Vi bringer her to rapporter fra vores kammerater i Århus, der begge illustrerer, hvordan man bliver censureret, hvis man tør at sætte sig imod magthavernes imperialistiske politik.

Jacob Løfting

Afdeling Århus katedralskole

For nylig var vi tre kammerater, som stillede os op foran Århus Banegård i myldretid med bod, flag og aviser. Vi havde besluttet os for at fokusere på palæstinensernes frihedskamp, Israels terrorhandlinger i Libanon og vestlig imperialisme generelt som en indgangsvinkel til at præsentere vores revolutionære løsning på regeringens militarisme og støtte til folkemord i Gaza. 

På et tidspunkt kom fire unge drenge hen til os. De sagde, at de støttede vores arbejde og hadede Israel og dets folkedrab på den palæstinensiske befolkning. De var 14 år gamle, tre af dem var selv fra Palæstina. De fortalte, at de på deres skole, som er Hasle skole i Århus V, ikke engang må nævne eller diskutere Israels folkemord i Gaza og invasion af Libanon. 

De fortalte os, at de havde en pige i deres klasse, som fik at vide, at hun skulle tage hjem og skifte tøj, fordi hun var kommet i skole iført en trøje med det palæstinensiske flag! Der er åbenbart et uofficielt forbud på flere folkeskoler i Århus mod, at unge diskuterer blodbadet i Gaza eller viser sympati for Palæstina. I Danmark bliver vi tvangsfodret hver eneste dag med den løgnehistorie om, at vi lever i et demokratisk samfund, som bygger på principper som ytringsfrihed og demokrati. I virkeligheden er det det komplet modsatte, vi dagligt oplever i landets skoler. Den ytringsfrihed, som den herskende klasse, politikerne og alle de lydige nikkedukker i medierne hylder, er tydeligvis en joke. Den gælder kun, så længe du er enig i den herskende klasses imperialistiske politik. 

De fire unge drenge fortalte også, at når de blev voksne, ville de overveje at tage til Palæstina og kæmpe væbnet kamp mod den israelske besættelsesmagt. Jeg bebrejder dem ikke. Jeg forstår deres vrede. Vi fyldes også med afsky over den uretfærdighed, som det palæstinensiske folk i årtier har været udsat for. En uretfærdighed, som de danske magthavere trofast støtter og derfor bærer et direkte ansvar for. Men de eneste metoder, der endegyldigt kan befri Palæstina, er klassekamp og revolution. Jeg fortalte dem derfor, at vi ikke bare kæmper imod Israel, men vores egen regering, som støtter folkemordet, og at vi har brug for en revolution i Danmark og i resten af verden. Det var de entusiastisk enige i. 

Mens den herskende klasses hykleri udstilles mere og mere for hver dag der går, opbygges der blandt arbejdere og unge en enormt kraftfuld vrede og foragt for politikerne og den herskende klasse. Det mærker vi hver eneste dag, vi er ude og tale med unge. Vores vigtigste opgave er at kanalisere vreden og foragten ind i opbygningen af et revolutionært parti, som er nødvendig, hvis vi skal lykkes med at vælte det kapitalistiske system. Kun gennem en global revolution med arbejderklassen i spidsen, kan vi befri Palæstina og resten af verdens undertrykte fra kapitalismens barbari.

Anonym elev

Jeg startede i sommers på en 2-årig stx på Århus Akademi. I min første uge kom vores vicerektor rundt og besøgte alle klasserne. Hun fortalte os om skolens ordensregler, som forbyder eleverne at udøve deres religion og diskutere politik. 

Efter hendes oplæg skulle vi snakke sammen om de ting, hun havde nævnt. At der ikke er religionsfrihed på skolen, blev omdrejningspunktet for spørgerunden, for vi kunne ikke tro vores egne ører. Vi spurgte ind til, hvad skolens tilgang var til ramadanen, hvortil hun svarede, at de jo ikke kan tvinge nogen til at spise, men at det ikke var tilladt at bede på skolen. Da hun var gået fortsatte snakken, og vi endte med at konkludere, at det simpelthen ikke kunne passe, og at vi måtte have misforstået hende.

Det virkede som den eneste logiske forklaring, lige indtil jeg sammen med nogle kammerater en dag opsatte en avisbod foran skolen. Her snakkede vi med flere af skolens muslimske elever. De havde allesammen personlige eksempler eller venner, der havde fået frataget deres ytrings- eller religionsfrihed af skolen. De fortalte os om lærer, der havde givet advarsler til elever for at ønske hinanden eid mubarak under ramadanen, og en af dem, vi snakkede med, havde fået en advarsel for at tale for “aggressivt”, da hun havde talt med nogle venner om folkemordet i Gaza, hvor hendes egne familiemedlemmer er blevet dræbt! Som prikken over i’et blev vi fortalt om én, der havde gået på skolen, men som var blevet bortvist, fordi hun havde hængt et palæstinensisk flag op.

Ledelsen fortæller os, at Århus Akademi er upolitisk, som om det ikke er en politisk handling at pålægge os censur og forbyde os at ytre vores modstand mod Israels og Vestens forbrydelser i Mellemøsten. Vi får at vide, at religion er et personligt anliggende og skal foregå i hjemmet, men samtidig afholder skolen fælles julehygge hvert år. I vores undervisningsmateriale bliver vi fortalt, at Danmark bygger på demokratiske idealer som ytrings- og religionsfrihed, men de rettigheder gælder åbenbart ikke i størstedelen af vores vågne tid, som tilbringes på vores uddannelse.

Vi hører fra politikerne, at Danmark går i krig i demokratiets navn og forsvarer frihedsrettigheder rundt om i verden, men hvilket demokrati taler de om? Jeg kender det ikke, mine medstuderende kender det heller ikke. Skal vi virkelig tro på, at regeringen støtter Israel, fordi det angiveligt er “Mellemøstens eneste demokrati”, når de tydeligvis er ligeglade med demokrati her i Danmark?

Jeg kan dog godt forstå, at ledelsen ikke vil have, at vi diskuterer politik, for når vi gør, finder vi ud af, hvor mange af os der er enige om, at det kapitalistiske system, vi lever under, er pilråddent. Det kan godt være, at Århus Akademi forsøger at give os elever mundkurv på, men det er kun med til at radikalisere os yderligere og overbevise os om nødvendigheden af at vælte det nuværende skindemokrati.