fallen capitalIMF erklærede i starten af april, at vi er gået ind i »den værste økonomiske nedtur siden den store depression«. I går [den 29. april, red.] blev deres perspektiv bekræftet, da tallene for USA blev offentliggjort, og viste et fald på 4,8 procent. Dagens [den 30. april, red.] offentliggjorte tal for eurozonen viser et fald på 3,8 procent i det første kvartal. Den katastrofale håndtering af coronapandemien har skærpet en økonomisk krise, som allerede var under opsejling.

Et historisk fald

Tallene der blev udgivet i dag var værre end forventet. Faldet, på 3,8 procent i eurozonen for et kvartal, er langt værre end det amerikanske fald på 4,8 på årsbasis (de tilsvarende tal for USA ville være omkring 1,5 procent). Den franske økonomi har trukket sig sammen med 5,8 procent og den spanske med 5,2 procent i sidste kvartal. Tallene for de europæiske økonomier er værre end nogensinde registreret, og faldet er langt alvorligere end i 2009. Andet kvartal ventes alle steder at blive endnu værre.

Virusepidemien kunne ikke have ramt på et dårligere tidspunkt. Verdensøkonomien kom sig aldrig efter krisen i 2008-09, som vi før har forklaret. Den svage genopretning, der måtte have været, var ebbet ud, graf1og i hvert fald økonomierne i Tyskland, Japan og Storbritannien var begyndt at trække sig sammen.

 Denne mere generelle krise i kapitalismen er udtryk for dens senile forfald. Dette rådne system burde have været væltet for et århundrede siden, men kombinationen af verdenskrig og reformisternes og stalinisternes rolle gav det nyt liv. De første tegn på en afslutning af efterkrigsopsvinget kunne allerede ses i 70’ernes krise, men gennem nedskæringer og angreb på arbejderklassen, kombineret med en ekspansion af kreditten uden historisk fortilfælde, har kapitalistklassen udskudt den skæbnesvangre dag. Nu vender det hele tilbage.

IMF’s økonomiske prognoser for verdensøkonomien, der udkom tidligere i april, viste sig at være dyster læsning. IMF forudså en sammentrækning i verdensøkonomien på 4,2 procent dette år. Det er markant værre, end den tidligere rekord for økonomiske fald i efterkrigstiden, der blev sat i 2009, med et fald på 1,6 procent. Langt størstedelen af alle lande vil opleve en krise dette år, og de avancerede kapitalistiske lande bliver ramt hårdest. Eurozonen står overfor en sammentrækning på 7 procent. Japan – der på nuværende tidspunkt er gået relativt fri for epidemien – står overfor en sammentrækning på 5 procent, og USA en sammentrækning på 6 procent. Alle disse prognoser tager som udgangspunkt, at pandemien er ovre denne sommer, og at der ikke kommer en anden virusbølge dette eller næste år. Men denne optimisme bliver ikke delt af epidemiologerne.

 graf2IMF har, meget betænksomt, givet os en række alternative scenarier for, hvad der vil ske, hvis deres hovedscenarie ikke holder. Kommer der en ny bølge i andet halvår, vil faldet blive dybere, omkring 7 procent. Alligevel er IMF forholdsvis optimistisk sammenlignet med andre.

En række private institutioner forudsiger barskere scenarier: IHS Markit havde regnet med et fald på 3 procent i USA's BNP i første kvartal 2020 på årsbasis. Dette viste sig at være et for optimistisk estimat, eftersom tallene fra den 29. april viste en sammentrækning svarende til 4,8 procent (på årsbasis). IHS Markit forudså endvidere et voldsomt fald på 27 procent i andet kvartal, hvor nedlukningens effekt rammer (igen, på årsbasis). Dette betyder ikke et faktisk fald på 27 procent dette enkelte kvartal, men derimod at BNP ville falde med 27 procent i løbet af et år, hvis udviklingen i det pågældende kvartal fortsatte de tre følgende kvartaler, hvilket ikke vil blive tilfældet, da lockdown ikke vil vare for evigt. Alligevel forventes faldet i USA’s BNP for hele 2020 at blive markant værre end i 2009. Situationen er også alvorlig i andre dele af verden. Således forudser Morgan Stanley et fald på 11 procent i eurozonens produktion dette år, med Storbritannien lige bagefter med 10 procent. Selv Christine Lagarde truede eurozone-regeringer med et fald i produktionen på 15 procent, hvis ikke de greb ind.

En anden pudsig antagelse fra IMF er, at infektionen ikke vil sprede sig bredt udenfor de avancerede kapitalistiske lande. Hvorfor de fattigere lande skulle være bedre i stand til at håndtere pandemien, er et godt spørgsmål. I disse lande, der er udsultet for ressourcer og udplyndret af imperialismen, vil høj befolkningstæthed i byerne, dårlige boliger og mangel på sygesikring kunne danne grobund for en humanitær katastrofe. Den eneste redning indtil videre har været manglen på internationale rejsende, der har reduceret antallet af importerede tilfælde, men så snart den lokale spredning starter, vil det blive umuligt at stoppe den.

Som infektionen spreder sig hastigt i Indien, Afrika og Latinamerika, nærmer udsigten til en økonomisk katastrofe sig også: Hvor IMF regnede med en vækst i Indien på 2 procent i 2020, forudser både Fitch Ratings og Barclays Bank en stagnation på henholdsvis 0,8 og 0 procent.

Men alle disse forudsigelser er blot kvalificeret gætværk. Sandheden er, at ingen rigtigt ved noget. IMF antager også, at økonomien vil vende hurtigt efter, at restriktionerne tilbagerulles, men dette er også en stor antagelse.

Katastrofe i støbeskeen

Mange industrier er rystede af krisen:

  • Detailhandlen kæmper allerede under presset fra onlinehandel. Mange af de butikker der nu er blevet lukket på grund af social afstand, vil aldrig genåbne, eller hvis de gør, vil de opdage, at mange af deres kunder ikke længere er der.
  • Det samme gælder restauranter, der, hvis de overlever nedlukningen, ikke vil se deres kunder vende tilbage.
  • Rejseindustrien vil sandsynligvis komme sig, men i den overskuelige fremtid vil den ikke komme tæt på at blive, hvad den var før. Flyindustrien brugte mellem seks og otte år på at komme sig efter 9/11-angrebene, og det var under et opsving. Denne gang vil uden tvivl blive værre. Både Airbus og Boeing efterspørger hjælpepakker.
  • Videregående uddannelser vil blive ramt hårdt. Dette er især tilfældet i de to største markeder for uddannelse: Storbritannien og USA.
  • Olieindustrien er i panik. Efterspørgslen på olie er faldet med 20 millioner tønder om dagen, eller ca. 20 procent, fordi folk bliver hjemme. Selv den historiske aftale mellem USA, Saudi-Arabien og Rusland har ikke formået at hæve prisen over dens laveste niveau i 18 år.
  • Bilindustrien, der er central for fremstillingssektoren, forudses at se et fald i bilsalget på 21 procent globalt, med et fald på 26 procent i Europa. Hvis ikke det var for massiv statsstøtte, ville dette allerede have resulteret i massefyringer og fabrikslukninger.
  • Selv amerikanske hospitaler beder, på baggrund af uskønne beregninger, om hjælpepakker efter at have måttet aflyse mere profitable behandlinger for at behandle coronapatienter.

På trods af at regeringer verden over betaler historiske summer for at støtte virksomhederne, stiger arbejdsløsheden med en hidtil uset fart. I USA har 26 millioner [30 mio. per 6. maj -red.] ansøgt om arbejdsløshedsunderstøttelse (hvilket ikke nødvendigvis betyder, at de er blevet fyret permanent).

Økonomer, der er blevet adspurgt af Wall Street Journal, forventer at 14 millioner job går tabt i løbet af de næste par måneder, og at arbejdsløsheden stiger til 13 procent i juni: Den hurtigste stigning nogensinde. En af Trumps økonomiske rådgivere, Kevin Hasset, har givet anledning til store overskrifter ved at forudse en arbejdsløshed på 16-17 procent. Han sammenlignede denne udvikling med krisen i 2008-2009, da USA mistede 8,7 millioner jobs: »Lige nu mister vi så mange job omkring hver 10. dag«.

Ingen ved, naturligvis, hvor dette vil ende, men prognosen for arbejdsløsheden i Europa er allerede blevet hævet til 20 procent i USA og Nordeuropa, som formåede at undgå massearbejdsløshed i 2009. ILO advarede om, at 1,6 milliarder mennesker – halvdelen af verdens arbejdskraft – er »i umiddelbar fare for at miste deres levebrød«. De estimerede også, at 1,6 milliarder i den uformelle sektor allerede har mistet 60 procent af deres indkomst i krisens første måned.

I 1930’erne faldt det amerikanske BNP med 25 procent hen over 3 år, og arbejdsløsheden steg til 25 procent. Hvor borgerskabet lykkedes med at undgå en egentlig depression i 2008-9, er udsigterne denne gang dystre og meget konkrete:

»’Kraftigt reduceret efterspørgsel, forsyningsproblemer og ekstrem høj usikkerhed vil holde fremstillingssektoren på en ekstrem svag bane i den nære fremtid,’ sagde Oren Klachkin, økonom ved Oxford Economics. ’Vi tror at økonomien gradvist vil begynde at vende tilbage til normalen i tredje kvartal, vi er klar over, at risikoen for en forlænget nedlukning kunne føre til en meget langsom og ujævn genopretning’.«

Økonomernes håb er, at økonomien hurtigt vil vende tilbage til normalen, så snart de kunstige begrænsninger er fjernet. Men jo længere de forbliver, jo mere skade vil de gøre. Den kapitalistiske markedsøkonomi er klart den mest ringe til at håndtere foranstaltninger som disse. Den berømte usynlige hånd er meget afhængig af kredit og tillid, hvor den sidste er en forudsætning for det første. Men lige i øjeblikket er der ingen tillid til fremtiden.

Forbrugere og virksomheder kigger mod fremtiden med ængstelse, da ingen ved, hvad der lurer rundt om hjørnet. Ingen ved, hvordan verden vil se ud efter nedlukningen slutter (for ikke at nævne hvornår den slutter), og derfor vil ingen lave de investeringer, der er nødvendige for at sparke økonomien i gang igen. Hvorfor investere i produktionskapacitet, når produktionskapaciteten allerede er for høj, og du ikke ved, om forbrugerne vil have dine produkter eller have råd til dem.

Den ultimative långiver...

Dette er årsagen til, at staten nu spiller en hidtil uset rolle. Staten er nu den ultimative långiver, den ultimative forbruger, og gåsen, der lægger guldæggene. Vi kommenterede på dette i en artikel, der blev udgivet for en måned siden, men nu er udviklingen nået endnu længere.

Statsgælden var allerede høj, om end ikke så høj, som under Anden Verdenskrig. Nu ser den ud til at overhale den tidligere top fra verdenskrigen uden udsigt til at blive tilbagebetalt. Staten har lovet historiske summer i lån og subsidier i et forsøg på at holde virksomhederne åbne under nedlukningen.

Marked efter marked slår fejl. Usikkerheden og manglen på kredit (på trods af de ihærdige forsøg) betyder, at virksomheder, der var rimelig sikre for tre måneder siden, nu står overfor bankerot. I finansverdenen, der altid er glad for at finde på nye slagord, er disse blevet kendt som ”faldne engle”. Nu forventes regeringer og centralbanker at holde disse virksomheder i live, indtil situationen stabiliseres.

I USA udvider den amerikanske centralbank sin balance massivt, mens den presser kredit ind på markeder, den ellers ikke har rørt siden den store depression. Et program på 600 milliarder dollars er ved at blive udarbejdet, som skal tilbyde lån, gennem banker, på op til fire år til små og mellemstore virksomheder. Centralbanken forsøger at skærme sig selv fra tabene og beder de udstedende banker om at tage 5 procent af lånene, og den føderale regering om at dække de første 75 milliarder dollars i potentielle tab fra dette program.

Men lånene fra de små og mellemstore virksomheder er intet i forhold til den totale mængde kredit, som bliver pumpet ud i systemet. Ved slutningen af sidste år havde den amerikanske centralbank aktiver for omkring 4.000 milliarder dollars på sin balance. Men nu ser vi et utroligt hurtigt opkøbsprogram af aktiver (det er den måde centralbanker udlåner penge på). Den 22. april havde programmet nået 6.600 millliarder dollars, og det forventes at nå 8.000-11.000 milliarder dollars. Ved højdepunktet under 1930’ernes depression var den amerikanske centralbanks balance på lige over 20 procent af amerikansk BNP. Den overgik dette niveau i 2011. Nu forventer de, at den når 40-50 procent – og det på rekordtid.

graf3ECB [Den europæiske centralbank, red.] forventes, af de fleste, at ville begynde at støtte såkaldte junk bonds udstedt af de tidligere omtalte ”faldne engle” for at undgå bankerot i stor skala i eurozonen. Den forventes også yderligere at udvide sit kvantitative lempelsesprogram på 2.800 milliarder euro. Selvom ECB endnu ikke formelt er gået med til dette, forventer markeder og kreditvurderingsbureauer stærkt, at den vil forhindre både virksomheder og sydeuropæiske lande fra at gå bankerot. I virkeligheden giver de ikke ECB noget valg.

…og den ultimative forbruger

Den gennemsnitlige statsgæld, verden over, forventes at stige med 16 procentpoint af nationalindkomsten, fra 69 til 85 procent af BNI (bruttonationalindkomsten) dette år. USA’s budgetunderskud forventes at nå 19 procent (det højeste siden 1945) efter den fjerde pandemiredningspakke, og vil kun stige yderligere. Gennemsnittet for de avancerede kapitalistiske lande er lige over 10 procent, og Brasilien, Kina og Indien ligger på et lignende niveau. Altså garanterer staten ikke bare en meget stor del af gældsmarkedet, men en meget stor del af udgifterne i økonomien dækkes af underskud i statsbudgettet.

Samtidig med, at de forsøger at bringe virksomheders låneomkostninger ned, skubber regeringerne også subsidier i stor skala ud til virksomhederne for at få dem til at holde på deres ansatte. Staterne betaler lønningerne til over 30 millioner arbejdere i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Spanien, om end på et noget reduceret niveau. Dette svarer til omkring en femtedel af disse landes arbejdsstyrke.

Et af problemerne med disse ordninger, som skal give en kortsigtet støtte til virksomheder, som ellers godt ville kunne klare sig, er, at det stort set er umuligt at vide, om en virksomhed kan klare sig eller ej om fem måneders tid, eftersom fortiden ikke er en særlig god vejledning til fremtiden. Risikoen er tydelig, at centralbanker og regeringer vil ende med at holde virksomheder på livsstøtte uden nogen ende i syne.

Det er præcis, hvad regeringer og centralbanker burde undgå at gøre, men de har intet andet alternativ:

»’Kapitalisme uden bankerot er som katolicisme uden helvede,’ sagde Howard Marks, direktør ved investeringsfonden Oaktree Capital Management LP, i et brev til hans aktionærer denne måned. Han skrev videre, at ’Markeder virker bedst, når deltagerne har en sund frygt for tab.’ Hr. Marks sagde i et senere interview, at han ikke ville implicere, at hr. Powells handlinger var forkerte: ’Det faktum at noget kan have negative, utilsigtede konsekvenser, betyder ikke, at det er en fejl.’«

Hvad end de må synes om foranstaltningerne, synes meget få faktisk, at de er forkerte, og endnu færre præsenterer noget alternativ. Republikanere, der var imod redningspakkerne i 2008, støtter nu disse foranstaltninger med den undskyldning, at omstændighederne er unikke: »Dette bør anses som en abnorm Black Swan-begivenhed, ikke noget der vil gentage sig under normale omstændigheder,« mente senator Pat Toomey. Steve Bannon, der på et tidspunkt var Trumps politiske rådgiver, er blot én af mange, der anerkender den nye situation:

»’Robert Tafts æra, den begrænsede regerings konservatisme?’ sagde Steve Bannon, præsident Trumps tidligere politiske guru, med reference til Ohio-senatoren, der kæmpede mod udvidelsen af regeringsprogrammer og føderal låntagning. ’Den er ikke relevant. Den er simpelthen ikke relevant.’«

Selv den brasilianske ”Chicago Boy” finansminister, Guedes, er blevet tvunget til at give efter for presset fra den herskende klasse. Den herskende klasse er ikke interesseret i tomme banaliteter, og diskuterer åbent, hvorvidt han er mand nok til jobbet eller, om han bør få sparket. Han har indført en hjælpepakke på 223 milliarder dollars, og forsvarer sig nu imod at ligne »en keynesiansk økonom«. Han forsøger åbenbart at trække en »begrebsmæssig sondring« mellem nødforanstaltninger og strukturel reform. Men Keynes var aldrig en principiel tilhænger af statslig indblanding, han så den blot som en nødvendighed under visse omstændigheder for at sikre kapitalismens virke og undgå revolution.

Når ret skal være ret, er det sandt, når Guedes og Toomey siger, at kriser af denne størrelse kun rammer meget sjældent, som en sort svane. Faktisk er det kun den anden i kapitalismens historie. Men dette forbehold er ligegyldigt, eftersom vi er i en sådan krise lige nu, og at der ikke er nogen udvej på kort sigt. Det understreger blot, at når de står over for denne krise, er det eneste, de er i stand til, at kaste masser af offentlige penge efter problemerne. Om de er disciple af Friedman eller Keynes spiller ingen rolle. De ender med at gøre det samme i sidste ende, fordi de ikke har noget valg.

Statens rolle

Statens øgede rolle er i sig selv et symptom på produktivkræfternes oprør mod den private ejendoms begrænsninger, som Engels, Lenin og Trotskij pointerede. Ted Grant forklarede dette i 1950’erne:

»Naturligvis var statens øgede rolle ved laissez-faire politikkens afslutning allerede blevet påpeget af Marx og Engels. Produktivkræfternes tendens til at vokse ud over den private ejendomsrets rammer tvinger staten til at intervenere mere og mere i økonomiens ’regulering’.«

Og igen, hvordan de sidste par årtiers monetaristiske tilgang nødvendigvis måtte sættes i bakgear:

»’Enhver aktion har en lige og modsat reaktion’. Denne lov gælder ikke kun fysikken, men også samfundet. Privatiseringsracet vil nå sine grænser. Dette begynder allerede at ske i Storbritannien. På et vist stadie vil tendensen mod statificering vende tilbage.«

Det er, hvad der nu er sket, og det med et brag. Det løser på ingen måde krisen, men giver blot et plaster på såret ved at flytte gælden over på den offentlige balance. I 1950’erne var der masser af illusioner om, at statslig intervention kunne løse kapitalismens problemer. Ted Grant pointerede, at den ikke ville stoppe en ny krise, og han viste sig at have ret, da 1950’ernes opsving måtte vige for 1970’ernes krise.

Virussen har ramt en økonomi, der allerede kæmpede hårdt. Denne krise har været under opbygning siden Anden Verdenskrigs afslutning. Kapitalisterne formåede at udskyde den ved en massiv forøgelse af gæld, men det har nu nået sine grænser. Overproduktionskrisen er i fuld gang.

Visse større virksomheder vil komme styrket ud af krisen. De vil gøre dette, ikke på grundlag af at have udviklet produktivkræfterne ved at investere i ny teknologi og industri, men ved at være den sidste virksomhed i live, mens de andre, mindre profitable, går bankerot. Konsolidering vil uundgåeligt betyde fyringer. Dette vil underminere markederne yderligere, hvilket vil gøre nye investeringer uprofitable. Staten vil intervenere for at redde virksomheder, der er “too big to fail” [for store til at kunne gå under], men den kan ikke redde økonomien i sin helhed.

Statsmonopolkapitalisme, som Lenin kaldte den, stopper ikke kapitalismens kriser, fordi den ikke fjerner markedets anarki. Profitmotivet er stadig økonomiens drivkraft, den får bare en hjælpende hånd af staten. Men uanset, hvor meget kredit, der gives til de multinationale virksomheder og uanset, hvor store subsidier, der gives, vil der ikke komme investeringer, hvis der ikke er et marked for dem, og lige nu svinder det marked ind, i takt med at arbejdere bliver fyret og bliver tvunget ned i løn.

Der er behov for en planøkonomi

Den kommende katastrofe er ikke en nødvendighed. Hvis ikke vi levede i dette barbariske samfund, der sætter profit før alt andet, ville vi være i stand til at håndtere krisen, uden den udvikler sig til en katastrofe. Hvis der blev produceret for mange produkter, burde det blot give arbejderne mere fritid. Kun under kapitalismens forskruede logik bliver for megen produktionskapacitet til en krise.

En nationaliseret planøkonomi kunne, under disse omstændigheder, lukkes ned, uden at økonomiens langsigtede udsigter led stor skade. Der ville naturligvis være visse forstyrrelser, men økonomien ville være i stand til at starte op igen på et lignende produktionsniveau. Der ville måske være nogle mangler på mindre vigtige produkter i en periode, men der ville ikke være arbejdsløshed, sult, hjemløshed, og økonomien ville hurtigt komme sig.

Ressourcer kunne hurtigt flyttes fra én sektor af økonomien til en anden ved hjælp af arbejderklassens opfindsomhed. En arbejderklasse, der ville være fuldstændigt involveret i styringen af økonomien. Der ville ikke være behov for at betale kapitalister ublu summer for at få dem til at opfylde samfundets basale behov, om det så er mad eller beskyttelsesudstyr. Solidariteten mellem arbejdere kan ses overalt, hvor virussen har ramt. Hvis arbejderne bestemte i stedet for at være ekskluderet fra alle vigtige beslutninger, ville det spontane udbrud af solidaritet på sociale medier og klappen i gaderne blive omdannet til konkret handling.

Kapitalismen forbereder elendighed for milliarder af arbejdere. Vores opgave er at smide dette rådne system i historiens skraldespand, hvor det hører til. Menneskehedens fremtid afhænger af dette.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Bliv en del af RS' facebook gruppe! klik her

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.