Der er ikke meget røre i den danske andedam. På overfladen ser alt roligt ud; rekordlavt antal strejker og demonstrationer. Regeringen er handlingslammet, og oppositionen er der ikke meget opposition over. Med andre ord: det virker temmelig udsigtsløs. Men lad ikke skinnet bedrage. Du er ikke alene om at føle, at noget er grundliggende galt, og at der må gøres noget.
Rundt om i verden udvikler processer sig imidlertid i et historisk omfang.
De gamle politiske sandheder, institutioner og ikke mindst partier kollapser. EU og NATO er i opløsning. Brexit var et chok for systemet og ser nu ud til også at føre til opløsningen af det 300 år gamle Storbritannien. Valget af Trump var et endnu større chok. Trump og Brexit var et udtryk for netop denne proces med kollapser og har samtidig været med til kraftigt at forøge ustabiliteten globalt.
Imens ser borgerskabets strateger nervøst mod det franske valg, hvor alle de traditionelle partiers kandidater klarer sig dårligst. Den parti-løse Macron og højrefløjens Le Pen gik videre til anden valgrunde i præsidentvalget, mens venstrefløjens Melenchon ikke var langt bag efter de to. I alle lande miskrediteres de gamle partier, der plejede at skiftes til at have magten, af at føre den for kapitalismen ”nødvendige” nedskæringspolitik. Borgerskabet får sværere og sværere ved at danne de stabile regeringer, som det har behov for. Det fører til den ene ustabile regering efter den anden og koalitioner over midten, der miskrediterer partierne yderligere. Der sker en politisk polarisering til højre, men også til venstre. Podemos, Sanders, Corbyn og Melenchon er bare nogen eksempler.
En ny krise truer i horisonten. Det vil bare øge kapitalisternes behov for stærke regeringer. Den økonomiske krise har skabt en politisk og social krise. ”Men”, vil du måske indvende, ”der sker jo ingenting”. På overfladen er det korrekt. Men under overfladen sker der noget. Den politikerlede, der breder sig, er en sund ting. Den viser, at flere og flere har fået nok af systemet og begynder at være åbne over for alternativer. Vi møder hundredvis af unge, der er utilfredse og frustrerede over tingenes tilstand. Men fælles for dem alle er, at de tror, at de er alene, og at alle andre er tilfredse eller ligeglade. Det er unge, der føler sig politisk hjemløse, og som leder efter et sted at få udtryk for deres frustrationer og ikke mindst blive aktive for at ændre verden.
Vi ser en proces, der gennemgår forskellige stadier, hvor klassekamp, strejker og demonstrationer veksler med forsøg på at løse problemerne på den politiske bane. Så længe systemet består, er der dog intet fundamentalt, der bliver løst. Det presser masserne til at drage mere og mere radikale konklusioner.
Det er kendt fra naturvidenskaben, at samme betingelser skaber lignende udfald. De samme processer, som vi ser udfolde sig i resten af verden, foregår også i Danmark. Vi halter bare lidt efter, og de er endnu forholdsvis skjulte under den tilsyneladende rolige overflade. Vi ser en handlingslammet regering, der er udtryk for et splittet borgerskab, en historisk høj politikerlede og de gamle traditionelle partiers nedgang.
Også i Danmark vil vi se massebevægelser og venstreskift. Men i manglen på et revolutionært alternativ til sparepolitikken vil det politiske pendul både svinge skarpt til venstre og til højre. Vi har set, hvordan venstrereformistiske bevægelser, som ikke ville bryde med kapitalismen, har svigtet, når først de er kommet til magten. Det bedste eksempel er Syriza i Grækenland. Der findes ingen løsning inden for det kapitalistiske systems rammer. Det er nødvendigt at kæmpe for en socialistisk revolution, der kan rive dette bundrådne system op med rode.
Det er nødvendigt allerede nu at bygge et politisk alternativ, inden bevægelserne for alvor tager fart. Derfor opfordrer vi dig, der ønsker en anden verden, til at gå med i Revolutionære Socialister.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 29, maj 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
