Billede: Date20221127
Knap en måned efter Kinas Kommunistiske Partis (KKP) pompøse 20. partikongres er vreden i samfundets dyb boblet op til overfladen. I sidste uge var der på megafabrikken Foxconn i Zhengzhou, Henan, en voldelig konfrontation mellem arbejdere og politiet på grund af ledelsens svindel med arbejdernes løn, og hen over de sidste uger har der været rapporter om store og voldelige protester i mange større byer, der er rettet mod regimets drakoniske lockdown-politik. En politik som er blevet et omdrejningspunkt for udbredt utilfredshed. Som vi længe har forudsagt, så er den dybe krise i kinesisk kapitalisme begyndt at presse masserne til handling.
Flugten og derefter kampen i Foxconn
Arbejderne på Foxconn-fabrikken i Zhengzhou, Henan, var de første til at sætte foden ned. Megafabrikken står for en stor del af Foxconns globale produktion og producerer 70 procent af hele verdens iPhones. I forbindelse med den kæmpemæssige produktion huser megafabrikken over 130.000 arbejdere, som bor på stedet.
Fabrikken, som blev tildelt prisen “Arbejdernes avantgarde” af regimets al-kinesiske fagforeningsforbund i 2021, er i virkeligheden et brutalt udnyttelseshelvede for arbejderne. I slutningen af oktober var titusindvis af arbejdere allerede flygtet fra fabrikken til fods i frygt for, at fabrikken ville blive udsat for en brutal lockdown som følge af et udbrud af COVID-19, som ledelsen havde ladet bryde ud på grund af deres hensynsløse mangel på sikkerhedsforanstaltninger. Nu har arbejderne på fabrikken rejst sig mod et klart tilfælde af lønsvindel.
Arbejderne på Foxconn-fabrikken havde underskrevet kontrakter, hvori de var lovet en bonus på 3.000 RMB (2965,61 DKK) for 30 dages arbejde og yderligere
3.000 RMB for yderligere 30 dage. Men snart fandt mange ud af, at Foxconn havde ændret datoerne, så arbejderne først ville modtage deres første bonus efter 60 dages arbejde. Mange arbejdere blev rasende over ændringen, da de var ved at spare op til månenytår (den kinesiske nytårsfejring og festival, red.) i begyndelsen af 2023.
Den 22. november samledes rasende arbejdere for at demonstrere mod ledelsens svindel med lønnen. De blev mødt med vold fra fabrikkens sikkerhedspersonale, som de besvarede ved at kæmpe tilbage. Da fabrikkens eget sikkerhedspersonale hurtigt blev overvældet, sendte de lokale KKP-myndigheder politiet til fabrikken for at hjælpe til med nedkæmpelsen af opstanden.
Men arbejdernes protest var så stor og voldsom, at regeringen i Henan måtte mobilisere over 20 lastbiler med politifolk fra de nærliggende byer Luoyang, Kaifeng, Zhumadian og Xuchang.
På trods af dette bøjede arbejderne sig ikke overfor statens politi, som var bevæbnet med skjolde, tåregas og vandkanoner. Der var fortsat gadekampe i hele fabriksbyen, selvom der blev mobiliseret mere politi. Til sidst gav fabrikkens ledelse efter og lovede at give 10.000 RMB til enhver arbejder, der var villig til omgående at forlade stedet.
Nyheden om kampen spredte sig hurtigt på tværs af Kina. Foxconn-arbejdernes bevægelse viste, at det er muligt at kæmpe mod regimet og få indrømmelser. Det har inspireret et bredere lag af befolkningen til selv at gå åbent imod regimets drakoniske lockdown-politik. Alt dette afslører blot endnu en gang KKP-regimets virkelige ansigt som beskytter af den kinesiske kapitalisme på bekostning af arbejderklassen.
Opstand mod lockdowns
Oprindeligt var regimets strenge lockdown-regler bedre til at kontrollere spredningen af COVID-19-virussen, end tilfældet var i de vestlige lande. Men som vi tidligere har forklaret, så er det uholdbart at opretholde en “nul covid-politik” i et enkelt land. Kina kan ikke fuldstændig afskære sig fra resten af verden, og fremkomsten af mere smitsomme mutationer af virussen har gjort nye udbrud uundgåelige.
De kinesiske masser har måttet udstå hårde lockdowns, som har forstyrret hverdagen massivt og ført til tab af arbejdspladser. Regimet har forlænget sådanne foranstaltninger langt længere end andre lande. Nu har det forsøgt at ændre retning en smule, men regimets bureaukratiske karakter har betydet, at det kun forværrer massernes lidelser.
Efter Kommunistpartiets 20. kongres lempede regimet karantænereglerne for udenlandske besøgende fra syv til fem dage. Men styret fortsatte med at give ordrer til de lokale bureaukrater om, at de fortsat skulle håndhæve nul covid-politikken.
Og da antallet af tilfælde af COVID-19 begyndte at stige, efterhånden som rejserestriktionerne blev lempet, reagerede de lokale bureaukrater – efter diktater fra oven om at holde antallet af tilfælde nede på nul – med nye runder af stadig mere drakoniske og hektiske nedlukninger, hvilket skabte stadig større forstyrrelser i massernes liv. Bureaukratiet forventede, at masserne blot ville adlyde deres ordrer. De forstod ikke, at masserne tålmodighed var opbrugt.
Masserne har fået nok. I Urumqi, provinshovedstaden i Xinjiang, blev en brand i en boligblok med over 10 dødsofre (selv om mange har sagt, at det kan være op imod 44) en katalysator for et vredesudbrud. I kølvandet på branden har mange beskyldt statens lockdown-foranstaltninger for at have forårsaget alvorlige forsinkelser i redningsarbejdet, hvilket førte til mange unødvendige dødsfald.
Det var for meget for masserne, som hurtigt gik fra at beklage sig over tragedien på nettet til at gå på gaden i massevis. Som i mange tidligere masseoprør begyndte protesterne med nogle få personer, der løb en stor personlig risiko ved at opfordre til modstand. Efterhånden som flere mennesker sluttede sig til protesterne, blev den fælles forargelse samlet til en modig og beslutsom masse. Hundredvis og muligvis tusindvis af mennesker gik spontant på gaden, trodsede lockdown-foranstaltningerne og gik til rådhuset i protest.
En lavine af vrede rullede på internettet, og den var så udbredt, at selv det massive censurapparat, som regimet har til rådighed, ikke kunne stoppe den. Det lykkedes ikke regimet at dæmme op for den begyndende bevægelse. Overalt finder folk nu modet til at tilslutte sig. I løbet af få dage spredte spontane protester, der sørgede over ofrene for branden i Urumqi, sig til mange store byer i Kina. De fleste af demonstranterne har aldrig tidligere været involveret i politik eller nogen form for protest, og mange af dem live-streamer deres aktiviteter, hvilket gjorde det vanskeligt at censurere dem.
I mange af protesterne er det at holde et hvidt stykke papir i vejret blevet et prominent symbol: en itonisk stikpille mod regimet for at forbyde alle protestslogans, der er kopieret fra protesterne i Hong-kong i 2019.
Indtil videre er der rapporteret om protester i Nanjing, Chongqing, Chengdu, Shanghai, Guangzhou, Wuhan og Beijing, der spænder fra massemøder til nedrivning af lockdown-barrikader.
De unge har mobiliseret energisk. På nuværende tidspunkt har studerende afholdt masseprotester på 79 universiteter i 15 provinser, hvoraf 14 er i hovedstaden Beijing.
I Nanjing har der været store forsamlinger om natten af studerende, især ved Nanjing University School of Journalism. De studerende blev hørt synge den kinesiske nationalsang og Internationalen og har åbent trodset lockdown-restriktionerne. Forsamlingerne var så store, at skolens rektor kom ud i et forsøg på at overbevise de studerende om at gå hjem. Han gik så langt som til at love, at hvis de studerende forlod stedet, ville hele affæren blive behandlet, som om intet var sket. Eleverne vidste udmærket godt, at det var er en åbenlys løgn, og de gik ikke hjem.
Der er blevet rapporteret om lignende forsamlinger på campus i Beijing. På Tsinghua University var der angiveligt op mod 1.000 studerende, der protesterede i dagtimerne.
Uden for universiteterne gik almindelige borgere også på gaden med råb som: »Vi vil ikke have PCR-tests, vi vil have mad. Vi vil ikke have lockdowns, vi vil have frihed.«
Denne parole blev oprindeligt rejst af en enlig demonstrant, som hængte et stort banner op i Beijing forud for KKP’s 20. partikongres. Selv om han hurtigt blev arresteret, gav hans paroletydeligvis genlyd hos mange. I løbet af dagen samledes demonstranterne enten ved Sitong-broen, hvor banneret var blevet hængt op for et par uger siden, eller de mødtes ved Liangma-floden. Natten igennem kunne man høre Internationalen blive sunget.
I Shanghai samledes demonstranter omkring en vej ved navn Urumqi Road, men blev derefter jaget væk eller arresteret af politiet. Flere mennesker samledes derefter på samme sted den næste dag.
Situationen udvikler sig hurtigt, men med hensyn til skala og omfang er den nuværende kamp allerede ved at gå over i historien som den ftørste i de seneste 30 år.
Oprør i luften
Politiets tilstedeværelse i Shanghai. Billede: fri afbenyttelse
Marxister støtter helhjertet op om massernes kamp mod de drakoniske nedlukninger, som KKP har indført, og som i sidste ende fører en politik, der har til formål at opretholde sin egen magt. Xi Jinping har satset sin egen politiske position på succesen med den strenge lockdown-politik. Han har brug for at blive set som den magtfulde mand på toppen, der kan beskytte det kinesiske folk, da det vil give ham den autoritet, han har brug for til at håndtere den kommende økonomiske og sociale storm.
Regimet står også overfor det problem, at dets Sinovac-vaccine ikke er lige så effektiv som de vestlige vacciner. Dette skyldes i høj grad Vestens teknologiske protektionisme, der tilbageholder mRNA-teknologi. Men regimet har selv af prestigehensyn nægtet at købe de mere effektive vacciner fra vestlige medicinalfirmaer.
Men regimets autoritet og prestige er nu ved at bryde sammen. Folk er blevet drevet til bristepunktet, men COVID-19 er ikke blevet udryddet. Mens de store virksomheder har fået store skattelettelser og fordele, så har mange almindelige mennesker ikke adgang til kød, og under nedlukningerne er det til tider svært at bestille mad af enhver art.
Selvom Kina bliver ved med at kalde sig selv et “kommunistisk” regime, er der intet kommunistisk over Kina. Der er ingen demokratisk arbejderkontrol på arbejdspladserne eller i samfundet generelt. Denne mangel på demokratisk kontrol nedefra har ført til alle de uoverensstemmelser, sjusk og lidelser, som bureaukratiet har pålagt masserne.
Hvis der var et ægte arbejderdemokrati i Kina, ville udfordringen med at bekæmpe pandemien have betydet, at masserne selv havde været involveret i udformningen af de nødvendige foranstaltninger til at minimere infektioner, vaccinere befolkningen, beskytte folks job og indkomst og garantere adgangen til basale fornødenheder. Almindelige mennesker ville have været fuldt informeret og involveret i en kollektiv indsats for at beskytte folkesundheden i stedet for at få pålagt tilfældige og besværlige foranstaltninger fra toppen.
Stol ikke på de liberale!
Vi bliver desuden nødt til at give en advarsel til dem, der er involveret i bevægelsen. Selvom der i øjeblikket ikke er mange tegn på, at de borgerlig-liberale forsøger at gribe ind i protesterne, bør man absolut afvise enhver, der appellerer til Vesten for hjælp. Dette var den fatale fejl, der førte protestbevægelsen i Hong- kong i 2019 til nederlag. Det er sandsynligt, at vestlige regeringer vil erklære deres “solidaritet” til protesterne for “demokrati”, men sådanne erklæringer skal afvises med foragt. Vestlig imperialisme er ikke en ven af de kinesiske arbejdere og unge. Den ønsker kun at svække Kina – den største rival til amerikansk kapitalisme på verdensscenen – for at fremme sine egne politiske interesser.
Vi bør heller ikke have nogen illusioner til det nuværende pro-kapitalistiske system ledt af KKP. Regimet kan blive tvunget til at give nogle indrømmelser, men det ville kun være for at demobilisere demonstranterne. På et senere tidspunkt, når bevægelsen aftager, vil de slå hårdt ned på alle, der er involveret i organiseringen. Tanken om, at en form for reform i retning af ægte socialisme er mulig under dette regime, bør også afvises.
Foreløbig fremfører størstedelen af protesterne paroler, der fokuserer på at afslutte den strenge lockdown-politik eller blot at gøre nedlukningerne “mere humane”. Opfordringer til, at Xi Jinping og kommunistpartiet skal gå af, eller borgerlig-liberale krav som presse- og ytringsfrihed, er i mindretal. Hvis regimet forsøger at nedkæmpe protesterne ved hjælp af repression, vil det være en skarp lærestreg for en ny generation af arbejdere og unge.
Men både undertrykkelse og indrømmelser indebærer en fare for regimet. Indrømmelser vil opildne masserne og vise, at regimet ikke er så almægtigt, som det giver sig selv ud for at være. Undertrykkelse indebærer også en fare for at puste yderligere til massernes vrede og forargelse.
Uanset hvordan tingene udvikler sig, vil denne erfaring være med til at få de mest avancerede lag til at drage den konklusion, at simple borgerlig-demokratiske reformer ikke på nogen måde vil løse de problemer, de står overfor. Den eneste vej frem er en revolutionær omvæltning af det kapitalistiske KKP-regime efterfulgt af etableringen af et ægte socialistisk arbejderdemokrati.
Bevægelsen kan ikke bare regne med, at regimet indrømmer sit nederlag. Xi Jinping-regimet har koncentreret magten hos manden på toppen, og de vil helst holde det sådan. På et tidspunkt vil der komme repressalier fra regimets side. Der er faktisk allerede rapporter om, at nogle Zhengzhou-arbejdere er blevet arresteret i deres hjem, efter at de accepterede tilbuddet om forlade Foxconn fabrikken til gengæld for et 10.000 RMBtillæg.
Protestbevægelsen har imidlertid løftet sløret for den dybereliggende vrede, der findes blandt arbejdere og unge i Kina. I betragtning af regimets karakter med sine stærke tvangs- og undertrykkelsesmidler, sin massive censur og kontrol over kommunikationsmidler, kan man let få et billede af et stabilt samfund og regime i Kina… Det vil sige, indtil alt eksploderer nedefra. Så kommer den virkelige ustabilitet til syne, og potentialet for en social revolution bliver helt klar for millioner af mennesker. En proces med klassedifferentiering finder sted, som skyldes den sociale polarisering, der er skabt af årtiers kapitalistisk udvikling.
Så længe overgangen til kapitalisme så ud til at fungere – ved at skabe arbejdspladser, udvikle samfundet, skabe et stærkt produktionsapparat på trods af alle ulighederne – kunne masserne føle, at tingene blev bedre, at i dag er bedre end i går, og at i morgen vil være bedre end i dag. Men det har nu nået sine grænser.
Tiden med tocifret BNP-vækst er forbi. Alle kapitalismens modsætninger tvinger nu masserne ud i klassekamp. Men de seneste 40 års transformation og udvikling af kinesisk kapitalisme har frembragt det største proletariat i verden, som nu tælles i hundredvis af millioner. Denne kraft er begyndt at bevæge sig. Bureaukratiet har sammen med de kinesiske og udenlandske kapitalister god grund til at være bekymrede over de seneste begivenheder.
