Da de russiske kampvogne i 2008 rullede ind i Georgien som modsvar på den georgiske hærs bombardement af den sydossetiske hovedby Tskhinvali, rettede det endnu en gang verdens opmærksomhed mod Kaukasus. Det er et hjørne af verden, hvor enorme problemer tårner sig op, og som truer med igen at eksplodere i nye, blodige udbrud og krige.
Samtidig er det en region, der blandt de, der kender den, er berømt for sin maleriske skønhed, dejlige vin og imødekommende befolkning. Da den store amerikanske forfatter i var på rejse i Rusland, hørte han om Georgiens velsignelser længe inden han satte sine fødder i landet. ”Hvor end vi havde været i Rusland, i Moskva, i Ukraine, i Stalingrad, sprang Georgiens magiske navn konstant frem … De talte om landet i Kaukasus og omkring det Sorte Hav som en slags anden himmel.”
En sammensat region
Kaukasus’ befolkningssammensætning og historie er dybt præget af beliggenheden. Rusland i nord, Tyrkiet i vest, Iran i syd. Mod øst ligger det Kaspiske hav med sin strategiske betydning indenfor olie- og gasforsyning. I de tre kaukasiske lande syd for Rusland bor der naturligvis georgiere, aserbajdsjanere og armeniere. Men der bor også ossetiere, abkhasere, tyrkere, kurdere, tatarer, udinere, iranere og andre folkeslag.
Den engelske journalist Thomas de Waal har skrevet en ny bog om det sydlige Kaukasus – altså Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Det er en letlæst introduktion til en kompleks og strategisk beliggende region. På trods af, at han ikke sympatiserer med bolsjevikkerne, er det tydeligt ud fra fakta, at revolutionen i Kaukasus i kølvandet på den russiske revolution gav store fremskridt. Disse fremskridt blev senere smadret i to omgange: først smadrede det stalinistiske bureaukrati de politiske frihedsrettigheder og den nationale selvbestemmelsesret. Senere blev Kaukasus’ økonomi og samfund lagt i ruiner, da Sovjetunionen i 1991 blev opløst, planøkonomien afskaffet og kapitalismen genindført i nye ”uafhængige” republikker.
Revolution i Armenien og Aserbajdsjan
Inden 1917 havde de kaukasiske lande været en del af tsarens imperium i Rusland. Da imperiet kollapsede under revolutionerne i marts og november 1917, erklærede Armenien, Aserbajdsjan og Georgien sig for uafhængige. Det skete først som en samlet stat – den Transkaukasiske Føderation. Men føderationen var uholdbar på grund af enorme indre modsætninger. Der gik blot en måned førend føderationen brød sammen på grund af Aserbajdsjans støtte til tyrkernes intervention i Armenien.
Der fulgte en urolig periode. For første gang nogensinde var de tre kaukasus-stater uafhængige af både Rusland og Tyrkiet. Men med de svage borgerlige klasser i de tre lande, underkastet verdensmarkedets dominans, var det umuligt at bevæge sig fremad. Landene opsatte hver især deres egen valuta og egne toldbarrierer. Det kom hurtigt til militære fjendtligheder, især mellem Armenien og Aserbajdsjan.
Det var en voldsom periode med revolution og kontrarevolution, der fandt sin afslutning i et nederlag til imperialisterne og en sejr til bolsjevikkerne. Armenien, Aserbajdsjan og Georgien blev til sovjetrepublikker og siden optaget som medlemmer af Sovjetunionen.
 |
Den særlige historie i de tre lande påvirkede holdningen til revolutionen på forskellig vis. For den armenske befolkning var Sovjetunionen en garant og beskytter imod Tyrkiet, der få år forinden havde massakreret omkring halvanden million armeniere i et gigantisk blodbad og folkemord. Dette ”armeniernes holocaust” er stadig et nationalt traume for armenierne. Forskere finder stadig i dag nye massegrave fra den etniske udrensning i det østlige Anatolien.
Aserbajdsjan havde inden revolutionen haft en turbulent tilværelse, hvor arbejderne i en periode (marts-juli 1918) havde magten i Baku, men blev nedkæmpet af en alliance mellem armenske nationalister, mensjevikker og højre-Socialrevolutionære. Den borgerlige nationalistiske regering, der nød støtte fra britisk imperialisme, kollapsede som et korthus, da den Røde Hær gik ind i Baku den 27. april 1920, og arbejderne gjorde opstand imod det gamle regime under ledelse af Musavat. Det meste af Musavat-regimets hær var på operation i bjergene i Karabakh-regionen for at slås mod armenske partisaner, og soldaterne gad ikke at kæmpe for det rådne regime. Det nye Sovjet-Aserbajdsjan blev en realitet næsten uden blodsudgydelse, fordi kontrarevolutionen ganske enkelt ikke havde kræfter til at gøre modstand.
Mensjevik-styre i Georgien
I Georgien udråbte mensjevikkerne en borgerlig, parlamentarisk republik efter sammenbruddet i den Transkaukasiske Føderation. De brugte deres flertal i sovjetterne til at bibeholde kapitalismen, og de forbød det bolsjevikiske parti. Bolsjevikkernes regering i Rusland anerkendte den borgerlige republik i Georgien i 1920
Mensjevikkernes regime var baseret på den mest brutale georgiske national-chauvanisme. Alle andre sprog end georgisk var forbudt under mensjevikkernes styre. De nationale mindretal blev behandlet som undermennesker. For disse mindretal var bolsjevikkernes invasion en befrielse. Deres sprog blev omgående tilladt, da bolsjevikkerne tog magten. Abkhasien og Sydossetien fik status som selvstyrende republikker i Georgien. Den nationale undertrykkelse vendte imidlertid tilbage under Stalins styre i 1930’erne, hvor al undervisning på abkhasisk og ossetisk atter blev forbudt.
 |
I 1918-20 var der tre opstande i Sydossetien, som bolsjevikkerne stod i spidsen for. De erklærede deres solidaritet med revolutionen i Rusland, og udråbte sovjetrepublikken Sydossetien i maj 1920. Den georgiske menskjevik-regering erklærede, at de ville knuse sovjetrepublikken og sagde endda, at ”der findes ikke noget i Georgien, der hedder Sydossetien”. Den mensjevikiske folkegardes leder Valiko Jugeli betegnede den ossetiske befolkning som ”vore værste og mest uforsonlige fjender”, og han stillede sig i spidsen for et georgisk felttog imod Sydossetien. Mensjevik-gardisterne dræbte ifølge sydossetiske kilder 4800 mennesker, brændte 50 landsbyer ned til grunden og tvang 20.000 på flugt over bjergene.
Invasionen af Georgien
Georgien udgjorde et vigtigt brohoved for imperialistisk indflydelse i regionen. Den britiske imperialismes strateger så Georgien som udgangspunkt for militær aggression imod Sovjet-Rusland. Den georgiske regering samarbejdede med den engelske regering om planer om et militært angreb. Dette var den virkelige baggrund for den efterfølgende udvikling, hvor den Røde Hær indtog Georgien. Trotskij skrev i 1939:
”Sovjetrepublikken sovjetiserede med tvang i 1921 Georgien, der udgjorde en åben port for imperialistisk angreb i Kaukasus. Ud fra principperne om den nationale selvbestemmelses synspunkt kunne der siges en hel del imod sådan en sovjetisering. Fra et synspunkt om at udvide den socialistiske revolutions arena var militær invasion i et bondeland en tvivlsom gerning. Fra et udgangspunkt om selvforsvar for arbejderstaten, omringet af fjender, var tvangsmæssig sovjetisering retfærdiggjort. Forsvaret for den socialistiske revolution kommer før formelle demokratiske principper.” (Status over de finske begivenheder.)
Den Røde Hær ankom til Tiflis (Tbilisi) 25. februar 1921, og den blev især budt velkommen af de nationale mindretal i Georgien. Abkhasere, armeniere og sydossetiere var blevet voldsomt undertrykt af den nationalistiske mensjevik-regering. Thomas de Waal skriver:
”De [mensjevik-reeringen, FO] førte brutale felttog for at inkorporere Abkhasien og Sydossetien i deres nye stat, og de såede spændinger i Ajarien, hvor den muslimske befolkning modsatte sig, at undervisningen i skolerne skulle ske på det georgiske sprog. I 1920 dræbte den mensjevikiske Folkegarde tusindvis af ossetiere i et brutalt svar på det, de anså for at være en pro-bolsjevikisk opstand. Den britiske journalist C. E. Bechhofer skrev misbilligende: ’Jeg er ked af at måtte sige, at den georgiske regerings generalieblad i de seneste to år er blevet skæmmet af næsten hver eneste fejl, en stat kan begå. Chauvanismen er løbet løbsk.’”
 |
Ajarerne (indbyggerne i Ajarien, et subtropisk område på den georgiske sortehavskyst tæt på Tyrkiet) afholdt i juni 1918 en folkeafstemning, hvori de stemte for at blive en del af Tyrkiet snarere end at vedblive i Georgien. Men den mensjevikiske regering (der i 1921 pludselig fik travlt med at tale om nationernes selvbestemmelsesret, men af helt andre grunde) erklærede folkeafstemningen for ugyldig. Da bolsjevikkerne tog magten i Georgien fik Ajarien status som selvstyrende republik.
Betingelserne for den mensjevikiske kapitulation var meget skånsomme. Mensjevikker blev tilbudt amnesti, og mange blev optaget i det nye arbejderstyre. Mensjevikiske tropper fik fortsat løn og fik lov at beholde deres uniformer. Den mensjevikiske regering sejlede i eksil om bord på et skib fra det fascistiske Italien. Mange af de ledende mensjevikker ”udmærkede” sig senere ved at støtte nazisterne under Anden Verdenskrig.
Lenin var i 1921 ekstremt bekymret over situationen i Georgien. Han ville for alt i verden undgå, at den militært set uundgåelige og nødvendige aktion skulle blive anset som en russisk anneksion af Georgien. Han var klar over, at mange georgiere instinktivt ville se sovjetstaten som identisk med tsar-tidens undertrykkere. Han skrev det ene brev efter det andet til Sergo Orjonikidze, der var leder af det georgiske bolsjevikparti, hvori han rådede ham til at føre en politik med indrømmelser til den georgiske intelligentsia og småborgerskabet. Lenin rådede ligeledes til en koalition med mensjevikkernes venstrefløj. Den 10. marts sendte han et telegram, hvori han forklarede, at det var nødvendigt at ”udvise respekt for de højeste georgiske institutioner, at udvise opmærksomhed, varsomhed og respekt over for den georgiske befolkning.” Det skulle vise sig, at Lenin havde al grund til at være bekymret. Stalin og Orjonikidze gjorde det stik modsatte af, hvad Lenin havde sagt.
Stalin og Georgien
Hvor invasionen af Georgien havde været en nødvendighed til militært at forsvare Sovjet-Rusland, var de efterfølgende overgreb på Georgiens nationale selvbestemmelse og interne demokrati ikke dikteret af hensyn til revolutionen, men hensyn til det fremvoksende bureaukrati. Stalin, bureaukratiets fremmeste repræsentant, stod, sammen med sine håndlangere Dzerzhinskij og Orjonikidze, i 1922 i spidsen for et statskup i Georgien.
 |
Indtil 1922 eksisterede forløberen for Sovjetunionen i form af den Russiske Socialistisk Føderale Sovjetrepublik, der havde bilaterale traktater med republikkerne Hviderusland, Ukraine, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. I 1922 var Stalin som folkekommissær for nationalitetsspørgsmål ansvarlig for at normalisere forholdene mellem republikkerne. Stalins fremgangsmåde var at knuse al opposition i stedet for at imødekomme de bekymringer, som de georgiske bolsjevikker havde angående den nationale selvbestemmelse i den nye konstruktion.
Den georgiske bolsjevismes kadrer blev udrenset, og partilederne blev nægtet adgang til Lenin, som blev fodret med en strøm af løgne af Stalin. da han til sidst fandt ud af, hvad der var ved at ske, blev lenin rasende. Fra sin sygeseng i slutningen af 1922 dikterede han en række notater til sin stenograf om det ”berygtede spørgsmål om selvstyre, som det ser ud til, officielt stiller spørgsmålstegn ved Sammenslutningen af Socialistiske Sovjet-republikker (USSR)”. Lenins notater er et slående anklageskrift imod Stalins og hans klikes bureaukratiske og chauvinistiske arrogance. Lenin behandlede ikke denne begivenhed som et tilfældigt fænomen, men som et udtryk for sovjetbureaukratiets rådne, reaktionære nationalisme.
Lenin skrev hemmeligt til de georgiske bolsjevik-leninister, blandt andre Budu Mdivani og Makharadze. Han sendte kopier til Trotskij og Kamenev, og han tog georgiernes sag mod Stalin op ”med hele mit hjerte”. Da han på grund af sygdom var ude af stand til selv at tage sig af sagen, skrev han til Trotskij, og bad ham om at forsvare georgierne i Centralkomitéen.
Stalin, der selv var georgier, agerede i sin egenskab af bureaukratiets leder, som en storrussisk chauvinist over for Georgien. Det giver mindelser om Napoleon, der var fra Korsika, men blev repræsentant for det franske imperium. Eller Hitler, en østriger, der blev den tyske nationalismes mest aggressive fortaler. Den nationale undertrykkelse af Georgien tog for alvor fart efter Lenins sygdom og død, og forsvaret for nationernes selvbestemmelsesret var et af de vigtigste punkter i Trotskij og Venstreoppositionens kamp imod stalinismen og for en tilbagevenden til Lenins politik.
I 1924 førte den nationale undertrykkelse til en opstand i det vestlige Georgien, og Stalins svar var et brutalt forvarsel om, hvad der ventede fremover under stalinismen: op til 4000 georgiere blev dræbt, og endnu flere blev sendt i eksil til det nordlige Rusland.
Stalinistisk terror
Georgien, Armenien og Aserbajdsjan gik ikke fri af den stalinistiske terror i 1930’erne og frem. De første ofre var de revolutionære bolsjevikker. Især de georgiske bolsjevikker fyldte op i Stalins koncentrationslejre. Thomas de Waal bemærker: ”Der var formentlig flere georgiske mensjevikker end bolsjevikker, der døde i sengen.” Stalin havde brug for fysisk at likvidere alle rester af Lenins parti for at konsolidere sit bureaukratiske rædselsregime. I denne henseende var mensjevikkerne ingen hindring.
 |
I 1932 udnævnte Stalin sin hensynsløse medhjælper Lavrenti Beria, der indtil da havde været politichef i Georgien, til transkaukasisk partisekretær. Denne undermåler havde alle de egenskaber, som Stalin kunne benytte sig af. Han var en outsider, der kom fra en bondefamilie i Abkhasien og skyldte al sin fremgang til Stalin personligt. Desuden var han en notorisk sadist, der blev kendt for at bortføre og voldtage teenagepiger. Han sørgede for, at alle de gamle bolsjevikker blev fjernet fra deres poster, fængslet, sendt i eksil eller likvideret.
Massedeportationer
I perioden 1938-49 blev hele befolkningsgrupper fordrevet af Stalin. Begrundelsen var, at de havde samarbejdet med nazisterne eller andre fjendtlige magter. Kollektiv afstraffelse var det normale. Næsten alle befolkningsgrupper, der hører til den tyrkiske familie, blev deporteret til Kasakhstan eller Sibirien: Krim-tatarerne, balkarer, kalmykker fra det Kaspiske hav, Meskheti-tyrkerne i Georgien og andre blev landsforvist. I marts 1944 blev alle tjetjenere og ingusetiere deporteret. Af andre kaukasiske folkeslag, der blev deporteret kan nævnes kurdere og armenske hemshiner.
 |
Abkhasien var hjemsted for de pontiske grækere, en befolkningsgruppe, der taler en afart af græsk, og som historisk har boet i Pontus-regionen ved Sortehavet. Efter Lausanne-traktaten fra 1923 mellem Grækenland og Tyrkiet, hvor landene besluttede at udveksle næsten hele deres kristne og muslimske befolkningsgrupper, blev de pontiske grækere fordrevet fra Pontus-regionen, og mange flygtede til Sovjetunionen, hvor de fandt tryghed. De slog sig ned i Abkhasien, hvor mange gav sig til at dyrke tobak eller blive købmænd.
I begyndelsen af 1930’erne boede der omkring 250.000 ”grækere” i USSR’s Sortehavsregion. I Abkhasien fik de lov at undervise på deres eget sprog og udgive deres egne aviser, blandt andet Kokkinos Kapnas (Den røde tobaksdyrker). Men senere i 1930’erne stemplede Stalin dem som ”statsløse kosmopolitter”, der var forbundet til Grækenland, en fjendtlig magt. Først blev de græske skoler og aviser lukket, dernæst blev titusindvis deporteret til Kasakhstan.
I juni 1949 blev de pontiske grækere deporteret. I løbet af fem dage blev 27.000, heraf 10.000 børn, sendt fra Abkhasiens sol til Kasakhstans stepper. I det multietniske Abkhasien forsøgte mange ikke-græske samlevere at komme i eksil sammen med deres mand eller kone; andre slap for deportation på grund af deres blandede familie. Abkhasiens fremmeste ”græker”-historiker, Nikolai Ioannidi, undgik deportation som barn, fordi han havde en tysk mor. Han har senere undersøgt arkiverne og forsøgt at finde en eneste forræder eller spion – men han har ingen fundet. I 1956 blev grækerne rehabiliteret under Krustjov, men kun en tredjedel vendte tilbage til Abkhasien. I 1980’erne emigrerede mange til Grækenland, og under borgerkrigen i 1993 flygtede de sidste ”grækere” fra Kaukasus.
Undertrykkelse af kultur
Stalinismens syn på kunst og kultur er uløseligt forbundet til den måde, hvorpå en totalitær stat fungerer. Det gælder for stalinisme såvel som fascisme, selv om det sociale grundlag for de to systemer er fuldstændig anderledes. Et styre med nationaliseret og planlagt økonomi er at foretrække frem for bankerne og storkapitalens herredømme, men i deres behandling af kulturlivet er der stærke lighedstegn mellem stalinisme og fascisme. Det skyldes, at en totalitær stat ikke kan tolerere, at der er nogle aspekter af det offentlige liv, den ikke kontrollerer. Hitler forbød for eksempel ikke blot arbejdernes partier og fagforeninger, men selv arbejdernes skakklubber.
 |
Beria udslettede stort set Kaukasus’ kulturelle intelligentsia. Den georgiske digter Paolo Iashvili begik offentligt selvmord. Digteren Titsian Tabidze blev dræbt sammen med den populære forfatter Mikheil Javakhishvili og dirigenten Evgeni Mikeladze. Den abkhasiske dramatiker Samson Chanba blev dræbt. De armenske forfattere Axel Bakunts og Yeghishe Charrents blev ligeledes myrdet. I Aserbajdsjan blev digteren Hussein Javid forvist til Sibirien, hvor han døde i 1941.
Historieforfalskning
Stalin ønskede at forfalske historien, så hans egen rolle i revolutionen i 1917 – der var meget lille – blev forstørret og blæst op. Selv skrupelløse bureaukrater som Orjonokidze kunne ikke tage fortællingen om Stalin som den ”store leder og lærer” alvorligt. For denne forbrydelse blev Orjonokidze enten myrdet eller drevet til selvmord. Stalin ønskede ingen vidner, der kunne fortælle den virkelige historie. Beria var mere behjælpelig og udgav i 1935 bogen Om de bolsjevikiske organisationers historie i Transkaukasus. I bogen gjorde han Stalin til leder af alle bolsjevikiske operationer i Kaukasus inden 1917. Beria brugte to hele dage på at læse sin historieforfalskning højt for flere tusinde partimedlemmer i Tbilisi.
Fremgang med planøkonomi
På trods af stalinismens brutale karakter og nationale undertrykkelse, betød afskaffelsen af de feudal-kapitalistiske ejendomsforhold og indførslen af planøkonomi, at republikkerne og deres befolkninger sprang ind i den moderne tidsalder med syvmileskridt. I løbet af de første ti års sovjetstyre i Georgien lærte en halv million tidligere analfabeter at læse og skrive. I 1940 blev analfabetismen officielt udryddet i Armenien for første gang nogensinde. Det var en historisk bedrift.
Armenien, hjemland for en befolkning der var truet af total udslettelse under 20 år forinden, gik fremad med raske skridt. Arthur Koestler beskrev sit besøg i hovedstaden Jerevan i 1932:
 |
”Jo mere jeg så af Erivan, desto mere mindede den mig om Tel Aviv. Entusiasmen, forvirringen, fejlene og den dårlige smag, der fulgte bygnings-feberen, var alle rørende og bekendte. Også her fortrængte de gråbrune, tarvelige, grimme, funktionelle bygninger den charmerende, farverige og beskidte orient. Også Erivan var en uformel og kaotisk pionér-by, de ufærdige gader, halvfærdige bygninger, en labyrint af kabler og rør. Der var endnu så få telefoner, at man foretog opkald ved at bede omstillingen om modtagerens navn og ikke nummer. Velkendt var frem for alt den rene Babel af sprog, for en anseelig del af befolkningen var flygtninge og indvandrere fra Tyrkiet, Armenien, Europa og Amerika.” (Citeret i The Caucasus side 79-80, min oversættelse.)
De enorme fremskridt indenfor økonomi og levestandard, som planøkonomien gjorde muligt, er en kendsgerning, som alle seriøse kommentatorer er nødt til at anerkende, uanset politisk observans. Forbruget pr. indbygger i Sovjetunionen steg med 66 procent mellem 1950 og 1958 og nåede dermed det tredobbelte niveau i forhold til 1944.
Planøkonomien forvandlede Kaukasus og resten af Sovjetrepublikkerne fra tilbagestående, halvfeudale, barbariske lande til moderne industrinationer med et højt niveau af velstand. Det er en enestående bedrift, som kapitalismen aldrig kunne gennemføre. Ud af en månedsløn på 200 rubler skulle en arbejder blot betale 10 rubler i husleje (inklusiv vand, varme og gratis telefon til lokale opkald). Der var fuldstændig gratis uddannelse uden brugerbetaling, et gratis sundhedsvæsen, ingen arbejdsløshed og en måneds betalt ferie til feriesteder, som fagforeningerne drev. Storbyerne havde et af verdens bedste og billigste offentlige transportsystemer. Man kunne komme så langt man ville i byerne for fem kopek. Prisstigninger var et stort set ukendt fænomen.
Kaukasus blev som en del af Sovjetunionen gjort til en moderne, civiliseret region med en høj standard indenfor uddannelse, kultur, forskning og produktion. Det er en bedrift, som folk i Kaukasus (ligesom i resten af det tidligere USSR) husker og ser tilbage på med længsel i forhold til den række af katastrofer, som kapitalismen har ført med sig.
Dette er ikke stedet til at analysere, hvorfor Sovjetunionen kollapsede. Det har vi gjort i andre artikler. Her må det være tilstrækkeligt at sige, at bureaukratiet gik fra at være en relativ forhindring for en udvikling af samfundets økonomi til at blive en absolut forhindring. Desto mere kompliceret, økonomien blev (med udvikling af ny teknologi og nye industrigrene) kom bureaukratiets behov for konstant kontrol mere og mere i konflikt med produktionens behov for fri udvikling. En politisk revolution og indførsel af arbejderdemokrati og demokratisk kontrol med økonomien havde løst dette problem og banet vejen for enorme fremskridt. Det skete ikke, og derfor endte systemet med økonomisk stagnation og et frygteligt kollaps.
Kollaps og mafia-kapitalisme
Den urbane livsstil, afskaffelsen af analfabetisme og en stærk sekularisme er alt sammen noget, som Kaukasus skylder Sovjetunionen, eller rettere den planlagte økonomi. Derfor var det en overmådelig katastrofe, der indtraf, da Sovjetunionen kollapsede i 1991. Bureaukratiet kollapsede under sin egen vægt, og i faldet blev alle de fremskridt, som planøkonomien (den eneste rest, der var tilbage fra revolutionen) havde skabt, smadret.
De kaukasiske sovjetrepublikker var dybt afhængige af handelen med de øvrige republikker i USSR, især Rusland. I 1988 foregik 93-98 procent af deres handel med andre sovjetrepublikker. Derfor førte det til et frygteligt kollaps, da grænserne og jernbanerne begyndte at lukke i perioden efter 1989.
De kaukasiske republikker var blandt de tidligere sovjet- og østbloklande, hvor det økonomiske kollaps var allerstørst. I 1996 var den økonomiske aktivitet (BNP) i Armenien kun 40 procent af, hvad den havde været i 1989. For Aserbajdsjans vedkommende var tallet 36 procent, og for Georgien blot 20 procent. Det er en uhørt katastrofe, der svarer til et grufuldt militært nederlag. For Kaukasus’ folk betød indførelsen af ”fri markedsøkonomi” et dramatisk fald i levestandarden, udbredt fattigdom, krig, sult og elendighed.
Litteratur:
Thomas de Waal: The Caucasus – An Introduction. Oxford University Press. 272 sider. 12,99 pund.
Ted Grant: Russia – from Revolution to Counter-revolution. WellRed. 585 sider.
