Den 9. december 2016 blev Geert Wilders dømt i Haag for injurier mod en gruppe og tilskyndelse til diskrimination. Imidlertid pålagde retten ham ikke nogen straf. I dens optik blev Wilders allerede straffet nok af al den medieopmærksomhed, som retssagen fik. Samfundets reaktion til dette afspejler den polariserede situation i Holland.
Dette var Geert Wilders´ anden retssag. Den første i 2010-11 resulterede i hans frifindelse. Den anden retssag var af en anden karakter. “Færre Marokkanere”-hændelsen i 2014 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Wilders skabte overskrifter, da han i en tale til en flok tilhængere stillede spørgsmålet: “Vil du have flere eller færre marokkanere her i landet?” Hvortil tilhørerne entusiastisk svarede: “Færre! Færre!” Wilders ildevarslende svar til det messende kor var: “Okay, det skal vi nok tage os af!”
Denne hændelse blev mødt af vrede reaktioner fra tusinder af rasende mennesker, hvor mange marokkanske hollændere samt mange andre indgav klager over Wilders. På det tidspunkt var der en relativt stærk solidaritetsfølelse og en generel enighed om, at Wilders denne gang ’var gået for vidt’. Selvom der også var mange opportunister, der pludselig blev forargede, efter at de tidligere mere eller mindre havde støttet Wilders (“Han er grov, men han har en pointe”), var vreden over Wilders udtalelser ægte og sendte et stærkt signal.
Disse hændelser gav os et klart billede af polariseringen i landet. På den ene side var der vrede over Wilders udtalelser, og på den anden side er PVVs popularitet steget betydeligt siden 2014. Partiet nød godt af utilfredsheden med premierminister Mark Rutte under hans anden valgperiode og har kynisk brugt terrorangrebene i Frankrig og stigningen i antallet af flygtninge til en kampagne bygget på had og frygt. Retten er nu bukket under for det sociale pres fra begge sider. Wilders blev dømt, men fik ingen egentlig straf. Dette vil faktisk øge vreden på begge sider. Wilders kan optræde som martyr. I mellemtiden er efterkommere af indvandrere retmæssigt vrede, da de får en højere straf for mindre overtrædelser som fx en manglende baglygte, mens denne slags fornærmelser og diskrimination tilsyneladende har ringe effekt.
Den dømmende magts uafhængighed
En af de nye udviklinger i denne sag er, at Geert Wilders udfordrede retsvæsenets myndighed og gik så vidt som ikke at anerkende retten, som han beskyldte for at være partisk. Wilders lavede et medieshow ud af det, hvor han talte om “falske dommere”.. Han påpegede også, at de var medlemmer af eller tilhængere af Demokraterne ’66 (et middelstort liberalt politisk parti) og derfor automatisk var imod ham.
Wilders selv er imidlertid altid glad for at beskylde muslimer for ikke at respektere hollandske værdier og institutioner, men er nu opportunistisk nok til ikke at anerkende domstolen. Omvendt er han altid fuld af stolthed over politistyrken, som er det faktiske undertrykkelsesinstrument. Da Ahmed Marcouch (hollandsk Socialdemokratisk medlem af parlamentet) for nylig udtalte, at der ikke ville være nogen plads i politiet for PVV-tilhængere, var Wilders ude af sig selv af vrede. Hvis man skulle følge Wilders logik ud fra hans modstand mod domstolen, burde man faktisk kunne nægte at anerkende en politibetjents myndighed, hvis han er PVV-tilhænger. Det ville være yderst nyttigt for de unge, der bliver chikaneret af politiet på grund af deres etniske baggrund!
Men menneskers direkte partitilhørsforhold er ikke bestemmende for, hvordan statsapparatets dele fungerer. Institutionerne i det hollandske statsapparat blev bygget over århundreder af det hollandske borgerskab. Udadtil skal de virke neutrale, som en magt der står over samfundet, men i sidste ende er statsapparatet til for at forsvare kapitalistklassens interesser. Dette sløres af begreber som “offentlig interesse”, “stabilitet i det hollandske demokrati” eller ved at indikere, at visse handlinger er til ”gavn for økonomien” (hvilket betyder store hollandske selskaber som Shell, Unilever og Philips).
I virkeligheden står retsvæsenet ikke over samfundet. Presset fra samfundsudviklingen afspejles i dommene. Det er ikke det påståede politiske tilhørsforhold hos dommere, men den polariserede situation i landet, der har ført til rettens beslutning om Wilders. Det er en afgørelse, der ikke falder i god jord i hverken den ene eller anden lejr
Wilders repræsenterer et smertefuldt dilemma for det hollandske borgerskab. På den ene side er de tvunget til at beskytte ham, og han har flere gange vist sin støtte til Mark Rutte regeringens reaktionære foranstaltninger. På den anden side skaber hans person konstante nationale og internationale skandaler, spænding, ustabilitet og en udfordring af etablissementets institutioner, især nu med hans angreb mod retssystemet.
Nogle venstreorienterede modstandere angriber Wilders i henhold til hans tvivl om dommernes uafhængighed, og de påberåber sig “domstolenes uafhængighed” og “magtens tredeling” som progressive støttesøjler. Det er meget idealistisk og naivt. Det er nødvendigt at forklare, at ingen af dem eksisterer i virkeligheden, og at hverken “liberalt demokrati” eller Wilders højreorienterede populisme fører nogle vegne.
Hvordan bekæmper vi Wilders?
For anti-racistiske aktivister kan dommen måske ses som en lille, symbolsk sejr; men i virkeligheden er næsten intet forandret. Efter valget den 15. marts 2017 vil PVV måske blive det største parti i landet. Dog vil ikke alle stemmer være racistiske stemmee. En stor del af vælgerne ser Geert Wilders som den eneste, der stiller sig op imod “etablissementet”. Der er mange paralleller til Donald Trump i USA.
PVV er et reaktionært kapitalistisk parti, der ikke tilbyder nogen løsning, men kun opsplitter arbejderklassen og kræver repressive foranstaltninger. På kapitalistisk grundlag er der ikke mulighed for en tilbagevenden til de “gyldne gamle dage” i efterkrigstidens opsvingsperiode. Det har intet at gøre med migration, men skyldes udelukkende den globale overproduktionskrise. Selv væksten i Kina er aftagende, hvilket har globale konsekvenser.
Den eneste måde at bekæmpe Wilders er at kæde kampen mod racisme sammen med arbejderklassen og de unges fælles kamp mod det kapitalistiske system. Vi er nødt til at stå for et socialistisk alternativ med en demokratisk planlagt produktion i alles interesse. Det hollandske Socialistiske Parti (SP) har i mellemtiden intet konsekvent antiracistiske program og forsøger desperat at præsentere sig selv som et “troværdigt parti”, som er klar til at gå på kompromis og danne en koalition. Partiets reformistiske program udvandes mere og mere. Det forsøgte at berettige dette ved at hævde, at radikal retorik blot ville skræmme vælgerne væk. I mellemtiden taler Wilders om et “oprør mod eliten”, og det er ham, der fører i meningsmålingerne. Det eneste svar på dette bør være et radikalt venstreorienteret, socialistisk program.
Denne artikel blev udgivet den 21. december af redaktionen af Vonk på marxist.com, IMT i Holland og bragt i Revolution nr. 26, februar 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
