Krigen i Irak – ødelæggelse, besættelse, modstand


Revolution



5 minutter

Under hele det amerikansk-engelske angreb på Irak er vi blevet udsat for en sand syndflod af propaganda. Men da angrebstropperne gik ind i Bagdad, og Saddam-regimets dage var ved at være talte, nåede løgnene nye højder. Oplysningerne om de enorme civile tab blev færre og færre, og i stedet fik vi billeder af glade irakere, der jublede over at være blevet “befriet”.

“Befrielsen”
Uden tvivl er de fleste irakere lykkelige over, at Saddams brutale styre er faldet sammen. Men at påstå, at et folk, der i mere end 10 år har været udsat for de mest umenneskelige sanktioner med op mod en million døde til følge, og som er blevet bombet og har fået deres land raseret, som har mistet venner og familie – at påstå, at de nu skulle juble og byde dem, som har været skyld i alle disse lidelser, velkommen, det er simpelthen absurd. Hvad vi har set af “jubelscener” på tv, er intet andet end amerikansk iscenesættelse. Tag et kig på de gamle optagelser af ægte folkelig jubel efter befrielsen fra nazisterne – der kan man se tusinder og atter tu-sinder af mennesker, der danser i gaderne, omfavner soldaterne og glæder sig. Det har intet at gøre med de optagelser, vi nu får vist af små grupper af irakere, der under nøje amerikansk overvågning gør, som der bliver sagt.

En anden del af den amerikanske iscenesættelse har været de omfattende plyndringer. I flere aviser (bl.a. Information, 19/4) har der været rapporter om, at plyndringerne i vidt omfang blev startet på direkte opfor-dring fra de amerikanske styrker, med det formål at skabe mest muligt kaos, som så skulle retfærdiggøre besættelsestroppernes fortsatte tilstedeværelse.

Krigens ofre
Al snakken om humanisme og at man ville undgå civile mål, er blevet afsløret som det, det var. Bagdads hospitaler var på sammenbruddets rand pga. de store antal civile sårede, og store dele af landet ligger smad-ret hen. Det er svært at få fat på tabstal, og det bliver ikke bedre af, at de tv-stationer og journalister, der har prøvet at rapportere ærligt fra krigen, “beklageligvis” alle sammen er blevet ramt af “vildfarne” amerikanske bomber og skud. Den virkelige verdens krig med blod, død og ødelæggelse stemmer dårligt over ens med billedet af de rene amerikanske befriere, der kun lader deres retfærdige vrede ramme de onde…

Besættelse
Krigen er ikke slut endnu. Det indledende angreb og erobringen af landet er gennemført, men nu ligger der en langvarig besættelse forude. Hvad det er der tæller for erobrerne, og hvad det var der lå bag angrebet, blev lynhurtigt klart. Det irakiske folks problemer blev der ikke tænkt på – der gik meget lang tid, før besættel-sesmagterne gjorde noget ved vand- og madforsyningen, som de selv havde smadret. Til gengæld var de utroligt hurtige til at sikre sig olieområderne og få dem op at køre igen. Det virkelige formål med krigen har aldrig været det irakiske folks ve og vel, at indføre demokrati eller det, der ligner. Det har hele tiden været et spørgsmål om at sikre den amerikanske kapitalismes kontrol med området, både militært og økonomisk.

Amerikanske firmaer har allerede fået lovning på fede kontrakter til genopbygningen af alt det, som deres egen hær har smadret. Det kan nemt blive en meget god forretning. Og her har USA endelig fundet noget at bruge FN til. Alle de andre lande kan gennem FN få lov til at betale for oprydningen – penge lige i lommen på de amerikanske firmaer.

“Masseødelæggelsesvåben”
Det afgørende påskud for angrebet var som bekendt, at man ville ind og fjerne alle Saddams såkaldte “mas-seødelæggelsesvåben”. Dem har man imidlertid ikke set noget til. For det første må man formode, at hvis den gale mand fra Bagdad virkelig havde alle disse våben, så ville han også have brugt dem, da hans styre var ved at falde – men det skete ikke. Og for det andet så har amerikanerne nu haft lang tid til at finde våbnene – efter eget udsagn havde de jo allerede beviser på, at de var der, så man må formode, at det skulle være en smal sag lige at finde dem frem. Men nej – intet er de kommet frem med. Og skulle de til sidst komme og sige, at nu har de endelig fundet noget, så vil det jo unægtelig være let at tro, at CIA vil have haft en finger med i spillet og har placeret våbnene selv. Hele “masseødelæggelsesvåben”-farcen var bare et dække for den virkelige hensigt med angrebet.

“Kujoner”?
Der var aldrig tvivl om udfaldet af denne krig. Den amerikanske imperialisme har verdenshistoriens største og mægtigste krigsmaskine, så det er absolut ikke noget under, at det er lykkedes dem at indtage Irak. Det, der er slående, er den hårde modstand, som de har mødt under hele krigen. En af de amerikanske militære ledere sagde på tv, at irakerne var “kujoner” – men er der nogen, der er kujoner, så er det dem, der gemmer sig bag den mest moderne højteknologi, som bomber uskyldige mennesker fra luften af, og som så oven i købet benægter, at de har gjort det.

Modstanden fortsætter
Men problemerne er kun lige begyndt for besættelsesmagterne. Modstanden mod besættelsen er voksende, og jo mere amerikanernes forsøg på at indsætte et “demokratisk” styre viser sig bare at være et nyt, ameri-kansk-sindet diktatur uden interesser for den almindelige befolkning, og jo flere ubehagelige eksempler der kommer på erobrernes undertrykkelse af det irakiske folk, jo større vil modstanden blive, og den direkte kamp vil kunne begynde igen.

Kapitalismens blindgyde
Imperialisternes jagt på udenlandske markeder, råstoffer og indflydelsesområder vil ikke stoppe med Irak. Knap var de gået ind i Bagdad, før de begyndte at tale om Syrien. Denne situation er et udtryk for den blind-gyde, som kapitalismen befinder sig i på verdensplan, og som tvinger de store kapitalistiske lande til at slås for hvert eneste marked som hunde, der kæmper om et kødben. I den nuværende epoke er krige uundgåelige, og de vil opstå med jævne mellemrum. At bede kapitalisterne om fred er ligesom at prøve at overtale en menneskeædende tiger om, at den skal spise græs. Den eneste måde, krigene kan forhindres på, er ved at afvæbne kapitalistklassen, og det kan kun ske med revolutionære midler. Modstanden mod krigene må laves til en massebevægelse mod imperialisme og kapitalisme, ellers er den dømt til magtesløshed.