Hvilke historiske begivenheder og processer er vigtige for at forstå situationen i Baskerlandet i dag?

Baskerlandet var historisk et selvstændigt kongedømme, Naffaroa (Navarra red.), med sit eget sprog og sin egen kultur. Pga. af dets beliggenhed har Baskerlandet altid været truet fra mange sider og er blevet angrebet utallige gange. Især efter Franco-diktaturet kom til, blev undertykkelsen ulidelig. Franco prøvede faktisk direkte at udrydde den baskiske kultur. Det blev bl.a. forbudt at tale det baskiske sprog, hvilket medførte at det nationale spørgsmål fik endnu større betydning.

Efter arbejdernes kampe i 1970’erne, forrådte kommunist- og socialistiskpartiet den baskiske arbejderklasse. Dette skabte plads for en national venstrefløj i Baskerlandet, hvilket blev starten på partiet Herri Batasuna (senere bare ”Batasuna”, red.)

Oprettelsen af ETA, der kom før dette, er dog også vigtig. For omkring 40 år siden var der ingen af de etablerede partier, der gjorde noget for at bekæmpe francoismen. Dette forræderi førte en masse baskiske kræfter sammen, som besluttede sig for at starte den bevæbnede frihedskamp. Som reaktion på dette blev undertrykkelse bare endnu hårdere. Den venstrenationale bevægelse manglede dog et marxistisk program og sejrede derfor ikke, hvilket medførte at der siden 80’erne har fundet en gradvis demoralisering af masserne sted.

Hvilke former antager undertrykkelsen i dag?

Fx i Naffaroa regionen holder regeringen penge tilbage så der ikke kan undervises i og på baskisk i de offentlige skoler. Denne eneste avis, der var på baskisk er også blevet lukket, under påskud af at den støttede ETA. Det samme er sket med mange musikgrupper, hvis koncerter fx er blevet forbudt. Ungdommen er faktisk dem der lider mest, fordi de konstant beskyldes for at sympatisere med og støtte ETA. Selv unge der ikke er indenfor den venstrenationale bevægelse, men fx bare er feminister el. lign., beskyldes for at være terrorister.

Hvad er stemningen i Baskerlandet i dag? Er der en kampvilje?

Lige nu er der en udbredt følelse af at alle politikere er ens og folk er blevet mere eller mindre trætte af politik. Det nationale spørgsmål bliver ikke løst. Traditionelt har Baskerlandet været meget militant, men nu er det for nedadgående, fordi at arbejderbevægelsens organisationer og div. nationalistisk organisationer ikke har kunnet løse det nationale spørgsmål.

I 80’erne var der en stor opgang i den nationale venstrefløjsbevægelse. Men nu ser det ud som om at den er for nedadgående. Det nationale venstrefløjsparti har nu foreslået et forhandlingsbord for alle de politiske partier for at løse det nationale spørgsmål – de tror med andre ord ikke på arbejdernes kamp, fordi de ikke har et marxistisk program

Kan ikke I forklare nærmere hvad der er problemet med denne taktik og hvilke alternativer der er?

Generelt set forsvarer ETA og den nationale venstrefløjs bevægelse det samme. Deres taktik er: Først og fremmest national uafhængighed og bagefter socialisme. På den måde kan man sige at stalinismen har sneget sig ind i bevægelsen, fordi de forsvarer ideen om to stadier og fordi de vil samarbejde med borgerskabet for at løse det nationale spørgsmål. Derved kommer de faktisk til at forsvare ”socialisme i et land”. Præcis som stalinisterne gjorde.

Hvad er så vores alternativ? Hvad er marxisternes alternativ? Vi mener at kampen for national frigørelse er uløseligt forbundet med kampen for socialisme. Inden for kapitalismens rammer kan der aldrig blive nogen uafhængighed. Et af de bedste eksempler på dette er Cuba, hvor de har eksproprieret kapitalisterne og afskaffet kapitalismen. For, for at opnå ægte frihed har den baskiske arbejderklasse nødvendigvis brug for den spanske og franske arbejderklasses hjælp. Og derfor går vi altid ind for retten til national selvbestemmelse, men på et socialistisk program.

Hvordan kommer dette til udtryk i jeres politiske arbejde?

Vi er medlemmer af den national venstrefløjsorganisation Partido Comunista de las Tierras Vascas og arbejder indenfor den og diskuterer vores paroler med de andre medlemmer. Vi skriver artikler og laver en avis. Derudover har vi de sidste måneder hold møder om Cuba, Venezuela og Irland. Derved tiltrækker vi medlemmer som læser vores artikler og vi er nu ved at skabe os en fast base. Lige nu er vi stadig en lille gruppe, men i fremtiden vil vi blive større. Allerede nu har vi en hvis indflydelse. På den måde får vi flere aktive med i bevægelse til at kæmpe for de marxistiske ideer og den marxistiske tendens.

Mano har derudover i 8 år været medlem af hans lokale byråd for det nu forbudte Herri Batasuna.

Kan i forklare noget om forbudet mod Batasuna?

Den officielle undskyldning er at Batasuna ikke vil tage klar afstand fra ETA’s aktioner. Det store baskiske borgerlige parti, siger at de er imod forbudet, men at det nu er loven og de derfor ”desværre” bliver nødt til at udføre den. Med ”vemod” har de lukket Batsunas lokaler osv.
Derved har det været byråds- og amtsrådsvalg, hvor den nationale venstrefløj, ikke har kunnet præsentere en kandidat. Det samme er sket med valg til det europæiske og det spanske parlament samt valg til det baskiske parlament. Store dele af den baskiske nationale venstrefløj har derfor nu søgt ind i det tidligere lille baskiske kommunist partier. PP kræver nu at også dette parti forbudt pga. de også skulle være terrorister. Derved er dette parti vokset.

Før havde den nationale venstrefløj 8 medlemmer af det baskiske parlament, nu har kommunistpartiet 9 medlemmer. Så selvom der finder en demoralisering sted, har folk generelt reageret mod forbudet af Batasuna, ved at trodse det og give kommunistpartiet deres stemmer. Dette har medført at kommunistpartiet næsten er blevet opslugt af den venstrenationale bevægelse, som nu næsten udgør ledelse.

I Danmark er der mange på venstrefløjen der har illusioner til ETA og ser dem som de egentlige forkæmpere for baskisk selvstændig. Hvad er jeres syn på ETA?

ETA’s erklærede formål er at presse den spanske og franske stat til forhandlingsbordet. De laver attentater næsten hver dag. Statens holdning har dog altid været: Ingen forhandling, kun bekæmpelse af ETA.

Vi er ikke imod attentaterne af moralistiske grund, men fordi de objektivt, stik mod intentionerne, styrker staten. Problemet er at man godt kan dræbe nogle politikere, men det ændrer ikke systemet. I Rusland dræbte Narodnikkerne zaren, men der kom bare en ny zar. Derfor har staten bare kunne bruge ETA, som undskyldning for at bruge anti-terrorlovene mod alle organisationer på den baskiske venstrefløj. Fx er lovene blevet brugt til at kunne overvåge Internettet, mobiltelefoner osv. Efter bomberne i Madrid 11. marts forrige år prøvede PP og staten at skyde skylden på ETA, for herved at skabe en bølge mod ETA.

Disse attentater har altid kun været til borgerskabets forel. Præcis ligesom at Bush har kunnet bruge 11. september som undskyldning for at kunne angribe Afghanistan og Irak, har den spanske regering kunne bruge ETA’s attentater.

ETA manglende sejre har dog medført at ETA har mistet styrke. Staten har nu for første gang godkendt at man kan forhandle med ETA (kun PP stemte ikke for). Men hovedbetingelsen har altid været at ETA først skal afgive deres våben. Det eneste som staten har villet give i indrømmelser er at lukke nogle fanger ud. Men det er jo ret langt fra det krav om nationalbefrielse som ETA blev født af.

Individuel væbnet kamp virker ikke, præcis som vi har set i Irland. Hvad med fx IRA, hvad har de opnået? Praktisk talt ingenting. Arbejderklassen er endnu mere delt end nogensinde før og et samlet Irland har aldrig været længere væk. Det er derfor marxister ikke støtter denne taktik og siger at den ikke nytter noget som helst.

Hvad er perspektivet for en massebevægelse på et marxistisk program i Baskerlandet?

I 80’erne, da den nationale venstrefløjsbevægelse havde meget stor styrke, havde vores tendens meget svært ved at skabe en base inden for bevægelsen, fordi den på dette tidspunkt havde en enorm styrke og lederne en enorm autoritet. Bevægelsen var meget svær at trænge ind i.

Nu står bevægelsen uheldigvis meget svagere. Dette giver dog marxisterne nogle nye muligheder. Nu er det utroligt meget lettere at komme igennem med de marxistiske ideer og det er muligt at bygge en reel marxistisk tendens inde i bevægelsen. Det er dog ikke kun i den nationale venstrefløjsbevægelse, men også generelt i den baskiske arbejderklasse, at det ser ud som om at der er ved at åbne sig muligheder for en massebevægelse.

Men det er kun med et marxistisk program at det er muligt at løse det nationale spørgsmål, sammen med de klassemæssige og sociale problemer.

[Ivan og Mano er begge medlemmer af El Militante, der er Socialistisk Standpunkts søsterorganisation i både Spanien og Baskerlandet.]