Foto: David HoltRS har længe argumenteret for, at politikerne trods deres grønne retorik intet gør for radikalt at nedbringe udledningen af CO2, fordi det kapitalistiske profitmotiv forhindrer det. Men den nye klimalov lader til at ændre på dette, i hvert fald hvis man skal tro SF, Enhedslisten og en række NGO’er. Her tager vi et kritisk blik på klimaloven, for at se om deres optimisme er begrundet.

»Det her er Danmarkshistorie. Klimaloven gør Danmark til et af de absolut mest klima-ambitiøse lande i verden, og det kan med rette kaldes vores partis største politiske sejr!« (Mai Villadsen, klimaordfører for Enhedslisten)

»Dette øjeblik vil for altid stå som definerende for vores tid.« (Carl Valentin, miljøordfører for SF)

De positive skudsmål til decembers aftale om Danmarks anden klimalov (den første blev vedtaget i 2014) kommer fra repræsentanter fra hhv. Enhedslisten og SF. Det lyder alt sammen overvældende. Men holder det vand?

‘Klimaneutralitet’ i 2050

Lad os starte med de flotte overskrifter. Med klimaloven sætter aftalepartierne sig som mål, at Danmark skal være klimaneutralt i 2050. Det lyder jo flot. Men ‘klimaneutral’ er ikke det samme som fossilfri. Et land kan brænde uanede mængder fossile brændsler af og samtidig være klimaneutralt, hvis det altså opvejer denne udledning på den ene eller anden måde i CO2-regnskabet. Ved at annullere CO2-kvoter eller ved at installere (i øvrigt meget energikrævende) maskiner, der kan indfange CO2 og lagre det, på samme måde som atomaffald, isoleret fra det omgivende miljø. Klimaneutral er en grøn måde at sige, at vi ikke behøver at omlægge energi, industri og infrastruktur radikalt. På trods af, at eksisterende teknologi indenfor vedvarende energi udmærket kunne gøre Danmark fossilfrit, som flere forskere har påpeget, pointerer aftalen “at vi endnu ikke kender løsningerne til at nå helt i mål [med de 70%]”. At Danmark skal være ‘klimaneutralt, men ikke fossilfrit i 2050 hænger på den måde fint sammen med, at regeringen med den ene hånd fastsætter mål om først 70% reduktion i 2030 og siden klimaneutralitet, mens den med den anden hånd samtidig investerer i fossil infrastruktur og olie- og gasudvinding i Nordsøen indtil minimum 2052.

Opgørelsesmetoden

Men der er flere problemer med målsætningerne end blot ordvalget. Den berømte 16 årige svensker Greta Tunberg tog således noget mere køligt imod det “historiske” budskab om 70% delmålet for 2030 fra den danske klimaminister Dan Jørgensen, end SF og Enhedslisten. Hun bemærkede tørt, at dette og lignende “ambitiøse” mål fra fx Storbritannien faktisk er direkte kontraproduktive. Hvorfor? Fordi de ikke har noget med virkeligheden at gøre. Målene er nemlig opgjort efter reglerne fra FN’s Kyoto protokol, der ikke medregner udledning fra import/eksport, flytransport og meget vigtigt i Danmarks tilfælde, heller ikke fra offshore og skibsfart, en sektor der står for halvdelen af Danmarks drivhusgasudledning. Alene den manglende dækning af sidstnævnte sektor betyder, at klimaloven i bedste fald er en “halv” lov.

Ligeledes betyder udeladelsen af import, at der står en ladeport åben for samme slags kreative bogføring som man har set i Storbritannien. Her har man haft en klimalov i ti år og den britiske regering kunne i 2019, i sammenhæng med at den konservative regering også erklærede som mål at være klimaneutrale i 2050, meddele at UK’s udledning nu var nået 42% under 1990-niveau og dermed var bragt på niveau med år 1890! Det lyder imponerende. Men det umiddelbart imponerende resultat dækker over den massive afindustrialisering Thatcher startede for at smadre den britiske fagbevægelse. Afviklingen af britisk industri betyder ikke, at Storbritannien ikke længere skal bruge industriprodukter. Produktionen er bare flyttet. Storbritannien har på den måde ‘eksporteret’ sin CO2-udledende produktion til særligt Kina. Faktisk er Storbritannien det land i G7 som i form af vareimport netto importerer mest CO2-udledning per indbygger. Alene fra 1992 til 2007, viser tal fra Office for National Statistics, er nettoimporten af CO2-udledning per indbygger steget fra 1,7 tons til 5,1 tons. Denne stigning annullerer næsten alle de indenlandske fremskridt med omstilling væk fra fossile brændsler. Medregner man dette forhold er Storbritanniens CO2 udledning i dag kun 10% og ikke 42% under, hvad den var i 1990.

Den nye danske klimalovs opgørelsesmetode er ligesom den britiske, og kan altså på ingen måde give et retvisende billede af Danmarks virkelige udledning af drivhusgasser.

Partierne bag klimaloven; S, SF, Enhedslisten, Alternativet, Venstre, Konservative og DF ved dette. Men de agerer åbenbart efter Churchills berømte ord: “De eneste statistikker du kan stole på, er dem du selv har forfalsket”.

Hvad kan klimaloven?

Så vidt de ‘ambitiøse’ mål. Men hvad kan klimaloven i det hele taget? Klimaloven anviser ingen veje til at opnå reduktion i udledningen af drivhusgasser. Den giver en ramme for hvordan en regering skal afrapportere om udvikling mod målene om 70% reduktion af drivhusgasser (i forhold til 1990) i år 2030, klimaneutralitet i 2050 (med ovennævnte forbehold), samt en ændring af Klimarådets opbygning og virke. Hverken mere eller mindre. Klimaloven pålægger ikke regeringen konkrete handlinger, andet end jævnligt at fremsætte målsætninger, “indikative delmål” osv. Men man kan vedtaget målsætninger om hvad som helst. I sig selv medfører loven ingen handling.

Klimarådet

Klimarådet bliver styrket, og det er godt, er fortællingen. Rådet får flere medlemmer og en større bunke penge. Men klimarådet er som alle andre offentlige institutioner ikke et organ som står over klassesamfundet. Dets medlemmer er fx borgerlige økonomer solidt forankret i etablissamentet og kan ikke ligefrem betegnes som radikale fortalere for grøn omstilling. Rådet bliver med aftalen om klimaloven nu endda suppleret af et “dialogforum” med brancheorganisationer og tænketanke, som skal sparre med klimarådet og udtale sig om klimarådets anbefalinger og udgivelser - en effektiv måde at indhylle klimarådet endnu tættere i erhvervsinteresser, og ikke noget der just bør øge illusionerne til rådets “uafhængighed”.

Klimahandlingsplaner

Mens klimaloven ingen konkret forskel gør, er det gennem klimahandlingsplanerne, som skal vedtages hvert femte år (første gang i 2020), at der skal sættes konkret handling i gang for at nå målene. Til dette arbejde har regeringen lavet 13 klimapartnerskaber med toppen af dansk erhvervsliv, bl.a. Mærsk, Aalborg Portland og SAS. De skal komme med input til regeringens klimahandlingsplan og altså de konkrete skridt til regeringens femårs-klimahandlingsplaner. Som Dansk Erhverv tilfreds skrev: »Vi har længe opfordret regeringen til at søge klimapartnerskaber med erhvervslivet for at sikre, at de politiske mål også har hold i virkeligheden.« Dansk erhvervsliv behøver således ikke frygte for, at regeringens grønne stunt kommer til at koste dem profit. Tværtimod lader regeringen dem indtage førersædet. En sikker opskrift på, at i det omfang der faktisk bliver vedtaget konkrete handlinger, vil det være arbejderklassen der kommer til at betale.

Kvoter og fiksfakseri

Kvoteannulleringer har i årevis været en bekvem måde at kunne betale sig fra at reducere CO2 udledning. Derfor var der mange der blev positivt overraskede, da politisk ordfører for Enhedslisten Pernille Skipper efter indgåelse af aftalen tweetede:

»Klimaloven indeholder bindende mål på 70% i 2030. Lovfastsatte delmål og et reelt forbud mod anvendelse af kvoteannulleringer og andet fiks fakseri. Det er Danmark, der skal reducere. Så godt«.

Men i aftalens afsnit 5 står følgende, sort på hvidt:

»Aftaleparterne er enige om, at hvis det i de sidste år frem mod 2030 viser sig, at man ikke kan leve op til 70 pct.-målet under hensyntagen til de i klimaloven angivne principper for klimaindsatsen, så må aftalepartierne inden for forliget bag klimaloven træde sammen med henblik på at drøfte, om der kan opnås enighed om at anvende fleksible mekanismer og andre virkemidler. Det sker i erkendelse af, at 70 pct.-målet er meget ambitiøst, og at vi endnu ikke kender løsningerne til at nå helt i mål, samt at aftaleparterne ikke ønsker at være tvunget til at tage beslutninger, som kan have uhensigtsmæssige konsekvenser for det danske samfund.«

“Fleksible mekanismer og andre virkemidler” er kodeordene der dækker over bl.a. kvoteannuleringer. Med andre ord: ikke bare er kvoteannuleringer som redskab ikke “reelt forbudt”, de er direkte skrevet ind som en mulighed til at omgå det ‘bindende’ 2030-mål. Så kan det godt være, at Folketingets traditioner omkring forligsbrud siger, at alle forligspartier skal være enige. Men det er hvad Marx ville have kaldt parlamentarisk kretinisme at tro, at Enhedslisten nu har vetoret imod de “Fleksible mekanismer og andre virkemidler” i al fremtid - tiltag som teksten selv åbner op for. Der er en grund til at Venstre, Konservative og DF er med i forliget og har fået skrevet netop denne mulighed ind - fordi de vil kunne bruge den.

Eklatant fejlvurdering

Efter at have læst aftalen om klimaloven igennem er der for os ingen tvivl. Den 16 årige svensker har forstået langt mere end både SF, Enhedslisten og de mange glade NGO’er som byder loven velkommen. Disse sidstnævnte har udråbt aftalen som en sejr for klimabevægelsen som rejste kravet om en klimalov. Men hvor kom det krav egentligt fra? Fra de unge selv? Nej. De unge gik på gaden for radikal grøn omstilling NU, hvad der i realiteten var et revolutionært krav der stod i direkte modstrid med kapitalismens profitmotiv. De gik absolut ikke på gaden for at opnå et teknokratisk papir som intet betyder. Kravet om ‘klimalov nu’ blev uofficielt og uden nogen demokratisk vedtagelse, indplantet i de unges klimabevægelse af NGO’erne, som for alt i verden ville holde bevægelsen inden for systemets rammer. Det kunne kun lade sig gøre, fordi INGEN af de såkaldt socialistiske partier argumenterede for et socialistisk alternativ, men slog knuder på sig selv for ikke at “pådutte” de unge deres politik. NGO’erne havde ikke de samme fine fornemmelser, og de står sejrrige i dag.

Det lovsystem som den socialdemokratiske regering er ved at sætte op nu, kommer ikke til at løse klimaudfordringerne. Men det er derimod et formidabelt værktøj til afledning og manipulation. SF, Enhedslisten og Alternativet spiller en helt afgørende rolle i den sammenhæng. Hvis disse i stedet for jublende tilråb kritisk havde afsløret regeringen, den borgerlige opposition og dansk erhvervslivs forsøg på at manipulere den danske befolkning til at tro, at klimakrisen nu er løst for Danmarks vedkommende, var hele manøvren faldet til jorden. Men de fejlede. De er nået ud over point of no return i denne sammenhæng og har påtaget sig ansvaret for den videre udvikling. En udvikling vi er overbeviste om, ikke vil efterlade et favorabelt indtryk af de pågældende partiers agren.

Skal der rykkes på grøn omstilling, skal der tages fat i stor stil på energi, produktion og infrastruktur. Områder der i dag er underlagt privat ejerskab og drives for profit, ikke samfundshensyn. Men en virkelig grøn omstilling er ikke mulig uden kontrol. Og man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Den danske klimalov og partiernes grønne håb er blot et udtryk for reformismens grundlæggende illusion: at markedet og dens profitjagt - kapitalismen - kan tæmmes og reguleres indtil den mister selve sin drivkraft og i stedet bliver menneskelig og grøn. Indtil den ikke længere er kapitalisme. Så nej, klimaloven løser intet, tværtimod. Men måske SF’eren Carl Valentin alligevel får ret når han skriver, at »[d]ette øjeblik vil for altid stå som definerende for vores tid.« Lovprisningen af klimaloven siger i hvert fald ikke så lidt om tilstanden på venstrefløjen i dag.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.