Indvandrere, flygtninge og immigrantarbejdere får i den danske politiske debat skylden for alverdens ulykker. ”Den danske model” med ordentlige løn- og arbejdsforhold fremhæves som noget helt særligt. Men for en voksende gruppe arbejdere er ordentlige løn og arbejdsforhold, noget man kan kigge langt efter. Revolution har talt med Imran, der oprindeligt er fra Pakistan, om hvordan det egentlig er, at være udenlandsk arbejder i Danmark.

Vi har interviewet Imran, der oprindelig er fra Pakistan, om hans arbejdsforhold som immigrantarbejder i Danmark. Efter at have afsluttet sin kandidatuddannelse fra universitet i IT informationssystemer i Irland, skulle han finde et job til ca. 30.000 euro om året i løn for at kunne blive i Irland: ”Det var fuldstændig umuligt” fortæller Imran. I 2011 fik han i stedet arbejdstilladelse i Danmark og rejste hertil for at finde arbejde.

”Det var meget svært at finde et job”, forklarer Imran. ”Jeg kendte ikke nogen, og så længe du ikke kan dansk, så kan du ikke bruge din uddannelse til noget i Danmark. Problemet er, at du bruger al din tid på hårde jobs, som giver meget lidt i løn, så du ikke har tid til at lære dansk.” Så de første fem måneder han levede i Danmark, var han arbejdsløs. Han levede af den opsparing, han havde optjent i Irland, og af penge han lånte fra venner.

Efter de fem måneder fik han et job som opvasker på en restaurant på Bakken i Klampenborg. Han kunne kun få jobbet, hvis han arbejdede sort til sølle 60 kr. i timen. Her blev der ikke udleveret noget vagtskema, men arbejdsgiveren ringede ham op hvert og hvert andet øjeblik for at få ham på arbejde.

Imran husker det som opslidende arbejde, og efter 15 dage blev han fyret af sin arbejdsgiver. Efter endnu en kort tid som arbejdsløs fik Imran, igennem sine kontakter i det pakistanske miljø i Danmark, et nyt opvaskerjob, denne gang i kantinen i en medicinalvirksomhed.

”Det var hårdt arbejde. Det var ligesom på restauranten på Bakken.” fortæller Imran. ”Jeg arbejdede helt alene i en kantine, hvor der var fem kokke, så det var et ret stort sted. Der var virkelig travlt, og hvis jeg ikke nåede at blive færdige med mine opgaver, så skulle jeg blive der 30 minutter, 40 minutter, 1 time ekstra, som jeg ikke blev betalt for.” Imran fortæller, at hvis han ikke arbejdede gratis ekstra, så ville han blive fyret.

Selvom Imran arbejdede mere end 37-timers fuldtid, så fik han alligevel kun 10.000-11.000 kr. udbetalt om måneden: ”Timelønnen var, efter skat, det samme som på Bakken, hvor jeg skulle arbejde sort.”

Imran var ansat gennem en underleverandør, der udlejede ham til medicinalfirmaet. Efter syv måneder aftalte han med sin arbejdsgiver, at han kunne rejse til Pakistan for at besøge sin familie i tre måneder. Han havde på det tidspunkt ikke set sin familie i fire år.

Underleverandøren forsikrede Imran om, at der stadig ville være et arbejde til ham, når han kom tilbage til Danmark. ”Det viste sig ikke at være rigtig”, siger Imran med et ironisk smil på læben. Endnu en gang var han kastet ud i arbejdsløshed.

5 stjernede arbejdsforhold

Efter to måneder uden et arbejde skaffede en af hans samboer ham et nyt job som opvasker på et femstjernet hotel, hvilket er Imrans nuværende arbejde. Men på trods af, at det umiddelbart lyder som et prestigefyldt sted, så er forholdene her endnu værre end de tidligere steder.

”Formelt set bliver vi ansat på deltidskontrakter, der giver os 40 timer om måneden. Men aftalen under bordet er, at vi skal arbejde 150, 160, 170 timer om måneden,” forklarer Imran. Det er også her en underleverandør, der er den reelle arbejdsgiver for Imran og hans kollegaer. Imran fortæller, at underleverandøren bruger den formelle 40 timers kontrakt til at afpresse sine medarbejdere fra at lave problemer: ”Hvis man laver problemer, så ryger man bare ned på de officielle 40 timer om måneden, som ingen kan leve af”.

Kontrahenten har dermed lavet et system, så ingen af hans arbejdere tør sige ham imod eller skabe nogen form for problemer. Han har haft kontrakten med hotellet i 15-20 år, så alle på hotellet er klar over, at det er sådan, det fungerer.

Imran fortæller, hvordan man skal starte med at arbejde nogle dage gratis for underleverandøren, hvis man skal gøre sig håb om at få et arbejde hos ham: ”Hvis han kan lide en, så får man lov til at blive. Hvis han ikke kan lidt en, så ryger man bare,” fortæller Imran. Det udnytter underleverandøren gladelig, når der er større arrangementer på hotellet, hvor han så kan udnytte den gratis arbejdskraft. Til fester med op til 1500 gæster er de kun10 i køkkenet, der skal servicere gæsterne: ”Vi er virkelig pressede i bund på sådanne tidspunkter, og folk er helt vildt stressede”.

Arbejde når solen er gået ned

Dette er ikke et almindelige 8-16 job. For Imran er arbejdstiden fra kl. 21:00 til kl. 04:00 om natten. Det ødelægger hans døgnrytme, og han har svært ved at have tid til at lave andre ting i løbet af dagen. ”Jeg arbejder hele året rundt, også i ferierne. Jeg har arbejdet de sidste to jule” fortæller Imran.

Lønnen er minimalt bedre end de andre steder, og Imran tjener ca. 115 kr. i timen. Men det er også alt. Underleverandøren giver hverken tillæg for det faste natarbejde, han udfører, eller for arbejde i weekenden eller på helligdage: ”Han giver intet ekstra. Jeg får ikke engang ekstra tillæg juleaften”, siger Imran. Derfor tjener Imran i praksis langt mindre, end man normalt ville gøre i hans situation.

”Man skal forholdsvis tit forny sit visum, som jeg bruger mange tusind kroner på om året. Men du kan ikke forny det, hvis du er arbejdsløs, eller du har arbejdet for lidt i den foregående periode,” forklarer Imran. På hans arbejdsplads er der derfor også hele tiden en frygt for at blive fyret, for at blive syg, eller for at en i ens familie bliver syg, som man skal passe.

Efter Imrans mening er der ikke meget forskel på at bo i en såkaldt socialdemokratisk velfærdsstat eller i Golfmonarkierne.

Ifølge Imran er der kommet nye regler i Danmark, der betyder, at man skal tjene over 326.000 kr. om året for at beholde sit arbejdsvisum i Danmark. Det er meget langt fra, hvad Imran tjener om året. Heldigvis virker reglerne ikke med tilbagevirkende kraft, og Imran kom til Danmark, før de blev indført: ”Men de bliver jo hele tiden ændret og strammet. Hvem ved, hvornår der kommer nye stramninger?” siger Imran og kigger træt ned i bordet.

Imran skal leve og arbejde under disse forhold i seks år for at få ret til at søge om permanent opholdstilladelse.

Fagforeninger – hvilken fagforening?

For mange i Imran situation giver det derfor heller ikke mening at være med i en a-kasse, da de sandsynligvis bliver smidt ud af Danmark, hvis de bliver arbejdsløse. Men fagforeningen er heller ikke noget kendt syn: ”Jeg har ikke set fagforeningen et eneste af de steder, hvor jeg har arbejdet”.

Han har selv været medlem af en fagforening i flere år og der er også andre af hans kollegaer, der prøver at organisere sig: ”En kollega var medlem af Krifa. Vi havde været stressede på arbejdet over en længere periode, hvilket resulterede i et skænderi mellem kollegaen og chefen”, fortæller Imran. Kollegaen blev fyret lige bagefter skænderiet, og Krifa gjorde intet for at hjælpe ham.

Ifølge Imran er det store problem, at hverken repræsentanter fra fagforeningen eller venstrefløjspatierne er til stede ude på arbejdspladser som hans: ”Vi er bare overladt til de store kapitalister – og staten er ligeglad,” siger han.

Et problem i kapitalismen

Imran forklarer, at det ikke kun er i køkken- og kantinebranchen, at forholdene er sådan, men i alle slags brancher, hvor man gør heftigt brug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft. ”Problemet er først og fremmest, at firmaet ikke er ansvarlig for underleverandøren. Hvis han bliver opdaget i at bryde loven, erklærer han blot sit firma bankerot og starter forfra igen,” fortæller Imran. Det er derfor en ond cirkel og et allerførste skridt er, at gøre de store firmaer ansvarlige for deres underleverandører.

Men roden til problemet ligger i systemet: ”Det er ikke immigration, som i høj er skabt af kriser og krige i forskellige regioner i verden, der er problemet. Jeg tror ikke, det er realistisk at løse problemer med integration indenfor kapitalismen. Hvordan skulle man kunne det, når kapitalismen ikke engang kan løse de etniske konflikter, der er inden for landegrænser alle mulige steder i verden?” spørger Imran.

For Imran handler det om, at enhed giver styrke: ”Fagforeningerne og venstrefløjen burde forene arbejderklassen, lige meget hvilken nationalitet eller hudfarve man har. Ellers er det kun arbejderklassen, der taber.”

Imran er et opfundet pseudonym, der skal beskytte ham mod fyring fra sit nuværende arbejde. Imrans identitet er redaktionen kendt.

 [Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 9 – maj 2015. Tegn abonnement og støt op om arbejdet, samtidig med at du får den trykte udgave 10 gange om året.