Denne artikel blev bragt på marxist.com den 15. september 2017.
To orkaner ramte det sydøstlige USA på to uger. Det samlede dødstal oversteg 100 mennesker. Hundredtusinder af husstande har mistet alt. I Florida Keys alene er 25 procent af alle boliger blevet fuldstændig smadret. Millioner af liv er blevet ødelagt, og mange områder vil aldrig blive genopbygget til deres tidligere niveau.
Som altid, er de fattigste blevet hårdest ramt. Mens de rige har ressourcerne til at genopbygge, har mange arbejdere ikke andet end deres huse og mobilehomes, hvoraf de fleste ikke er dækket af en oversvømmelsesforsikring. En kvinde fra et af Houstons arbejderkvarterer fortalte Democracy now: “Jeg kan ikke forklare, hvordan du ville have det, men jeg ved, hvordan jeg har det: Ødelagt ved tanken om, at alt, man har arbejdet for hele sit liv, er væk.” Lignende tanker går uden tvivl igennem hovedet på hundredtusindvis af mennesker. Ødelæggelsen vil hjemsøge dem i mange år, da mange fattige familier er afhængige af at kunne videregive deres beskedne hjem fra en generation til en næste.
I Houston undskyldte myndighederne deres manglende forberedelse ved at sige, at det ikke er normalt, at byen rammes af oversvømmelser, og dog har der været to store oversvømmelser siden 2015 alene. Siden da, har mange mennesker advaret om en forestående katastrofe. I flere årtier har amtsautoriteterne vidst, at byens hårde jord og geografiske beliggenhed betød, at det var sandsynligt, at byen ville blive ramt af oversvømmelse, men de skred ikke til handling af frygt for at skade de hurtigt stigende ejendomspriser. I stedet er bygningsreglementet systematisk blevet rullet tilbage. Store vådområder, som ellers ville have absorberet meget af vandet, er blevet drænet. Med alt fokus på at styrke den hurtige udvidelse af byen og ejendomsmarkedet blev hovedinfrastrukturen i hovedstadsområdet forsømt.
Allerede i 1996 advarede en rapport fra ingeniører i Harris County om, at to kæmpe vandreservoirer i Houston, en dag kunne risikere at forværre en oversvømmelse, hvis ikke de blev opgraderet. Og det er netop det, der skete denne gang, da myndighederne blev tvunget til at åbne reservoirerne og sende enorme vandmængder til de omkringliggende områder. Generelt er hele infrastrukturen i Houston County i en skrækkelig forfatning, på grund af kronisk underfinansiering.
I Florida havde staten pralet med, at efter orkanen Andrew i 2002, var de forberedt. Men dette omgår det faktum, at evakueringen udført forud for orkanen blev overladt mere eller mindre til befolkningen selv. Utroligt nok organiserede staten ikke offentlig transport, og tog og fly blev hurtigt udsolgt, hvilket efterlod de mest sårbare til at klare sig selv. I jagten på hurtigt penge hævede nogle flyselskaber billetpriserne med op til 600 procent!
Tilflugtsstederne blev hurtigt fyldt op og tusindvis måtte finde alternative løsninger, men de fleste hoteller blev også fyldt med det samme. I Tampa Bay, et af de hurtigst voksende storbyområder i USA, der heldigvis undgik Irmas værste skader, viser en nylig FEMA-undersøgelse, hvordan en storm kan resultere i utrolige ødelæggelser, der vil efterlade op til to millioner mennesker med behov for lægehjælp. Nylige modeller tyder på, at disse rapporter undervurderer den virkelige situation. Den demokratiske borgmester i Tampa, Bob Buckhorn, afslørede i et øjebliks ærlighed: “Vi er et lavtliggende område, en by på vandet, med en 100 år gammel infrastruktur og 2017 vækstmønstre.” Men Buckhorn har brugt håndører på infrastruktur, sammenlignet med hvad der bruges på at drive byens ejendoms- og forbrugsmarked frem.
Medierne har været hurtige til at rose statens reaktion i forhold til dens reaktion på orkanen Katrina, men det er at skjule sandheden. Faktum er, at myndighederne kun udførte et absolut minimum af deres opgaver, mens en stor del, hvis ikke hoveddelen, blev overladt til hold af frivillige, der udførte redningsopgaver, samt opgaven at organisere oprydning bagefter. Kun få dage før, foreslog Trump-administrationen at skære 876 mio. dollars på Federal Emergency Management Agency’s (FEMA) katastrofehjælpskonto, som allerede skraber bunden. Pengene skulle bruges som en del af udbetalingen for Trumps lovede mur på den amerikansk-mexicanske grænse. I august ophævede Trump også de beskedne oversvømmelsesbestemmelser, som blev indført af Obama-administrationen. I sidste uge foretog administrationen en 180-graders vending og hævede FEMA-finansieringen med 15 milliarder dollars. Men ifølge tidligere FEMA-chef, James Lee Witt, er FEMA “heldig, hvis [disse penge] varer 30 dage.”
Imens fortsætter en stor del af den amerikanske herskende klasse med at benægte, at klimaforandringerne er virkelige. Skoler i mange stater, herunder Florida, har åbnet deres læseplaner for teorier, som fremfører disse synspunkter. I 2015 viste Florida Center for Investigative Reporting, at statsansatte havde været afskåret fra at diskutere klimaforandring. Da disse damer og herrer så hvilken effekt, det ville have på reguleringer, infrastrukturbudgetter og dermed ejendomsmarkedet, var det mere belejligt at ignorere problemet, indtil de havde indløst deres checks.
De liberale har selvfølgelig haft næsen i sky, og udelukkende skudt skylden for disse katastrofer på klimaforandringer. Hvis bare Trump ikke havde trukket sig ud af Paris-aftalen, ville alt have været anderledes! Men de forklarer aldrig, hvordan klimaaftaler skal håndhæves i et system, hvor den private jagt efter profit sætter dagsordenen for al produktion. I sidste ende kan deres løsning koges ned til at bebrejde arbejderne for ikke at forbruge den “rigtige” slags produkter, det vil sige de dyre. Men ved at fokusere så meget på dette problem forsøger de at dække over andre meget vigtige spørgsmål: Hvorfor får denne slags katastrofer den virkning, de gør, og hvorfor bliver millioner af mennesker efterfølgende dømt til lavere levestandard i årtier?
Det er klart, at klimaet forandrer sig. At benægte dette svarer til at benægte virkeligheden. Men det virkelige problem er, at kapitalismen ikke er i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at afværge de forandringer, der finder sted, og systemet er heller ikke i stand til at tilpasse sig de skiftende omstændigheder. Dette afsløres tydeligt af disse nylige katastrofer. Faktum er, at den rigeste og mest magtfulde magt, der nogensinde har eksisteret på jorden, rådner op indefra.
En rapport fra 2017 fra American Society of Civil Engineers gav den amerikanske infrastruktur et fældende D+ på karakterskalaen. Samme gruppe vurderer, at det ville koste 4,59 billioner dollars frem til 2025 at få landet op til, hvad de betragter som en “B”-karakter, der betragtes som “tilstrækkelig for nu”. Præsident Trump har lovet at investere sølle 1 billion dollars i infrastruktur. Og selv dette program er blot et dække for en enorm privatiseringsplan, som helt sikkert vil ødelægge og yderligere undergrave den allerede elendige tilstand, som landets infrastruktur er i.
Bestræbelserne på at holde ejendomspriserne, aktiemarkedet og andre bliv-rig(ere)-hurtigt-ordninger oppe, dominerer den amerikanske kapitalistiske klasses dagsorden. Denne klasse, som i sin opstigningsperiode så mange årtier og endog århundreder frem, er i dag kun i stand til at tænke på økonomien i forhold til dage og uger – højst indtil næste kvartal. Virksomheder værdisættes ikke efter deres langsigtede produktionsværdi, men i forhold til hvor meget de kan hæve deres aktiekurser – noget som for det meste har meget lidt at gøre med deres faktiske produktivitet. Aktiemarkedets knusende dominans fordærver hensynsløst det moderne samfunds mest grundlæggende fundament, som fabriksproduktion og infrastruktur. Hvorfor spilde penge på infrastruktur for at sikre den næste generations fremtid, når dit hovedmål er at opnå højest mulig profit i løbet af de næste få måneder?
Den herskende klasses politiske liv afspejler nødvendigvis den samme proces. Skyttegravskrigen i Kongressen er delvis en afspejling af dette, og Donald Trump selv personificerer den samme proces både i økonomien og på det politiske område. Mange liberale og bare lidt intelligente dele af den herskende klasse kan se, hvordan denne uhindrede plyndring undergraver den herskende klasses langsigtede position. Det undergraver ikke kun dens økonomiske base, men også det kapitalistiske systems legitimitet. Men de er handlingslammede, og årsagen er tydelig: Kapitalismen kan ikke reguleres eller kontrolleres. Det er et system baseret på markedets anarkiske love, der drives af den private jagt på profit. I sin opstigende fase drev den amerikanske herskende klasse systemet fremad, men i dag er det blevet den største kraft, der trækker det ned.
Der er intet naturligt ved disse katastrofers materielle konsekvenser. Produktionskapaciteten eksisterer til nemt at modernisere amerikansk infrastruktur og boliger, og dermed minimere risikoen for død og ødelæggelse. Den samme produktive kapacitet kunne let genoprette de berørte befolkningers liv, hvis potentiale blev realiseret fuldt ud. Men kapitalismen er ude af stand til dette. Kun en planøkonomi, der ejes og demokratisk kontrolleres af arbejderklassen, kan anvende disse kraftfulde produktivkræfter til gavn for samfundet. Den herskende klasse er ude af stand til at garantere selv den mest grundlæggende vedligeholdelse af samfundet. Stigende lag af befolkningen bliver opmærksomme på dette. Alt dette forbereder en genopvågning af den amerikanske arbejderklasse, som en revolutionær kraft i et omfang, der aldrig tidligere er blevet set i historien.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 33, oktober 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.