Global opvarmning, overbefolkning, atomenergi, forurening, miljømæssige problemer er altid i nyhederne. Der findes endda et parti [i England, red.], Det Grønne parti, som hævder, at de sætter miljøet først. Det Grønne Parti hævder at være hverken højre- eller venstreorienteret, som de siger, sætter miljøproblemerne sig ud over de traditionelle problemer som klasser og skellet mellem rig og fattig, der karakteriserer traditionelle politiske diskussioner og splittelser. Det er noget sludder. Miljøproblemer er af vital vigtighed for alle der bor på jorden. Men miljøproblemer, og den potentielle miljøkatastrofe som vi står ansigt til ansigt med, er frembragt af det kapitalistiske system.

Enhver, der har læst en redegørelse om problemet med globalopvarmning, vil på foranledning af denne kunne erkende, at det igennem ligegyldighed er muligt at udrydde alt menneskeligt liv på jorden. Men vent lige et øjeblik, kapitalisterne lever da også her på jorden. Er det i deres interesse, at alt menneskeligt liv, herunder dem selv, ikke bare deres profitter, men også selve deres eksistens, skulle blive udslettet? Nej, selvfølgelig er det ikke i deres interesse. Hvad der sker under kapitalismen, er ikke blot en afspejling af den enkelte kapitalists interesser. Begivenhederne følger systemets logik. Sådan her forklarer marxister miljøets nedbrydning:

“De enkelte kapitalister, som behersker produktion og omsætning, kan kun bekymre sig om den mest umiddelbare nyttevirkning af deres handlinger… De spanske plantere på Cuba, som nedbrændte skovene på skråningerne og med asken fik gødning nok til én generations højst rentable kaffetræer – hvad vedkom det dem, at de tropiske regnskyl bagefter skyllede det nu ubeskyttede jordlag ned, så kun den nøgne klippe blev tilbage? Under den nuværende produktionsmåde kommer fornemmelig kun det første, håndgribelige resultat i betragtning, når det gælder naturen og også samfundet; og så undrer man sig endda over, at de fjernere eftervirkninger efter de herpå indstillede handlinger er af ganske anden, i regelen ganske modsat karakter; at harmonien mellem tilbud og efterspørgsel slår over i sin polære modsætning.

“Vi ved, at de græske øer havde en langt større befolkning i oldtiden, end de har nu. Vi ved, at de engang var dækket af træer som forhindrede erosion (nedbrydning af jorden), vi har set hvordan geder forhindrede genskabelsen af skovene i Grækenland” (Engels: Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske). De mennesker som fældede træerne, og indsatte græssende dyr, var ikke dumme. De fældede træerne og lavede skibe eller brændte bare skoven for at rydde jorden. De introducerede geder, fordi det var nemmere at få udbytte af den magre jord end at plove. Kortsigtet “rationelle” beslutninger producerede miljøkatastrofer i det lange løb.

Vi kan se, at nedbrydningen af miljøet ikke kun er begrænset til kapitalismen. I et brev til Engels hvor han behandlede en bog af Fraas, forklarede Marx hvorfor. Han observerede: “hele konklusionen er, at dyrkning … når det er udbredt på primitiv vis og ikke er bevidst kontrolleret (som en bourgeois selvfølgelig ikke kommer frem til) efterlader ørken – Persien, Mesopotamien osv. Grækenland. Her ser vi endnu en socialistisk tendens!” (Marx brev til Engels 25. marts 1868) Problemet er, at der ikke er nogen planlægning af og bekymring om miljøproblemer i en ikke planlagt økonomi. Problemet er, at det kapitalistiske anarki nu producerer miljøkatastrofer i langt større grad end i oldtiden.

Miljøproblemer bliver sædvanligvis fremlagt som et sammenstød mellem mennesker og naturen. De Grønne argumenterer for, at vækst er dårligt, fordi at det altid gør skade på naturen. Og den grundlæggende opgave er at stoppe folk fra at udplyndre det miljø, som de i sidste instans er afhængige af. Faktisk er vækst ikke altid “beskidt”, det forbruger ikke altid flere resurser. For eksempel har Japan over ti år øget deres produktion med 46 procent men samtidig brugt 6 procent mindre energi. (Boyd and Ardill – The greenhouse effect, New English Library, 1989)

De grønne har faktisk glemt et afgørende led i årsagskæden. Problemet er ikke mennesket mod miljøet, som var vi alle isolerede Robinson Cruso’er. Mennesket interagerer med miljøet i henhold til en specifik produktionsmåde, måden hvorpå de organiserer sig for at få det daglige brød. Den kapitalistiske produktionsmåde er uplanlagt. Miljøødelæggelser kan simpelt hen ikke ses i den individuelle kapitalists regnskab. Men summen af alle individuelle “rationelle” beregninger kan true menneskets liv på jorden med en miljømæssig krise.

“Mennesket kan skelnes fra dyr ved bevidstheden, ved religionen eller ved hvad du nu kan lide. De begynder at skille sig selv ud, så snart de begynder at producere deres produktionsmidler, et skridt betinget af deres fysiske organisering.” (dvs. produktionsmåden – MB) “Ved at producere deres oprettelsesmidler producerer mennesket indirekte deres materielle liv.” (Marx og Engelsk, “Den tyske ideologi”, vores oversættelse)

Ved i højere og højere grad at mestre naturen i arbejdsprocessen i stedet for bare at tilpasse sig til den, kan mennesker ændre naturen og derfor skade jorden ved at gøre sådan. Men det er det eneste hjem vi nogensinde får! Økonomer taler om eksternaliteter. Eksternaliteter er ting, som ikke berører regnskabet, og som virksomheder derfor ikke bekymrer sig om. Virksomheden producerer jern og stål. Den bliver betalt for disse produkter. Den producerer også røg. Det er irriterende, men virksomhedens regnskab påvirkes ikke, så den bekymrer sig ikke om, hvor meget røg den udleder. Hvem betaler? Vi betaler. Vi betaler med lungesygdomme. Det nationale sygehusvæsen betaler for at behandle os, så vi betaler dobbelt. Men virksomhederne betaler ikke. Det er derfor ideen om, at markedet behandler miljø “efficient” er latterlig. Virksomheder minimerer deres omkostninger fordi, at det er den bedste måde at tjene penge på. Men de minimerer ikke de omkostninger andre skal betale – eksternaliteter. Hvorfor skulle de det? Men disse er virkelige omkostninger, ligesom at lave råjern og forkokse kul. Det er bare omkostninger, som resten af os skal betale.

Så hvad hvis menneskets liv på jorden udløber i et roderi fra dets egne spildprodukter? Det ville være noget af en “eksternalitet”!

Global opvarmning
Lad os blive konkrete. Den største fare som verden i dag står over for er sandsynligvis global opvarmning. Dette kaldes bedre klimaændringer, da ikke alle dele af kloden ifølge forudsigelserne vil blive generelt varmere. Der er en konsensus blandt videnskabsmænd om, at klimaændringer finder sted. Den konsensus er overvældende.

Det er rigtigt, at du måske får den modsatte opfattelse, hvis du googler “global opvarmning”. En af de prominente hits er www.globalwarming.org, som afviser ideen om klimaændringer. Den støttes af Cooler Heads Coalition, og opdateres af Competitive Enterprises Institute. Vi ved hvor de kommer fra!

Kulstofbrændselsindustrierne bruger enorme summer penge på at skabe forvirring. De køber bare videnskabsfolk, som du ville købe en KitKat. Og deres indflydelse strækker sig til det Hvide Hus, der bebos af en mand, som skabte sin formue på olie og som instruerer hans underordnede i at ignorere eller forfalske de videnskabelige beviser.

Tilbage til fakta. For det første bliver jorden som sådan varmere. For det andet skyldes dette delvist menneskelige aktiviteter – og vi ved ikke hvor meget. Okay, jorden har altid gået gennem varmere og koldere perioder (istider), men flere og flere drivhusgasser, hvoraf den vigtigste er CO2 (carbon dioxide) pumpes op i den øvre atmosfære. De virker som et drivhus eller et tæppe på den måde, at de lader varme fra solen komme ind, men de fænger den i atmosfæren. Så jorden bliver varmere. Videnskab er kompleks. Som kritikkerne siger, ville liv på jorden ikke være mulig, hvis al varmen forsvandt. Men især siden 1980’erne er jorden blevet hurtigere varm end nogensinde før. Og udledninger fra os, i form af fossile brændstoffer som afgiver drivhusgasser, har skylden.

Det amerikanske Videnskabsakademi har udsendt en rapport kaldt “Klimaændringsvidenskab: en analyse af nogle nøglespørgsmål”, som konkluderer, at “de observerede ændringer i de sidste årtier sandsynligvis skyldes menneskelige aktiviteter.” Jorden som helhed er nu varmere end den har været i de sidste 400.000 år. Det er et observerbart faktum, at gletschere og polarisen smelter. Det skaber en dominoeffekt, fordi at det “mørke vand” fra iskapperne er smeltet, og ikke længere binder varme. Tundraens permafrost smelter, og binder ikke længere CO2.

Anden menneskelig aktivitet gør situationen værre. Dagens kapitalister gnaver Amazon-regnskoven væk ved at brænde den, ligesom de spanske plantageejere, bare i en meget større skala. Målet er endnu engang kortsigtede fortjenester i form af sojabønder, tømmer eller kalveopdræt. Allerede dele af det blottede land er blevet udpint. Amazonregnskoven er vurderet til at være hjemsted for halvdelen af verdens arter. Og biodiversitet er en god ting i sig selv. Hvor mange ukendte medicinske planter har vi allerede udryddet? Regnskoven er tilmed en slgags “afløbsrende”, fordi at træerne binder på CO2. Men i takt med at de fælder eller brænder den af, tilføjes denne CO2 til klimaændringerne.

Statistikkerne ser ikke så ekstreme ud – en samlet stigning i temperaturen på 0,6-0,7 % i det 20. århundred. Men over halvdelen af denne stigning har fundet sted i de sidste 30 år, og kan delvist tilskrives menneskelig aktivitet. Det har allerede ført til tørker, udryddelse af arter og stigende havspejl, hvilket har ført til lokale oversvømmelser. Det bliver værre.

Overfiskeri
“Forstil dig hvad folk ville sige, hvis en gruppe jægere strakte et mil langt net imellem enorme terrængående køretøjer, og trak det henover Afrikas sletter. Denne fantastiske maskine ville, som i en Mad Max film, skovle alt op på vejen; rovdyr, såsom løver og geparder, planteædere, der er truet af skovhugst, såsom næsehorn og elefanter, flokke af impaler og gnuer, familiegrupper af vortesvin og vilde hunde. Gravide hunner ville blive fejet op og taget med, og kun de mindste unger vil være i stand til at vride sig ud gennem maskerne… Der er ikke nogen markeder for omkring en tredjedel af de dyr, de har fanget, fordi at de ikke smager godt, eller fordi de er for små eller for maste. Dyngen af kroppe dumpes på sletten for blive ædt af gribbe. Denne effektive men højest uselektive måde at dræbe dyr på kendes som trawling.” (Charles Clover – The end of the line: how overfishing is changing the world and what we eat, Ebury Press, 2005).

Det burde ikke være tilladt, men det finder sted. Da Newfoundlands fiskeri på Grand Banks blev opdaget, blev det sagt (med lidt overdrivelse), at man kunne gå over vandet på fiskerygge uden at få våde foder. Nu er Grand Banks lukket, og den atlantiske torsk er en truet art. Det skete med blue marlin. Det sker med den blå pomatomide tunfisk. Og fiskegarn ødelægger hele fødekæden på bunden af havet. Så Grand Banks, lukket i 1992, er aldrig igen blevet et fiskested. Overfiskeri er et klasseeksempel på, at kapitalistisk grådighed stiller os overfor en miljømæssig katastrofe.

Clover er journalist for Daily Telegraph, så forvent ikke en socialistisk analyse. Men han er helt klart, når han fortæller hvordan, at europæiske lande økonomisk støtter bygningen af trawlers, som gør overfiskeri værre; hvordan fiskeindustrien tryller på almisser pga. den krise i fiskebestanden, som den selv har skabt; og hvordan disse trawlers, efter at have voldtaget vores egne fiskepladser, sejler til Afrikas kyst for at gentage hele den sørgelige historie om overfiskeri. I mellemtiden ødelægger de levevejen for lokale fiskere, der har fisket bæredygtigt fra kyster i generationer.

Hvor skal vi gå hen?
Hjælper den grønne analyse og det grønne program os med at hjælpe på miljøspørgsmål? Selv om de grønne ikke har en samlet gruppe af ideer, (nogle anser sig selv for socialister) fremtræder to fælles tråde i deres propaganda igen og igen:
“Der er for mange mennesker på den planet”.
“Der er ikke nok ressourcer.”

Disse ideer kommer fra en reaktionær økonom kaldet Thomas Malthus, som først skrev om dem omkring skiftet mellem det 18. og 19. århundred. Han skrev om naturen som gav os et gilde, men at det var ødelagt når for mange dukkede op for at ødelægge festen. Mathus mente, at England var overbefolket. På det tidspunkt han skrev, var der sandsynligvis mindre i 10 millioner i det land. Halvdelen af disse var beskæftiget i landbruget og dets følgeerhverv. Nu brødføder øen 60 millioner og mindre end 5 procent er krævet for at producere mad. Okay, vi producere faktisk ikke alt vores egen mad. Men vi eksporterer fabriksvarer og, i stigende grad, finansielle og andre services for at være i stand til at betale for mad, og andre lande gør den modsatte del af den internationale arbejdsdeling. Den basale variabel som Malthus glemte var produktivitet. Det betyder, at jorden kan brødføde en igennem tiden voksende befolkning. Malthus’ ideer blev hurtigt miskrediteret med den stadige udvikling i arbejderklassens levestandard i anden halvdel af det 19. århundred (som teorien anså for at være umulig). Produktiviteten steg og gennem klassekamp vandt arbejderklassen, nogen gavn af den stigende rigdom de producerede

Malthus’ grundlæggende teori om befolkningen tages stadig frem af dommedagsprofeter en gang imellem.

Bemærk var Malthus eller gjorde. Som repræsentant for landbesidderklassen, ignorerede han bevidst det faktum, at samfundet var opdelt i klasser, og at nogen folk fik en meget større del af ressourcerne end andre. Han dadlede de fattige for deres fattigdom.

Men er det ikke rigtigt, at mængden af ressourcer er endelig? Selvfølgelig er det det. Men vi ved ikke hvor meget. Tag for eksempel olie. Det er ikke engang klart hvor store de reserver, der ejes af de store olieselskaber er. BP “nedskrev” en lang række af deres reserver for et stykke tid siden. Med andre ord sagde de, at olie som folk havde troet havde ligget i jorden i 300 millioner år, faktisk ikke eksisterede! Betød det, at verden potentielle forsyning af råolie virkeligt er sunket? BPs aktionærer anså bare denne nedskrivning for en finansiel narresteg. Aktiepriserne blev øjeblikkeligt ramt. Men at vurdere verdens ressourcer, hvad enten de er ejet af store selskaber, eller ligger klar til at blive udvundet, er meget sværere end at lægge olieselskabernes gæt på reserver sammen. Ingen kan blive enige om et tal for hvad verdens ressourcer er. Her kommer grunden. Hvis prisen på olie fordobles til 77 dollars pr. tønde (hvilket den er i skrivendes stunde), vil en hel del af oliereserverne pludselig blive økonomisk levedygtige – profitable – at udbytte. Ved den halve oliepris (prisen for 35 dollars pr. tønde for ikke så længe siden), så er de slet ikke ressourcer. Det er kapitalisme for dig! I årtier har forskere vidst, hvordan der kunne udvindes olie af fede kul. Men under kapitalismen er det ikke økonomisk at udvinde det.

Selv hvis vi accepterer argumentet om, at vi står overfor begrænsede ressourcer nu, hvad skal vores svar så være? Malthus, som en de riges undskyldning, fjernede klogt ulighederne i vores samfund fra hans analyse. Det første vi skal gøre, er klart at fjerne de riges luksusforbrug, som opsuger en disproportional del af jordens ressourcer. En anden ting vi skal gøre, er at gennemføre en verdensomspændende optælling for at skabe et præcist overblik over hvor meget vi har af alle ressourcer.

Derudover skal vi også se på at skabe og udnytte alternativer. Vi har brug for at sætte os ned og tænke meget grundigt om alternativer til at bruge fossile brændstoffer, som energikilde. Vi kan ikke gøre dette under kapitalismen, delvist pga. kapitalinteresser, såsom hydracabon kapitalisterne i det Hvide Hus, som dominerer beslutningstagningen i de fleste kapitalistiske lande. Dominerende sektorer af den kapitalistiske klasse, er faktisk CO2 brændende junkier. Det andet problem er, at vind og bølge energi og andre bæredygtige energikilder ikke tages seriøst nok af kapitalisterne, der ikke kan finde en måde at tjenepenge på dem. Derfor laves der ikke nok undersøgelser i deres levedygtighed. Endeligt, hvis det er absolut nødvendigt, må vi implementere et fair rationeringssystem indtil alternativerne kommer.

Hvordan kan vi gøre dette under kapitalismen? Det kan vi ikke. Prismekanismen rost af økonomer er grundlæggende reaktionære. Når prisen på petroleum går op, vil folk købe mere brændstofeffektive biler. Men det faktum at oliepriserne er gået op på det seneste er faktisk et signal om, at kapitalismen har skaltet og vraltet med jordens ressourcer. Vores handlingsplan om miljøet er faktisk en plan for verdenssocialisme.

Vil verdenskapitalismen ikke gøre noget ved det rod den har skabt i mellemtiden? Selv imperialisterne introducerede rationering (kommunisme i forbruget) under belejringen af Mafekin for at forlænge den tid de kunne overleve.

Måske vil de. Men eksemplet med overfiskeri viser problemet. Den kapitalistiske stat er bundet til kapitalisternes interesser: skibbygningsindustrien og fiskeindustrien skrier på subsidier. Konkurrence, herunder at den svageste går i gulvet, er fint i tekstbøger, men er ikke noget for dem. Kapitalistiske lande bekæmper hinanden mere og mere voldsomt i takt med, at ressourcerne bliver sværere og sværere at få fat på. Afrikanske lande har få muskler overfor EU’s trawling flåde.

Udover “fladjordstroende” i det Hvide hus, er der enighed om, at global opvarmning er et stort problem – faktisk langt det største miljømæssige problem verden står overfor. De kapitalistiske magter mødtes i Kyoto og kom til enighed. USA har trukket sig ud. Men USA er med mindre en 5 procent af verdens befolkning ansvarlig for en fjerdel af al CO2 udledning. Så det gør Kyoto-aftalen ret meningsløs. Men en del af de lande som blev enige om Kyoyo-målene, om at reducere stigningen i udledningen (ikke skære i udledningen) har fejlet i at opnå disse mål. Det er faktisk svært for en kapitalistisk stat af kontrollere aktiviteter hos titusinder af kapitalistiske virksomheder, som er ansvarlig for at udlede CO2. Enhver som er enig med Kyoto vil ikke løse problem. Det beskrives typisk som et første skridt, men det første skridt er aldrig rigtig blevet taget.

Så verdenssocialismen er egentlig den eneste made vi kan beskytte miljøet, med andre ord vores hjem, planeten jorden.