Den græske premierminister Alexis Tsipras annoncerede i torsdags, at han træder tilbage. Han har mistet sit parlamentariske flertal, og Syriza er spaltet, med venstrefløjslederen Lafazanis’ meddelelse om etableringen af et nyt parti LAE (Folkelig Enhed). I en TV-tale i torsdags sagde Tsipras, at Syriza-regeringen ville træde tilbage og udskrive valg. Tspiras sagde, at grækerne stadig har kampe foran sig, men at Grækenland er ”fast besluttet på at overholde” den seneste såkaldte hjælpepakke. Hvilken betydning har dette?
[Læs også: Grækenland: en ydmygende kapitulation der ikke vil virke]
Denne pakke, til en værdi af 86 mia. euro – 642 mia. kroner – indeholder alvorlige betingelser i form af en ny række ”reformer” dikteret af Trojkaen. Efter en stormfuld debat i parlamentet accepterede den græske regering voldsomme skattestigninger, udbredte privatiseringer og voldsomme nedskæringer. Det vil sige det fuldstændigt modsatte af, hvad Tsipras lovede det græske folk, da han blev valgt den 25. januar.
Alle i Grækenland ved, hvad disse politiske tiltag vil betyde: flere besparelser, større fald i levestandarden, højere arbejdsløshed, mere elendighed. Og for hvad? Efter fem år med drakoniske nedskæringer er Grækenlands akkumulerede gæld steget fra 125% til 185% af BNP og er nu på vej mod de 200%: hvilken succes! Og ud af alle pengene fra hjælpepakken, som blev givet til Grækenland, er kun ti procent gået til Grækenland. Resten er røget direkte i lommen på tyske og europæiske banker.
Selv en blind kan nu se, at Grækenland aldrig kan tilbagebetale denne enorme gæld. I korridorerne (og endda også offentligt) indrømmer de borgerlige økonomer dette selvindlysende faktum. Alligevel fortsætter de med at vride det græske folk og skubbe det ud over kanten af, hvad der er menneskeligt udholdeligt. Der kan ikke gennemføres flere nedskæringer på det græske folk, uden at man risikerer at fremprovokere en social eksplosion.
Radikaliseringen af masserne i Grækenland blev vist ganske klart ved afstemningen i juli, hvor det græske folk stemte massivt for at afvise en ny hjælpepakke baseret på flere nedskæringer. Men efter at have mobiliseret masserne og vundet en enorm sejr, viftede lederne af Syriza øjeblikkeligt med det hvide flag og overgav sig til samtlige krav fra de europæiske kreditorer.
Denne skammelige kapitulation har skabt udbredt skuffelse og fremprovokeret en bølge af udmeldelser fra partiet i de seneste uger. Den første følelse af overraskelse og desorientering har ændret sig til vrede, i takt med at de barske realiteter i de nye politiske tiltag står klart for folket. Dette er baggrunden for splittet i Syriza og Tsipras’ udskrivelse af nyvalg.
Reformistisk blindhed
I januar valgte grækerne en Syriza-regering, der lovede en ende på nedskæringerne. Men hvis man accepterer kapitalismens begrænsninger, må man også acceptere kapitalismens love. Det betyder, at man må administrere kapitalismens krise, og dette betyder uundgåeligt at gennemtvinge nedskæringer og angreb på arbejderklassen samtidig med, at enorme summer af offentlige midler skal gives til banker og kapitalister.
I deres reformistiske blindhed troede Tsipras og Varoufakis at de kunne overtale Merkel og de andre fra det europæiske borgerskab til at give indrømmelser til Grækenland, igennem forhandlinger. Men som vi forudsagde, førte forhandlingerne ingen vegne. Det europæiske borgerskab var fast besluttet på at knuse Syriza. Ellers ville det sætte et eksempel til efterfølgelse for anti-nedskæringspartier i andre lande, såsom Podemos i Spanien.
Konfronteret med Eurozonens lederes ubøjelige modstand, udskrev Tsipras en folkeafstemning. Dette mobiliserede masserne bag regeringen. Det græske folk var parate til at kæmpe imod nedskæringsregimet. Hvis Tspiras havde været marxist, kunne han have brugt bevægelsen til at ændre hele samfundet. Han ville have opfordret arbejderne til at besætte bankerne og derefter nationaliseret dem.
Han kunne have udsendt en internationalistisk appel til Europas arbejder om at følge eksemplet fra et socialistisk Grækenland. Det kunne have været begyndelsen på en radikal anti-nedskæringsbevægelse over hele Europa – den eneste måde at tvinge Merkel og de andre til at tage skridt tilbage. Men som reformist overvejede Tsipras end ikke denne mulighed. I stedet troede han, at han kunne bruge afstemningsresultatet som løftestang til at få en bedre aftale. I sidste ende fik han en aftale, der var endnu værre end den, der var blevet overvældende forkastet af det græske folk i juli.
Nu er den regering, der blev valgt til at gå imod nedskæringerne, ved at forberede voldsomme angreb og besparelser. Dette kunne ikke undgå at kaste både Grækenland og Syriza ud i en dyb krise. Tsipras, som var ekstremt populær for ganske kort tid siden, er nu dybt miskrediteret i anseelige dele af befolkningens øjne, hvilket blev afspejlet i en krise i ledelsen. Under sådanne forhold var det umuligt for Syriza at holde sammen i ret lang tid. Selv inden et formelt split fandt sted, måtte Tsipras allerede basere sig på de borgerlige oppositionspartier, fordi han havde mistet kontrollen over sit eget parti.
Hvorfor et valg?
Årsagen til at Tsipras har udskrevet valg så tidligt er, at han håber, at det ikke vil give tid nok til det nye parti – lanceret af lederen af Venstreplatformen Panagiotis Lafazanis – til at kunne komme fra start. Det er ikke klart, hvor stor opbakning LAE vil kunne tage fra Syriza. Men det er klart, at Lafazanis vil vinde opbakning fra mange, som er sure på Tsipras.
På trods af dette er det stadig sandsynligt, at Syriza vil blive det største parti ved valget, selvom det vil miste stor opbakning. Men alternativerne til højre er endnu mere miskrediterede. Mens Nyt Demokrati (konservative) fik 27,8% ved valget i januar, får de nu regelmæssigt under 20% i meningsmålingerne.
Hvis Tsipras får nok stemmer, vil han formentlig danne en koalitionsregering med Pasok (socialdemokraterne) og To Potami (social-liberale). Men det er dog ikke sikkert, at Pasok overhovedet er i stand til at vinde nogen pladser i det nye parlament. Og hvis Syriza får mindre end 20 procent, kan Tsipras muligvis blive nødt til at danne regering med Nyt Demokrati. Det vil ganske givet blive nådesstødet til Syriza. Hvorom alting er, vil det blive en svag og ustabil koalition, der vil komme ud på den anden side og en regering i permanent krise, som formentlig ikke vil holde længe.
Scenen vil være sat til en intensivering af klassekampen, karakteriseret af en stigende polarisering til venstre og højre. Det politiske centrum, nu repræsenteret af Tsipras, kan intet løse. Det vil begynde at disintegrere. KKE (kommunisterne) og LAE vil vokse på venstrefløjen og Gyldent Daggry (fascister) på højrefløjen.
Den nuværende situation er fyldt med revolutionært potentiale. Hvad, der mangler, er en virkelig revolutionær ledelse, der kan vise en vej ud af den nuværende situation for masserne. Kommunistpartiet KKE vil, på trods af sin ultra-venstre taktik – og til dels på grund af dem – uundgåeligt vinde opbakning efter Tsipras’ kapitulation. Den Kommunistiske Tendens i Syriza, som konsekvent er gået imod Tsipras’ kapitulationer og har advokeret for en socialistisk politik, begynder få et ekko blandt arbejdere, som er i en proces af brud med Syriza, og også fra medlemmer af KKE.
Det taler til kammerat Lafazanis ære, at han er gået imod Syriza-ledernes kapitulation. Men hans politik giver ikke et reelt alternativ. Han taler for at forlade Euroen, men det er højest sandsynligt, at Grækenland før eller siden vil blive smidt ud af Euroen ligegyldigt hvad. Men på kapitalistisk basis vil dette kun føre til en endnu dybere krise, et kollaps i valutaen, hyperinflation og yderligere fald i levestandarden. Hverken indenfor eller udenfor Euroen og EU er der nogen løsning på Grækenlands problemer, på kapitalistisk basis. Seriøse problemer kræver seriøse løsninger.
Den eneste måde, det græske folk kan få kontrollen over deres skæbne tilbage i deres egne hænder, er ved at gøre en ende på bankerne og kapitalisternes diktatur – ikke kun de der er i Berlin og Bruxelles, men også de der er i Athen. Det er nødvendigt at ekspropriere bankerne, shipping-giganterne og resten af det parasitiske oligarki, der virkeligt regerer over Grækenland. Kun på denne måde vil det være muligt at planlægge økonomien på en rationel måde, afskaffe arbejdsløshed og hjemløshed og skabe fundamentet for et virkeligt retfærdigt og demokratiske samfund.
Krisen i græsk kapitalisme kan fortsætte i årevis med op- og nedture. Den ene ustabile koalition vil følge den anden, med skarpe sving på det valgmæssige plan, til venstre og højre, som vil fortsætte i en hvis tid, før en endelig løsning kan findes – enten i en revolutionær eller kontrarevolutionær forstand.
Men i sidste ende vil det græske og europæiske borgerskab forlange en ende på det, de ser som ”kaos”. Det vil sige: ” der er for mange strejker, for mange demonstrationer og protester på gaderne. Vi kræver orden!” Hvis venstrefløjen ikke viser en vej ud, kan det i sidste ende forberede vejen for et bonapartistisk regime i Grækenland. Men selv et reaktionært bonapartistisk regime vil være ustabilt. Det ville intet kunne løse og ville formentligt ikke holde længe. Det vil på sin side forberede vejen for en endnu større revolutionær opstand, som vi så det i 1974. De græske arbejdere har revolutionære traditioner og en lang hukommelse. Lad os husk på, at Juntaen, der regerede fra 1967 til 1974, blev væltet af en revolution.
Den europæiske krise
Krisen i europæisk kapitalisme bliver vist i skarpeste form i de svagere kapitalistiske lande som Spanien, Italien og Grækenland, hvor processen er gået længere end nogen andre steder. Men Spanien er kun ét skridt efter Grækenland og Italien er kun ét skridt efter Spanien. Drømmen om et forenet kapitalistisk Europa er blevet knust på nedskæringsregimets klipper.
For mere end to årtier siden pointerede vi, at det er umuligt at forene økonomier, der bevæger sig i hver sin retning. På basis af et opsving var man i stand til at fastholde, hvad der lignede en form for enhed i en periode. Men på baggrund af økonomisk krise kom alle de gamle nationale antagonismer til syne igen. Voldsomme økonomiske centrifugalkræfter skubber i retning af en opsplitning, og disse kræfter bliver stadig stærkere.
Konsekvenserne af den græske krise vil blive følt langt ud over Grækenlands grænser. Over hele Europa er der en frygt for, at nedskæringspolitikken ikke vil være en midlertidig justering, men et permanent angreb på levestandarden. I lande som Grækenland, Portugal og Irland har disse politiske tiltag allerede resulteret i dybe nedskæringer i de nominelle lønninger og pensioner, uden at have løst problemerne med underskud på statsfinanserne. Så alle folkets lidelser og afsavn har været forgæves. Overalt bliver de fattige fattigere, og de rige bliver rigere.
Ideen om europæisk integration er blevet knust. I forhandlingerne med Grækenland opførte Tyskland sig som dirigenten for et orkester, og satte takten. Det franske borgerskab, teoretisk set Europas næstkommanderende, måtte tamt bøje sig, mens Merkel med foragt afviste alle deres bekymringer og indvendinger. Her ser vi den barske realitet bag den ”europæiske solidaritets” maske. I deres behandling af Grækenland opførte det tyske borgerskab sig som den værste lånehaj. ”Kan du ikke betale din gæld? Sælg dine møbler! Har du allerede solgt dine møbler? Så kaster vi dig på gaden!”.
Reformismens krise
I perioden der fulgte Anden Verdenskrig, gennemførte Labour og socialdemokratierne mange reelle reformer. Disse partier nød en høj opbakning, der gav dem en vis stabilitet. Men den periode er slut nu. Kapitalismens krise er så dyb, at borgerskabet end ikke kan tolerere fortsættelsen af de tidligere tilkæmpede rettigheder, for slet ikke at tale om nye forbedringer. Kapitalismens krise er derfor også reformismens krise.
De seneste begivenheder smadrer illusionen om det borgerlige demokrati for millioner af mennesker. Hvad er nytten af folkeafstemninger og valg, hvis stormagterne og bankerne ser fuldstændig bort fra dem og alligevel træffer alle beslutningerne i sidste ende? Over hele kontinentet bliver de reformistiske og socialdemokratiske illusioners hulhed barsk afsløret. Begivenhederne tager fart og sker i flere lande på samme tid: det bliver en generaliseret proces.
Fremmarch og fald af partier og ledere er som et barometer, der reflekterer de hurtige skift i massernes bevidsthed. Somme tider tager det årtier for et parti at miste sin massebase. Men under de nuværende forhold kan det tage få år eller endda måneder. På baggrund af store begivenheder har Syriza, en relativ ny formation, hurtigt fortrængt Pasok. Men i disse tider kan nye formationer også komme og forsvinde hurtigt. Masseorganisationer, der har eksisteret i årtier, endda generationer, går i krise og splitter eller forsvinder endda helt.
Indtil for nyligt var Pasok det primære parti for den græske arbejderklasse. Det er nu stort set blevet smadret på grund af sit forræderi. Det blev vejet og fundet for let. Resultatet var Pasoks kollaps og Syrizas fremmarch. Men meget hurtigt er Syriza selv gået i krise. Det var forfaldet og degenereringen af socialist- og ”kommunist”-partierne, der første til Syrizas og Podemos’kraftige vækst. Masserne leder efter en udvej og tester det ene parti efter det andet. De gamle ledere og programmer bliver gransket og kastet til side. Men Grækenland har vist, at disse nye formationer på sin side, kan forsvinde lige så hurtigt som de fremkom, så frem de ikke bryder med kapitalismen og optager en klar socialistisk politik. Sådan er den nuværende historiske periodes natur.
I Spanien ser vi Podemos’ fremmarch. I Storbritannien ser vi nu fænomenet Corbyn. Alt dette er udtryk for en dyb utilfredshed i samfundet, som leder efter et politisk udtryk. Vi ser den samme grundlæggende proces i alle lande. Masserne leder efter en udvej fra dette mareridt. De søger fra det ene parti og leder til det andet, og kaster det ene efter det andet på historiens mødding. Der er et voksende had mod politiske eliter: mod de rige, de magtfulde og de privilegerede. Denne reaktion mod status quo, som indeholder kimen til revolutionære udviklinger, kan vare langt længere end til det punkt, hvor økonomien begynder at vise tegn på bedring.
[Læs også: Spansk lokalvalg: Kæmpe sejr for venstrefløjen]
Et voksende antal tror ikke længere på, hvad politikerne siger eller lover. Der foregår en intens desillusionering overfor det politiske etablissement og politiske partier generelt. De partier, der bliver valgt og forråder folkets håb, ved at gennemføre nedskæringer imod deres valgløfter, finder hurtigt sig selv miskrediteret. Politiske ledere, som var meget populære, fordi de syntes at stå for forandring, ender med at blive hadet og foragtet, når de i sidste ende gentager fortidens miskrediterede politik. Hvad, der er sket med Tsipras, er et slående eksempel på dette.
Objektivt set er dette meget favorabelt for marxisterne. Den nuværende situation tilbyder store muligheder til de, der er parate til at gribe dem. Men langt større muligheder vil åbne sig i den kommende stormfulde periode. Dette er ikke en normal krise. Skarpe ændringer i bevidstheden ligger implicit i situationen. På et sådan tidspunkt er rutinisme – den slags mentale dovenskab der modvilligt klamrer sig til fortidens formler, fra fuldstændigt anderledes omstændigheder – fatalt for en revolutionær tendens. Vi må lære at forvente det uventede.
Pludselige og skarpe ændringer i den objektive situation kræver tilsvarende hurtige taktiske vindinger. Den Kommunistiske Tendens har annonceret, at den er gået med i det nye parti LAE. Under de nuværende forhold er det det eneste rigtige at gøre. Vi er overbeviste om, at den Kommunistiske Tendens vil fortsætte med at bygge sine styrker, vinde og uddanne nye kadrer som vil sætte den i stand til at vokse sammen med den græske revolution.
London 21. august, 2015.
Denne artikel blev bragt på IMT’s internationale hjemmeside marxist.com den 21. august 2015.
