I de sidste par år har toppen af fagbevægelsen haft store diskussioner om de unge. Hvad kunne man gøre for at få dem til at blive medlemmer? Alle ved jo, at får man ikke fat i de unge, så vil organisationens levetid være begrænset. Men problemet er, at de unge i dag ikke bare melder sig ind i en fagforening. De kan ikke blive tilfredsstillet af et fagblad med farver og en halvårlig generalforsamling. De vil have mere.
Dette har flere steder skabt store problemer. Nu var man nemlig lige blevet vant til, at det var nok at lave et fagblad og et par generalforsamlinger. Resultatet blev alle mulige forsøg på “fornyelse”. Fagbevægelsen har de sidste 10 år arrangeret utallige ting for at få de unge med: Bungy-jump, go-cartture, overlevelsesture, paint ball-ture, fodboldturneringer, udlandsrejser, fester, koncerter og så videre.
Alt dette kunne virke meget imponerende, hvis man ikke lige stillede et lille spørgsmål bagefter. Virker det?
Og ja, man er i stand til at tiltrække en lille gruppe unge til disse arrangementer. Men kun så længe arrangementerne står på. Bagefter er de væk igen. Så man får selvfølgelig brugt de penge, der er sat af til ungdomsarbejde, på de unge, men ud over det er effekten lille.
Som sagt før, er det fagbevægelsens fremtid, vi har at gøre med. Det bør derfor optage alle fagbevægelsens medlemmer, hvordan man løser dette problem. Det er meget sigende, at det eneste, man ikke har prøvet, er at tage fat på de problemer, lærlinge og andre unge har. Man har faktisk prøvet alt andet end at organisere de unge omkring en faglig politik og faglige krav.
Undskyldningen for det er, at de unge ikke gider. Men kigger man lidt rundt blandt de unge, vil man hurtig finde ud af at det ikke passer. I den sidste tid har der været den ene ungdomsdemonstration efter den anden. Gymnasieelever, folkeskoleelever, studerende, handelsskoleelever osv. er gået på gaden den ene gang efter den anden. Ikke for at køre go-cart, men for at kræve bedre vilkår. Og faktisk har lærlingene fra de tekniske skoler også været med. Blandt andet til demonstrationen på Rådhuspladsen torsdag den 3. oktober, hvor mellem 10.000 og 15.000 unge var på gaden i protest mod nedskæringer.
Ansvaret for det manglende ungdomsarbejde ligger altså ikke hos de unge.
Kigger man tilbage i tiden, vil man også se, at de store bevægelser blandt lærlinge og ungarbejdere i 40’erne og igen i 60’erne og 70’erne var omkring faglige slogans. Og der er masser at kæmpe for i dag. Der er nemlig ikke sket det store siden 70’erne. Lærlingelønnen er stadig alt for lav, uddannelsen er stadig uden ordentlig kontrol, og lærlingene har stadig ikke deres demokratiske ret til at kunne strejke for bedre forhold.
Vil man være i stand til at vinde de unge, må man vise dem, at man vil kæmpe for deres krav og blive ved, indtil der er resultater. Lærlingene må have selvstændig kontrol med lærlingeklubberne og selvstændig kontrol med økonomien. Kun ved at turde lade de unge blive fagligt aktive vil man kunne vinde de unge til fagbevægelsen igen.