Efter en række nedslående afstemningsresultater på Enhedslistens årsmøde den 3.-4. oktober er Socialistisk UngdomsFront (SUF) kastet ud i den mest alvorlige krise i organisationens historie. Det giver med rette anledning til diskussioner, om hvad der nu skal ske. RS mener, at krisen i kapitalismen skriger på en stærk og bred revolutionær organisation, som kan give et socialistisk perspektiv til de tusinder af unge, der i disse år radikaliseres. Og som vi ser det, vil blot få hundrede unge organiseret omkring et klassebaseret og klart program kunne få stor effekt på klassekampen i Danmark. Fra RS’ side bygger vi en kadreorganisation, men en bredere organisation som SUF kan nå langt flere langt hurtigere og dermed spille en vigtig rolle i at styrke den revolutionære venstrefløj. Derfor tilbyder vi kammeraterne i SUF vores hjælp, teoretiske viden og erfaringer i den diskussion, der er startet, og opfordrer til at gøre fælles sag i at relancere SUF på et stærkere politisk grundlag.
SUF har været den mere eller mindre officielle ungdomsorganisation for Enhedslisten siden starten af 00’erne. SUF’s krise har været under udvikling længe, men er kulmineret efter Enhedslistens apparat og højrefløj manøvrerede i foråret og dannede en konkurrerende ungdomsorganisation, Rød-Grøn Ungdom (RGU), på basis af en gruppe tidligere SUF’ere. Formålet med denne manøvre er at erstatte det “ustyrlige” SUF med en mere loyal og reformistisk ungdomsorganisation, som vi kender dem fra andre partier. Det nye RGU vandt anerkendelse på Enhedslistens årsmøde den 3.-4. oktober som en ligeværdig samarbejdspartner på linje med SUF. Med udsigten til konstant sabotage fra Enhedslistens top fremover er det kun et spørgsmål om tid, før SUF – hvis intet gøres – vil forbløde og RGU stå alene tilbage. Vores gode kammerater i SUF står altså i en situation, hvor fortsættelse af status quo er lig med undergang.
Vi fra RS, den danske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), giver her vores korte og ufuldstændige bud på problemernes rod, og hvordan vi mener et revolutionært ungdomsarbejde kan genrejses i Danmark. Vi håber, at vores kritik i dette dokument vil blive læst, som den er ment: som konstruktiv kritik for at styrke de revolutionære kræfter og som en hjælp til vores kammerater i SUF.
Forløberen til RS (Socialistisk Standpunkt) var en del af SUF praktisk taget fra SUF’s dannelse. Guderne skal vide, at forholdet mellem organisationerne tidligere har været kompliceret. Det skal vi ikke gå nærmere ind på her, men blot konstatere, at mange af de samme personer i Enhedslistens top, som i dag fører kampagnen mod SUF, startede deres “karriere” for et årti siden med at ekskludere os fra SUF i et forsøg på at dreje SUF væk fra marxisme og ind mod den politiske midte.
I RS har vi betragtet SUF’s forsvarskamp imod RGU og Enhedslistens apparat udefra. Det er naturligvis et forbehold, som må holdes in mente i det følgende. Ikke desto mindre er det vores opfattelse, at størstedelen af SUF’s forsvar mod angrebet har været kørt med fokus på organisatoriske spørgsmål i stedet for politiske; Ydermere at det har været en strategi at kopiere Enhedslistens politik op til landsmødet i håbet om, at det ikke ville levne plads mellem Enhedslisten og SUF, hvor RGU ville kunne klemme sig ind. Men som vi også tidligere har kommunikeret uformelt til kammeraterne i SUF, mener vi, at dette har været en fejl. Og lad det være sagt: Alle begår fejl. Kun de der ikke laver noget, er fejlfri. Men det afgørende er at bruge sine fejl konstruktivt, til at lære af dem for at blive stærkere og bedre.
Vi mener, at angrebet på SUF er politisk og derfor skal svares politisk. Hvad nytte ville det have gjort at vinde Enhedslistens landsmøde og få RGU afvist, hvis det skete på baggrund af en moderat politik, som demobiliserer egne medlemmer og de bedste oppositionelle medlemmer i Enhedslisten? Hvis man ikke kan se forskel på RGU og SUF? Men om landsmødet kunne være vundet eller ej, er ikke emnet for denne diskussion og for os ikke så interessant. Tilknytning til Enhedslisten er naturligvis et vigtigt spørgsmål. Men det står ikke over politiske principper.
For os at se har SUF behov for at relancere sig selv, og vi fra RS tilbyder helhjertet vores hjælp i en sådan proces. Vi har hverken et stort apparat eller mange medlemmer. Men vi mener i al beskedenhed at have et sammenhængende og velfunderet teoretisk fundament og have bevist, at vi kan handle effektivt som organisation.
En krise kan bruges positivt
En krise kan smadre en organisation, men en krise kan også være en redning og begyndelsen til noget nyt og bedre – forudsat at de politiske årsager analyseres grundigt og ærligt, og at de nødvendige konklusioner drages. SUF har de senere år befundet sig i noget, der for en revolutionær organisation kun kan betegnes som et yderst kritisk paradoks: Mens kapitalismen hver eneste dag i højere og højere grad viser sin fallit, og stadigt bredere lag af arbejdere og unge radikaliseres, er SUF i samme takt gået fra krise til krise. Dette mismatch er et vink med en vognstang. Det viser os roden til problemerne, og hvor vi må tage fat. SUF og den brede revolutionære ungdoms problemer er grundlæggende set politiske. Det er løsningen derfor også.
Lad os derfor starte med at se på karakteren af den nuværende epoke for derefter at se på mulighederne for at udnytte disse for en revolutionær ungdomsorganisation som SUF i kampen for en socialistisk revolution.
Karakteren af den nuværende epoke
Når vi siger, at grundlaget for at bygge en stærk revolutionær organisation er godt, er det ikke tomme ord, og vi vil her bruge lidt plads til at argumentere, hvorfor vi mener vi revolutionære har al mulig grund til at være optimistiske.
Kapitalismen er gået ind i den mest alvorlige krise i historien. Verdensøkonomien er i knæ, og kun staternes massive og konstante tilførsel af “stimuli” afholder den fra et lodret fald. Allerede inden coronapandemien var det tydeligt, at modsætninger der havde været under opbygning i årtier, nærmede sig et punkt, hvor de måtte komme til udtryk i en massiv overproduktionskrise.
De politiske systemer, nationale såvel som internationale, rystes af den ene krise efter den anden; Brexit, Trump og nu COVID-19 for blot at nævne nogle få. Systemets krise har effekt på massernes bevidsthed. Imponerende massebevægelser springer frem; de gule veste i Frankrig, klimabevægelsen blandt unge osv. I 2019 var en tredjedel af verdens lande ramt af omfattende masseprotester eller revolutionære bevægelser. Bevægelsen omkring Black Lives Matter i USA står her frem. Her har millioner været på gaden i antiracistiske protester, der flere gange har fået opstandslignende karakter – midt i kapitalismens højborg. For alle der ikke nægter at se, er det tydeligt, at denne situation ikke er “business as usual”. Situationen er skiftet. Men endnu har det ikke fået et udtryk i Danmark, hvilket kan lede politisk aktive uden et marxistisk teoretisk grundlag til at drage pessimistiske konklusioner. Men der er ikke grund til utålmodighed – tværtimod. Vi revolutionære har brug for al den tid, vi kan få. Som ovennævnte bevægelser har vist, skal der mere til end bare en bevægelse, hvor stor og kraftfuld den end er, til at vælte systemet. Der skal også være en kraft der kan kanalisere den enorme energi fra massebevægelsen i konstruktiv retning og fremsætte et alternativ til det bestående – kort sagt en revolutionær ledelse.
I et globalt kapitalistisk system med et globalt verdensmarked fungerer de samme processer i større eller mindre grad i alle lande. Det betyder også, at Danmark ikke kan holdes udenfor processerne, ligegyldigt hvor meget Mette Frederiksen end ønsker det. Selvom der umiddelbart er relativt stille i klassekampen i Danmark nu, opbygges spændingerne under overfladen. Det er kun et spørgsmål om tid, før de slår igennem.
På trods af at verden brænder, og det ene land efter det andet trækkes ned i nye politiske kriser, er det som om, at størstedelen af den parlamentariske venstrefløj i Danmark klynger sig endnu tættere til det bestående system end tidligere. For Enhedslisten er det kommet til udtryk i en drejning mod midten og kraftig tilpasning til Mette Frederiksens socialdemokrati og altså også i angrebet på SUF.
Radikalisering
Coronapandemien har i land efter land bragt alle modsætninger til overfladen. Og frem for alt har vi kunnet observere markante skift i bevidstheden ikke kun hos de i forvejen politisk bevidste lag, men også blandt bredere lag af arbejderklassen. Folk der ikke tidligere var politisk interesserede, vågner pludselig op og leder efter svar. I de lande hvor krisen har taget fart, vokser de venstreorienterede organisationer, herunder IMT’s sektioner.
Dette er en ekstrem vigtig observation for revolutionære. En revolution er, når arbejderklassens bevidsthed indhenter den objektive situation. Menneskets bevidsthed er i udgangspunktet konservativ. Det er en måde at overleve på. At gå ud fra at verden nok er, “som den plejer”, og at modgang kan klares på samme måde som hidtil. I lang tid har arbejderklassens bevidsthed således haltet langt bagefter virkeligheden. Ja, faktisk har arbejderklassens bevidsthed i de udviklede kapitalistiske lande i høj grad været formet af efterkrigsopsvinget og det såkaldte velfærdssamfund. Det på trods af at efterkrigsopsvinget og opbyggelsen af den såkaldte velfærdsstat stoppede i 70’erne. I adskillige årtier er velfærden bredt set blevet beskåret stykke for stykke.
Men spændet mellem bevidstheden og krisen i kapitalismen er ved at have nået et bristepunkt. Det ser vi i det ene land efter det andet. Med coronaudbruddet og dets chokeffekt rystes bevidstheden hos masserne. Det bliver tydeligt, at systemet hverken kan levere velfærd eller sundhed. Arbejderklassens gennemsnitlige indkomst på verdensplan er faldet med 10,7 % i de tre første kvartaler af 2020, vurderer ILO. FN vurderer, at 490 millioner mennesker alene i år vil miste enten adgang til rent vand, tilstrækkelig føde, elektricitet eller skolegang, og at 170-200 millioner vil blive skubbet ned i fattigdom. Alt sammen på under ét år. Samtidig sidder en lille ultra-rig elite med verdens rigeste mand, Jeff Bezos, i spidsen. Én mand der i dette krisens år alene har tjent 443 milliarder kroner, eller hvad der svarer til tre gange de amerikanske arbejderes medianløn – hvert minut.
Nye lag af verdens arbejdere og unge vågner op til en erkendelse af, at noget er fundamentalt galt i det nuværende system. Kapitalismen betyder ikke bare arbejdsløshed, nedskæringer og sult for milliarder af mennesker. Den truer også med at smadre menneskers mulighed for at leve på jorden. At denne erkendelse af systemets fallit udviklede sig allerede før coronapandemien og har nået brede lag af unge, blev afspejlet i den spontane klimabevægelse inspireret af Greta Thunberg. Politisk udtrykte den sig i den revolutionære parole: “Systemforandring – ikke klimaforandring!” Desværre lykkedes miljøorganisationerne, tiljublet af venstrefløjens partier, inklusiv Enhedslisten, med at dreje bevægelsen i Danmark væk fra sit revolutionære udspring på gaden og ind i “sikre kanaler” i det borgerlige parlament. Den revolutionære parole blev lige så stille erstattet med kravet om en såkaldt klimalov. Et stykke papir med hensigtserklæringer og floskler, hvis karakter nu bliver afsløret for alle: Det er højden af utopi, at tro som NGO’erne og de reformistiske parlamentarikere, at man gennem forhandlinger i parlamentet kan løse et systemisk problem der skabes i produktionen på grund af selve kapitalismens essens: profitmotivet. Den eneste realistiske løsning på klima- og miljøproblemerne er, som de unge i på gaden instinktivt vidste, revolutionær.
Brug for et klasseperspektiv
Alle de kriser som det nuværende samfund står i, skriger på en social revolution. Den økonomiske krise, flygtningekrisen, klimakrisen osv. Det nytter ikke at pakke det ind. Det er selve systemet, der er problemet. Løsningen er altså at omstyrte det kapitalistiske system og sætte et socialistisk i stedet – et virkeligt demokrati, som også kontrollerer økonomien.
En revolution kan kun gennemføres ved massernes og frem for alt arbejderklassens aktive deltagelse. Hvis unge elever eller studerende går i strejke, rammer det ikke den herskende klasse. Det er noget ganske andet med arbejderklassen. Uden arbejderklassens indirekte tilladelse er der ikke ét hjul, der drejer, eller én lampe, der lyser. Dens potentielle magt er enorm. Når de går i strejke, har det direkte effekt. Det er arbejderklassen, der producerer samfundets værdier. Den enkelte arbejder frembringer ikke selv de færdige produkter individuelt, men er del af en kollektiv produktionsproces. Det er ligeledes umuligt for dem at forsvare deres interesser på individuel basis. Kun ved at handle kollektivt har de en magt til at sætte op overfor deres modpart; kapitalejeren. Heri ligger kimen til arbejderklassens socialistiske bevidsthed.
Betyder arbejderklassens enestående rolle så, at unge, elever og studerende er tvunget til at være magtesløse tilskuere til arbejderbevægelsen? Tværtimod! Unge kan spille en overordentlig vigtig rolle i revolutionære bevægelser. Faktisk har netop unge været spydspids i de fleste revolutioner. Bevægelser blandt unge og studerende, som ofte har mindre at tabe og af natur er mere åbne overfor forandringer, har ofte været inspirationskilde for arbejderklassens kampe – og de er altid i forreste linje på gaden. Det var især tydeligt i maj 1968 i Frankrig. Her blev en studenterbevægelse anledning til datidens største generalstrejke blandt de franske arbejdere. Forudsætningen for unges rolle er, at vi stiller os entydigt på arbejderklassens side i klassekampen. Det kræver, at vi anerkender, at klassespørgsmålet skærer igennem alle andre spørgsmål, om det så drejer sig om klima, racisme, sexisme eller økonomisk krise. I et klassesamfund som det kapitalistiske, er klasseundertrykkelsen den primære undertrykkelsesform som betinger og sætter rammen om alle andre former for undertrykkelse.
Selvom SUF de fleste gange har ligget langt til venstre for Enhedslisten på afgørende spørgsmål, så er det også tydeligt, at klasseperspektivet og det systemiske synspunkt mange gange er røget i baggrunden til fordel for individcentrerede ideer som queerteori, intersektionalitet og politisk forbrug, når det kommer til vigtige spørgsmål om blandt andet kvindekamp, antiracisme og klimakrisen. Mens disse politikker deler arbejderklassen op og spiller os ud mod hinanden, giver en klassepolitik derimod enhed i klassen på tværs af alle de skel, som den herskende klasse forsøger at sætte imellem os. En klassepolitik viser de virkelige brudlinjer i samfundet og udpeger den virkelige fjende.
Sammen med en klasselinje hører ideen om massekamp: At det hverken er godhjertede parlamentarikere på Christiansborg eller små dedikerede grupper, som isoleret kan skabe virkelig forandring. Det kan derimod massebevægelser.
Her kommer vi til det vanskelige. For en massebevægelse kan ikke startes, som man åbner for en vandhane. Den kan ikke planlægges i en arbejdsplan. Masserne bevæger sig, når de er klar. Hverken før eller efter. Når der ikke er massebevægelser, er det tid til at en revolutionær organisation kan forberede sig: at skole sig i revolutionær teori; at nå nye lag af radikaliserede unge og integrere dem i organisationen; at træne dem og uddanne hinanden i tidligere tiders revolutionære erfaringer; at deltage i lokale kampe for at træne sig, men også for at vinde indflydelse på dem, for at kæde dem til det højere mål. Alt sammen er med til at forberede de revolutionære på de virkelige kampe.
Når en massebevægelse så bryder ud – tvunget af de objektive omstændigheder – kan organisationen handle og med så meget desto mere effekt, som man har forberedt sig. Men fælles handling kræver et minimum af intern politisk enighed. Et politisk grundlag. Her har SUF tidligere været voldsomt begrænset. Mens den manglende politiske klarhed i organisationen betød, at folk med vidt forskellige politiske retninger kunne tilslutte sig, har den samtidig resulteret i handlingslammelse, når det gjaldt virkelig deltagelse i klassekampen – ikke som individer, men som organisation, og det er et problem. For som socialister ved vi, at kollektivet altid er stærkere end individet. Så på trods af hundreder af medlemmer og lokalgrupper over hele landet, har SUF aldrig været i stand til at handle koordineret i hverken studenterbevægelsen eller ungdomsfagbevægelsen. Og det er synd og skam. Det har overladt disse sociale bevægelser i hænderne på den reformistiske top i SFU og DSU, som har været mere koordinerede, mens SUF har måttet nøjes med oplysningsarbejde og kreative aktioner – som begge er vigtige, men også ufarlige uden at være knyttet til massekamp og masseorganisationerne.
Så længe DSU er de eneste, der laver koordineret arbejde i ungdomsfagbevægelsen, vil de bevare kontrollen og være en bremse på de unge arbejderes bevægelse.
Med en teoretisk oprustning, skoling i basal marxisme og den internationale arbejderklasses revolutionære erfaringer vil en revolutionær ungdomsorganisation på blot få hundrede i Danmark kunne få enorm betydning i klassekampen. Med politisk skoling vil medlemmerne kunne handle på tværs af landet, og rejse samme kampagner, krav og solidaritet, i landets elev- og studenterråd, fagforeningernes ungdomsudvalg og på gulvet blandt utallige studerende og unge arbejdere. En sådan organisation vil kunne tage klassekampen ind på uddannelsesstederne og samtidig blive en vej for elever og studerende ind i klassekampen – kort sagt, den kan blive et referencepunkt i klassekampen. Dette kan ske med eller uden tilknytning til Enhedslisten. Det afgørende er politikken.
For en revolutionær ungdomspolitik
Der er naturligvis mange urørte aspekter og forsimplinger i ovenstående. Men vi håber, at kammeraterne i SUF vil tage vores input med i deres evalueringer og diskussioner om fremtiden.
Vi har bygget RS, den danske sektion af IMT over flere år som en politisk homogen organisation med et klart marxistisk program, hvor hvert enkelt medlem er afgørende. RS består således også udelukkende af aktive medlemmer, hvor vi træner og uddanner hinanden i marxistisk teori og analyse i en kontinuerlig proces, for at medlemmerne kan handle individuelt og samle folk omkring sig lokalt, hvor man er, ligesom RS er 100 % uafhængig af økonomisk støtte fra stat, kommuner og fonde. Dette er naturligvis noget andet, end hvad SUF er. Men det betyder ikke, at der er en modsætning mellem de to. Hvor SUF er bredere, er vi smallere, men dybere. Vi mener, at et relanceret SUF over ovenstående linjer, men med masser af plads til politisk diskussion og brydning af ideer vil have en overordentlig positiv effekt på klassekampen i Danmark og vil have vores største støtte. Vi nærer naturligvis ikke illusioner om, at alle kammerater i SUF er enige i vores analyse og perspektiv. Så lad os diskutere det sammen. Det værste en kammeratlig og åben diskussion kan føre med sig, er, at vi alle bliver klogere.
