Enhedslisten har vundet megen tilslutning i den seneste periode, fordi partiet flere gange har markeret, at det står til venstre for regeringen. Partiet har også fremlagt beskedne og rime­lige krav om, at nedskæringerne og fyringerne i det offentlige må høre op. Det er fornuftige krav, som må føres igennem til handling i kommunerne. Hvis regeringen ikke vil tillade, at folk beholder deres arbejde, og at de fyrede bliver sat i reel, overenskomstmæssig beskæftigelse, bør de røde kommuner lade hånt om regeringens krav. Kom­munerne bør hellere være ansvarlige over for skolerne, plejehjemmene og de arbejdsløse end over for Finansmi­nisteriet. Enhedslisten må følge sine krav om forsvar af velfærden op med krav om, at regeringens diktater ikke bliver fulgt, og at der bliver afsat de nødvendige midler til velfærden.

En samlet trop af røde kommuner – især hvis den indeholder store byer som København, Aarhus eller Aalborg – kan sætte regeringen under et enormt politisk pres og muligvis tvinge den til at afsætte de nødvendige midler. Men det kræver, at der sker noget. Der er brug for en kampagne med dette sig­te – og det hurtigt. Enhedslisten bør bruge sin styrke til dette, og vi opfor­drer til, at man stemmer på partiet ved kommunal- og regionsvalget. Regerin­gen har tidligere vist sig ubøjelig over for protester, fordi den ikke følte sig tilstrækkelig truet. Det viser, at arbej­derbevægelsens venstrefløj – herunder Enhedslisten – må op i gear, hvis ned­skærings-regimet skal brydes.