IBF chauffører siger nej til snyd, farlige arbejdsforhold og chikane fra ledelsen

Dsc 3887 Min

Vincent Kløcker



3 minutter

Eget billede

Mangelfulde lønudbetalinger, farligt arbejdsmiljø og respektløs opførsel fra ledelsen har chaufførerne fra IBF Beton skulle finde sig i. Men nu er det nok. Mandag den 24. oktober gik de i strejke for ordentlig løn og arbejdsforhold. 

Chaufførerne nedlagde allerede arbejdet i to dage for et par måneder siden. Det gjorde de med et krav om at få en lønforhandling med arbejdsgiveren. Det lovede arbejdsgiveren, de ville få, og derfor gik de tilbage i arbejde. 

Herefter fulgte en periode, hvor firmaet blev ved med at trække tiden ud, bla. med undskyldningen om, at hende der skulle forhandle for firmaet var på ferie. Da der endelig kom en forhandling på plads ville firmaet tilbyde 0 kroner. Med de prisstigninger vi ser nu beder IBF i realiteten deres chauffører om at gå 11% ned i løn.  

Så kommer vi vist ikke tættere på en udstrakt langemand lige i fjæset på chaufførerne. Til gengæld så kan IBF Beton heller ikke finde ud af at udbetale den løn chaufførerne skal have ifølge deres overenskomst… Det er helt normal praksis, at der mangler tusindvis af kroner på lønsedlen. Når chaufførerne henvender sig til deres leder og påpeger problemerne, får de blot at vide, at de bare skal være glade for at have et arbejde. “Det ville nok være lidt nemmere at være glad for det arbejde, hvis de fik den løn, de har krav på” som en af chaufførerne sagde. 

Vaskepladsen, som chaufførerne skal bruge hver dag for at skylle tromlerne på bilerne for betonrester, er farlig at bruge. Der står fx. næsten altid 20 cm vand beskidt vand på pladsen, og der er glat. Vandet er mudret, så det er ikke til at se om man træder ned i et hul. Det blev meldt til arbejdstilsynet, men de annoncerede desværre deres besøg til virksomheden i så god tid, at de kunne rydde op, så forholdene var i orden mens inspektørerne var på besøg.

Ledelsens respekt for medarbejderne lader også meget tilbage at ønske. Hvis en chauffør bliver syg, kvitteres der fra kontoret med en skideballe. Chikanen blev også tydelig fredag morgen på strejkens femte dag, da chaufførerne var taget ud på gaden for at dele flyers ud for at gøre opmærksom på deres kamp. Her havde chefen for sjællandsafdelingen tid til at komme forbi. Ikke for at snakke med sine frustrerede medarbejdere. Nej, han blev siddende i sin store Audi SUV og tog billeder af beton-chaufførerne. IBF vil åbenbart ikke nøjes med at blande beton men også blande sig i deres ansattes fritid. 

Det er et generelt problem rundt om i landet, at arbejdsgivere ikke selv kan finde ud af at skabe gode arbejdsforhold. Det gælder også hos IBF Beton. Det hjælper chaufførerne dem nu med. Fælles for chaufførerne er, at de er glade for deres kollegaer og at køre beton. Men forholdene ved IBF er simpelthen uacceptable. 

Det samme gælder for rigtig mange arbejdere i Danmark. De er stolte af deres arbejde men bliver presset til at udføre det under ulidelige forhold og til en for lav løn. 

Chaufførerne ved IBF viser vejen: Arbejdsgiverne er blevet vant til, at de kan reagere, som de vil uden modstand fra arbejderne. Ved IBF Beton er det nu slut takket være chaufførernes sammenhold. De viser, at der ikke er en pære, der lyser, der er ikke et tandhjul, der drejer, der er ikke et betondæk, der bliver støbt uden arbejderklassens tilladelse. 

Støtte til strejkekassen kan sendes på MobilePay 9799BG  

Opdatering: Fra onsdag d. 2 november er chauffører tilbage i arbejde, fordi firmaet er gået i dialog om at forbedre arbejdsforholdende. Hvis firmaet ikke kan leve op til chaufførernes krav så har chauffører ved IBF-beton vist, at de ved hvad der skal til for at få firmaet i tale.